Words of the Waves

Skørtejægeren

2010-10-04T12:09:00.000-07:00

At jeg ikke er en af de piger, der foretrækker shopping frem for sex, kan ikke komme som den store overraskelse for mange af jer. Det gen, som 99,7 % af alle piger får under fosterdannelsen (typisk fra deres mor), lavede en mutation hos mig. I stedet for at æææælske mærketøj, fede støvler, høje sko, lækre accessories, glimtende smykker og hvad man ellers kan pille ud af Pretty Woman (og placere sansende adjektiver foran) er min kærlighed faldet for sjove dimser, film og især bøger.

Imidlertid leverer den verden, vi lever i, et krav om, at man klæder sig noglelunde ordentligt og sammenhængende. Derfor må jeg - hvor hjerteskærende det end er - tage på shopping en gang imellem. Min seneste shoppingdag foregik i godt selskab i Storcenter Nord, hvor jeg tidligere har gjort succes med tøj- (og bog)køb.

Indkøbslisten bestod af en længere række af dårlig samvittighed, herunder langærmede bluser, kortærmede bluser, toppe, bukser, nederdele, evt. kjole, bh'er og støvler/vintersko. På forhånd havde jeg solgt min kære elguitar (piv, men det er jo synd for den, når jeg ikke spiller på den), så jeg havde lidt at bruge af.

Mit indkøb begyndte i H&M, hvor jeg gik direkte til damelingeri-afdelingen, da jeg vidste, dette var mest akut (og mest overskueligt - som en opvarmning til det, nogle kvinder kalder en sport). Jeg fandt nogle fine bh'er og stillede mig i den obligatoriske kø til prøverummene (som ikke blev kortere af at halvdelen af de eksisterende prøverum af lukket af). Endelig blev det Kathrines tur. Dialog:
Pige ved prøverummet: "Hvor meget har du?"
Kathrine: "4 stykker" (da jeg aldrig er helt sikker på, hvilken størrelse jeg skal bruge).
Pige ved prøverummet: "Ja, er du sød at tage det hele med ud, når du er færdig?"
Kathrine med lidt for bebrejdende tonefald: "Ja, selvfølgelig (altså dame, kender du mig ikke?).

(Af en eller anden grund skifter jeg tid nu. Måske sådan at I føler, I er en flue på væggen (i prøverummet... hvis en eneste flue gider spille sit relativt korte liv der, hvilket jeg ikke skal gøre mig klog på (men kan godt skaffe en insektekspert, hvis det er i nogens interesse))).
Jeg prøver den første og den næste bh. Meget veltilfreds over at én af størrelserne faktisk passer mig tager jeg min bluse på igen, hvorefter et lille, blondt drengehoved rusjer ind under skillevæggen fra naboprøverummet.
"Haaii" griner han, hvorefter en kvinde, som jeg antager er hans mor, med en bestemt tone siger "Gustav, vil du GODT lade være med det?".
"He-haii" siger jeg til et tomt gulv, tjekker ned i min bluse for at være sikker på, han ikke så et stykke hud og tjekker spejlet for at se, om jeg blev rød i hovedet.

Resten af shoppingturen forløb uden seksuelle overgreb - og med succes i form af to toppe (én med måger og én med militær) samt en lille kjoledims (og et Hugo-computerspil).

Mission Shopping: Complete.

Ny adresse

2010-02-09T14:49:00.001-08:00

Kære læsere
Fra d. 10. februar 2010 har jeg flyttet bloggen til en ny adresse. Det skyldes nogle tekniske detaljer, som jeg vil spare jer for, men alle de gamle indlæg ligger på den nye blog. Jeg tror, adressen vil være nemmere at huske, da den (næsten) er magen til min e-mailadresse:

Velkommen til www.kathrinemedh.blogspot.com

Jeg håber, I fortsat vil følge min færden på gode og dårlige dage.

Mange hilsner,
Kathrine

Kathrine forstår ikke

2010-02-09T13:08:00.000-08:00

Kathrine forstår ikke:
- folk, der lægger billeder af deres foster på Facebook
- folk, der oddsede på, at Sara Lund var morderen i Forbrydelsen 2
- at man KAN oddse på, hvem der var morderen i Forbrydelsen 2
- folk, der dytter hysterisk, hvis de mener at andre begår en fejl i trafikken, når de selv kører ud for ubetinget vigepligt
- dyr, som æder dyr af samme art som dem selv
- Cilit Bang-reklamen
- at min snemand kan vælte, selv om det fryser fem grader
- at man kan være bagud på studiet efter én uges undervisning
- at der ingen slik er i huset
- hvordan en kat spinder
- hvordan en kat kan være SÅ sulten
- hvordan et kamera kan forsvinde sporløst
- hvorfor krydderifirmaet Santa Maria ikke gør opmærksom på, at hvis man drejer på låget og hælder, kommer der oregano til 40 personer i en gryde med kød til én person
- at det sidste afsnit af Venner for flere år siden gik over skærmen, når det stadig er så populært
- at det er nødvendigt med SÅ mange boligprogrammer til 5,4 millioner personer
- at Midttrafik ikke sætter ekstra busser ind, når man to gange bliver efterladt ved busstoppestedet, fordi bussen er for proppet til at optage flere passagere
- at man ikke udskifter sin dør, hvis den skal smækkes så hårdt, at hele naboens hus ryster

Et bragende udvalg

2010-02-09T03:36:00.001-08:00

Og så er hun tilbage... Der gik lige et par måneder med julehygge, eksamen og lignende fornøjelser.

Den tilbagelagte weekend tilbragte jeg i Billunds trygge gader. En dejlig tid med familien, men også en reminder om, hvorfor jeg ikke længere har adresse i 7190.
Lørdag formiddag skulle jeg på hemmelig mission i downtown for at finde en acceptabel fødselsdagsgave til min mor.
Første problem ligger i, at man altid og uden undtagelser møder nogen, man kender. Fint nok, med mindre det er den gaven er til, eller en, som med garanti ikke kan holde på hemmeligheden. Selv om jeg mødte flere kendte ansigter, var der ingen syndere imellem.

Det storslående udvalg af butikker er følgende: Matas, smykkeforretning, Imerco, Sportsmaster, Bøger og papir og Super Brugsen.
Da jeg vidste, at to af butikkerne i forvejen havde bidraget med gaver til fødselsdagsbarnet, sprang jeg dem over. I boghandleren var succesen ikke specielt stor. Jeg var nærmere ved at købe bøger til mig selv (efter en personlig udgift på 2000+ kr. på bøger inden for få uger), og derfor flygtede jeg hurtigt derfra.
Turen gik videre til Imerco, som jeg vidste havde nogle små, fine lysestager fra Herstall, som min mor elsker. Jeg spurgte ekspedienten, hvor disse små tingester befandt sig. "Lige præcis dem har vi ikke. Eller nogen lysestager fra Herstall overhovedet faktisk". Nå, så kigger jeg bare videre... I en halv time, før jeg kom i tanke om, at en bagevægt, der er produceret efter 1989 måske var en idé til den storbagende mor. Ved bagevægtene fandt jeg en fin en af slagsen, der endda var sat ned til halv pris. Jeg gik op til kassen, hvor samme ekspedient må beklage, at de desværre lige havde solgt den sidste. Nå... NÅ! Men det er bare i orden. For så går jeg da bare ned i den Imerco/Kop og kande/Inspiration, som ligger længere nede ad gaden. NÅH NEJ! For der ligger jo ingen i den her myreby! Så gi' mig da den dyre, før I lukker klokken 13 på en lørdag.
Min mor fik en fin vægt, en cd med Kim L og dvd'en Pigen, der legede med ilden og blev glad for det hele.

Note til mig selv: Køb ind hjemmefra, næste gang du skal til fødselsdag i Billund eller lignende småbyer.

Glædelig femte juledag

2009-12-29T14:45:00.000-08:00

Og så gik julen! Fra den 23. december til den (i år) 4. januar udrydder vi ugedagene og indtager i stedet nogle ukorrekte, men meget velfungerende betegnelser for dagene. De første tre er gode nok - juleaftensdag, juledag og 2. juledag. Derefter går det berserk. Tredje, fjerde, femte og sjette juledag, inden det bliver nytårsaftensdag.
Disse dage propper vi os med endnu mere julemad, selv om vores sarte maver i forvejen var ved at både flække og eksplodere juleaften. Hvis ikke den står på julefrokost de første tre juledage er der vel et par kilo rester, der endelig ikke må gå til spilde. Så det tidspunkt, hvor vi allermest trænger til en gang lasagne, æder vi - igen - and, sild, leverpostej, ris a la mande, rødkål, chokolade og flæskesteg.
Jeg var så heldig, at en af mine julegaver indeholdte en toastmaskine (fra min søde svigerfamilie), så jeg har ind imellem byttet de fede retter ud med en simpel toast. Juledag er det lige så godt som at have fået en racerbane.
Jeg elsker julen, men det bliver nu også rart med gulerødder, frugt og retter med en fedtprocent under 70. Januar - jeg er klar!

Juleminder

2009-12-19T14:45:00.000-08:00

En lille julehilsen herfra med de bedste julekalenderklip gennem årene

Nu' det jul - Nissebanden i Grønland, DR1 1989, 1993 og 2002

Luffe - Nissebanden i Grønland

Julerup Færgeby, DR 1990

Det' sørme, det' sandt, december - Jul på slottet, DR1 1986, 1991 og 1998

The Julekalender, TV2 1991, 1994, 2001, 2008

Jul i skoven - Skibet i Skilteskoven (som jeg har fået på dvd af Camilla <3), TV2 1992

Det er jul - Jul i Juleland, TV2 1993

Alletiders jul, TV2 1994 og 2004

Alletiders nisse, TV2 1995 og 2006

Vil du være min i nat - Juletestamentet, TV2 1995 og 1999

Bamses julerejse DR 1996, 1999 og 2005

Stella og Nova - Krummernes jul, tv2 1996 og 2001

Alletiders Julemand, TV2 1997 og 2007

Stjernedrys og Englesang - Brødrene Mortensens Jul, TV2 1998 og 2002

Olsenbandens første kup, TV2 1999

Alletiders eventyr, TV2 2000

Trafik Børge - Canal Wild Card, TV2 2001

Jesus og Josefine, TV2 2003 og 2009

Knock, knock, knock, who is there - CWC World, TV2 2003

Dolphs nytårstale 2005

Pagten, DR1 2009

Elvis, Elvis og atter Elvis

2009-12-19T03:43:00.000-08:00

Jeg tilbragte sidste weekend i Billund, og traditionen tro glemte jeg noget - mit kamera. Nu har jeg fået det igen, og da min taknemmelighed for dette er så stor, vil jeg lige dele et par Elvis-fotos her på bloggen.

Nordisk

2009-12-14T01:43:00.000-08:00

Første semester på nordisk er forbi. To eksamener er overstået, endnu en venter. Jeg har i dag lavet en læseplan, så jeg ikke dagen før eksamen kommer i tanke om, at jeg slet ikke er gået i gang med at læse endnu.
Det bliver hårdt arbejde. Lidt over 2000 svenske og norske sider venter mig i løbet af de næste 30 dage. Heldigvis består disse sider primært af romaner, noveller og digte, som generelt er let fordøjelige.

Den seneste uge har vist mig, hvor glad jeg er for mit studium. Torsdag cyklede jeg smilende af sted, fordi jeg skulle til eksamen i sprog. Ja, der er da virkelig noget at grine af! Måske har min forhenværende fascination af matematik og tysk gjort mig meget regelorienteret. I hvert fald topper dette grammatik-fag som mit yndlingsforetagende.

Fredag cyklede jeg - igen - smilende i skole, fordi vi skulle gennemgå en svensk verdensklassebog. Desværre var det også sidste time i Skandinaviske studier - til stor sorg og bedrøvelse hos en svensker-wannabe, som mig.

Og med hensyn til Gisle-opgaven: Det viste sig hurtigt, at der ingen grund var til at gøre grin med Gisle Surssøn. Det har været et fantastisk forløb, og jeg har stor respekt for de islandske sagaer. De kan sagtens bruges en anden god gang, hvis det skulle blive aktuelt.

Jeg glæder mig til jul og til at læse lidt mindre end normalt. Men jeg glæder mig også til at se, hvad 2. semester byder på, når den tid kommer.

Gisle, min frodige ven

2009-12-07T10:11:00.000-08:00

7. december 2009
Kære Blog.

I dag var dagen, hvor de første vintereksamener indledtes. En skriftlig litteraturhistorisk opgave, som blev lagt online i dag, og som skal afleveres om en uge. Jeg havde på grund af min skønne Sverige-rejse misset en enkelt forelæsning, ligesom jeg læste litteraturen til denne forelæsning, mens jeg kørte i tog/fløj/ventede i en lufthavn. Koncentrationsniveauet var derfor ikke til UG, interessen ligeså.
Den onde skæbne ville, at lige netop dette emne, denne bog og denne forelæsning blev den ene af de to eksamensopgaver, jeg kunne vælge imellem.
Og den anden: Gisle Surssøns Saga fra år 960. My love, my life! I det mindste har vi den danske - og ikke den islandske - version at støtte os til. Og i det mindste tog jeg nogle gode noter fra forelæsningen (men kan åbenbart ikke huske noget i hovedet, da jeg mente, at vores forelæser var en kvinde, men "hun" viser sig at hedde Rolf - sært).
Som mine yndlingsbloglæsere skal I være de første til at få et uddrag (snigpræmiere) af min Gisleafhandling. Så glæd jer! Gisle will be back!

Kom jul - kom gaver!

2009-12-06T09:54:00.000-08:00

Glædelig december! Dybt beklageligt, at jeg først den 6. december kan give denne vidunderlige meddelelse, men som I ved, er december en travl tid.
Julebag, julefrokost, juleklip, juledekorationer, julerengøring, tømmermænd, julekalender, julebesøg, julemarked og julegaveindkøb... Og jeg har indtil videre kun nået julefrokost og julekalender. Men fra nu af i hvert fald: Glædelig december. Og kryds lige fingre for, at jeg får fire trommer mere i skrabejulekalenderen.

Lørdagen stod på julefrokost for nogle fantastiske ergoterapeutpiger, mens søndagen stod i familiens tegn. Og få trods af ekstrem overbelastning af min følsomme mave siden i går eftermiddag, glæder jeg mig vanvittigt til - endnu en gang - at sætte tænderne i frikadeller, leverpostej og ris a la mande! Kom jul - kom gaver!

Er det dig fra Nephew?!

2009-11-30T06:59:00.000-08:00

Torsdagen i den forgangne uge stod på i Nephews tegn. Hvilken event! Henriette og jeg mødtes til spisning, inden vi tog bussen til vores østjyske naboby, Randers, idet billetterne til Århus for længst var rippet, inden vi fik bestilt.
Da vi ankom til destination viste det sig, at vi befandt os et helt andet sted på kortet end forventet. Nå, pyt. Der var halvanden time til koncertens start, så mon ikke vi alligevel skulle finde frem til koncertstedet inden kl. 21?
Jo da! Vi ankom snart til Værket, som var skræmmende tomt. Dog var der et par fjerne menneskestemmer, som vi besluttede var de eneste, der indtil nu var dukket op. Vi grinede hånligt af Randers og påpegede, at det var noget lidt andet end vores Manchester-oplevelse med McFLY for et par år siden. "Hold kææææft, mand - Randers!" nærmere betegnet.
Efter hånlatteren havde lagt sig, blev vi alligevel bekymrede. Vi trippede over til receptionen, hvor Henriette med bedste "Ronald og Bugge"-attitude spurgte: "Hvor er Nephew?!". Nå, forkert bygning, det er hvad, der kan ske! Og så skruer vi lidt ned smartheden.
Da vi nærmede os endebygningen gik det op for os, at det godt nok var Randers og ikke Manchester, men der var dog dukket andre fans op end os. En hel del faktisk. Vi stod i kø en halv time, inden vi fik adgang til Værkets indre organ.
Som altid leverede drengene (må man sige det om nogen over 30?) det optimale, og aftenen var fantastisk.
Nephew, 4evr! <3 (eller sådan noget moderne snak!)

Noget om at vågne

2009-11-19T23:51:00.000-08:00

Fredag morgen. Klokken er syv. Jeg kan ikke se det. Men lyden af tre buzzende vækkeure giver mig ideen om, at jeg har ret, at det er tidspunktet, hvor jeg natten før lovede mig selv, at jeg skulle op. "Jeg tror du skal op..." siger Kevin, og lyder mere træt end mig. "Bare lige... 5 minutter mere" mumler jeg og indstiller vækkeuret til 07.05.
Fem minutter senere får jeg - for tredje gang den morgen - verdens mest irriterende lyd lige ind gennem øresneglen. Men hvad forventede jeg? At jeg ville være fuldstændig frisk og udhvilet efter de ekstra fem minutter? At jorden ville gå under i mellemtiden? I hvert fald var jeg mindst lige så træt, da jeg løftede dynen af mig og gik ud til en alt for morgenfrisk kat. Ikke nemt at se, han fik fjernet sine ædlere dele for under to døgn siden.
Og selvfølgelig endte det med, jeg kom et kvarter for sent af sted. Universitetet fungerer sådan, at man har time f.eks. klokken 8, men praktisk set starter undervisningen først 8.15. Det kære akademiske kvarter, der gør, at selv "for sent"-typerne som mig kan nå frem til tiden. Men hvad nytter det, når man så bare kører et kvarter senere af sted?
Resultatet af min morgenlur blev, at jeg kom tre minutter for sent til min norskforelæsning. Som i øvrigt er fuldstændig umulig at forstå. I hvertfald når det er på nynorsk. Og klokken 8 fredag morgen.
Weekend, kom hid. Og jeg står aldrig mere for sent op!

Æggeklage

2009-11-18T06:53:00.000-08:00

Er der nogen, der ved, om æggekage med pasta og skinke bare skal se smadret ud og lugte brændt?

Hejsan Uppsala

2009-11-18T00:28:00.000-08:00

Sverige, kære Sverige.
Mandag aften vendte jeg hjem fra dette naturskønne elgeprægede land. Missionen var at besøge min savnede Natasha, som sammen med sin kæreste er draget til Uppsala for at studere.
Da der ingen flyafgange er fra Århus, Aalborg eller Billund, tog jeg for første gang til Kastrup lufthavn for at flyve til Stockholm. Meget overskuelig på trods af dens enorme terminaler. Jeg er positivt overrasket over Norwegians check-in. Måske fordi jeg de seneste år har affundet mig med, at det bare skal tage over en time, men på under ti minutter havde jeg checket ind med selvbetjeningen og afleveret min lyserøde kuffert.
Min angst for at flyet skal lette uden mig om bord gjorde, at jeg straks gik til gaten, hvor jeg tilbragte to skønne timer med en pose stjernemix og en svensk bog.
Kort før boarding kiggede jeg op på storskærmen, som havde et BBC-logo i hjørnet. De viste i dette øjeblik nogle portrætter af terroristerne fra 11. september 2001. Jeg nåede knapt at tænke, det ikke var specielt hensigtsmæssigt for dem, der har flyskræk, inden der over højtaleren lød, at flyet til Stockholm desværre var forsinket, da der var tekniske problemer. Nå, men så er der jo ingenting at frygte!

Vi nåede dog til Sverige uden både terrorister og styrt. Jeg skulle fra lufthavnen i Arlanda til Uppsala med toget. Jeg bad om en billet til Uppsala, hvortil damen i billetsalg svarede, at toget ville afgå om 3 minutter fra spor et. Vejen ned ad rulletrapper varede dog fem minutter, og jeg nåede derfor ikke toget. Tyve minutter senere ville der afgå endnu et Uppsala-tåg, så jeg satte mig pænt og ventede. Nitten minutter senere tøffede et pragteksemplar af et tog ind på perronnen. Det var i to etager og lignede noget fra en fremtidsfilm. Alle pladser var optaget, og jeg måtte forsigtigt spørge en svensk blondine, der havde så travlt med at fylde to sæder og lægge make-up, at hun ikke havde set mig komme ind. Absolut! Svarede hun, da jeg spurgte, om jeg kunne få et af hendes sæder.
Billetkontrolløren kom ind. Min frygt for at have glemt noget blev bragt til virkelighed. Hun begyndte først på svensk at forklare, at jeg havde købt den forkerte billet, og at jeg derfor måtte købe en ny af hende. Jeg kiggede uforstående på hende, hvorefter hun slog over i engelsk. Jeg spurgte, om jeg kørte i den forkerte retning, men nej. Det viste sig, at der er to selskaber, som kører mellem Arlanda og Uppsala, og uden at have bedt om det, havde jeg altså fået en billet til det modsatte selskab. Jeg forsøgte at forklare hende situationen på engelsk, og hun godkendte fejltagelsen denne gang. Formentlig har hun prøvet det før.

Det var fantastisk at ankomme til Uppsala og være sammen med min veninde igen. Dagen efter gik vi en dejlig tur ved en stor svensk sø under de skyhøje grantræer.
Om aftenen besøgte vi en nation (na-hroon), som er et af de studerendes tilholdssteder. Her var der vegansk aften, så vi fik lov at smage alt godt fra græsædernes rige.
Søndag drog Natasha og jeg til Stockholm for at udforske den svenske hovedstad. Mere sammenhængende og hyggelig by skal man lede længe efter. Mit antishopping-sind havde jeg tilsyneladende efterladt i Århus, så inden længe havde jeg købt for flere hundrede kroners elg. Elgeservietholder. Elgenøglering. Elgetermometer. Elgepostkort.
Jeg forlod Stockholm med et ønske om snart at komme igen. En flyafgang fra en af de jyske byer ville dog gøre rejsetiden lidt mere overkommelig.
Tiden gik hurtigt, og pludselig stod jeg igen i en lufthavn, klar til en vende hjem til mine to drenge.

Iøvrigt glemte jeg min tandbørste i Uppsala, så siden har jeg børstet tænder med en 0-2 år Postmand Per tandbørste, som tilfældigvis lå uudpakket i skabet.

Nissemænd og nisseøl

2009-11-06T01:29:00.000-08:00

Jeg har haft mange legendariske lærere gennem mine efterhånden 15-års skolegang. Af almindelig respekt og frygt for at blive rasende midt i en meget interessant forelæsning om norsk litteratur, vil jeg undlade at nævne de ondeste tilfælde. En enkelt skal I dog lære at kende.
Det drejer sig om en ikke så ung mand, som kalder sig min sproglærer. Dette pseudonym beholder vi. Han ligner en dejlig, sød nissemand, og så snart han træder ind ad døren, bliver jeg (ikke generelt for holdet dog) i godt humør. Hans undervisning er ikke så optimal for min hjerne på grund af en håbløs tavleorden, ja orden generelt. Men faktisk gør det ikke noget.
Første gang jeg så ham, spurgte han, om vi havde fået drukket nogle øl i løbet af rusugen. Og det skulle ikke være sidste gang, vi hørte ham udtale dette meget brugte ord, "øl". Fatisk findes der ikke den grammatikregel, hvor han ikke kan bruge øl som eksempel. Forleden havde vi om kringlede sætninger, som udelukkende bruges i officiel sammenhæng. En ansat hos kommunen kan fint skrive "Den på grunden beliggende bolig", mens en mand aldrig må sige "Jeg nupper lige en af de i køleskabet beliggende øl".
Nå ja, tja. Det har han vel ret i. Da han senere lavede en fejl og blev rettet i det, stirrede han smilende ud over klassen. "Så siger vi, jeg skylder en lufthavnsbajer". Udbrød han og fortsatte undervisningen, som om intet var hændt.
Det kunne have været en tuborg. En elefantøl. En kold fra køleren. En juleøl. Men en lufthavnsbajer?
I øvrigt skylder han hele klassen øl efter, at to af os fik nul fejl i hans prøve på første dag. Men denne yderst interessante fascination af øl, er ikke hans eneste kendetegn.
For nyligt (som den regelmæssige læser vil vide) var jeg til eksamen i netop faget sprog. Ugen efter troppede han op med en bunke rettede prøver til en flok nysgerrige og rystende studerende.
"Tillykke, I er alle sammen bestået" sagde han som det første
En lettelse brød gennem lokalet, folk smilede og kiggede på hinanden.
"Men kun den første del af prøven..." Sagde han så og pakkede sine ting ud.
Morbid humor skal der også være plads til. Og en lille servicemeddelelse: Vi var alle sammen bestået denne første lille prøve på vejen.
God weekend!

Eksamen!

2009-10-22T12:46:00.000-07:00

Første eksamen er overstået. Mit yndlingsfag, sprog, også kaldet grammatik, skulle indlede min jomfrurejse i universitetets eksamensræs.
Idet vores lærer ikke havde lagt op til det vilde festfyrværkeri, havde jeg ikke forberedt mig. Karakteren er byttet ud med et bestået/ikke-bestået (som vores lærer hævder kun kan være et bestået, hvis man har fulgt det mindste med i løbet af de første 8 uger). Selve indholdet kunne derfor ikke give mig kriller i maven til morgen. Til gengæld kunne alt andet gøre mig nervøs som en... Et eller andet, der er nervøst.
For det første havde jeg glemt min pung i Kevins bil. Deri lå mit studiekort. Og hvad nu, hvis underviseren ikke ville lade mig gå op til eksamen, hvis jeg ikke kunne vise mit studiekort? Et pas er vel ikke nok? Nå, for sent at ændre på.
På vejen mod uni bliver jeg pludselig i tvivl, om prøven begynder klokken 11 eller 11.15. Han sagde, det ville være som til en normal time - altså 11.15, men hvad hvis han jokede? Eller sagde forkert? Igen - for sent at ændre på.
Da bussen passerede mig ønskede jeg inderligt, at Silver ikke ville punktere, da det så ville betyde, at jeg ikke kunne nå frem i tide. Men hvorfor skulle hun også det?

Det hele gik fint, og prøven var formentlig meget okay. Min orden tillod mig dog først at aflevere ét minut før tid. Først skrev jeg forkert. Og så glemte jeg 7 ord. Og så skrev jeg forkert igen. Og så skrev jeg noget, der slet ikke passede. Og så skrev jeg forkert én gang til, men var nødt til at aflevere version 5 af side 2, som absolut ikke ville blive læsbar uanset hvor umage, jeg gjorde mig.
Generelt er orden ikke min stærke side. Midt i prøven forsvandt 3 ud af mine 4 svarark, men efter at have rodet mine noter igennem to gange og ledt under mapper og ordbøger, dukkede de endelig op. Den omfattende eftersøgning havde imidlertid kostet mig mine spørgeark, hvor teksten og ordene, som jeg var rimelig afhængig af. Tilbage til ledearbejdet, og endelig dukkede en diskret clips op og afslørede arkenes gemmested. Jamen gi' mig da et bord ekstra så. Og jeg havde - i modsætningen til mange andre - ikke engang min computer fremme.
Det er i øvrigt den første eksamen, jeg har deltaget i, hvor der var så åbenlyse muligheder for at snyde. Internet? Ja, endelig da! Faktisk ville det være allerbedst, hvis I sendte svararket til mig på mail! Forklarede underviseren, inden vi gik i gang. Om det er den eneste mail, der er sendt svarark til, skal jeg ikke blande mig i, men herligt med en lidt mere uformel prøve. Håber han deler pebernødder ud til prøven i december.

Elvis

2009-10-13T05:37:00.000-07:00

Et nyt medlem er kommet i familien. Lille Elvis på 13 uger, der er ved at erobre verden. Han er en aktiv lille gut, som I måske fornemmer på videoerne. De kæreste ting dukker selvfølgelig op, når kameraet ikke er tændt, men man får da en idé om hans forstand og kærhed, ikke? ;) Først et billede, så tre videoer.

Gode gamle minder

2009-10-12T21:25:00.000-07:00

Ferie er lig med alt for meget tid. Derfor har jeg brugt mandagen på at samle en række minder fra min barndom. Reklamer, tv-programmer, tegnefilmsintro og børnefilm. Jeg beklager dårlig kvalitet og forkerte sprog. Men ta' et kig!

Vennerne fra Hjemis

Disney Sjov intro (det hedder det altså åbenbart)

Nøddepatruljen

Rip, Rap og Rup på eventyr

Bubbibjørnene

Luftens Helte

Bubbers Badekar

Lågen i Bogen

Sunes Familie

Pingo

Ulvehunden Silver (på engelsk)

Dyrene i Lilleskoven

Skærmtrolden Hugo fra Eleva2eren

Min søsters børn - Pulses tryllesang

Lykkehjulet

Frække Frida

Krummesangen

Lad os holde en pause én gang til

Grunks sang

Pippi Langstrømpe

Emil fra Lønneberg

Bjørnen i det blå hus

Jungledyret Hugo (på engelsk)

Bamse - verdens stærkeste bjørn

Sonic og Tales

Fuglekrigen i Kanøffelskoven

Oliver og Co - Why Should I Worry?

Hannibal og Jerry

Kaj og Bøje - Frem og tilbag'

Pokemon

Kaj & Andrea

Nana

To dumme hunde (engelsk)

Hit med videoen (Med Søs Egelind)

Strisser på Samsø

Hvide løgne

Tøsepiger

Lucky Luke

Snøvsen

Finn og Jakob - Vestre Fængsel

Langt fra en ordentlig parkeringsplads

Uha da da

Han ska' bar' lige ha't regnet ud

Er du dus med himlens fugle

Skolernes motionsdag

2009-10-09T01:18:00.001-07:00

Dagen inden efterårsferien. Åh, jeg husker det, som var det i går. Hvordan jeg en måned inden begyndte at plage min mor om at få fri på denne rædselsdag. Selv om efterårsferien ventede forude, var en 4-12 km. lang løbetur i Grene Sandes klitplantager bare ikke mig.
Ikke et eneste år fik jeg lov at holde fri, og selv da jeg (efter inspiration fra en anden pige i klassen) forsøgte at overbevise min mor om, at jeg måske havde kyssesyge, blev jeg sendt af sted på den benhårde sandrute.
Eneste reelle bonus var, at der ved målskiltet stod tandlæger med vand og gulerødder. Og selvfølgelig det yndige diplom, man fik udskrevet efterfølgende. Gad vide om jeg stadig har dem? I de større klasser blev motionsdagen ændret fra sindsyg løbetur til triathlon med 4,2 km løb, 25 km cykling og 200 m svømning. Det var bedre! Også uden at snyde faktisk.

I dag hvor solen skinner mere end nogensinde før, ville jeg ønske, at jeg skulle ud at løbe med hele universitetet. Og at skoletandplejerne stod rundt omkring i byen med små gulerodsstave.
Men der er håb i sigte. Hr. fysioterapeut har givet mig forhåbninger om at kunne genoptage løb efter 5 års pause. Men for mit eget ve og vel, vil jeg nøjes med at fejre motionsdagen dag med en rask cykeltur ind til uni - og måske en gulerod, når jeg kommer i mål. Go' ferie!

Doktor Dyredød og de andre dimser

2009-10-08T08:59:00.000-07:00

Denne eftermiddag er gået med at researche på dyrlægepriser. Lillemissen skal vaccineres to gange, øremærkes og kastreres (når den tid kommer, sov blot trygt Elvis).

Jeg har ringet rundt til 16 dyrlæger i Århus-området og differencen fra den billigste til den dyreste dyrlæge er: Kroner 1320. For præcis de samme ting.
Måske bør jeg her tilføje en kommentar. Den billigste dyrlæge holder til i det ellers ikke så billige Risskov i det østlige Århus. Når man googler Dr. Dyredød, dukker hans navn op i adskillige sager, og det er ikke småting, de siger om denne svindlerdyrlæge, som har haft 5 forskellige klinikker rundt om i landet for at skjule sig. Han talte også virkelig skummelt i telefonen, og jeg kan levende forestille mig, hvordan han lader små uskyldige kæledyr ligge og dø i deres eget blod, mens han leger laboratorium på en dalmatiner.
Så lad os holde ham ude af undersøgelsen og sammenligne den billigste ikke-killer dyrlæge og den dyreste dyrlæge. Difference: 1184 kr.

Nu sidder du måske og tænker "Men det er jo ikke altid prisen, det kommer an på". Rigtigt. Kvalitet og venlighed overgår alt, men stadig er der penge at spare. To ud af de 16 dyrlæger kontaktede jeg pr. mail. Jeg sendte den samme tekst til dem, hvor jeg forklarede, at jeg i weekenden får en killing på 12 uger, som endnu ikke er vaccineret, og som i løbet af de næste 3 måneder skal have begge killingevaccination, øremærkning og kastration. Jeg vil gerne høre priser på dette inkl. moms og løn, samt om der er andet en killing i den størrelse har brug for.
Den ene uddyber priserne for mig og gør mig opmærksom på, at der i prisen er inkluderet sundhedstjek, killingemappe (Oh, joy!), gratis foderprøver samt tid til alle de spørgsmål jeg måtte have. Han spørger ind til, om den har fået ormekur (besvarer altså mit spørgsmål, om der var andet).
Den anden svarer: "Du kan få det for 1000 kr. Kan det bruges?" Da jeg ringer og stiller hende præcis samme spørgsmål, skal hun have 1410 kr. Goddaw! Samme har jeg oplevet med et dyrehospital, som jeg nu har kontaktet 3 gange og fået 3 forskellige priser på de samme ting. Interessant.

I mit excelark (jeg ved godt, jeg er psykopat), hvor jeg har lagt priser og transporttid ind på de 16 dyrlæger, har jeg derfor skrevet små kommentarer ud for de dyrlæger, der har gjort et særligt indtryk på mig. Der er alt fra "forvirret og upræcis" til "Venlig, opmærksom og engageret" og til ekstremen "Psykopatmand, der ALDRIG får lov at røre mine dyr" (Dr. Dyredød).

Det er dejligt at bo et sted, hvor man frit kan vælge den dyrlæge, der det øjeblik jeg har kontakt med ham eller hende virker mest dygtig og samtididig få lov at være lidt prisbevidst.
Den dyrlæge, som jeg umiddelbart synes bedst om ligger midt i prishelvedet. Forskellen på ham og den dyrlæge, der ligger tættest på vores bopæl er 650 kr. Det' da okay at spare, når jeg oven i købet har valgt den, jeg synes allerbedst om.

Skulle nogle interesserede katteejere i Århus læse med, deler jeg gerne excelark.

Lost in the Nobel Park

2009-10-01T09:22:00.001-07:00

Og nu vi er i gang med at snakke dumheder. Jeg har meldt mig til Fagudvalget (elevrådet) på nordisk. Godnat og sov godt.
Og som om det ikke er nok, var der møde i går. Jeg tog op på skolen i okay tid for at lade som om, jeg er en pragtstuderende. Vi skulle mødes ved Nobelsalen, men den var lige så tom som en skraldespand, der lige er blevet tømt. Dog var der stillet borde og stole op til arrangementet. Jeg ventede. Klokken blev 12.10. Og 12.15. Og mødet skulle faktisk gå i gang nu. Først her gik det op for mig, at noget var helt galt. Jeg vandrede over til Nordisk instituttet for at lede efter de andre fagudvalgsmedlemmer. Men borte var de. Efter 20 minutters søgen endte jeg på studiesekretærens kontor. Med hundeøjne spurgte jeg, om hun havde nogen idé om, hvor jeg skulle gå hen. Hun lod mig tjekke min mail på hendes computer, hvor jeg kunne se destinationen. NobelSTUEN. Ikke Nobelsalen... Alle tiders start som engageret medlem i Fagudvalget. Ikke at kunne finde rundt. Glimrende.
Jeg fik fat på bygnings- og lokalenummeret og begav mig hen til Nobelstuen. De var allerede godt i gang derinde (efter en halv time). Jeg listede forbi to gange, inden jeg besluttede mig for, at angsten for at gå ind med røde kinder og alles dømmende øjne på mig var værre end flovheden og den dårlige samvittighed ved at cykle de 8 kilometer hjem igen. Bedre held næste gang!

Den hemmelige løber

2009-10-01T09:14:00.000-07:00

Så ser man lige mig komme jordende på Silver op ad Ringgaden. Pludselig ser jeg noget stof ligge inde i rabatten længere fremme. Et lig? Noget smidt tøj? En forbrydelse måtte bestemt have fundet sted. Jeg kigger nysgerrigt i det jeg passerer gerningsstedet, men afbrydes af et "Hej Kathrine!"
"HAAAI!" råber jeg af refleks uden at ane, hvem jeg netop hilste på. Da jeg er sikker på, den kvindelige løber ikke kigger efter mig, vender jeg mig om for at se, om jeg kan genkende hende bagfra. Men nej. Som i overhovedet ikke. Som i jeg kom til at køre forkert senere på turen (hjem), fordi jeg var så optaget af at gennemgå, hvilke spinkle, lyshårede piger i min omgangskreds, der løber og bor i Århus. Hvis du er derude, så meld dig. Jeg bliver vanvittig.

Kom jul, du søde milde

2009-09-24T16:35:00.000-07:00

Hvorfor mon jeg går og synger julesange? Hvorfor mon jeg ønsker, at den silende regn var dryssende sne? Hvorfor mon jeg tidligt i morges skrev mit første julegaveønske ned?
Fordi der i dag er tre måneder til JULEAFTEN! Det er i dag den officielle juleaften count down-dag, hvilket betyder, at jeg fra nu af, hver dag, må minde om, hvor mange dage timer og minutter, der er til juleaften (og til første december), og det betyder også, at jeg hver den 24. i måneden (og den 1. i måneden) må høre et ubegrænset antal julemusiknumre. Ved lov! Ligesom også julemaden kan frådes uden dårlig samvittighed og kvaler. Kom risengrød, kom æbleskiver, kom pebernødder. DING! Julenedtællingen er officielt ringet ind.

Fra A til B

2009-09-21T08:43:00.000-07:00

Så sidder man her i et rækkehus og er bare helt almindelig. Jeg mener madplan, tager sammen på indkøb - med indkøbsseddel, er medlem af Samlerens Bogklub, ser Robinson Ekspeditionen, Luksusfælden og Talent '09 hver uge, vinker til naboerne, bagtaler naboerne, har dvd'er i alfabetisk orden, ringer til mor en gang i ugen og har en fødselsdagskalender (sender dog ikke kort ud).
Hvad blev der er af den rebelske pige, der absolut skulle væk fra lille klaustrofobiske Danmark? Til London eller New York, hvor hun kunne udtrykke sig og vise sit sande jeg. Hende der skulle være fuldstændig uafhængig og i stand til at pakke guitaren og katten sammen og flytte fra det ene sted til det andet på to timer uden at efter noget eller nogen, hun holdt af. Hende, der på en måde afskyede sin families langsomme liv i minibyen, men på en anden måde ikke kunne give slip på det.
Første fejltrin skete, da jeg søgte lejlighed i Århus. Verdens mindste storby, men stadig, Århus. Det er jo ikke just USA, vel? Alligevel var der noget ved denne landsbyagtige storby, der fortryllede mig og åbnede mig for, at jeg ikke behøvede rykke en kvart gang rundt om jorden for at føle mig godt tilpas. Byens størrelse gør, at man både kan tage på indkøb uden at støde ind i en håndfuld bekendte, der alle har lidt sladder at sende med på vejen, men samtidig møder man ofte venner eller klassekammerater på gågaden. Kulturelt har den også det, Billund ikke kunne tilfredsstille mig med. Biografer. Teateret. Caféer (Sorry, Café Staldsvinget). En massiv ungdom. Butikker. Liv om vinteren. Natur på den bakkede og havagtige måde. Uddannelsesmulighederne. Og ikke mindst bor min skilsmissebamses anden mor her.
Efter et halvt år op ad Ringgaden opdagede jeg, at det der med mange biler og konstant larm til min store overraskelse ikke så meget er mig, mens stilhed, naturidyl og vind i håret lige er, hvad jeg har brug for. Men man er vel stadig storbypige, selv om man ikke bor inden for byskiltet?
Til trods for at jeg for få år siden formentlig har afskyet en tilværelse i stil med den, jeg lever nu, er jeg faktisk ret tilfreds. Mere af det! Er der egentlig nogen, der vil være med i en strikkeklub?

:-(

2009-09-09T13:54:00.000-07:00

Det der fodbold, ikk' os? Glem det! Mere spil. Flere mål. Flere bare overkroppe. Så kan vi snakke om det igen.

Hvad blev der af "Må jeg se jeres billetter, tak"?

2009-09-07T09:54:00.000-07:00

Vil I høre en pinlig historie? Forleden tog Kevin og jeg i biografen for at se filmen Headhunter. Vi købte en masse slik og popcorn, for nu skulle der hygges. Vores forbløffelse over, at der ingen kø var ved hverken billetdisken eller guffe-guffe-butikken ville ingen ende tage. Godt nok var det også onsdag, men en så markant forskel var virkelig overvældende. Derfor var vi i alt for god tid og sad uden for biografsalen et stykke tid, inden vi beslutte at indtage vores fantastiske sæder på bagerste række. Af en eller anden grund startede filmen ikke til tiden. Vi snakkede om, at det var underligt, men der er vel forsinkelser selv i en biograf. 10 minutter efter, reklamer og forfilm skulle være skudt op på lærredet kom en flok gutter og kiggede på sæderne ved siden af os. De diskuterede lidt frem og tilbage, inden en af dem spurgte, om det kunne passe, vi sad på deres sæder. Det kunne det egentlig ikke, og når resten af rækken var ledig, kunne de vel bare tage nogle andre sæder, tænkte jeg. Denne tanke var knapt ude af min hjerne, inden jeg så Kevin samle sine ting og storme ned ad trappen og ud af biografen. Der var noget på færde, og jeg fulgte efter med en anelse om, at jeg godt vidste, hvad der var galt uden helt at kunne sætte ord på det.
Hvad Kevin hørte, som jeg ikke hørte var, at de tre søgende fyre havde sagt "Sal 3, række A, sæde 7-11". Og vores sæder hed "Sal 2, række A, sæde 7-9".
Hvad de tre gutter tænkte, da vi stormede ud af biografsalen med popcorn og slik og jakker udover det hele, kan jeg have mange skæge forestillinger om.
Plakaten ved siden af døren til sal 3 taget i betragtning, er jeg meget taknemmelig for, at vi kom ind til den rigtige film. Og nej, jeg tror faktisk ikke, det sker igen.

Islandske sagaer

2009-09-07T09:28:00.000-07:00

Kender I det, når man er så ivrig for at overhale de andre cyklister i et lyskryds, at cyklen stejler? Det er ikke uden grund, jeg kalder den Silver.

Dette var min reaktion på en meget koncenteret forelæsning. Jeg var forberedt på at dø langsomt og smertefuldt under den tre timer lange litteraturhistoriske forelæsning om litteratur i Vikingetiden og Middelalderen, herunder islandske sagaer. Udsigterne var på forhånd dårlige, da jeg var faldet i søvn både under gennemlæsningen af dagens tekster og på busturen til universitetet. Jeg havde derfor forsynet mig med cola (zero, host, jeg er skide sund).
Det skulle dog vise, at mine beregninger var helt forkerte.

Forelæseren var en ung, mørkhåret kvinde, der mellem hvert til hvert andet ord sagde "øeh". I starten meget frustrerende, men det øjeblik jeg kunne abstrahere fra denne kunstnernykke/dårlige vane, var min fulde opmærksomhed på hendes diasshow og tale. Bærbaren var blevet forvist, da jeg frygtede, min viljestyrke ikke kunne stå for fristelserne til minestryger, Facebook og Pet Society. Snart indså jeg dog, at hvis mine noter både skulle være fyldestgørende og læsbare nok, var håndskrevne noter ikke vejen frem. Det ved jeg til næste gang, hvor vi graver os dybt ned i nogle islandske sagaer.

Foreløbigt en ret god start på studiet. Litteraturhistorie var min absolutte frygt og rædsel, men faktisk er det slet ikke så galt. Mere positiv indstilling til tingene, tak!

Back to the 90's

2009-08-31T01:59:00.001-07:00

Bagermester Harepus er en dygtig bager. I sit kagebagerhus bager Bager Harepus mange gode kager. Her er kager nok at få - for en hel familie. Nogle store, nogle små. Nogle få med sukker på. Nogle med vanilje. Dam-dam-dam-dam-daam-dam.

Anledning? Jeg er blevet en bagemus. Har i hvert fald brugt det meste af i går på at bage. Først rugbrød, så boller, så banankage. Nok til fryseren endda (En eller anden, kom med en botox...).

Selv om det er 12 år siden, jeg havde hjemkundskab i skolen, kan jeg stadig høre Anne Mettes skingre stemme skrige, hver gang jeg begår en fejl (ifølge hendes ensfarvede verden). From the top:
Jeg tager opskriften fra en ende af. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig æggesnaps. Okay. Klæk, rssss, duk, BRRRRUUUUUUUUM.
NEEEJ! Du skal ALTID læse hele opskriften igennem FØR du går i gang. Og så skal alle ingredienserne i øvrigt måles op og stå klar på bordet, så man ikke skal stå og fedte med melet, når man kommer dertil.
Da jeg æltede dejen til grovbollerne, røg begge hænder ned i dejen. FORKERT igen! Hvad ville jeg egentlig gøre nu, hvis telefonen ringede? Lade den ringe? Okay, videre til næste hysteriske synspunkt.
Bradepanden skal nu beklædes med bagepapir. Riitz. Det er sødt... MEN DET' FORKEEERT! Bagepapir skal altid klippes! Med en saks så det bliver lige (som om...)
Og så skal der vaskes op *fløjte fløjte* piift. Du står da ikke og forgifter hele byens fisk med det der opvaskemiddel? To dråber er mere end rigeligt. Husk det nu!

Det var nu egentlig meget hyggeligt med hjemkundskab, selv om hun var lidt rasende. Hun toppede en dag, hvor 2 af drengene stadig sad ved bordet, da vi andre gik i gang med at lave mad. Hun skreg op og skrev i deres kontaktbøger: "Dennis/Mads sad provokerende med hovedet ned i bordet, da de andre gik i gang med undervisningen. Anne Mette."
Og forældrene svarede: "Det er bare helt fint."

En sidste dråbe frihed

2009-08-23T01:39:00.001-07:00

Sidste dag i frihedens tilværelse. Fra i morgen og 5 år frem vil jeg leve i en konstant tilværelse af dårlig samvittighed. Hver gang jeg ser en film, spiller playstation eller går en tur vil den bevidste eller ubevidste følelse af, at jeg burde læse, ligge i baghovedet.
Så det er virkelig om at nyde i dag, selv om en stor del af dagen kommer til at gå med forberedelse til i morgen. For eksempel drager Silver og jeg om lidt ud på min kommende næsten daglige cykelrute: Hus-Uni og Uni-Hus. Det skulle svare til cirka 7,5 kilometer pr. vej. Lige til at overskue – hvis terrænet er medgørigt i hvert fald. Og stedsansen. Det vil vise sig om halvanden times tid.Derefter går turen ud til min nye, skønne passerhest, Freja, som bor et par kilometer fra mig. Og sidst men ikke mindst har jeg en bog af Svend Åge Madsen, som skal læses inden onsdag. Så skoletilværelsen er allerede indtrådt en lille smule.

Men selv om det bliver fem hårde år, glæder jeg mig til at få snuden i det, jeg brænder for, lige som den strukturerede tilværelse (modsat ferie) også bliver ganske rar, når man først er i den. Mind mig lige om det, hvis jeg skulle finde på at brokke mig i løbet af de næste ti semestre.

8210

2009-08-19T03:57:00.000-07:00

Yaiks. Er lige blevet afhørt af politiet og bagefter råbt af af nogle personer af anden etnisk oprindelse end dansk. Der er sgu da halvfarligt i det der 8210.

Jeg kørte mod Halse bibliotek for at låne et tilsyneladene pragteksemplar af en novellesamling skrevet af Svend Åge Madsen. Allerede da jeg ankom, gik nogle politifolk rundt, og en gruppe drenge var presset op i garderoben, mens en af betjentene stod og beordrede en hel masse. Tror ikke rigtig jeg forstod alvoren i det. Da jeg kom ud til Silver igen, stod en af betjentene der og farede op, da han så mig.
"Hej?" sagde jeg, fordi jeg ikke lige vidste, hvad jeg ellers skulle sige.
"Hej. Så du hvem, der kom på denne her knallert?" Spurgte han og lød som om, der kun fandtes et svar på det spørgsmål.
"Nej, for den stod der da jeg kom" svarede jeg.
"Gjorde den???" Spurgte han anklagende.
Åh nej! Gjorde den? Gjorde den ikke? Har jeg gjort noget? Var det mig, der kom på den? Hvad sker der? Hvad skal jeg sige?
"Jah".
"Det passer faktisk... For jeg så da du kom"...
Pyyha, jeg løj ikke, jeg er uskyldig, lad mig komme væk fra det her psykopatiske område.
Og jeg er ikke kommet ud på gaden inden et par drenge råber noget efter mig, som jeg ikke forstår. Jeg smiler lidt til dem og er glad for, jeg er på cykel og at de ikke er.

Jeg er rimelig pivet så valgte faktisk Hasle frem for Gellerup for ikke at udsætte mig selv for noget, jeg kunne blive skræmt af. Ikke at jeg er skræmt. Men jeg vil vurdere, at det ikke var en cykeltyv politiet ledte efter. Antallet af betjente og politibiler taget i betragtning. Så hold øje med News! Jeg siger det bare.

Hvem ka'? Bilka!

2009-08-17T00:07:00.000-07:00

Så er man flyttet i hus. Det giver en række nye muligheder og tilladelser - for eksempel er det nu okay at tage til søndagsudsalg i Bilka. Og at stå foran døren ved åbningstid. På Bilkas fødselsdag.
Problemet her er, at de havde monster gode tilbud, hvorfor en stor håndfuld andre mennesker også havde valgt at stå foran indgangen netop denne dag. Vi stod stadig i kø, da de første kom ud med noget af det Lego, Bilka solgte til halv pris.
Køen fortsatte langt ind i butikken. Folk gik på nåle, rippede de varer, der konstant blev stillet ud og var ikke forsigtige med at skubbe med vognen, hvis det gik for langsomt.
Vi kom ud af Bilka godt en time efter. Med to liter sødmælk, en liter A38 og nogle "tilsæt kun vand og smør/gær" kage-/brødposer. En time!

På vej ud nuppede vi en Bilkavaffel. To kvinder stod og skændtes og råbte af hinanden, fordi den ene mente, den anden var snydt foran i køen (som bestod af os og de to kvinder - og deres børn...).
Næppe var vi kommet ud på parkeringspladsen, inden en dame spurgte, om hun måtte være så fræk at overtage vores vogn. For der var ikke flere vogne. Så tro da fanden, der er trængt i butikken! Vi kunne ikke liiige erindre, hvor bilen var parkeret efter kaoset, så vi rystede hende af os. Men henne ved bilen spurgte endnu en kvinde, om hun måtte få vores vogn. Behøver jeg sige, der heller ikke var parkeringspladser nok?

Dejlig start på en langsom søndag. Og aldrig mere søndagstilbud!

Når regnen regner

2009-07-31T06:02:00.000-07:00

Jamen altså! Jeg bliver jo aldrig rask på denne her måde. Hver gang jeg går uden for en dør, begynder det at regne. Og hver gang jeg går ind ad en dør, er jeg så gennemblødt, at jeg kan vride mit tøj. Alt mit tøj. Også det inden under regnjakken. Som i øvrigt skal skiftes ud inden så længe. Folk tager deres busklippekort frem, når jeg hjuller forbi. Hvorfor var regnjakkemoden også bare kæmpe stor, da min regnjakke blev født i starten af det nye årtusind?

Det lykkedes mig at få en gang "super ondt i halsen og tendens til hoste, vejrtrækningsproblemer, nys og voldsomme temperaturskift". Kender to andre med samme symptomer, men forstår ikke helt, hvordan en af dem kunne have smittet mig (Jeg pigekysser altså ikke! Og deler heller ikke sugerør). Omvendt har det regnet ret meget på det seneste, og mit projekt bedre kondition er sat i gang igen. = MEGET sygdomsfremkaldende cykelture, når man er gennemblødt allerede på vej ned i byen og først er hjemme ved tørt tøj 2½ time senere.

Nå, har egentlig skide travlt. Skal i biografen med Beks og se den nye Harry Potter. Glæder mig! Og håber at frygelige frygtelige A Walk to Remember, der fik mig til at stortude fra jeg var 40 minutter inde i filmen til 10 minutter efter filmen var slut, har taget de værste tårer. Det siges at Potter-filmen er mere sørgelig (men også mere sjov) end nogensinde. Sååå good luck Tudemarie!

Nordisk - here I come!

2009-07-30T08:19:00.000-07:00

30. juli, lidt over midnat. Pigen logger med rystende hænder på Århus Universitets hjemmeside, for at tjekke, om optagelses/afslagsmeddelelsen er kommet. Hun vidste, hvad der skulle stå. At hun ikke er optaget. At hendes beskedne middelmådige gennemsnit fra gymnasiet ikke kunne klare sig mod de rekordmange ansøgere. Men sådan skulle det ikke gå. "Aarhus Universitet kan tilbyde dig en plads på Nordisk sprog og litteratur. Vil du tage imod pladsen?"
Den næste halve time sad hun og læste det igen og igen. For at være sikker. Er det DEN Århus? Er det i år? Er det mig? Er det en joke? Er det her overhovedet den rigtige virkelighed?

Lad mig sige på den korte måde. Det overraskede mig, hvor lidt jeg faktisk havde troet på det. Og hvor meget det betød for mig at være kommet ind på min første prioritet.

En time inden svaret så jeg et indslag på TV2 News, hvor Jakob Lange fra Den Koordinerede Tilmelding udtalte sig om, at de unge skal vågne op af drømmen og indse, at et studie ikke er en forelskelse. De skal vælge efter, hvad de har råd og evner til. Ligesom når man køber bil. Men netop her ligger forskellen jo. Biler kører på benzin eller diesel. Det gør unge ikke. Når en bil løber tør, kan den tankes op og så kører den flittigt og frejdigt igen. Det gør unge heller ikke. Hvis ikke man brænder for sit studie og for de muligheder, det giver bagefter, ender det i en blindgyde, hvor man enten går ned med flaget og skifter uddannelse undervejs. En anden mulighed er efter 5 års hård at stå med en uddannelse, man overhovedet ikke er interesseret i at bruge. Det nytter altså ikke noget, at der er en Statoil lige rundt om hjørnet.

Og i virkeligheden aner jeg jo ikke, hvad jeg går ind til. Men jeg ved, at jeg forfølger den drøm, der i går kom et skridt nærmere. Og det føles rigtigt. Helt rigtigt.

Operation Overbo

2009-07-23T02:56:00.001-07:00

Mange mener, at jeg er et tålmodigt menneske. Måske har de taget fejl. Måske er det drysset af gennem tiderne.
De senste måneder er min tålmodighed blevet trådt på, sparket til, druknet, fløjtet af, smidt ud fra vinduet, tisset på, sprøjtet på af en vandpistol og sat ild til. Kevins kære overbo har ingen grænser.
Jeg holder meget af glade mennesker, der smiler og spreder glæde på deres vej. Faktisk. Men der er også grænser. Faktisk. Den grænse er, når man fløjter og synger fra man vågner, til man går i seng. Engang var Musesangen og Jeg ved en lærkerede to smukke viser. Engang, som jeg næsten ikke længere husker. Det lyder hyggeligt, ikke? Men faktisk føles det lidt som at få plukket øjenbryn. Bare værre.

Denne gang greb jeg til bloggen. Men næste gang må jeg tage hårdere midler i brug. Det er det, jeg kalder Plan B:
1: Ta' sko på
2: Løb ned til nærmeste bank
3: Hæv alle penge på kontoer
4: Løb tilbage (ta' bussen, hvis det er hurtigere)
5: Spring op ad trapper til overboens palæ
6: Bank på
7: Bank på igen
8: Forær alle penge til overbo til ferie efter eget valg

Resultat: En hel uge uden fløjteri. Hvis hun vælger et billigt sted er vi måske flyttet, inden hun kommer tilbage. OH YES!

Hysterisk? Jah... Men hvis hun spillede trommer eller el-guitar fra klokken 7 om morgenen og 15 timer frem, tror jeg ikke der ville have været nogen tvivl. Og husk: Stemmen er menneskets stærkest instrument.

For mange interesser

2009-07-12T00:34:00.000-07:00

Kan definitivt ikke tegne mere. Og når jeg alligevel prøver, ser det meget meget tegnet ud og ikke smukt og naturrealistisk, som det billede, jeg tegner efter. Måske skulle jeg indsnævre mine interesser til 1-2, så jeg faktisk (en dag) bliver god til det. Lige nu kan jeg lidt af en masse, men aldrig noget, der er værd at kigge efter. Og jeg gider ikke rigtig lave noget, der ikke er ordentligt - desværre! Hvis bare jeg var sådan en, der ELSKEDE at male, og så var det i grunden skide ligemeget, hvad andre eller jeg selv synes om resultatet. Men det er jeg ikke... Såh - bring on en liste:
- Gui'tar
- Elektrisk gui'tar
- Klaver-ovitch
- Male
- Tegne
- Skrive

Jah... Nu er jeg i den situation, hvor jeg ikke aner, hvad jeg kan pille væk. Jeg elsker at tegne og male - engang imellem. Men ikke så meget, at jeg faktisk en dag bliver god, som i god god, til det.
Skrive kunne jeg godt pille væk, men jeg ville ikke kunne holde det mere end en dag eller to.
Og musikken har jeg bare også brug for at variere mellem instrumenterne. Kunne i øvrigt godt tænke mig at lære at spille trommer også. Og fotografere! Og lave kort! Og-og-og sy mit eget tøj!Ja, god indsnævring... Tak for nu, inden det her går amok.

Farvel, min elskede pung

2009-07-08T00:26:00.000-07:00

I går skete det, der burde være sket for længe siden, når man er lige så godtroende og naiv, som jeg er. Min pung forsvandt sporløst fra min taske.
Jeg var på hovedbanegården i Århus for at tage et halvdøgnsophold i Billund.
Da jeg kommer hen til trappen, der går ned mod togene, overhaler en lille lyshåret pige mig inden om. Hun går over mod rulletrappen og jeg skal selv ned ad den almindelige trappe. Pludselig skifter hun retning og går også ned ad den almindelige trappe - stadig foran mig. På vejen ned fylder hun det hele og går pludselig langsomt og er faktisk ret meget i vejen til min store irritation, selv om der er god tid til toget kører. Næsten inden vi når ned, taber hun pludselig to mønter. Hun bukker sig for at samle dem og op fylder samtidig hele trappen. Nå ja, hvis folk SKAL være så idiotiske, kan jeg da også bare vente til hun er færdig med at fjumre rundt. Og da hun når ned og ser, der står Fredericia på skærmene slår hun ud med armene, sukker og går op ad trappen igen. Klovn! Hold da kæft, en klovn. Ind i toget med mig, som afgår 5 minutter efter. Og da billetkontrolløren kommer ind, opdager jeg, at den forreste lomme i min taske er åben - og pungen er væk. Dermed også billetten. Jeg ryster, er rød i hovedet og flår desperat alting ud af min taske (og der er meget i). Jeg forklarer et eller andet om, at min pung er væk og kontrolløren smiler bare og går videre.
Hele togturen blev brugt til at ringe og få spærret kortet, anmelde tyveriet hos politiet og kontakte Bruuns Galleri for at høre, om de har fået indleveret en pung. Men nej...
Da jeg ankom til Vejle, mærkede jeg en følelse, som jeg ikke så tit har besøg af. Vrede. Over at nogen kan finde på sådan noget. Over at have mistet alle mine kort og hvad der ellers var af minder i pungen. Og over at være blevet snydt så grusomt, når jeg egentlig var opmærksom på situationen.
Jeg ville ønske, jeg kunne spole tiden tilbage. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle den lyshårede piges forældre, hvor dum en tøs de har bragt til verden. Og jeg ville ønske jeg kunne sætte advarsler op på hele banegården, så det aldrig sker for nogen igen. Selv om min situation bare var en blandt mange.
Skal vi se på det positive, kan jeg fortælle, at der var under 100 kr. i pungen, i det mindste havde jeg mit klippekort i lommen, så jeg kunne komme videre fra Vejle til Billund og min mobil lå også trygt i lommen, så jeg kunne ringe og spærre kortet med det samme (men stadig 10 minutter efter det skete...). På en eller anden måde tror jeg, jeg får min pung at se igen. Den var der jo lige 10 minutter før, da jeg købte en billet til toget...

Så kære mennesker. Stol ikke på små, latterlige lyshårede tøser, der opfører sig underligt på udsatte steder. Og faktisk tror jeg, jeg for en gangs skyld har lært noget af mine fejl.

Du ved, du er for følsom, når du

2009-07-06T15:25:00.001-07:00

tuder otte gange under Disneyfilmen Den fantastiske hjemrejse
melder fra til din biografaftale med din veninde, fordi du ikke bryder dig om at græde offentligt
beskylder de høje pollental for dine røde øjne
hulker utrøsteligt, da der er familiebesøg i Top Model ("Why didn't I get the chance to see my baby? I need my baby!" Som om alle mødre ikke behøver det!)
aldrig læser den (børne)bog færdig, du er i gang med, fordi du ved, den ender ulykkeligt
flæber over et nyhedsindslag om den nye madordning i folkeskolerne
aldrig drikker alkohol til familiefester, fordi du er bange for at betro din onkel alle dine livssmerter (Lebenschmertzen på tysk)
ser Dr. Phil kun for ikke at føle dig som den eneste, der er et følsomt menneske
får tårer i øjenene, når du ser en pakistansk taxachauffør hjælpe en gammel dame ud af taxaen
skælder føreranden ud, når den tager brødet fra den and, du kastede mad ud til (det er syyynd for den!)
bruger en hel pakke kleenex (af de store) under et afsnit af Sporløst
dyrker yoga for at styre dine følelser
giver personer i soap opraes ordrer som "Kys hende nu", "Nej, Luke, ikke skubbe ham ned af trappen", "Nej, Frank! Du tisser ikke på det bål!"
synger "Aaaall byyy myseee-eee-eelf", når du er alene hjemme i en halv time
piver, når computeren løber tør for strøm og lukker ned 20 sekunder før man er færdig med sit blogindlæg

Og nej, jeg passer ikke på nogen af dem. Ikke en eneste. Overhovedet. Piv :')

Goddag, du taler med Thomas fra Telenor - jeg forstyrrer ikke, vel?

2009-06-29T09:58:00.000-07:00

Ih altså! To opkald fra telefonsælgere på én dag. Og syv opkald i løbet af weekenden, som jeg desværre ikke kunne besvare, fordi min telefon enten var på lydløs eller fordi jeg kom til at trykke afvis. De eneste, der ringer med hemmeligt nummer er alligevel telefonsælgere eller min lillebror...
Begge påstod, at jeg havde deltaget i en brugerundersøgelse, hvor jeg havde sagt, at jeg gerne ville spare penge på mobil- og internetregningerne. DET lyder mærkeligt, for jeg ved at de ringer, når man svarer ja til sådan noget. Men jeg må have været fuld eller træt eller meget ensom, når jeg har sagt ja til sådan noget.
Jeg fik dem begge til at tro på, at jeg er sådan en, der aldrig bruger min mobil, og at mit internet er påtvunget på kollegiet, så to internetregninger hver måned vil ikke give mig billigere internet. Den sidste tilbød mig at prøve mobilt internet gratis i en måned, og hun lovede mig, at der ikke er små bogstaver nogen steder, der siger, at jeg skal give hele min børneopsparing til Telenor, når jeg først har sagt ja. Det er fint nok at kunne tage computeren med på stranden og sådan her i ferien.

Undskyld mig hr. læge

2009-06-29T01:21:00.000-07:00

Christian på 14 måneder slugte i november sidste år et batteri fra et fyrfadslys. 2 uger og 11 tilseelser af læger senere fandt hans forældre ham blødende ud af næse og mund, hvorefter han fik hjertestop og døde. Batteriet havde ætset sig gennem babyens spiserør og pulsåre, selv om tre læger undervejs afviste, at drengen kunne have slugt et batteri.
Christians forældre fortalte i midten af juni deres historie til Berlingske Tidende, der siden har taget vagtlægeordningen op til debat. Antallet af forargende sager stiger, og i morges i Go' Morgen Danmark var moderen til Dennis fra Vejle på besøg i studiet.
I marts sidste år døde 16-årige Dennis af menigitis kort efter, at hans mor havde kontaktet vagtlægen. Men influenza og stiv nakke var ikke et faresignal for lægen, der foreslog Dennis' mor at give drengen smertestillende og noget koldt på nakken.
På berlingske.dk kan man høre telefonsamtalen, der tydeligt afspejler, at vagtlægen ikke gad konsultere den syge dreng.

Begge sager vækker forargelse og mistro til de danske vagtlægeordninger. To alt for unge mennesker mistede livet på grund af sjusk. Uden at det kan forsvares, må vi indse, at læger er under et stort pres og lige som os andre ikke altid tager de rigtige beslutninger.
Vi kan arbejde på en revideret og bedre vagtlægeordning, men måske er det på tide at vinke farvel til den godtroende attitude og betragte læger som vejledere i stedet for dommere eller Gud. Hvis lægen siger, vi bare har influenza, tror vi på, at det bare er influenza, for lægen er klog og har en meget lang uddannelse bag sig. Men lægen er samtidig et menneske, der kan have en søvnig dag eller overse vigtige signaler. Og selv om vi ser det som lægens ansvar at opdage livstruende sygdom, er det os, der risikerer at blive meget syge og måske dø, som i Dennis' tilfælde, hvis lægen tager fejl.
Vi hører ofte om kræftpatienter, der er opgivet af danske læger, mens de med egenbetaling kan redde livet ved at få behandling i udlandet. Disse eksempler må være forgængere for, at vi tager ansvaret i egen hånd, selv om lægerne har givet op. For vi står i to meget forskellige lejre. Det, der for lægerne er en lidt grumset statistik, kan for os være et enormt menneskeligt tab, som vi aldrig vil komme os over. I hvert fald lignede Dennis' mor ikke en, der vil komme sig over sin søns død foreløbig.

Sankt Hans og en indebrændt buschauffør

2009-06-24T15:24:00.000-07:00

Så blev det Sankt Hans og nu bliver dagene igen kortere. Men forude venter der en dejlig og lang sommer, så jeg kan på ingen måde synes, at det er trist.
Vi hyggede herhjemme i går og fik lavet et lille sankt hans bål inde i ovnen, da mit bagepapir tilsyneladende er brandbart.
Kathrine: "Der er ild!" :S
Kevin: ...
Kathrine: "HJÆLP! Der er ild inde i ovnen!"
Kevin: "Er der??"
Kathrine: "Ja!"
Brandmanden tog over og fik bålet slukket, inden kyllingerne fløj til Bloksbjerg. Og det var så den Sankt Hans aften.

I dag blev jeg inviteret til (god) spisning hos en veninde i Harlev. Jeg fik den tossede idé at cykle ned til byen, fordi det er katestrofalt og fuldstændig uacceptabelt som 22-årig at have så ringe en kondition, som jeg har lige nu. Vel vidende at jeg på et tidspunkt også skulle hjem igen og op ad Mount Randersvej.
Planen var så at tage bussen fra centrum til Harlev. Da vi 2 gange var kørt ind i og ud ad Harlev besluttede jeg at gå op til buschaufføren og bede ham sige til, når vi var ved det stop, jeg ifølge Rejseplanen.dk skulle af ved. Jeg spurgte med min venligste stemme, om han ville sige til, når vi var ved Lokalcenter Næsbjerg. Han sagde ingenting og reagerde tilsyneladende overhovedet ikke. Jeg stirrede hårdt på ham for at vurdere, om han overhovedet hørte mig, eller om han bare var en idiot. Jeg gentog mit spørgsmål, men nåede kun til "Vil du ikke sige...", da han begyndte at nikke. Han lignede på dette tidspunkt en, der hadede sit liv, og jeg lignede en, der syntes, han var et fjols og at hele situationen var en lille smule pinlig. Jeg kan da for fanden ikke gøre for, at jeg ikke er født med indbygget GPS.
Hjemturen gik meget bedre, og jeg klatrede modigt op ad bjerget med en rimelig normal puls faktisk. Men også med en rimelig unaturlig ansigtskulør. Bedre kondition kan man vel altid bruge.

Sorte Kugler

2009-06-18T01:56:00.001-07:00

Da anmelderne ikke selv kan give Anders Matthesen den klapsalve, han fortjener, må andre jo gribe ind og gøre deres sure pligt. Standupkomikeren er både manuskriptforfatter, instruktør og hovedrolleindehaver i filmen Sorte Kugler, der havde premiere i sidste uge.

Ejendomsmægleren Alex Klein er blevet godt og grundig træt af livet. Finanskrisen har frarøvet ham evnen til at sælge huse og tvunget ham til at flytte fra sin udsigtvilla til en middelmådig lejlighed. Alle omkring ham er nogle håbløse idioter, der hverken kan snakke dansk eller kende forskel på en kop kaffe med mælk og en caffé latte. Hans irritation danner affyringsrampen til mængder af træfsikre verbale bombardementer. Selv hans Anna Pihl-lignende kæreste og søde jyske datter mærker hans arrigskab og manglende forståelse.
Med en varm caffé latte i skødet ender Alex' liv i et brutalt trafikuheld. Han vågner op i skærsilden, der udformer sig som et quizshow med Lurifax (Søren Rislund) som vært. Her skal han overbevise publikum om, at han er værdig til at vænne tilbage til livet. Hvert eneste fejltrin medfører en regn af sorte kugler, der i sidste ende vil hive ham i døden.

Alex Kleins spydige kommentarer bærer tydeligt præg af manuskriptforfatterens standup-karriere. Selv med fornemmelsen af at have hørt hans caffé latte-parodi før, hiver det så hårdt i mundvigene, at man skal man have et ualmindelig godt trænet pokerfjæs for ikke at bryde ud i latter. Handlingen er forudsigelig og forbløffende på én gang, og Anders Matthesen formår for Gud ved hvilken gang at overraske sit publikum. Heller ikke budskabet er til at tage fejl af. På trods af den foragt og afstand man tager til ejendomsmægleren gennem filmen, føler man med ham, da det værst tænkelige slår ned for fødderne af ham. Også et par samfundsaktuelle debatter lægger vejen forbi lærredet og minder os om, at egoisme kan ramme os selv lige i snotten, når vi mindst venter det.

Jeg vil være fedtet og give filmen 5½ stjerne som konsekvens af dens kun 88 minutter lange spilletid. Se traileren på http://www.youtube.com/watch?v=LktDarAOPkQ og så af sted med dig!

Anmelderne mener:
Politiken: "’Sorte kugler’ understreger, at ’Anden’ er en gave til dansk humor. At Anders Matthesen også skulle være Guds gave til dansk film kan den til gengæld ikke helt begrunde."

Berlingske Tidende: "...er kraftigt underholdende med sit uberegnelige forløb og sin veloplagte parodi på et populært TV-show."

Kevin: "Der er ikke en finger at sætte på filmen."

Kathrine: "Jeg opdagede ikke engang, at jeg havde glemt at købe popcorn."

Askepot

2009-06-16T11:04:00.001-07:00

YABADABADOOOUUU! Jeg har haft mit livs Askepot-øjeblik! Tog min ækle, fede fod frem mod skoen, og med ét gled den på, som var den skrædersyet. Jeg var helt stille. Forbløffet.
"Den er heller ikke god?" Spurgte ekspedienten venligt, men bedrøvet.
"Jo..." Sagde jeg undrende. I choktilstand.
"Okay? Du kan du jo putte dit svangstøtte i... Og der er et spejl derhenne, hvis du vil se den på" fortsatte hun tøvende.
Jeg gik derhen. Det VAR en yndig sommersko og ikke en gummistøvle eller 20-liters spand, jeg stod med foden i. Mirakuløst. Ganske enkelt. Nu har jeg gået med den på en hel dag og har kun fået 1 vabel indtil videre. De skal jo også lige gås til.
Da jeg passerede min veninde, der sad og solede sig på græsset, var jeg ved at svinge begge fødder op på cykelstyret og råbe "SEEEEE!". Men i det samme kom jeg i tanke om, at det ikke er alle, der kun køber sko hvert syvende år og at hun sikkert ikke ville forstå min iver.
Tænk at missionen lykkedes efter... Ja, et helt liv vel. Jeg har stadig traumer fra min barndom, hvor jeg ville have laksko, mens ekspedienten forsøgte at forklare min mor, at med de ækle dinosaurusfødder, jeg rendte rundt med, ville det nok tage en del timer med adskillige værktøjer at få så meget som én laksko til at passe. Men livet skulle vise sig at tage et fatalt højresving. Og jeg som gik og troede, jeg ville være henvist til Filasko og hjemmefutter resten af mit liv.
Holst Sko, I love you!

Ta' mig med til Joana!

2009-06-09T08:54:00.001-07:00

Jamen for fanden da. Man bruger hele dagen på at vaske tøj, centrifugere tøj, hænge tøj op i det overskyede, men tørre vejr. Bemærk ordet tørre i denne sammenhæng. Det bliver vigtigt for historien. Glæder sig til at kunne hente det, og da jeg vågner fra min powernap, ser hverken verden eller mit vasketøj spor tørt ud - tværtimod!
Man styrter ud med sovehår og bliver en del af en større gæsteforsamling, der er på vej til fødselsdag. De udbryder "Åh, det ser ikke så godt ud", da de kaster et blik på mit dryppende vasketøj. Og de har fuldkommen ret. Det ser sgu ikke særlig godt ud. Ligesom min nabo holder jeg selv fødselsdag for min kære Tumle i aften. Og derfor kan jeg jo fanden ikke have et tørrestativ stående inde i lejligheden. Med mindre vi ikke skal lave andet end at sidde i sengen. Og det kunne godt være vi ville hen til køleskabet et par gange. Eksempelvist. Eller på toilettet. Eller bare have mulighed for at kunne se fjernsynet.
Nå, men så må man jo tørretumble, selv om det af princip normalt ikke er en mulighed. For er der et tørrerum på Ladegården? Nej! Det er ikke forbudt at tørre sit tøj i lejlighederne, men helt ærligt! Alle ved da, at det ikke er skidesmart at lade sit tøj tørre indenfor, når tørrestativet fylder en femtedel af lejligheden (og her lader vi som om, der ikke er andre møbler - overhovedet!). For det første bliver der så fugtigt, at man ikke kan trække vejret. Lejligheden risikerer at blive ødelagt (på lejers regning) og man kan ikke bevæge sig rundt overhovedet.
Nå, ned til tørretublerne, som selvfølgelig begge kører med 60 minutter igen. Så i stedet for nyvasket tøj, der dufter af sommereng, får jeg nu en gang rådden krøbet tøj. Jeg vil væk herfra! Gi' mig høj husleje og grim udsigt tilbage.

Overspringshandlingernes paradis

2009-06-06T02:34:00.000-07:00

Endnu en overspringshandling i rækken. Min blog trænger da lige til lidt pleje. Mens ergo-opgave, der skal afleveres på fredag saaagtens kan vente. Måske er det de useriøse omstændigheder, der udskyder opgaven til det uendelige. For mere ligegyldigt projekt har jeg sjældent mødt. Lad mig forklare. Den skal ikke godkendes for at kunne gå til eksamen. Jeg får ingen karakter for den. Min interviewperson forstod omkring 2 procent af det, jeg spurgte hende om. Spørgsmålene til opgaven er uforståelige Jeg har en fornemmelse af at kunne uploade et blogindlæg i stedet for opgaven uden at nogen ville opdage det. Kan I stave til A-n-t-i-m-o-t-i-v-e-r-e-n-d-e.

Nå, lad os dreje lidt dagbog over i dette eftersom jeg SLET ikke har dummet mig eller set nogen dumme sig siden sidst. I går havde jeg en deeejlig aften med ergopigerne. Vi fejrede Camillas og min fødselsdag med asti, buffet og powerbowling. Nogle uopdagede bowlingtalenter sørgede for at ramme den røde kegle så vi fik shots til hele banen. Godt arbejde, piger!
Min egen indsats behøver jeg ikke kommentere, men jeg kan fortælle, at min venstre balle bestemt mener at have gjort et hårdt stykke arbejde i går.

Tirsdag kom det grufulde brev fra Journalisthøjskolen, som jeg havde ventet på. Jeg forventede det, men håbede alligevel. Sidste år stod jeg med en anden uddannelse, jeg var nysgerrig overfor og gerne ville prøve, mens jeg i år står med en uddannelse, der gør, at jeg ikke gider stå op om morgenen. Samme i øvrigt. Sjovt nok. Og det der gjorde virkelig ondt var noget helt andet. Lige meget hvor hård jeg har været imod mig selv, har jeg altid kunne klamre mig til troen på, at jeg var god til at skrive. I det mindste. Når jeg ikke kan finde ud af noget som helst andet. Det afspejlede mine resultater af prøven dog ikke, og når professionelle, der lever af at bedømme skrivning dumper mig, var det som om, at også det håb røg.
Følelsen varede dog kun omkring et døgn. Dagen efter skulle jeg interviewe en ældre dame til min ergoterapeutopgave. Da jeg nåede frem var jeg fuld af selvmedlidenhed og ynk. Damen virkede frisk og tilpas, men det varede ikke længe. Hun startede med at fortælle om alle sine sygdomme. Nervesygdom i benene, dårlig ryg, diabetes 2, pacemaker, nyresygdomme, knude i foden, dårlige knæ, depression. Hun orkede næsten ikke mere, ville helst stoppe med at tage sin medicin (= død) og følge med sin søster på hospice. Nå okay. Men altså... Hvor mange point på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er, at det slet ikke betyder noget for dig, og at 10 er, at det er meget betydningsfuldt for dig, giver du at du selv kan varme din klamme udbringningsmad i ovnen?

Jah... Og så sidder jeg og sukker over, at jeg ikke kan komme ind på den uddannelse, jeg gerne vil - i år i hvert fald. Derudover har jeg omkring 4000 andre muligheder, chance for at komme ind næste år, og jeg er sund, rask og ung. Selv om jeg om 4 dage er et år ældre... Det gav skubbet til de positive tanker. Mon ikke der stadig er håb for mig? Det tror jeg faktisk, der er ;-)
Og nu: Overspringshandling nummer en million tohundrede og ti: Meet the Parents-film!

Popcorn med pinde

2009-05-29T12:40:00.001-07:00

Fredag aften. Ligger i min dejlige seng og ser Sex and the City the Movie, mens jeg spiser brændte popcorn fra Aldi med kinesiske pinde. Det er tredje pose, jeg popper, som er brændt sammen i klumper i midten og stinker værre end en pyromans arbejdstøj. Og denne gang masserede jeg endda posen på maven, inden jeg smed den i mikroovnen. Og gav den mindre tid end mindst anviste på pakken. Jeg tror det har noget at gøre med, at alt man køber i Aldi opfører sig på den måde. Sådan er det åbenbart, hvis man kun gider give 10 kroner for alle sine varer.
Nå, det med pindene er nu ikke så dårlig en idé. Popperne forsvinder ikke lige så hurtigt, når man taber 80 procent af dem, få centimeter inden de rammer munden. Omvendt kan man med lidt held fange fire på én gang. Jeg må hellere rette min fulde opmærksomhed mod Carrie og hendes kommende ægtemand Mr. Big (I know - men det er ikke mig, der har navngivet ham).
God pinse flittige læsere ;)

Autsch, autsch, aaautsch!

2009-05-28T03:22:00.000-07:00

Var til fysioterapeut i går for behandling af mine knæ, der endnu ikke er helt gode - men bedre, absolut! Fysioterapeuten indledte en massageøvelse, som Kevin må udføre. Det drejer sig om tortur af musculus tractus (traktor, drøøøøn) iliotibialis (også kaldet "sideyderlårsmuskel, der hæfter på skinnebenet" på et eller andet halvfærdigt sprog). Jeg fortalte ham om det i telefonen, og han lovede at tage sig kærligt af musklen, uanset hvor meget jeg råbte op og prøvede at flygte ud ad vinduet fra første sal. Og det holdt han. Nu - 12 timer senere - er den stadig øm, og jeg ser med glæde og ro i sindet frem til endnu en voldshandling mod traktor-musklen i aften. Jeg bliver glad for det i længden (og også for den styrketræning af lårbasserne, jeg er et halvt år bagud med, men begynder på i morgen - eller dagen efter i morgen). Men altså... Indtil videre har jeg kun to ting at sige. AAUUUV! Og tak.

Forunderlige, lunefulde mode

2009-05-27T10:34:00.000-07:00

Så blev det store-shoppingdag. Altid en oplevelse man på én måde helst vil være fri for og på en anden ikke vil undvære. Det startede godt. Missionen var at finde:
- Et par bukser
- En BH
- Et par sko
Samtlige butikker på Strøget i Århus, der muligvis kunne have en eller flere af ovenstående genstande, fik besøg af mig. Det startede godt. Jeg havde forvildet mig ind i en kæmpe tøjbutik med alt mulig lækkert - meeen man skal jo ikke købe mere, end man behøver, så jeg var målrettet efter bukserne. Ja. Bukser. Ikke andet.
Jeg fandt to par, der kunne minde om min størrelse og hev dem med ind i prøverummet. ALT for store var de, og jeg kiggede forundret i spejlet, men til min skuffelse så alt ud, som det plejede. Ud igen og denne gang havde jeg to par meget små bukser med ind i prøverummet - som passede! Ingen knap og lynlås. Mystisk... Men omvendt er det nok et halvt år siden, jeg sidst købte jeans, så måske havde moden ændret sig siden. Det er jo heller ikke hver dag, man render med hovedet nede i skridtet på sine medmennesker for at tjekke, om der stadig er knap og lynlås i deres bukser. Der var oven i købet et stykke stof i forlængelse af taljen, som gjorde at de der håndtag af fedt, der hænger udover bukserne, hvis de sidder for stramt, ikke var der. Fantastisk. Indtil jeg kiggede på prisskiltet. 299,95 kroner. For et par MAMA Licious. Yaiks! Forsvind fra min krop, graviditetsbukser! Så tro da fanden, man kan passe en størrelse 26! Det var i øvrigt det bedste par bukser jeg prøvede den dag...

Me, Myself and I

2009-05-18T09:59:00.000-07:00

TAK til R for disse dejlige spørgsmål. Jeg vil da lige fordrive lidt tid en mandag aften med at stille dem til mig selv. Man er vel journalist wannabe

Du hedder: Kathrine
Kælenavn: Pumbs, Grisen, Kat, Thrine, Kattie, Teens, Fjolle.
Sang, som du sørger til når du er ked: Jeg er rigtig dårlig til at være ked af det, så jeg plejer sætte en omgang Friends på dvd'eren. Såå I'll Be There For You
Afhængig af: Pingvinstænger, Friends, kram og godt vejr.
Hvad tror folk om dig? Hvem folk? Mange tror nok, at jeg er meeget genert. Og måske lidt skør
Passer det? Det er nok svært at løbe fra, ja
Hvad får du oftest komplimenter for? Mine røde kinder - hvis det er et kompliment ;)
Hvad siger du for at imponere folk? Jeg tror ikke, jeg imponerer folk. Jeg smiler bare og håber, det gør indtryk.
Griner du nogle gange når du er alene? Det ville blandt andet min mor buste mig for, hvis jeg svarede nej til. Jeg kan ikke lade være
Hvad står der i den sidste SMS du fik? Det må du huske næste gang ;)
Hvor bor du? Århus
Trives du der? Jamen det gør jeg
Ejer du et par converse? Ja, men de er pakket langt væk i øjeblikket. Fysioterapeuten bliver rigtig vred, hvis man har dem på.
Sprut, cider, vin eller øl? Cider!
Bliver du nogensinde for fuld? Sjældent. Har for meget selvkontrol, og ikke altid på det gode måde. Kun dagen efter...
Hvilket mobilabbonement har du? Telmore
Er du allergisk overfor noget? Mennesker, der snakker i mobil, når de køber ind, mens deres lille skrigunge sidder i vågnen og underholder hele Netto.
Hvordan tager du telefonen? Siger "Haii", "Halløj" eller "Goddaw". Ringer man fra hemmeligt nummer, skal man være meget heldig for, at jeg tager den.
Hvem ringede du til sidst? En cykelhandler (Uh-uh!)
Antal timers søvn i nat: 8 stykker måske.
Sov du alene? Nej da
Plejer du at komme til tiden? Engang i mellem
Hvornår har du det bedst? Når solen skinner og jeg er omkring dyr eller søde mennesker.
Hvornår blev du sidst fotograferet? I går til barnedåben.
Hvordan har du det lige nu? Udmærket.
Hvilke(n) farve(r) er stærkest repræsenteret i dit klædeskab: Lilla og sort
Hvad synes du om dine fødder? Next!
Hvad savner du? Dyr! Og pingvinstrænger
Havde du en god aften i går? Ja tak
Favoritdrik om morgenen: Juice - helst hindbær og æble, som er fuldstændig umulig at støve op andre steder end England.
Barberer du ben? Ja ja, men mest om sommeren dog.
Hvornår plejer du at gå i seng? Mellem halv 12 og halv 2.
Er du genert? Ja, men det er blevet og bliver bedre
Tror du på kærlighed ved første blik? Kun i Anja og Viktor-filmene
Har du nogensinde kastet op offentligt? Det er jeg lidt usikker på. Der var den her byfest i Krogager og et spil drikkeludo, som jeg aldrig helt blev klar over hvordan endte.
Hvad ville du gøre hvis du var dreng for en dag? Rende rundt og lette ben over det hele. Det savner jeg ikke at være i stand til!
Er du tilfreds med dit liv? Mangler lidt overblik over min uddannelsessituation og nogle dyr omkring mig, men ellers er jeg meget tilfreds.
Er du forkælet? Ja, lidt.
Hvad skal du i morgen? I skole. Og muligvis tegne lidt om aftenen.
Hvad er det værste du ved? Edderkopper, krabber og uretfærdighed
Hvor mange penge snolder du væk på en uge? Det er blevet bedre!
Hvad længes du efter? Sommerferie og et kram
Hvilke hårprodukter bruger du? Shampoo, balsam og en gang i mellem en hårkur, når min frisør har banket mig i hovedet med en kummefryser ¨
Hvad er det fineste du er blevet foræret? Den var da lidt svær. Tror ikke, det er noget materielt. En speciel dato: 24/12 og 10/6 ;)
Samler på: Rod og interesser
Grønne eller røde æbler?: Mørkegrønne eller saftige røde
Hvem ringer du til når du er vred/ked?: Er ikke så god til at dele mine triste stunder med nogen, såå min dyne og nogle gange min skilsmissebamsesøn, Kaare. Har tidligere fundet trøst hos mine katte, men har ingen pt.
Kan du lide golf? Absolut ikke under nogen som helst omstændigheder
Hvornår stod du op i dag? Klokken 9 cirka.
Har du sovet i din egen seng i nat? Nej da
Har du strømper på nu? Jah
Er det okay at græde? Selvfølgelig
Hvornår græd du sidst? Det er vist ved at være en uges tid siden. Damn you, "P.S. I love you"-film
Hvad ville du gøre hvis du vandt en million? Have hest igen. Og ud at se verden. Og så skylder jeg vist Camilla en pingvinstang.
Bruger du briller eller kontaktlinser? Nej
Synes du det er vigtigt at gå i mærkevaretøj? Jeg synes det er vigtigt ikke at gå i mærketøj, når man er på SU
Hvornår står du op i weekenden? Ikke så tidligt i hvert fald
Er du piercet nogen steder? Nej
Vil du giftes? Det ved jeg da ikke lige helt, hvad jeg skal sige til. Kan da tænke over det...
Vil du have børn? Ja :)
Solbader du ofte? Nej, det er sommeren da for kort til
Er du god til at lave mad? Nej, er for utålmodig og så brænder lortet på. Men måske kommer det, hvis jeg øver mig
Har du flyskræk? Nej, men er altid lidt fascineret af, at sådan en stor maskine med så mange mennesker og kufferter bare lige letter
Hvor smidig er du? Ikke særlig smidig, men hybermobil på den dårlige måde
Er du musikalsk? Spiller klaver og guitar, men musikalsk ligefrem??
Hvad drikker du når du er tørstig? Vand :) Og nogle gange blander jeg hyldeblomstsaft eller solbærsaft i
Hvad er din favorit-is? ParadIs, Carted'ors banan/chokolade eller økologisk vanilje
Tror du på liv efter døden? Ikke rigtig
Kan du lide sushi? Ikke rigtigt
Hvad spiser du helst når du ser film? Bland-selv-slik, popcorn eller frugt
Bor dine forældre sammen? Ja, de gør :)
Har du tandlægeskræk? Ja, lidt. Underligt nok, taget i betragtning, hvor meget jeg har været igennem med de tænder
Er du et morgen- eller aftenmenneske? Aften
Hvad farve er dine øjne? Blå
Har du nogensinde grædt dig i søvn? Joh...
Bider du negle? Lidt
Hvilken sang har du hørt sidst?: Sporløs med TV-2

Der er så meget, kvinder ikke forstår

2009-05-18T09:38:00.001-07:00

Åh ja, det er intet som at løbe efter bussen med to fyldte indkøbsposer og en rygsæk, mens et skybrud med hagl, regn og det, der er værre hænger lige over hovedet på én. Du danske vejr, jeg elsker dig.

Jeg tilbragte dagen i går ved min hjemstavn, hvor min kusines og hendes mands nyadopterede dreng skulle døbes. Først var der kirke med alt, som dertil hører; nadver, uendelige salmer og en ivrig mobiltelefon midt i gudstjenesten.Hvis drengen en dag skulle blive kendt (og det satser vi selvfølgelig på), har hans forældre gjort det nemt for ham. Efter fornavnet fik han lov at beholde sit sydafrikanske navn. Perfekt kunstnernavn - især til en musiker. Så vi venter forventningsfuldt, mens årene går!Festen blev holdt på enhver landpiges drømmested. Der var geder, heste, et æsel, zoo-dyr, topersoners-cykler, halmrum med gynge, trampolin og masser af natur (og god mad!). Så er man virkelig glad for kun at være 21 og stadig have alle sine rettigheder til at tosse rundt som et barn.

Da festen var ved at være forbi, tog jeg med min bror og mine fætre hjem for at se fodbold. Eller det vil sige, de så fodbold, og jeg så på dem. I skolen arbejder vi meget med observationer af klienter i øjeblikket, og jeg vil mene, at jeg gjorde mig nogle yderst interessante observationer i går. Det gjaldt opgøret mellem ærkefjenderne Brøndby og FCK. De 4 drenge var fordelt således: 2 FCK-fans, 1 Brøndbyfan og 1 neutral (Vi kalder ham Schweitz...). Kampen forløb således: FCK scorer. FCK scorer. FCK scorer. FCK scorer. Meget kedeligt og ensformet, hvis du spørger mig. Men det så bestemt ikke sådan ud, hvis man skulle dømme efter de fire drenges bevægelser og ansigtsudtryk. Hvad jeg ikke vidste, var, at der findes helt specielle regler, når man ser fodbold, som jeg ikke tidligere har været helt klar over. Eksempelvist skal man tale fire lydniveauer højere, end man normalt gør. Man skal have fjollet tøj på. Man skal klappe. Man skal med jævne mellemrum rejse sig og råbe "NEEEEJ!", "UIIIIII!" eller "JAAAAAA, for helvede! Det' så smukt!".
Jah. Der er så meget, kvinder ikke forstår...

Tude Marie

2009-05-10T11:17:00.000-07:00

Så har man en hel søndag til at nyde livet og slappe af. Og hvad gør man så? Tuder den væk! Lad mig forklare... Jeg satte KOMEDIE-dramet "PS. I love you" på. En frygtelig historie om Gerry og Holly, et ungt ægtepar, der selv efter mange år lever på kærlighedens bølge. Men Gerry får en hjernesvulst, der tager livet af ham. Inden sin død, skriver han en bunke breve til Holly. Hver dag indtil et år efter, hun tog afsked med sin mand, modtager hun et brev, der bringer minderne tilbage og får hende til at komme videre med sit liv på trods af det tab, hun har lidt. Og hele tiden kan hun mærke Gerry omkring sig. Åh, alle de tårer der er i en menneskelig tårekanal. Skide hormoner. Nå, et afsnit af Anna Pihl og en lang gåtur blev det nu også til.

En anden ting. Jeg oplevede en speciel episode i bussen forleden. Jeg stod på regionalbussen (rutebilen), og en venlig tatoveret chauffør bød mig velkommen. Udover mig sad der to andre i bussen. En skoleknægt og en ung pige, der snakkede i telefon. "DYV-DYV" lød det over højtaleren. "Vi andre gijer ikk' høje din samtale!" sagde chaufføren i et roligt tonefald. Pigen med mobilen afbrød straks sin snak.
Jeg ved godt, der sidder runde, røde sedler i ruderne på busserne med hentydninger om, at det ikke er flinkt at snakke i mobil i bussen. Men denne samtale støjede ikke mere, end hvis hendes veninde sad ved siden af og de to piger snakkede sammen. Og at chaufføren ligefrem påpeger det, kom virkelig bag på mig. Selv om vi lever i et meget frit og åbent land, er vi indpakket i regler. Og hvis andre ikke overholder, selv de lettere ligegyldige love, får vi ondt i røven. Spørgsmålet er, om det er sådan vi vil have det? Jeg rejser mig ikke op og råber hurra, når der er nogen, der knevrer løs om weekendens vilde udskejelser, men et direkte forbud synes jeg også er for hysterisk. Eller hvad?
Hvis der endelig skulle komme en regel om mindre støj i offentlige transportmidler, ville jeg rette blikket mod DSB. ”Næste station: Hoorrsens.” ”Og så blev det Horsens. Det blev Horsens”. ”Og i Horsens kan man opnå forbindelse til Esbjerg på spor 4 klokken 17.50, mod Sønderborg på spor 1 klokken 17.51 eller mod Færøerne på spor 119 klokken 17 nul dut.” SILENCE, verdamt!

Farvel og tobak

2009-04-22T15:10:00.000-07:00

Det skal være nemmere for os at leve sundt. Og årsagen? Vi skal have 3 år mere at leve i. Vi er ikke alene det folk i Norden, der lever kortest. Vi bliver også syge tidligere end hos vores nordiske naboer. Det vil sige kortere liv og forriget livskvalitet. I dag dør 40 procent af befolkningen af livsstilsygdomme. Om bare ti år vil dette tal være på 70, hvis ikke vi tager os sammen.

Rygning er en særlig slem synder, og den dårlige vane har hvert fjerde dødsfald på samvittigheden. Jeg ved, der er en ændrende holdning omkring røgen siden rygeloven kom til. Jeg ved, folk er mere opmærksomme på, hvor skadeligt, det er. Men det er stadig ikke nok. Hver femte dansker dør af rygning eller passiv rygning. Og selv om nogle rygere har set fornuften, er der stadig en stor del, der ikke har. Og hvad med dem? Hver anden ryger dør af sin dårlige vane. Hvem af os kan ikke på få sekunder tænke på to rygere, man kender. Statistisk set rammer det én af dem.
Nok snak og statistikker. Hvad kan vi gøre? Ja, her starter hele debatten. Forslaget lyder, at man sætter prisen op til 50 kroner pr. pakke og i stedet for megatyper med skræmmende ord, skal der nu billeder på pakkerne. Et billede siger vel mere end tusinde ord. Sundhedsministeren er ikke enig. Folk vil i stedet køre over grænsen, og så er vi lige vidt, sundhedsmæssigt.
Rigtigt, men jeg tror på, nogle rygere alligevel vil stoppe. Der er mange, der ikke har mulighed for at tage en smuttur til Tyskland eller Polen og købe billige smøger. Andre indser måske, hvorfor politikerne gør det så besværligt at være ryger. De vil ikke irritere os eller trække en skraldespand fyldt med kattemad ned over hovedet på os. De vil gøre det nemmere for os at leve sundt.
Andre mener, at det er de unge, der skal stoppes med kampagner og rygestopkurser. Jo jo, enig her også. Men hvad med alle de andre? Der er masser af kampagner, og desværre har de ikke den helt store effekt. Der skal hårdere midler til. Så hårde at det gør ondt. Så hårde at man får dårlig samvittighed hver gang, man tænder en cigaret. Indtil man en dag lader dem ligge. Beslutter at livet er mere værd.

Den bekymrede antiryger fik afløb for sine frustrationer og glæder sig til at se et markant fald i antallet af rygere de kommende måneder.

Gymnastik med de gak-gakke

2009-03-11T05:39:00.000-07:00

Kære læser. Min blog har haft influenza og har derfor ikke været i stand til uploade de dynger af blogindlæg, jeg har skrevet her i det tidlige forår. På bloggens vegne vil jeg gerne undskylde.

Jeg er et stykke inde i ergouddannelsen nu. Eksamen i går (jeg smider en masseødelæggende atombombe, hvis nogen spørger, hvordan det gik), og det skal man jo forberede sig på. Jeg valgte at læse lidt i den halve times bustur, der er fra Down Town Århus til Skejby. En ældre dame, der sad ved siden af mig, lagde hovedet på skrå, så jeg var ved at frygte, hun havde hold i nakken og ikke kunne bevæge sig. I virkeligheden forsøgte hun bare at læse titlen "Psykiatrisk ergoterapi" på min bog.
"Nåååå, lærer du om, hvordan man laver gymnastik med dem, der er gak-gak?"
Er vi enige om, at "gak-gak" er lige så nedværdigende over for personer med sindlidelser som "neger" er over for personer, der er mørke? Eller "tyrker" er over for personer, der kommer fra Tyrkiet.
Og værst af alt. Ses ergoterapi som gymnastik ude i den store, dumme verden? Jävla fan, dame!
En anden side af sagen er, at jeg faktisk deltog i gymnastik, sidst jeg var i klinisk undervisning.
Deltagerne var demente og meget imponeret af min medstuderende, ham den unge, blonde fyr, der var det der ergo-noget. Sig ikke at man får artige tanker, bare fordi man fylder 80.
At mange af dem er frontaltskadede og mangler det, vi andre kalder pli, gjorde heller ikke situationen bedre. Lad mig forklare...
Ergoterapeuten sætter et dejligt stykke musik på og begynder at trampe i gulvet. Hun fortæller hele tiden, hvilke øvelser de skal udføre - alt fra armsving til siddedans. (Navnene er ændret for at sikre personernes anonymitet).
Ergo: Ooog sving med armene. Og sviiing. Og sviiing. Og svii..."
Gudrun: "Årh..."
Ergo: Er det hårdt, Gudrun?
Kirsten: "Ska' vi ikk' snaaart ha' noget saftevaand?"
Ergo: "Arh, vi er jo lige startet
Kirsten: ØV!
Ergo: "Danser du Minna?"
Minna rejser sig op og byder Gudrun op til dans. Gudrun sukker og lukker øjnene. Så er Minna der ikke mere.
Ergo: "Er I klar til at cykle? Cykle, cykle, cykle"
Niels: "Hva' laver jeg hæær?"
Ergo: "Så kaster vi med de her ærteposer, jeg har taget med!"
Ærteposerne kastes rundt mellem de demente.
Gudrun: "Niels! Det må man ikke."
Ergo: "Jeg kaster tiiil.... Jette!"
Gudrun: "Ved du hvad, Niels har taget to af dem i lommen! Han har taget dem. Man må ikk' det der, Niels."
Niels: "Hmf..."
Ergo: "Jaa, det er godt alle sammen, jeg tror, vi stopper for i dag."

Jeg havde det, man kalder en dejlig dag i går. Jeg var til eksamen, hvor jeg ikke fik hældt vand udover min prøve og fik svaret rigtig på et par spørgsmål, inden jeg afleverede som den sidste fem minutter før tid.
Da jeg kom hjem, ville jeg lægge noget musik over på min telefon, så jeg kunne lytte lidt til det. Efter halvanden time fandt jeg det stik, der gør, at man kan overføre fra computer til mobil. Dejligt, jeg fandt det! I min postkasse lå en seddel fra Post Danmark om, at min skide nødvendige pakke, som jeg SKULLE bruge i dag, ligger klar til mig på posthuset på lørdag. På lørdag?! Så gik turen mod min nye passerhest, Felix. Jeg pakkede mit udstyr og lagde det op i cykelkurven. Og lige foran et ungt par tabte jeg heldigvis ikke hele cykelkurven! Kun støvlerne og alt tøjet, der lå spredt over stien.
Havde en god ridetur med små glade hop (fra hesten altså...). Da jeg kom tilbage til Århus, opdagede jeg, at de der dimser, man putter i ørerne, når man hører musik fra telefonen var forduftet et sted på min vej. Som i væk. Men jeg kunne jo have smidt hele telefonen væk! Eller trådt ned i et ulukket hul et sted, de laver vejarbejde! Eller have taget bussen til Skagen i stedet for Beder!
En hurtig tur i Føtex kunne det da også blive til. Og dæleme om de ikke havde jordbær på tilbud! Det skulle jeg da have. Og på vej hjem tabte jeg ikke alle mine vare. Kun bakken med jordbær, så de små, røde bær trillede rundt over hele vejen. Yes. Og så lukker vi døren og holder os fra kogende, eksplosive og elektriske ting resten af dagen.

2009-02-19T05:11:00.000-08:00

Og så gik der en måned med det.... Med hvad? Flytning, studiestart, introarrangementer...
Og nu er jeg her. I min første kliniske undervisning på et lokalcenter i 8210 "Yo!" *håndtegn*. En ting må jeg sige. De er ikke så syge i hovedet, som man går og siger. Ikke dem over 90 i hvert fald....
Det er hyggeligt, og der ser ikke ud til at være meget stress på. Vi fik en rundtur, hvor vi hilste på mange af beboerne. Da jeg har afgivet et tavshedsløfte, kan jeg desværre ikke fortælle deres rigtige navne, men skal vi ikke også sige, at fokus på historien ligger et andet sted?
Hver beboer havde et navneskilt, der antød, hvem de er, som person. Olav er gammel sergant, der bl.a. har boet i USA i mange år og er fuldstændig fascineret af elefanter. Så på hans navneskilt, var de forenede stater aftegnet sammen med en stor grå elefant. Og stolt var han.
Pga. et kursus så vi ikke de ældre i aktivitet, men det virkede i grunden meget spændende. Et skal man bare have i tankerne. De er endestationen, og man vil opleve at sige farvel til beboere, man har haft tæt kontakt med - og ikke bare fordi de flytter til Slagelse. Og selv om den søde og meget hjertelige ergoterapeut mente, at der ikke var meget gang og stilstand i hendes job, skulle jeg hilse fra mine knæ og sige, at det er der. Men det er jo også fint for mig at få afprøvet nu :)

I aften går turen til ridning, hvor Attila, skønne Attila, står og venter på mig. De siger, han er en bølle, men jeg vil nu gerne se et krumspring, inden jeg tror på det.

Tror jeg har skriveblok, hvilket er ret frustrerende i flere sammenhænge. Så jeg læser lidt i stedet. Det er det jeg gør.

YES, we can!

2009-01-22T14:51:00.000-08:00

Alenehygger med film, muffin, ananas og creme frais. Det går godt med den januar-kur. Problemet er, at meget motion virker sultfremkaldende på mig. Så hvad gør den egentlig godt for, vægtmæssigt? Nå ja, sukkertrangen og sulten er der måske nok også, når jeg ikke har været aktiv på cyklen.

Som overskriften siger: YES, we can! Obama is here. Hvilken glæde og lykke for dig og mig og hele verden og især The United States of America.
Synes det var en god tale. Dyb, menneskelig og seriøs på en gang. Så meget den fine mand får sagt på og mellem linjerne. Brrravo, Barack.
Jeg er ret spændt på, hvordan det går ham. Selvom han er voldsomt populær nu, får han svært ved at genopbygge et land, der står i lort til knæene. Og hvis befolkningen forventer en u-vending, bliver det problematisk. Og han risikerer at ryge af om 4 år, når hans periode udløber. Ifølge den teori havde det måske været bedre med en anden præsident til at tage skraldet de kommende 4 år - hvorefter Obama overtager tronen og er verdens mest magtfulde mand 3 fantastiske perioder. Men lad os nu se! Måske KAN han virkelig lave den nødvendige u-vending. YES, he can! So don't worry about it.

Anden meget interessant fact: Mit liv står i flyttekasser i øjeblikket, og der er stadig 9 dage til de skal flyttes fra den ene del af Århus nord til den anden. Om jeg begriber, jeg har så meget skrammel - efter at have sorteret i det. Se, problemet er, at den kommende lejlighed er lige anelse mindre end den her. Så jeg har ikke plads til skrammel. Jeg har kun plads til brugbare, skønne ting. Så som... En vasketøjskurv. Toiletrenser... Ja, godt, vi har et billede nu.

Tror i virkeligheden, det er søvn, jeg mangler. Og den kommer her! Tak for i aften ladies and gentlemen!

Nul huller!

2009-01-16T05:34:00.000-08:00

Åh, rædslens dag kom, selv om jeg flere gange dagligt bad til Gud om, at han ville springe netop denne dag over i kalenderen.
Min egen frygt: 4 visdomstænder og flere steder med antydning af huller - især i fortænderne. Og 2 år siden tandlægen sidst havde set mig (fløjte, fløjte...). Egentlig er det næsten ikke min skyld. Jeg flyttede. Og så flyttede jeg igen. Og glemte fuldstændig at give tandlægen min nye adresse, så desværre røg jeg ud af deres system. Pokkers. Og bedst som jeg troede, jeg kunne skjule mig i Århus' dybe skyttegrav, skulle min søde mor til tandlæge, hvor de tilfældigvis kom til at snakke om mig. Hvorefter min mor ringede til mig nede FRA tandlægen. Så er det lidt svært at lade som om, man er gået under jorden, nå!

Jeg har aldrig tidligere oplevet tandlægeskræk, men faktisk var det en skræk, der især viste sig i venteværelset, indtil tandlæge Lisbeth var klar.
"Kathrine?" lød det inde fra rummet. Jeg rejste mig. Vidste at sandhedens time var kommet. Og at jeg måtte være modig. Stærk. Det skulle nok gå.
"Nej, hvor hyggeligt! Længe siden", sagde hun og lignede en, der ville give mig et knus.
Ja, goddaw, mand. Skide hyggeligt. Bare til en anden gang foretrækker jeg en sommerfest eller en tur i Giveskud Zoo i stedet, når vi skal ses. Men altså... Denne gang er det fint nok med en pinebænk. Ingen brok.
Vi snakkede stille og roligt og 30 minutter efter, var det ovre.
"Flot. Nul huller" Sagde damen.
Hvad sagde hun? HVAD SAGDE HUN?? YEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEHAAAAAAAA!

Og nu er der 9 måneder til, jeg skal derned igen. Desværre lykkedes det hende at få min nye adresse. Så næste gang slipper jeg ikke. Men bare kom an! Det kan ikke skræmme mig :D

Jävla Fan!

2009-01-08T07:02:00.000-08:00

Okay, OKAY! Bloggen og jeg gav hinanden et løfte, da vi blev partnere.
Præsten: "Kathrine... Tager du Blog som hos dig står til din ægteblog?"
Kathrine: "I do".
Præsten: "Blog... Tager du Kathrine som hos dig står til din ægteskriver (lyder lidt som æbleskiver...)?"
Blog: "HJÆÆÆ"
Præsten: Undskyld frue, men man må ikke true med en bazooka i kirken".
Blog: "I DO!! I DO!"
Præsten: "Øh, okay... Så... Hermed erklærer jeg jer for rette ægtedimser at være..."

Altså... I medgang og modgang. Derfor føler jeg mig fri til at rode i lidt modgang i dag. Uden dårlig samvittighed (Derfor den lange indledning).

LORTESPASSERCYKELLYGTER!! *rasende smiley*

Pyyha. Godt, lad os tage det helt fra begyndelsen.
Det er efterår. Det begynder at blive mørkt om aftenen, når Kathrine cykler hjem fra arbejde. Det er ikke godt, for man skal jo overholde færdselsreglerne - ellers bliver man kørt ned OG får en bøde på 510 dask.
Kathrine tager derfor ned i Løvbjerg og køber et par små, smaaarte lygter - dem som alle har, du ved. Den bagerste kan ikke rigtig sidde fast. Og derudover skal knappen holdes inde, for at den vil lyse, mens den forreste fungerer optimalt. Men der findes ikke den ting, gaffatape ikke kan ordne. Så med en god rulle gaffa og en indklistret lygte begiver hun og Silver sig af sted i mørket.
Da de når hjem, klapper hun silver på styret og får baglygten slukket gennem gaffaen. Derefter begiver hun sig videre til forlygten. Som ikke kan slukkes. Som i slet ikke.
Hun tager staklen med op i varmen, da det sikkert skyldes regnvejret på vej hjem. Der får den ly, varme og omsorg, men end ikke morgenen efter vil lortet slukke.
Kun 2 dage efter er det slut. Lyset går ud. Så kort et liv.

Nå ja, livet går videre, og Kathrine begiver sig igen i Løvbjerg.
Denne gang vælger hun at bruge et par håndører ekstra på et par ordentlige lygter, som dæleme kan lyse hele vejen op. Når man holder den knap, der sidder på bagsiden af dem inde. Ellers ikke. Og købte hun lygteholdere med, da hun var i Løvbjerg? Naarj, det tror jeg ikke, hun gjorde. Kan hun cykle tilbage og købe nogen? Naaarj... Det tror jeg ikke hun gad, det stædige æsel. Tilbage til operation-gaffa. Med et stykke viskelæder overklistret af tape kan forlygten koldes tændt, mens baglygten klarer sig med låget fra en kildevand og store mængder tape.
Udover at blive til grin på arbejdet, til spanskundervisningen og hvor pigen ellers befinder sig, når det er mørkt, lykkes det også at tabe den ene lygte, der pga. den ultrahøje fart ned ad Vestre Ringgade smadrer totalt og værst af alt - viskelæderet forsvinder for altid.

I lang tid cykler Kathrine og Silver kun, når det er lyst. For at komme sig over tabet af endnu en lygte. Hvor mange skal det tage, inden politikerne får øjnene op??

Torsdag d. 8. januar 2009 tager Kathrine fat på et par spritnye lygter. Medfølgende batterier og lygteholdere. De skal bare skues på og VUPTI - så er der lys.
Vupti og vupti... Ikke at hun er den fødte handyman, men en skrutrækker kan man vel altid finde ud af at betjene. Eller hvad?
Hun prøver. Det eneste sted baglygten kan sidde, er et sted, hvor den formentlig vil være skjult af overfyldte indkøbsposer fra Løvbjerg eller andet skrammel, når den er aktuel. Men den tid, den sorg, og på kom lygten.
I mellemtiden har forlygten besluttet sig for at give de andre beboere i opgangen på Jens Baggesens Vej en uforglemmelig oplevelse. Den vil drive lidt gæk med hende håndværkerpigen.
MEGET gæk. Indtil hun med rystende hænder og tårer i øjnene tilbeder den om at være lidt samarbejdsvillig.

Og hvis nogen stod i et vindue og optog situationen på deres mobiltelefon og efterfølgende lægger det på YouTube vil de blive retsforfulgt af KE Investment med samtidig tortur.

Godt.... Status er nu, at missionen LYKKEDES. Men med store irritationer og lyst til at sprede lygter, lygteholdere, skruetrækker og møtrikker over hele cykelholdepladsen.
Fra nu af vil jeg kun cykle, når det er mørkt, for at ære de nye lygter, der skal passe på mig, når Silver og jeg begiver os rundt i Århus' gader og stræder.

"Kathrine, Kathrine pas på"

2009-01-06T11:14:00.000-08:00

Åh, du søde januar kom hid, med alle dine uopnåelige nytårsfortsæt og genudsendelser af "Året der gik".
Personligt tager jeg januar-kuren meget seriøst og spiser hvidkålskrebinetter og grapefrugter i lange baner (fornem ironien). Men i hvert fald får jeg høstet noget frugt, når sukkerabstinenserne trænger sig på. Og motion! For dælen, den motion. Det er bare fordi... Det er så koldt for tiden. En faretruende stor del af døgnet varmer min dyne og jeg hinanden. Jeg frygter hver gang jeg går ud af en dør (eller bare uden for dynens trygge betræk) at blive til en snemand, inden jeg når tilbage.
Derfor overvejer jeg med alvor i stemmen at anskaffe en motionscykel. Jo jo, den er god nok.
Argumenter fra andre for, at jeg ikke skal have en motionscykel (Og der skal IKKE synges børnesange nu):

Ringe argument nr. 1: Jamen bette pige, du får den jo ikke brugt!
Reaktion: Hvorfor ikke? Jeg cykler meget, når vejret er til det. Men jeg er blevet for magelig og tungrøvet til at hoppe på Silver i frost (skide farligt), regn (for vådt), tåge (for farligt igen), hagl (farligt, sagde jeg!), og smatsne (for... snasket... Og hvorfor tænkte du noget andet efter smat, da du læste det?). Men hvis den stod hjemme i stuen... Og så Friendsboksen fra afsnit 1. Så kører det for dig!

Ringe argument nr. 2: Hvor dælen vil du have den?
Reaktion: Hvor jeg vil have den? Hallooo, hører du ikke efter? I 25 kvm. stue (incl. køkken, bad, entré, indgangsparti og opbevaringsrum i kælderen) - lige foran fjerneren. Derudover... Hvad skal man med plads? Så længe man har en motionscykel. Eller... Jeg finder på noget... Smart og praktisk - vupti og så er den klappet sammen og ligger under sengen. Tak for hjælpen TV-shop.

Ringe argument nr. 3. Rummet bliver klamt af, at man dyrker motion i det.
Reaktion: Det er det her eller Charlotte Bircow. NEEEXT!

Ringe argument nr. 4. Det koster!
Reaktion: Ikke mere end en måned i et motionscenter. Og så er jeg oven i købet i topform til Silver, når foråret trænger sig på. Ligesom hun er i topform til mig, fordi jeg ikke har ligget og kørt hende rundt i frost og sne hele vinteren (efter et par nye bremseklodser i hvert fald).

Se selv. Det er fuldstændig perfekt med sådan en cykel til mig. Måske man skulle kontakte telefonnummeret på den annonce, der har hængt i opgangen siden efterårsferien.
Nå, nu er der abstinenser. Tilbage til frugtskålen!

En lille grå missekat leger med en bold

2008-12-25T15:34:00.000-08:00

Har tænkt "En lille grå missekat leger med en bold... En lille grå missekat leger med en bold. En lille grå missekat leger med en bold..." i 45 minutter nu uden at falde i søvn. Hvad er det? HVAD ER DET? Hvorfor kan jeg ikke sove, når jeg er desperat træt og ikke ligger og spekulerer over noget, som min mor ville spørge.
Anyways, jeg har fundet ud af, hvorfor jeg altid ligger i fosterstilling, når jeg sover alene. Så er der dyne nok til, den kan bøjes op under fusserne, så de ikke fryser. Havde i øvrigt en DEJLIG juleaften... :)

Savner: Varme, kæresten at sove ved siden af (og større seng så!), at stå op til TV3's børne-tv lørdag og søndag morgen, en frisk gåtur i skoven, der er dækket af et nydeligt lag sne (!), Windows XP, maoam og YouTube-video med Snowball the Dancing Cockatoo.

Vil gerne snart kunne se enden på: Chokolade, andesteg, liv i næsten udpakket sportstaske, genudsendelse af "Tror du på Julemanden?", danske westernfilm og langt fra lydløst køkken (må jeg i den forbindelse have lov at sige tak til opvaskemaskine, ur og totalt psykopatisk køleskab, der til tider lyder som om, det er ved at lave en revne i indlandsisen -tak!).

Jeg tager lige endnu en etape "En lille grå missekat leger med en bold". Efter kort gensyn med den dansende Snowball.

Sleepless in Billund

2008-12-23T17:19:00.000-08:00

Seriøst. Kan ikke sove. Har prøvet nu. Katten blev utilfreds med sin urolige sovemakker og skred. Har læst halvdelen af Nynnes Dagbog 2, researchet på Julemandens oprindelse på Wikipedia, forberedt takketale ved modtagelse af Nobels Fredspris, spist kold banan. Og hvad så nu? Tælle får og drikke varm mælk? Tror jeg trækker dynen med ind i stuen og ser Friends på dvd. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, vel? Og en eller anden, smid et kanonslag efter mig inden jeg kommer med flere dårlige ordsprog.

Glædelig jul - og hils hjemme!

2008-12-23T15:52:00.000-08:00

Så blev det alligevel jul! Og hvorfor skulle det i grunden ikke det?

Første december lovede jeg mig selv at nyde hver eneste dag i denne pragtfulde måned. Og nu er det juleaftensdag. Jeg huskede det, men er samtidig (som altid og som alle andre) i dybt chok over, hvor tiden blev af.

Jeg er nu på juleferie hos mine forældre i Billund. Her vinker man uafbrudt til højre og venstre, når man går gennem byen - for man kender hele tiden nogen. "Hils hjemme" og "glædelig jul" bliver der heller ikke sparet på. Ikke at jeg ikke er vant til det fra Århus, for jeg tror det er en folkesyge, at man altid skal sikre sig, at Sussis tidligere nabo liiige skal huske at hilse hele sin familie, som man ikke kender - men de skal da i hvert fald have en god jul! Og på trods af sin ligegyldighed er det da ret hyggeligt. Især hvis hilsnen faktisk når frem og hvis man kender den, den når frem til.

Jeg har fået soveplads i mit gamle værelse. Oprindeligt skulle jeg sove i min seng, men da det nu åbenbart er kattens seng (som meget nødigt deler!) må jeg igang med luftmadras og pumpe. Jeg valgte vel selv at flytte hjemmefra...

Faktisk føler jeg mig for en gangs skyld klar til jul. Sidste år stormede jeg butikkerne indtil d. 23. om aftenen, hvor jeg måtte indse, at jeg nok skulle have købt julegaver inden jeg på lidt for impulsiv vis tog en måned til England. I år modtog jeg den sidste julegave med posten d. 23. kl. 18.45, så det er i høj grad fremskridt fra de tidligere år.

Og nu gælder det så om at sove. Som om det nogensinde har været nemt natten op til juleaften. Ikke engang min soveven og vagtkat kan lindre angsten for, at Julemanden pludselig står ved min side. Men fra i morgen eftermiddag drager han til England og USA for at dele gaver ud til alle de artige børn i den del af verden, og endelig kan jeg få ro i sindet til at se Babe den kække gris og Disneys Juleshow. Lettelse og tak for denne gang, Julle.

Fra alle mig til alle jer - Glædelig jul!

Gangstativerne

2008-12-18T12:37:00.000-08:00

Mmm... Har næsten sagt ja til en ny lejlighed, spiser melon og is, og på fjerneren er der en livsbekræftende omgang Gangstativerne. Livet er skønt.
De gamle er dejlige. "En musikvideo... Jeg aner ikke hvad det er! Det må være noget med video... Og musik."
I et af de første afsnit sagde en af de gamle damer følgende: "Det er rart at vide, at man stadig kan bruges til noget".
Det rørte mig ret meget. Det er ikke kun unge, umodne piger, der endnu ikke har fundet deres egen identitet, som har lavt selvværd. Selv når man har klaret sig gennem et helt liv med alt, hvad det indebærer, kan man sidde tilbage med følelesen af, at det var det. Nu er man bare i vejen. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget. Men fortsat livsbekræftende og livet er fortsat skønt!

Walking on Sunshine

2008-12-17T15:15:00.000-08:00

Gosh, det står sløvt til herinde! Det er sødt... MEN DET' FORKEEEERT!!

Jeg mangler noget at skrive om. Og når jeg så gør det kommer der altid en masse alligevel. Tom snak. Men hvad? Tom snak er bedre end ingen snak. Eller cirka det samme i hvert fald.

Kender I det, at man har været ude at handle, og mens man står og roder efter nøglen til døren, går der hul i en af indkøbsposerne. Ud tonser mariekiks, abrikoser, hytteost, pulverkartoffelmos og clementiner. De sidste fortsætter i en pæn række ned ad trappen, hvor overboen i det samme kommer ind med alle sine techno-venner, som kigger skeptisk på én, mens kinderne går fra en frisk lyserød nuance til nissehuefarvet.
Det er mit liv for tiden. Og alligevel føler jeg mig som den heldigste pige i verden. Og det er jul. One week to go (hop, hop, hop!). En uge til julemad og gaver og juletræ og familiebesøg og Disneys juleshow og hygge. Mmmm...
Udover en flok dejlige familiemedlemmer er jeg så heldig at skulle se vores tidligere aflastningsdreng, Henrik, og min gamle ponypige, Sille. Det bliver jätteskønt, si'r jeg bare.

I aften har jeg leget uninørd/fysiker/klog til Tågekammerets (Fest- og foredragsforening på Århus Universitet, der dækker fagene matematik, fysik, datalogi, IT Bachelor, matematik-økonomi og nanoteknologi, red.) årlige julerevy.
Noget af det var rigtig morsomt, mens andet var totalt uforstående for en dødelig som jeg. Men de andre grinede, så jeg er sikker på, det var sjovt.
En af mine yndlingssketches var "Dagens Land" (parodi på Dagens Mand), hvor landet var Finland, der fik fortalt pinlige historier om sig af sin ven Sverige. Der er bare et eller andet ved fulde svenskere, jeg ikke kan stå for. På den hånlige måde.

Og så forsvandt inspirationen igen. For en stund. Måske skulle jeg begynde at skrive digte i stedet. Eller tegne små mangadimser. Vi unge har så mange muligheder i dag.

2008-11-16T10:10:00.000-08:00

Og så blev det søndag. Det står lidt sløvt til med bloggen for tiden. Håber den søde juletid inspirerer mig snart.

Denne weekend tilbragte jeg i Billunds landsbyidyl og syngende malkekøer.
Min folkeskoleklasse holdt reunion fest. Når jeg, i de seneste uger, har skrevet en dato, har jeg samtidig i hovedet tjekket, hvor mange dage, der var til den 15., til reunion partyet. Da jeg i morges skrev "16/11" overraskede det mig, at der faktisk kom en dag efter 15. november. Festen er vel overstået. Vi hyggede os og er nok blevet mere åbne over for hinanden. Godt fordelt over landet med meget forskellige jobs, uddannelser, drømme...
Hvordan det kan ske, skal jeg ikke kunne sige, men et nyt trick er at drikke snaps med øjnene - især hvis man har vandfast mascara på. Og især ikke, hvis ikke, man har vandfast mascara på. Eller følsomme øjne. Eller øjne i det hele taget.

I den forgangende uge har min kære lillebror været i storbyen. Han er gået fra sætninger som "Jeg hader Århus og alle de dumme forvirrende bybusser. København er MEGET nemmere at finde rundt i (baah!)" til at holde lidt af byen, være glad for den tekniske skole og menneskerne på den, fester i Odder og det livlige caféliv på gågaden og i Bruuns Galleri.
Også tv-produktion har fanget hans interesse efter Kevins rundvisning i Århus Studiet. En ny Paradise Hotel fotograf på vej? Who knows.

Nu er det aften og de 4 timers søvn, det blev til i nat er begyndt at kunne mærkes. Men først: (trommehvirvel) - Sommer!

Med lommerne fulde af regnorme

2008-11-09T04:04:00.000-08:00

Fra betagelse af efterårets smukke farver til "vinterdepression". Eller måske i virkeligheden depression over, at der er 21 dage til, jeg må få mit julepynt udleveret (Det er udleveret, men jeg har forbud mod at sætte det op). Sidste år tilbragte jeg hele december i England. Okay, godt nok eksisterer julen også der. Vi pyntede op med små engle og rensdyr, spiste mince pies, holdte ørerne varme med nissehuer…
Men det er alligevel ikke helt det samme, vel? Hvad med pebernødder? Hvad med dagligt afsnit af Nissebanden i Grønland? Hvad med weekendgaver og et juletræ af gran (Og ikke plastik - hvis jeg ville have et juletræ, der ikke dryssede, ville jeg bygge det af lego)?
Jeg må kompensere for sidste års juletab ved at holde dobbeltjul i år, men tilsyneladende er ingen med på den.

Også mit job kan gøre mig lidt sortseende for tiden. Boghandel. “Det’ lige dig!” sagde de alle sammen, da jeg fik det. Jeg var også ret glad, for jeg kan godt lide bøger og overskud på min konto. Men jeg føler mig så ekstremt dårlig, som i ringe, håbløs og uduelig til det. Dårligere end ham drengen, der skulle vogte får, men kom til at tælle græshopper i stedet, eller hvad det var, mens ulven åd alle bondens mææh-dyr. Jeg kan sjældent svare på kundernes spørgsmål (og får dårlig samvittighed over at sige “kunder”, efter et par sæsoner i Legoland, hvor det er en dødssynd at betegne de besøgende som kunder. GÆSTER! For helvede…). Er begyndt at give forkert tilbage (efter at have været der i 2 måneder… Plejer det ikke være begynderproblemer?), kan ikke påtage mig butiksattituden med “På beløbet? Ja tak”, “Ellers andet?”, “Sådan et par der”, “Så skal jeg bede om 65 kroner, tak”. Helt ærligt… Det føles som om, man høfligt tilbyder dem hjælp. Forsøger at gøre det personligt. Og når de så bider på krogen… 3.000 kroner nu!! Betal! NU, blev der sagt!
Og det sidste… Jeg er 21 år, begynder snart på en uddannelse og tror selv, jeg er okay til dansk grammatik. Men jeg kan ikke alfabetet uden at synge det inde i hovedet. A, b, c, d, e, f, g. H, i, j, k “Hey, skal de runde her ligge ovre i hjørnet eller udenfor?” Spassernar! Nu er jeg nødt til at begynde forfra. En eller anden, giv mig et gratis år i første klasse. Steen og Solvej ser en sol. Den er gul. Ole ser en orm. Den er ikke gul.

Jeg besøgte mine forældre i går. På sidste del af busturen dertil sad et af disse fantastiske mennesker, der deler alle detaljer i sit liv med hele bussen. Ikke engang en mp3-afspiller på maxvolumen kunne overdøve hans højtrystede samtale. På et tidspunkt udbryder manden “Jeg er forresten rykket op i forsvaret”. Hele bussens opmærksomhed er rettet mod telefonprattende mand.
“Jeg skal i den kongelige livgarde fra 1. december…”
Samtlige piger foran mig i bussen drejer hovedet for at lure på denne kommende kongelige livgarde. I protest og foragt over mit køn lod jeg være. Men kun fordi de andre pigers mistænksomme synkrome bevægelse gjorde mig opmærksom på ikke at gøre det samme.
Og hvorfor?? Jeg går ikke ind for, at ”mænd i uniformer er bare herre lækre, ikk’os” (Og er blevet skubbet ned fra stol af meget håndværker/uniforms/mandefokuseret kvindemenneske for at sige det højt). Og hvor fedt er det at lege meget ret, frossen bager med bjørnepelshue? Forsvare dronningen, mener jeg.
Bliver det ikke lidt Slaget ved "Dybbøl Mølle"-agtigt?
ATTAAAACK!
Attack Cancelled. Det var bare en løs pizzaæske, der satte alarmen igang.

Da jeg kom hjem spurgte min bedstemor interesseret, om jeg stadig samler regnorme i mine lommer, når jeg er ude at gå tur. Cut!

Angora is Back

2008-10-28T12:05:00.000-07:00

Besøg på Skejby sygehus, og hvilken oplevelse. Jeg har - efter at få min blodprocent presset op på 7,9 (skal være mindst 7,8 for at blive godkendt som donor).
Det startede med, at jeg kunne finde derud (!). Parkerede min cykel og gik ind på gangen, hvor der foran mig var to håndværkere, der grinede bøvet, mens de trak et nummer.
Den ene kommer op til den søde, lyshårede sekretær. Hun stiller en række spørgsmål, bl.a. "Føler du dig ellers sund og rask?" "HØH!" lød det fra kammeraten bagved.
"Har du taget smertestillende inden for den seneste uge?" "Nej, der skal sgu mere til for at gøre ham rask, ha ha ha ha" svarede en anden, end den der fik spørgsmålet.
Så blev det mig.
Sekretæren smilede indforstået og bød mig velkommen til afdelingen. Og stillede mig ét spørgsmål. "Er du født eller opvokset i et malariaområde?"
Er jeg hvad? Født eller opvokset... I et malariaområde? Jeg er lige så lyshåret som hende og har besvaret det - sammen med en række mere aktuelle spørgsmål - i det skema de sendte mig. Måske var det bare et random spørgsmål. Og nemt at svare på. Næste!
I venteværelset sad håndværkerne og ventede. I de 5 minutter vi sad sammen, sagde de "fuck" flere gange end Ozzy Osbourne ville kunne nå på en hel dag, men i forskellige variationer.
En sygeplejerske kom ud og sagde navnet på den ene af dem (anonymt for personens sikkerhed), hvortil han på bedste (forældet) Angora-vis svarede "Nem'li' ja!"
De næste 5 minutter var der ro i venteværelset. Der var en væg mellem de to Kåre wannabes, men snart blev den næste navns nævnt (hvortil han med en grødet Henning Primdahl stemme svarede "Så for satan"), og de to angorianske dimser var genforenet. Her kunne de - i hver sin ende af lokalet råbe "Årh, hold da kæft, din spasser, mand", "Jaa, fuck da dig!", "Du er så fucking syg, du er, haha!".
Resten gik godt (Ikke fordi ventetiden ikke gik godt - jeg morede mig), jeg får, inden for et par dage, svar på, om jeg er HIV-positiv, og inden for et par måneder svar på, om min blodprocent er høj nok, og om jeg er A resus negativ, som vores hjemmelavede blodtypetest i biologi påstod for nogle år siden.

Bagefter var jeg ude at ride. Yeehaa! På en gammel traver kaldet Diva, der nu leger dressur/skovturshest. Jävla snäll häst! Jeg skal prøve et par andre hypper i løbet af de kommende uger, inden jeg beslutter mig. Men hun var et udmærket bud til en kommende partshest.

Og så er der Luksusfællen. Fantastisk program, hvor man rimelig uforpligtende kan slå armene op i luften og sige "Jamen for helvede... Kan hun da ikke se, hvor dumt det er at spise på restaurant hver aften og udelukkende gå i Gucci, når hun har en månedentlig løn på 17.000.
Denne gang handler det om en alenemor med teenagedatter, begge med stort forbrug og hang til mærkevarer. Og hest. En dyr hobby, og rådgiverne kiggede længe på hinanden, da de fik fuldmagten fra den stakkels, følsomme mor. Jeg bliver tudedyr number one, hvis de sælger den. Så' de advaret! Skide psykopater... For helvede.

Killingehop og snydeæg

2008-10-18T07:27:00.000-07:00

Der er kommet dyr i huset! Velkommen til Sif, et pragteksemplar af arten Kat. Nogenlunde konstant i bevægelse. Det er fantastisk med så lille og kåd en skabning. Hun går rundt med masser af selvtillid – alle kalder på hende og aer hende, når hun går forbi. Livet er at spise, sove og lege. Og især lege. Hvad som helst, der bevæger sig (også hvis man selv har sat det i bevægelse) skal man snige sig ind på og angribe. Papirkugler, garnnøgler, potteplaneter, legetøj, snørebånd, elastikker, bolde på en meter i diameter…
Hun minder mig om, hvor fantastisk det var at være barn. Hvor meget hele verden kunne styrte sammen udenfor uden, at man behøvede at tænke på det. Hvordan man kunne bruge en hel dag på at lege uden at forsømme pligterne. Og der skal ikke meget til at more et barn.
Er der nogen, der kan huske snydeæg? Altså da man som lille spiste et blødkogt æg, hvorefter man vendte den tomme skal på hovedet og lod æggebægret og det falske æg stå triumferende på bordet. Indtil ens naive (eller måske mere overbærende, efter mange års research) forældre fik øje på det og udbrød ”Naaarj! Et æg. Er det til mig?”
”Jaah, tihihi”
”Mmmm”
De løfter skeen, som man selvfølgelig også har lagt frem for at få fjenden til at gå direkte i fælden.
KLAK!
”Eeeej, du snød mig!”
”HAAAAA HAHAHAHA!!”
Var man godtroende nok, kunne man gentage joken og se, om forældrene ville falde i den to gange på en dag. Og det gjorde de som regel.

Det var tider! Men uden at ødelægge nostalgien er det nu også tider nu. Vi glemmer det bare nogle gange.

Handle With Care - Stop dyretransporter nu!

2008-10-15T07:30:00.000-07:00

I foråret 2008 kom nogle oprørske studerende fra Journalisthøjskolen i Århus på avisernes forsider. De havde slagtet og spist en kat i protest mod, at man bruger tusinde af kroner på sine kæledyr, mens man utvivlsomt vælger det billigste kød i supermarkedet, som ikke kun er dårligere for os selv, men også dyret, det kommer fra, har levet en uværdig tilværelse. De har fat i noget.
Men det er ikke kun herhjemme, den er gal. Ude i verden foregår der så voldsomme mishandlinger og transporter, at dyrene dør undervejs.

Hver eneste uge året rundt transporteres mere end 1 milliard dyr til slagtning. Mange har levet et liv i mørke og under trange vilkår, inden de mases ind i en lastbil for at blive bragt til slagtning. På den op til 32 lange rejse bliver en stor del trådt ihjel eller så stresset at de dør. Resten har stadig det værste foran sig. En slagtning så umenneskelig og afskyelig, at man i sin vildeste fantasi ikke ville kunne forestille sig det.

Det er ikke kun uetisk, men også unødvendigt. Teknologien gør os i stand til at kunne køle eller nedfryse kødet, så det sagtens kan klare den lange rejse. Dyrene kan slagtes lokalt, hvorefter det døde kød begiver sig på en månedslang tur. De behøver ikke lide.

Det tager 36 til 42 timer for en lastbil fyldt med heste at komme fra Spanien til Italien. Der er lavet hvileregler for at undgå, at hestene lider unødvendigt, men bliver hverken overholdt eller håndhævet. Derfor gennemgår hestene en grusom transport og slagtning – kun for at blive solgt som ”traditionelt italiensk hestekød”.

Hver aften lider og dør hundredetusinde af kyllinger, når de transporteres i små bure i en lastbil til Bangkok. 95 % af de overlevende slagtefugle har flere brækkede knogler, når de når frem. Mange dør af de høje temperaturer, som de udsættes for på rejsen. Årligt transporteres mere end 40 milliarder kyllinger verden over. Det er mere end seks gange jordens totale befolkningstal.

Kvæg må rejse 3 uger for at komme fra Brasilien til Libanon, hvor de bliver slagtet. I 4 dage kan dyrene hverken bevæge sig eller lægge sig ned, og de får ingen mad eller vand. Falder de, bliver de trampet ihjel af de andre kvæg.

Hundrede af griser tvinges sammen på et minimalt areal for at komme fra Canada til Hawaii. Det tager 9 dage, inden de sultne, udmattede og transportsyge grise kommer i havn. Mange dør af stress, sygdomme eller af at blive mast undervejs. Grisene går i panik og bider hinanden til blods, uden at kunne slippe væk. På svinekødet står der ”Produceret på øen Hawaii”, og forbrugerne er på den måde uvidende om, hvilken skæbne, deres fødevarer har været udsat for.

I det varme Afrika holder gederne til. De stuves sammen i lastbiler for at køre 2.300 km. fra Namibia til Sydafrika. Det tager 36 timer, hvor gederne lider under de trænge og op til 40 grader varme forhold. De må undvære mad, vand og ly adskillige timer før transporten, og mange dør derfor af dehydrering på turen. De bliver stressede og påfører sig deraf ofte en dødbringende åndedrætssygdom, der giver dem voldsom hoste, inden de til sidst dør.

”Down Under” til de australske får. Millioner af disse eksporteres hvert år til Mellemøsten. En rejse, der tager 32 døgn. Titusinde af disse dør af sult. Andre glider eller falder og mases ihjel af de andre får. Resten bliver bragt til opfedning, før de slagtes under elendige og forrykte betingelser. Se filmen til sidst.
8 ud af 10 slagterier i Australien er halal-certificeret. Supermarkederne i Mellemøsten sælger i forvejen kød, der er importeret og transporteret efter slagtningen på lige fod med kød fra dyr, der først er slagtet, når de kommer til landet. Det er fuldstændig unødvendigt at lade fårene lide på den månedslange tur.

WSPA, Dyrenes Beskyttelse og en række andre dyrevelfærdsorganisationer verden over indsamler i øjeblikket underskrifter mod de lange transporter. EU Kommissionen skal i slutningen af oktober diskutere transporterne, og derfor er hver enkel underskrift med til at lægge pres på og overbevise de mennesker, der reelt har magt til at ændre og stoppe de ringe vilkår for slagtedyrene.

Det er ikke et urealistisk krav. De behøver ikke lide.

Sæt din klov på www.handlewithcare.tv/dk/ nu.

Og se klippet her. Det forklarer alt. http://www.youtube.com/watch?v=Ul_VStFyOFo

Pingeling

2008-10-05T13:51:00.000-07:00

En weekend i skødet på familien i Billund er forbi.
Dejligt, og fyldt af glædelige overraskelser. Da mine forældre ryddede op i en gammel skuffe fandt de en pakke lego, jeg engang fik. Jeg insisterede på at tage den med hjem. Min mor protesterede, mens min far forsøgte at bakse kassen op af skuffen. Da den endelig kom ud, trillede en megastørrelses slikpose ud fra sit skjul. Forhistorien er selvfølgelig, at min familie er meget glad for slik. Så glad, at hvis det ligger i slikskabet, forsvinder det langsomt til forskellige munde. Men hvis man gemmer det i kagedåser, tøjskabe, på høje hylder eller i tupperwarebeholdere i køleskabet er der chance for, at indholdet er der endnu, når ejeren skal bruge det.
Men nogle gange gemmer man sine ting så godt, at man ikke kan finde dem. Og vupti! Hvilken glæde det er, når de alligevel dukker op.
En anden overraskelse er sproget. I Billund bager man is og spiser kaffe. Men når det kommer til kartofler skal der flere detaljer og mere korrekthed til. "Hvad skal de hedde?" spurgte min mor, da hun skulle bestille kartofler for min moster. "Hvad skal de hedde?" som i "Hvad er barnets navn?"?

Tudefjæs

2008-10-01T13:57:00.001-07:00

Jamen for helvede da... Så sidder man og tuder, da Simone vinder Scenen er din. Helt ærligt. Nu tager jeg mig sammen! Jeg er ikke nogen tudegris. Bare en smule sensitiv. Og syg, døden nær faktisk, af en mildere forkølelse. Det kan godt få øjnene til at løbe lidt.
Og hvem har slukket for varmen? Jeg synes, efterår er yndligt og hyggeligt, men temperaturen må gerne forblive middel, indtil jeg har anskaffet et par tykke luffer og en hue. Så kan den komme an, kan den.
Behøver jeg nævne, at der er 2 måneder til 1. december i dag? Som i vinter. Som i jul. Som i pynt og hygge. Gaver. Julekalendere (Nissernes Ø, Mikkel og guldkortet samt The Julekalender). Røde kinder og brændte mandler på gågaden. Last Christmas. Disneys Juleshow. Små lys over hele byen. Kortskrivning. Sne? Det gjorde ikke min julelængsel mindre. Men jeg ved af erfaring, hvor hurtigt 2 måneder går. Og prøver at holde fast i nuet - så længe det varer. Fra alle mig til alle jer: Glædelig 1. oktober.

Glade grise og spanske moves

2008-09-30T11:30:00.000-07:00

Long time, no see. Og jeg ved egentlig ikke, hvad jeg skal skrive, men det kan der vel også komme noget ud af.
Dagene flyver og de virker nemmere og dejligere end nogensinde. Mandag og onsdag siger jeg læspelyde og ruller med tungen sammen med en flok spanskstuderende fjollehoveder.
Morsomt sprog, og trykreglerne er ikke sådan lige at huske. Reglen er: Vokaler, n og s: Tryk på næstsidste stavelse. Resten: Tryk på sidste. Godt. Skulle man tro. Men det er en lille smule svært for os at huske.
Sidst gik det ud over ham, der sidder for enden, som enten hedder Rasmus eller Morten.
Opgaven var at bøje Hablar (at snakke).
Rasmus/Morten: "HabLO, HablAS, hab..."
Lærer (Carmen): "Nej..."
Rasmus/Morten: "Hm. HabLO, Hab..."
Carmen: "Nej!"
Rasmus/Morten: "HaBLOOO, Ha..."
Carmen: "NEJ, for rrrhelvede! HABlo!!"
Hendes danske er udmærket - bedre end mit spanske, men eftersom h ikke udtales på spansk, er ord som han, hun, hej, helvede lidt svære for hende, og hun klarer det bedst ved at lave en hundeknurrelyd foran ordet. Derudover kan hun de danske grammatikregler bedre end nogen af os andre.

Og så er jeg for alvor blevet gammel. Jeg piller de visne blade af mine (mishandlede) blomster. Jeg skriver indkøbsseddel. Jeg siger Hanne Lind i stedet for købe ind, når jeg skal på indkøb. Jeg ser TV2 Charlie. Nu mangler jeg bare at knytte næven og råbe efter dem, der går over en lysregulering, selvom der er rødt.

Uh ja, og lidt reklame. Tjek lige ind på http://www.frigris.nu/ og gi' din ærbødige underskrift. Der gælder grisevelfærd, nærmere betegnet, at søer skal være løse, når de føder og opfostrer deres unger, og underskrifterne bliver afleveret til regeringen d. 10. oktober, så det er last call for at gøre en gris glad. Gracias! Mission completed.

Nå, jeg vil takke af og hygge mig med en kop varm kakao og en kryds og tværs. Lidt dansk top og nogle hjemmesutter måske. Skal vi lige have et par billeder af mine nye, seje venner i Risskov med på bloggen, inden jeg går på pension? Sí sí. Adiós!

Soy, eres, es

2008-09-15T10:41:00.000-07:00

Silver er hjemme!
Jeg afprøvede hende her til aften, og hun kører som en drøm. Jeg kan nu komme op ad Mount Langelandsgade, uden at folk vender sig om og siger "Hva' satan, så rykker brandbilerne uj, gutter". Men jeg bliver stadig forpustet og får sidestik, så kondi: Stadig katastrofal. Jeg arbejder på det, men ville inderligt ønske, at skumfiduser og 2900 Happiness var vejen til det. Måske er det? Jeg giver det endnu et forsøg, just in case.

Og så lige en ting mere. Hola! Me llamo Kathrine. Soy de Dinamarca, vivo en Århus. Hablo ingles, alemán y danés, y estoy aprendiendo españiol.
Nå nå, hva'? En lektion mere og så er jeg flydende. Jeg havde glemt, hvor nervepirrende, det er at sige noget højt på et andet sprog i en klasse. Især når læreren spørger "Er der nogen, der har haft spansk før?"
Elev 1: Jaa, jeg havde det i gymnasiet
Elev 2: Jaa, jeg har været på et kursus før
Kathrine: Næh...
Elev 3: Jow, jeg har boet i Chile i 4 år.
Elev 4: Jeg har været kæreste med en fra Spanien.
Elev 5: Jeg har været på ferie i Spanien, siden jeg var 7.
Halloooo, begynderkursus, leute. Men det er alligevel stille og roligt. En god mulighed for at lære ikke at være bange for at sige noget. I grunden er det jo ikke så farligt. Det er kun inde i hovedet på mig, at alle andre stiller sig op og griner hånligt, mens loftet falder ned over os alle sammen, hvis jeg siger eres i stedet for es.

Farven lilla

2008-09-11T08:12:00.000-07:00

Min cykel har været så uheldig at miste luften. Jeg føler for den og gør mit bedste for, at den snart er klar igen. Cykelmanden lovede at passe godt på den weekenden over, og mandag sker den rørende genforening af Silver og mig.
Vi har været en del igennem denne sommer, men lad os håbe, at dette tredje besøg kan sætte en stopper for strabadserne. Ved samme lejlighed skulle jeg måske anskaffe en ekstra lås, så vi ikke ender med en evig adskillelse efter alt det her.

Jeg tror, at synderen til overfaldet på fordækket er et af de utallige glasskår, der ligger spredt over stier, gader og stræder i Århus - til stor glæde og jubel for de mange cyklister.
Men nu får hun (Silver, red.) supertykke kvalitetsdæk på, som næsten, altså ikke helt, siger jeg, men næsten er umulige at punktere. To af dem, tak. Og en ekstra cykelkurv, så jeg slipper for at tabe forårsløg, broccoli, skiveskåret Klovborg femten procent, salattern (Plejede det ikke hedde fetaost? Og Salattern? Lyder det ikke mere som salat skåret i tern end ost skåret i tern til salat?) 1,5 procent uden hvidløg og urter, sandwichbrød og avokadoer på vej hjem fra Løvbjerg. Hvor dum har man lov at se ud med en cykel og to overproppede indkøbsposer, der kan eksplodere, hvornår det skulle være, mens man forsøger at fiske sine tabte indkøb op fra vejen, inden der bliver grønt for bilerne?

Og lige et bonusspørgsmål. Hvilke farver skal man blande for at få lilla? Altså pæn lilla. Ikke… Grønlortebrunslilla. Og lella. Ikke liilla. Forsøg at undgå at sige det ord for mange gange efter hinanden. Lillalillalillalillalillalillalillalillalillalilla. Jeg trænger vist til en powernap.

Ansøgningernes vilde verden

2008-09-06T12:26:00.000-07:00

Min fuldtidsbeskæftigelse for tiden er at skrive ansøgninger. Det er på en måde meget hyggeligt, men man føler sig i høj grad som en egofugl, når man sidder og forklarer, hvor meget man har udrettet, hvilke ord, man vil beskrive sig selv med, "hvis jeg var en børnebog ville jeg være" (Mulvarpen, der ville vide, hvem der havde lagt en lort på dens hoved…), "i min fritid er jeg meget engageret og interesseret i" osv.
Og det gælder om at være anderledes, at skille sig ud. Give dem en grund til at huske (og vælge...) lige netop mig.
Men hvad, hvis man bare er rimelig normal, ikke har læst til dirigent, deltaget i hækkeløb til OL eller rejst jorden rundt sammen med BS?

Det minder lidt om mine pennevenneannoncer i Wendy-bladene i tidernes morgen.
”Heeeeeej med jer! Jeg er bare en super sød og frisk pige på 21 år. Jeg går bare helt vildt kanont op i sumpskildpadder og kanariefugle og derfor håber jeg, at I kan bruge mig i Petworld/Jeg keder mig og søger derfor hesteinteresserede pennevenner fra hele landet, men helst fra Billund, især hvis du har en hest, som jeg kan ride på og passe. Gratis. Men hvis du er fra Kerteminde er det også ok. En million roser til Wendy, Dixie og Joy – og tak for et fantastisk blad!”
Og hvor meget skal man gå i dybden? Er det kun det, der er relevant for jobbet, eller vil de gerne vide hvem man er? At man tegner, spiller violin og laver vinduesmaling i stedet for bare at skrive, at man ser sig selv som kreativ?

Jeg skriver tit kun, at jeg flyttede til Århus i foråret, og det første, jeg bliver spurgt om til jobsamtalen, er, hvor jeg kommer fra. Men heller ikke for meget fortid, vel?
”Som de fleste andre blev jeg født. Og i den forbindelse fik jeg – også som de fleste andre – en mor og en far. Så er det på plads. De opfostrede mig, lærte mig livets vigtigste regler: Du må først gå i vandet en time efter, du har spist – og ikke længere ud end til navlen. Læg aldrig hånden på en varm kogeplade. Gå aldrig med fremmede, heller ikke selv om de tilbyder dig slik eller legetøj. Spis aldrig en rød svamp med hvide prikker på. Pil ikke vingerne af fluer. Børst tænder morgen og aften, ellers kommer Karius og Baktus og smadrer dine tænder med hakker og river. Spis altid det bedste slik på din tallerken først, ellers risikerer du, at det forsvinder til en anden der var hurtigere.
Derefter gav de mig en lillebror, som jeg kunne tyrannisere. Indtil han en dag blev større end mig. Så sluttede vi fred og fik en fælles interesse for Langt fra Las Vegas og pizza.
Derudover gav de mig omsorg. De lærte mig at tro på mig selv. Lige gyldig hvor grim en tegning, jeg lavede, satte de det imponerede smil på og sagde ”Naaaarj, har du lavet den? Hvor ER den flot! Er den til mig?”. Og det gør de i grunden stadig. Må jeg i den forbindelse have lov til at takke min mor. Min far. For altid at have troet på mig. Og min lillebror for at lade mig låne den blå kridtfarve. Hele min familie, min barndomsby, mine klassekammerater, mine buschauffører, der dagligt transporterede mig til Vejle og hjem, mine kæledyr – Musse, you made my day, ekspedienten i ABC, der konsekvent kiggede mig i øjnene og spurgte ”Er der kun 10 frugter i den her pose??”, hvilket fik mig til at rødme, selv om jeg aldrig kunne drømme om at snyde ABC. Og til sidst vil jeg gerne takke samtlige skuespillere i Friends, for at have gjort mine søvnløse nætter til en lang drøm. Jeg kunne aldrig have gjort det her uden jer. Tak for helvede”
Så blev der vist givet rødt kort, hvorefter ansøgningen kom en tur gennem makulatoren.

Man gør eller deltager tit i noget, hvor man får at vide, at "det er godt til CV’et". Men hvorfor er det, at man aldrig kan huske, hvad det var? Var det måske ikke så godt alligevel? Var man fuld, da det skete? Er det i virkeligheden aldrig sket?
Og den er også lidt farlig, for selv om vi er revolutionerende supermennesker, der ikke holder os tilbage, ligger janteloven aldrig mere end et pral væk. Og det kan tit virke som ligegyldigt pral, hvis det ikke har relevans for jobbet.
Og samtidig må man ikke svine sig selv til. Der er ikke noget mere ynkeligt i en ansøgning, og i stedet for at skrive det mellem linjerne, var det nemmere at lave en note på en gul memoseddel og klistre på ydersiden af konvulutten: ”I er sindsyge, hvis I ansætter mig. Jeg er et nul!”. Sender man den på mail, kan det stå i emnelinjen.
Som med alt andet gælder det vel om at finde den gyldne middelvej. Eller se sig tilfreds med at være et helt almindeligt, kedeligt middelmenneske, der også hælder det meste af en liter mælk ud over sin venindes køkkenbord eller tager to forskellige sko på i skole. Men det behøver ikke stå i ansøgningen. De skal nok opdage den hen ad vejen.

”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp”

2008-08-26T07:10:00.000-07:00

Enten befinder jeg mig for meget på gågaden i Århus, eller også er jeg i en udsat periode. Hver gang jeg, med glæde i sindet, bevæger mig forbi de dejlige butikker, får jeg pludselig øjenkontakt med en meget målrettet person, denne gang en pige. Hun kommer gående imod mig, åbner munden og cirka samtidig får jeg øje på det ufejlbare faresignal. Mappen! Den sorte mappe med det lille uskyldige logo på. Desperat kaster jeg øjnene fra side til side for at spore min nærmeste flugtvej. Men der er for mange mennesker. Det er for sent. Det slår mig, hvor travlt jeg har, men samtidig sidder der en lille lyserød engel på skulderen af mig og siger ”Kom nu, du skal jo ikke nå noget. Gi’ hende 5 minutter af din tid. Er du et dårligt menneske?”.
Okay. OKAY! Du vinder… Dydsmønster.
”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp, må jeg stille dig nogle spørgsmål?
Okay. Så er der styr på, hvem hun er. Og egentlig nej, men siden der sidder et eller andet højrøvet lyserødt fjerdyr på min skulder, er der ikke andet for.
”Ja, selvfølgelig…”
”Kender du os og ved du hvad vi står for?”.
Teknisk set, ja. I står på gaden, hvor I, med en løn på 115 kr. i timen, spotter svage mennesker ud og får dem til - for evigt - at betale 50 kr. i måneden til jeres organisation, da I ellers meget målrettet sender et tæskehold i form af flere smilende hjælpeorganisationsarbejdere ud efter mig.
”Jeg kender jeres navn, ja, men ellers ikke”.
”Okay, jamen vi bla bla bla. Bla bla. Bla”.
”Nå okay! Så forstår jeg bedre, jamen det er også rigtigt. Ja, det burde vi da også”.
Mappen kom frem igen. Den mappe, altså… Jeg fik fremstammet noget om, at jeg var lige ved at melde mig ind i Amnesty International, som tidligere på ugen angreb mig på broen og fik mig til at indse, hvor stor en forskel de gør i verden. Og at jeg da virkelig også burde, og hvor gør de det flot, kom lige med et bifald, nu vi er i gang.
”Jamen det er jo noget helt andet!” Udbrød hun. For hende - ja. For mig - nej. Det er stadig et fast beløb, der hver måned forsvinder fra min konto. Men som hun argumenterede, er det jo bare 50 kr. - en pizza mindre - i måneden. Hvor egoistisk er det lige at sige nej til at give 50 ynkelige kroner, for at 22 små børn i Afrika kan få noget at spise? Sultende børn i øvrigt. Ikke sultne. Hvor gammel kan man max være, når man opdager forskellen mellem sultende og sultne uden at være til grin? Er 20 år for gammelt?
Tilbage til det væsentlige: Det er en kæmpe beslutning at tage. Det er store penge, vi snakker om. Jeg lovede at tænke over det og komme tilbage, hvis jeg besluttede mig (Den har hun nok hørt lidt for mange gange). Hun lod mig modvilligt gå og ti minutter senere krydsede jeg broen, som man altid – ALTID (!) - skal undgå. Men ak, jeg er jo blot et menneske. Jeg spottede ham. Jeg kiggede i en anden retning, som om jeg ikke havde set ham og forsøgte via teleparti at sende ham tanker som ”Vær nådig”.
”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp, må jeg bruge 5 minutter af din tid?” Arrgh!
”Nej, nej, jeg kan ikke klare mere dårlig samvittighed i dag” sagde jeg bønfaldende, mens jeg sidelæns kæmpede mig over mod trappen, væk fra den farlige bro fyldt med glubske hjælpeorganisationsarbejdere.
I morgen melder jeg mig ind i samtlige hjælpeorganisationer i Danmark. Aldrig mere dårlig samvittighed!

Kampsport: Seje tøser eller søde piger?

2008-08-23T15:43:00.000-07:00

Jeg længes efter en sport, som mine ben kan klare, og jeg tror, det er vigtigt at finde den, før jeg i desperat handling tager løbeskoene på og pådrager mig verdens største og mest uoprettelige sportsskade (lige efter Jason Watt's). Men hvad, men hvad? Lige nu tænker jeg noget i stil med kampsport... Men er det bare mig, eller bliver de piger, der dyrker kampsport lidt psykopatiske? Jeg kan huske en pige fra folkeskolen, der gik til det, som blev ret brutal. Sådan, når kæresten sagde noget drillende fik han lige en lammer på overarmen, så han sad med tårer i øjnene og med en bævrende stemme sagde "Det gjorde ikke ondt!", inden han fik den næste og brød ud i gråd (Det sidste er noget, jeg forestiller mig, men jeg er sikker på, det forekommer, jep jep).
Formentlig tager jeg fejl. Måske får de bare afreageret og kommer i bedre balance med sig selv, ligesom Maise i 2900 Happiness. Findes der noget blidere menneske end hende? Det bliver skønt at se hende i den nye Anja og Victor film OG i 2 gange tv-serie på TV3 (Læg den bombe tilbage og fornem den ironien).

(Udover med den ene af tv-serierne, jeg siger ikke hvilken).

De syngende irske busser

2008-08-23T06:30:00.000-07:00

Jeg har ikke noget at sige, men trænger til at skrive lidt.
Det er i dag en stille og rolig lørdag, hvor jeg har 2 missioner:
A) Bage kage
B) Male en elefant, der hopper på trampolin (I forbindelse med projekt "Mal ting i forkert sammenhæng)

Projekt A er vel overstået, ikke prøvesmagt endnu, men den ser rigtig ud (især hvis man drysser lidt flourmelis over, så man ikke kan se de sorte kanter).
Jeg havde en lille konflik med bageuret, men vi fandt ud af det på en ordentlig måde. Kagen skulle ud før tid, og da jeg naivt var på vej ud af køkkenet, kunne jeg pludselig skimte ud af øjenkrogen, at uret hang på køleskabet og grinede hånligt af mig - selvfølgelig så stille, at man ikke kunne høre det. For om 10 minutter, når kagen skulle have været færdig, ville det jo begynde at bippe på livet løs, mens jeg sad allerbedst på min bold, med fingrene i malingen.
Selv HA! tænker jeg, vender mig om, siger "Meget morsomt, muaha!" og trykker på stop. Sådan et latterligt bageur skal ikke tage røven på mig. Og i samme øjeblik vælter min roommate ind ad døren... Bum bum bum... Jeg snakker ikke med mig selv. Jeg er fuldstændig normal. Hej! Heh, der kom lige en besked...

Lidt gamle nyheder som en kombination af, at der er kommet spørgsmål til de syngende irske buschauffører og at jeg ikke oplever noget vildt/sjovt/underligt.
Det var dag 3 i Dublin, da Evan, Jennie, Michael og jeg var på vej tilbage fra vores turistdag. Vi hoppede desperate på en af de grønne busser, for at slippe væk fra den ret voldsomme regn, der havde lagt sig over byen. Vi var ikke de eneste, og disse grønne busser er så smarte, at de består af 2 etager, hvor den øverste ikke er overdækket. Så kan man rigtigt se Dublin, når det ikke regner. Og denne dag var der ingen, der ville se Dublin, de ville bare være for neden, hvor det ikke regnede. Det medførte, at vi stod meget meget tæt pakket sammen. Chaufføren begyndte med at undskylde over vejret, hvorefter han sagde, at hvis nogen var i live, skulle de trampe i gulvet. Tramp, tramp, tramp.
Good! Han ville nu give os 2 muligheder. Vi kunne høre lidt historisk om området. Eller! Han kunne synge en sang for os. Hvis I vil høre en sang: Tramp nu! TRAMP, TRAMP, TRAMP! Vi har en vinder! råbte han. History, it is! Haha, no I'm kidding. Okay! In Duuublin's fair cityyy, where girls are so pretty, I first set my eyes on sweet Mollyyy Malooone, as she pushed her wheelbarrow, through streets broad and narrow, crying, "cockles and mussels, alive, alive oooh"! EVERYBODY! Alive, alive oooh! Alive, alive oooh! Crying, "cockles and mussels, alive, alive ooooh"! (Sangen fortsatte, resten kan høres her: http://www.youtube.com/watch?v=vdxLxnhGnvo&feature=related - havde jeg været forberedt, havde jeg selvfølgelig optaget live showet i bussen. If only I could turn back time). Er de ikke skønne?!
Når jeg skal med 244 til Billund på tirsdag, vil jeg foreslå chaufføren lidt fællessang. Det sætter altså stemningen op!

Hvornår er du hjemme?

2008-08-21T02:09:00.000-07:00

Æææj, hvorfor var der ingen, der mindede mig om det med at være "hjemme"??
I Irland mødte jeg en ældre irsk mand, der boede i Dublin. Han rejste meget - var kommet hjem efter et længere arbejdsophold med hjemløse i LA, for at tage videre til Sydafrika 2 dage efter.
Han fortalte, hvor meget han rejste, hvortil jeg spurgte, om det her så var hans hjem.
"I don't think I have a home", svarede han eftertænksomt.
Tænk at rejse så meget, at man aldrig føler sig hjemme. Det må være specielt. Jeg elsker, når jeg har været i udlandet og kommer hjem med fly, at kunne se de danske marker under mig, lyset fra Billund Airport. Eller når jeg har været rundt i landet og kommer til Billund eller visse dele af Århus. Så er jeg hjemme. Hjemme, hvor jeg kan finde rundt, hvor folk kender mig og jeg kender dem. Hjemme, hvor jeg har mine ting. Men mon ireren ikke også havde og kunne det? Finde rundt kunne han. Og han boede sammen med 3 andre, som bestemt kendte ham. Og hans ting var der. Men Dublin var kun et sted, hvor han ladede op for at komme videre ud i verden og bruge sine kræfter. Det er der bestemt også noget smukt i. Hvad er forskellen på at have et tilholdssted og et hjem? Hvad skal der til at man føler sig hjemme?
Jeg har ikke svaret endnu, men tænker meget over det. Hvis I har et bud, vil jeg meget gerne høre det, inden jeg bestiller 14.300 bøger om psykologi, rejser og hjem på biblioteket, får bibliotekspersonalet til at hade mig bitterligt og får hold i ryggen.

Do you speak Danish?

2008-08-20T12:45:00.000-07:00

Så er jeg tilbage til det, jeg kalder hjemme (Mind mig lige om det senere...). Jeg holder "After Irland" denne uge. Det inkluderer sortering af billeder med henblik på at få dem fremkaldt, inden min computer hån-griner af mig, mens den sletter alt, der ligger på den. Det inkluderer også gode minder. Og en kæmpe omgang forkølelse. Men det var prisen værd.

I dag har jeg besøg af en koreansk fyr, som jeg har skrevet med nogle måneder. Han er på rejse i Skandinavien. Vi har været på en hyggelig italiensk restaurant ved Åboulevarden, og i nat har jeg tilbudt ham en plads på min ydmyge sofa. Men måske er den ikke så ydmyg endda. Han ankom i går til København. Det første han gjorde var, at hæve nogle penge på sit Visakort. Det næste han gjorde var at bebrejde automaten for ikke at spytte hans kort ud igen. Banken var lukket, men en venlig sjæl hjalp ham hen til politiet, som ikke kunne gøre noget. Men de kunne pege i retningen af et sted for hjemløse, hvor han kunne tilbringe natten for free.
Næste dag gik han tilbage til Danske Bank for at få sit kort - men det kunne de desværre ikke hjælpe ham med. Alle tiders service. Tilfældigvis stødte han ind i en tekniker, som kunne, og han fik sit kort tilbage. Desværre ikke i tide til at komme på sin tur til Struer. Til gengæld fik jeg ham her til Århus lidt tidligere end beregnet, hvilket var ret dejligt. Det er sjovt at møde en, man har skrevet med så længe - og på engelsk.
Han studerer i Boston, USA, så han er flydende i engelsk. Dejligt sprog. Jeg må hellere finde en engelsktalende ven i Århus, så jeg kan blive ved med at øve det mundtlige lidt.
I Irland kunne jeg nogle gange føle mig ekstremt hjælpeløs og ikke gide, at det var så besværligt med engelsk. Ikke fordi det er besværligt. Men visse ord indgår ikke i mit ordforråd. Det er svært at være sjov og tænke hurtigt på engelsk. Og hvor ville det bare være nemmere at kunne snakke på sit eget sprog.
Andre gange var det fedt ikke at snakke det samme som de andre. Især da jeg stødte ind i nordmændene og kunne have en samtale med dem, som kun vi 5 forstod. Alt i alt er jeg vist ret glad for at være fra et lille land med et sprog ikke så mange snakker.
Jeg snakker snart i søvne nu. Tror, jeg siger tak for nu.

Regnvejr og riverdance

2008-08-16T14:45:00.000-07:00

Ved I hvad, der er fedt?
Når man går ud fra en teatersal med et kæmpe smil på læberne og en helt enorm trang til at hoppe, danse og synge. Tak for hjælpen, Riverdance!
Det var meningen, jeg ville ind at se Gaelic Football (Fodbold på irsk, hvor man må bruge både hænder og fødder), for at se, at irerne ikke råber tudefjæs efter modstanderne, når de kommer til skade. Men billetterne så ud til at være udsolgt, så jeg gik i stedet ned til det teater, jeg havde set skilte med musicalen Riverdance. Jeg har ikke fortrudt det, og kommer den til Danmark, vil jeg gerne se den igen. Wow, altså.
Jeg fik endda brug for mine solbriller, da jeg gik hjem - men de lå hjemme på sengen, da det regnede fuldstændig uhæmmet, da jeg tog hjemme fra. Så meget, at jeg måtte skifte tøj efter at have gået en tur først på dagen – og så meget, at jeg tog regnbukser på, da jeg skulle ned til teatret.

Det har været en dejlig sidste dag i Dublin. Det er nu lidt vemodigt at skulle væk herfra. Ikke fordi, der er så meget mere, jeg mangler at se. Byen føles bare lidt hjemlig nu, hvor jeg har lært at finde lidt rundt.

I nat skal jeg dele rum med 3 spaniere og 2 franskmænd – alle af hankøn, hvilket er ret fedt. Jeg skal tidligt op i morgen for at komme ud til lufthavnen, inden flyet drager mod øst (Ja, jeg har bestemt at hoppe på det… Jeg savner rugbrød med ost. Og mit klaver. Og den anden mor til min skilsmissebjørn), og intet ondt om mænd fra Frankrig/Spanien. Men mine erfaringer hidtil siger mig, at de ikke står op klokken 7 for at bruge badeværelset. Väldig bra for meg.

Sidste blogindlæg fra Irland. Det har været så godt. Jeg er glad for at have gjort det og glæder mig til at kunne komme af sted igen. Måske inden så længe? Anne, som jeg boede hos i England har skrevet, at der er plads hos hende i oktober. Men der er længe til endnu. Det siges, planlægning er ikke min bedste egenskab.

Søde får, homofår og dræberfår

2008-08-15T14:49:00.000-07:00

Back in Dublin! Og ret smertefrit. Jeg nåede den bus, jeg skulle med, selv om det var presset.

Inden var jeg på udlugt i Vestirlands pragtnatur - Connemara. Utroligt, hvor storslående natur kan være. Billederne er rimelig ydmyge i forhold til. Og chaufføren var igen helt fantastisk. Det er de altså bare gode til, de irere. På vejen kørte vi forbi nogle får, han bremsede og holdte stille midt på vejen, selv om den var for smal til, at andre kunne komme forbi.

"Ved nogen hvilken slags får, det her er?" Spurgte han.
Stilhed... Irske får, blev der tøvende gættet på.

"Those are NICE sheep!" Sagde han, med sin irske accent, der lavede "those" om til "doooose".

Lidt efter kom vi til nogle andre får. De havde et blåt spraymærke på ryggen. Og der er jeg selvfølgelig en idiot at tro, at det er for, at bondemanden kan kende sine får fra de andre bondemænds får, når han lader dem gå på fælles græs... Men det blå mærke kendetegner selvfølgelig, at det er BLUE sheep. Drengefår. Der var også pink sheep, pigefår og blå-pink sheep - gay sheep. Og sidst, men ikke mindst: Killer sheep! Galway Tour har efter sigende mistet 2 busser til de voldsomme får, og chaufføren beviste det ved at vise os hjulakslen, der lå i en grøft. "Really??" Sagde nogle amerikanere lidt for alvorligt. Og de skulle i hvert fald ikke ud at tage billeder, mens de sindssyge får gik frit rundt. Hell no!

Nu er der så én dag tilbage i det irske. Naturen er alt for imponerende til at man kan glæde sig til at skulle hjem, men i længden ville det nok ikke være helt udfordrende nok at sidde og glo på den resten af livet. Det bliver både lidt vemodigt og dejligt at vende hjem. Men mon ikke jeg kommer tilbage? Det tror jeg.

Cliffs of Moher

2008-08-14T12:48:00.000-07:00

Irland er fantastisk. Jeg forstår godt, de er så gode til at lave musik her. Inspirationen flyder ind med sådanne omgivelser i alle højder og farver. Ville nogen mon lægge mærke til, hvis jeg glemte at hoppe på flyveren på søndag?

At turde er at leve

2008-08-14T01:02:00.001-07:00

Selv om man er en indadvendt, stille eksistens, kan man godt være åben og skabe nye kontakter - hvis man vil. Første aften på hotellet stødte jeg ind i Jenny, en stilfuld, jetlagged amerikaner fra New York City (Jenny from the blok). Vi var begge i Irland på egen hånd og besluttede at slå vores håbløse stedsanser sammen dagen efter.
Under morgenmaden mødte jeg Evan, endnu en amerikaner fra New York, men denne gang fra staten, ikke fra byen. Enorm forskel. Ethan er en ung, meget ambisiøs gut, som har tilbragt de seneste 3 måneder i det grønne land, ligesom hans far gjorde.
Vi var nu 3 på tourholdet, og inden vi kom af sted, kom endnu en amerikaner til: Michael. Sjov, hjertelig mand fra North Carolina, men uden den frygtelige dialekt, sådan nogle til tider kan have.

Det var fedt. Vi startede alle hver for sig, og allerede første aften kunne vi ikke forstå, at vi kun havde kendt hinanden siden morgenmaden.
De havde alle noget, de gerne ville se. Vi begyndte på den grønne tourbus, hoppede af ved ølbryggeriet Guinnes, hvor vi var på en længere rundtur og prøvesmagning. Nogen frivillige til at trykke på den røde knap? Ethan, ja, kom du herind.
Derefter videre til Whiskeybryggeriet Jameson. Igen prøvesmagning - er der nogen frivillige til at teste verdens forskellige whiskeies - Evan har en hånd i vejret!
Om aftenen tog vi ind og se Batman - The Dark Knight. Selv om halvpoppet chick litt tøs som jeg, syntes den var rigtig god, så ta' ind og se den! Hvis det regner og du ikke har meget andet at lave.
Endnu senere om aftenen var der bytur på de forskellige pubs. Ret forskelligt fra DK, fordi alle bare snakker sammen. Og der, som tidligere nævnt, næsten ikke er nogen irere.
Inden vi tog afsked med hinanden, var vi en tur på Trinity Collage, der også var meget fint.
Jeg har fået afkræftet (og bekræftet) mange fordomme om amerikanere på de 2 dage. De er ikke intetvidende og dumme, som udvalgte videoer på YouTube kunne hentyde til (http://www.youtube.com/watch?v=HHXbvzlVv14, http://www.youtube.com/watch?v=C6r1IcY1pv0 - kan også anbefales!) I thought Europe WAS a contry! I know they speak French there. Nej nej nej. Sådan var de langt fra. Men spækket af selvtillid, non-stop snakkende den yngste med baseball cap og seriøse ambisioner om, at blive præsident of the United States.

Turen er nu gået videre til vestkysten, Galway, hvor natur dominerer over kultur, hvilket er en fornuftig forskel fra Dublin. Billeder senere på dagen, hvis jeg kan uploade dem.

Hele sommeren har jeg været i tvivl, om jeg kunne rejse alene. Det er jeg ikke mere. Selvfølgelig kan jeg. Det gælder om at turde.

De vildfarende turister

2008-08-13T06:10:00.000-07:00

Dublin er et sted, hvor man ikke går tilbage efter sin mobiltelefon, men aldrig kunne finde på at forlade et sted uden at have sin paraply med sig. Det erfarede den vildfarende Kat hurtigt og kom derfor i besiddelse af en yndig lilla paraply til evigt minde om det regnfulde Dublin. Siden er der ikke faldet en dråbe.

Nå ja, måske skulle vi starte fra begyndelsen. Det hele begyndte en nat, hvor jeg manglede luft under vingerne. Selv om klokken var 4 og der var omkring 36 timer til afgang, kom jeg til at trykke ”order” på ryanair’s side. Og bingo, så var der billet tur/retur til Dublin.

Jeg har nu været her 4 dage, hver dag uden at ane, hvad der ville ske (Mon nogen af os i virkeligheden ved det?). På flyveren mødte danske Pan, der bor og arbejder i Dublin, og han tilbød, at jeg kunne låne hans sofa og samtidig tage med ind på hans yndlings/stamrestaurant, der lavede den bedste indiske mad. Pan går meget op i buddhisme og vi fik os nogle dybere spirituelle samtaler undervejs.
Dagen efter gik turen videre til Dublin C. Jeg sprang på en bybus, der altså konsekvent kører i den forkerte side af vejen! Magen til sær opførsel altså…
Så kommer det fantastiske øjeblik, hvor man virkelig føler sig i vejen. Først på grund af en ikke så handy kuffert, men jeg fik den endelig bakset ind og var klar til at få en billet. Til centrum, tak... Vi er i centrum, hahaha. Right… LÆNGERE ind mod centrum så. Hahahaha, 1,5 euro, tak. Ja tak. Vi tager kun mønter… Dammit… Efter en lettere forsinkelse pga. skide turister kunne vi fortsætte vores færd mod City Centre – hvor jeg intet anede om, hvor jeg skulle af. Men det kommet jo nok! Hvor svært kan sådan noget være?
Derfra gik det godt. Jeg farede vild, fandt hostellet og fik chekket ind. Opsporede lidt frokost, helt fantastisk milkshake og en bænk ved floden Liffey (som min gode tyske ven, Lars, har lært mig navnet på - og derudover vidste jeg det selvfølgelig også i forvejen, med min storartede geografiske viden). Hvis jeg lige skal blære mig lidt med min (nyerhvervede) paratviden, er floden sort pga. de sorte alger, der farver vandet. Aha! Og hvis nogen mener noget andet, vil jeg gerne lige vide det, så jeg kan rette det i min hukommelse, inden jeg udsætter mig selv for noget pinligt – at spille smart med min almene viden på min blog f.eks.
Stemningen var dejlig. Lad mig forsøge at beskrive den, med ord, så du næsten har været der. Nærgående duer, der æder alt fra brødkrummer til cigaretskodder, et barn, der skriger ”don’t let go”, mens hans mor læner ham udover brokanten (for sjov, sagsøg hende ikke for at være en dårlig mor). Det så faktisk ret sjovt ud). Et kærestepar, der midt i en meget heftig kyssescene, blev afbrudt af en nobel, ældre herre med stok, som tog en samtale med dem (Gad vide hvilke associationer, det gav ham). Inden han tog afsked med dem, lagde han en hånd på hvert af deres hoveder, hvorefter han klappede. Betyder det at han frelser dem eller at han gifter dem? Hvis han frygtede for sex for ægteskab, kan jeg ikke bebrejde ham, hans bange anelser.

På irsk betyder rødt lys ikke rødt lys. Og det er simpelt, hvis man er født i Dublin, men ikke så meget, hvis man er født et sted, hvor der er 28 rundkørsler, men kun 1 lyskryds.
Den irske hovedstad er også meget international, og under en bytur skal man være heldig, for faktisk at støde ind i en irer. Den eneste måde, man ved, man har øje på en vaskeægte irer er, ved at se dem krydse gaden. Dem der med et ubekymret blik og hænderne i lommerne vader mellem biler, scootere og bybusser er irske! Og så dialekten selvfølgelig, hvis man er så heldig at få lov at høre dem snakke.
Kvinderne er alle sammen mørkhårede på en helt speciel måde. Nærmest sort, men med et rødt skær, der gør det ret specielt.

For at føle sig rigtig touristy og for at lære byen lidt at kende, sprang jeg på en af de famøse tourbusser. Vind i håret er jo altid et hit og derudover var vores chauffør hele turen værd. Lunefuld og morsom. Jeg har tidligere taget sådan en bus i London og Cambridge, men der var en monoton historisk beretning og et par søde høretelefoner, mens den irske chauffør underholdte med indslag og sætninger som ”Shallow of fuckers”, ”you can’t become a horse, but you can become an arse” en yndig irsk sang og nyttige facts som, da Dronning Victoria befalede alle irere at male deres hoveddøre sorte, malede de dem alle andre farver end sort.
Vi er nu kommet til mandag aften, så senere vil der komme et indlæg fra en meget kulturel og sjov dag i går. Over and out..

Skat, hvad sker der for toiletpapiret?

2008-08-07T16:35:00.000-07:00

Natten er ung og jeg bladrer lidt i nogle pigeblade og forsøger at falde i søvn. Det er underholdningsniveauet dog lidt for højt til.
Jeg er faldet over en række spørgsmål, der i 2004 blev stillet en flok tilfældige danske mænd, for at vi piger, kan se, hvad de kan lide og ikke kan lide. Know your enemy og det der...
Mange fornuftige svar. Eksempelvist har vi her Mikael fra Esbjerg. Velkommen til ham! Tak for det. Og vi spoler lige frem til det væsentlige.
Hvad hader du mest?
Når kvinder vender toiletpapiret forkert...

(Fornem stilheden...)
Aha!
Interessant svar...
Vi er enige om, at en hvilken som helst skønhedsdronning (undtagen Gracie Lou Freebush) ville finde sit yndigste smil frem, lægge hovedet på skrå og svare "World Peace". Selvfølgelig.
Man kunne også være mere specifik og sige... Ja, for eksempel: Krig, sygdom, folk der morer sig selv på andres bekostning, risengrød, når jeg taber min mobil i toilettet, regnvejr, tømmermænd, folk der tager andres vasketider, at høre piloten sige "shit, hvad skete der med reservemotoren", kort efter at have advaret om motorstop, edderkopper, når EfB taber en fodboldkamp... Mulighederne er tydeligvist mange.
Hvem er jeg at dømme, men jeg undrede mig måske en anelse, da jeg læste, at det mest irritende tidspunkt, han kender til er, når han er på toilettet og en eller anden psyko bitch har vendt det toiletpapir, som han netop skal til at bruge, forkert. Frygtelig verden, vi lever i. Hvor er menneskerettighederne henne?
Pyh, det gav fred i sindet. Nu kan jeg sove roligt.

Næsten Lykkelig

2008-08-06T02:56:00.000-07:00

Som bekendt er nordjyderne Danmarks lykkeligste folk, med østjyderne på en snæver andenplads. Jeg har længe undret mig over, hvordan man kunne måle sådan noget, og det er jeg ikke alene om. På TV2 Østjylland var der et interview med en vaskeægte nordjyde (med en vaskeægte nordjysk dialekt, mmm), der gav sit syn på sagen.
For det første kunne han ikke forstå, at københavnerne havde fået en tredjeplads, men var overbevist om, at det var fordi så mange nordjyder drager til hovedstaden, og dermed tager deres lykkelige sind med sig. Så i virkeligheden er det eksilnordjyder, der bringer københavnerne op på en tredjeplads.
Derefter undrede han sig over, at så mange nordjyder havde sagt ja, til at være lykkelige, for det var slet ikke et ord i deres aktive ordforråd. Ligesom elsker. I stedet for at sige "Jeg elsker dig dæleme, skat" siger man jo også "Skat, du laver nu nog'n dejli' fiskefrikadeller".
Det eneste tidspunkt, man kunne finde på at bruge ordet "lykkelig" ville være, hvis man lykkeligt havde glemt noget. Det kalder jeg lykke!

Feriecitater

2008-08-02T04:08:00.000-07:00

Midt i weekendens travlhed, må ventetiden lige udnyttes til et blogindlæg!
Jeg har gennem ferien lagt sind til mange smukke, filosofiske og underholdende citater. De 2 bedste har jeg udvalgt som årets feriecitatervindere.

Det første fandt sted for en måneds tid siden. Min veninde, Natasha, og jeg var ude at gå en tur i skoven og tog et ophold, med en tranebærmuffin, på stranden. Mens vi sad der, ved siden af hinanden, udbrød hun det, jeg for nogle år siden tænkte på, om jeg, på et tidspunkt, ville opleve med en ven eller veninde.
"Når man kender hinanden så godt, føles det ikke forkert ikke at sige noget. Det er nok bare at være sammen".
Lige præcis. Stilheden føltes hverken forkert eller akavet. Ingen trang til at råbe "Nå, der gik nok en engel gennem rummet!!". Bare være sammen.

Det andet citat har min lillebror (jeg har lovet ikke at nævne nogen navne, da han er så beskeden) æren for. Han fremsagde det under vores sommerhusophold i Ebeltoft. Vi var begge på badeværelset, han i badet, jeg foran spejlet i gang med hår og make up. Flere detaljer behøver du vist ikke. Ordene taler for sig selv:
"Det er skide irriterende, når jeg er i bad, slukker min røv hele tiden for vandet".
Poetisk såvel som filosofisk. Endnu en klar feriecitatvinder!

Enemy Defeated

2008-07-29T01:28:00.000-07:00

HAHAHA!! Kat-Verden: 1-0. Det lykkedes! MUAHA! Kom igen, dumme verden (nej, lad være...). Nu er shopping-helvedet brudt for altid. Endelig lykkedes det at tage på shopping, uden at gå hjem med en depression. Men til gengæld 5 poser med tøj. Og mere end 1 stykke i hver. Bifald - stort bifald, tak.
Forestil dig det. Ikke den store optimisme. Missionen var at finde en kjole til et sølvbryllup onsdag. Og hvor smart er det at købe tøj i sidste øjeblik til sådan noget?
Men da jeg stod i prøverummet med en større omgang tøj og stykke efter stykke passede og sad godt, kom den optimistiske attitude tilbage. Ja, hvis ikke det var fordi, jeg ville skåne butikspersonalet var jeg nok brudt ud i sang til Nik & Jay feat. LOC remix, der kørte i radioen. Men hvorfor straffe dem for at have godt tøj?
Det endte med, at jeg fik 2 kjoler med hjem (og en masse andet), så nu er det lige med at vælge hvilken. Sådan et dilemma har jeg vist ikke haft før.
Mulighederne er:
- Lilla kjole, der går til over knæene
- Blå kjole, der går til under knæene, uden stropper
Den sidste er nok mest aktuel, men jeg er lidt betænkelig ved de manglende stropper. Stoffet kunne godt gøre, at det blev varmt undervejs. Men hellere varm kjole og gnavende sko end jakkesæt og lukkede sko (nu snakker vi, hvis ikke jeg var pige). Man kan også bare gå så hårdt til vinen, at man smider både sko og kjole inden desserten. Eneste problem er her, at det er et familiesølvbryllup, ikke en polterabend... Eller et crazy crazy beach party for herre vildt (Nu er jeg snart på bølgelængde med ungdommen nu til dags).
Formentlig bliver det en "sidste sekund"-afgørelse, som sådan noget altid gør. Det är jätte bra. Succesoplevelse. Mere shopping!

De jyske bakketoppe

2008-07-22T03:31:00.000-07:00

Hvad er det dummeste, man på en 2 gange 2½ timers køretur kan glemme, når man er det mest rastløse menneske i verden? Sin bog! Og sin musik... Men den havde jeg, mens bogen lå hjemme på stuebordet.
I stedet fik jeg lejlighed til at kigge lidt ud på naturen, der susede forbi. Det samler mange tanker. Ikke seriøse eller fornuftige, filosofiske tanker. Bare tanker. På hjemvejen lå skyerne lavt på himlen, hvor solen kastede sit røde lys på dem. Det lignede bjerge, der skød op i landskabet, og jeg tænkte på, hvordan det ville være at vågne op og skue ud over et bjergpræget landskab.
Det ville kræve en flytning. Selvom Jylland er besidder nogle af de mest fantastiske bjerge i verden (Himmelbjerget, Mols' Bjerge, Ejer Baunehøj, Gl. Rye, Lindeballe - fornem ironien), er det bare ikke det samme, vel? Det er bakker. Små ynkelige bakker. Ikke at jeg undervurderer dem, når mine lårmuskler, der stadig af præget af deres opvækst i Billund, syrer ved den mindste stigning. Men det er ikke just Tour de France.
De jyske fjelde kan langt fra måle sig med fantasiens bjergidyl.

Kunsten at pakke en bil

2008-07-19T07:10:00.000-07:00

Så ka' jeg huske, hvad familieferie er igen!
Faktisk kunne jeg huske det, det øjeblik, jeg så deres bil, da de skulle hente mig i Århus. Stakkels Opel. Tung bagtil på grund af alt det (forbandede helvedes til lort - citat: min far), som min mor mente, var nødvendigt til turen.
Hvad skal vi bruge alt det til? Tøj, mad, spil, sengetøj, håndklæder, toiletting. Jeg kan godt følge ham. Ae't da nøwendi'?! Det er jo æj jordomrejse vi er på, vel?
Vi har i dag besøg af min moster og onkel, som også havde hver deres mening om, hvor meget man behøver at pakke til de 2 dage, de er hos os.
Konklusion set ud fra en fuldstændig neutral synsvinkel (og overhovedet ikke påvirket af, at mine kønskromosomer er magen til min mor og mosters): Mænd skal lære selv at pakke deres ting. Eller værdsætte deres tålmodige koners pakkemetoder. Det eneste, vi ikke har fået med er minifrikadellerne i fryseren og staniol. Respekt til mødre.

Der går ondsindede rygter om, at vi skal til teltbal med Kandis i aften, men til alles store skuffelse kan jeg ikke komme med. Jeg har en vigtig aftale med Pocahontas. Og der kommer speedway. Så er det afgjort.

The Last Goodbye

2008-07-18T03:36:00.000-07:00

The last goodbye. Om en time (Oprindeligt om 25 minutter, men vi er lige en halv time forsinkede... Hvilken overraskelse!) drager jeg ud på en længere rejse, destination: Ebeltoft.
Efter dette blogindlæg skal jeg tage en tårevældende afsked med mit klaver. Hvor ville jeg ønske, at den dims, der ofte forekommer i tegnefilm, var opfundet. I ved, den, som formindsker de store ting, når man trykker på den røde knap i enden. Og selvfølgelig den anden vej også. Der er ikke så meget sjov i et miniature klaver. Det ville også gøre det nemmere at "pakke let", som man ofte får ordrer om.

I år har jeg lagt vægt på underholdning. Guitar, maling, bøger, lærred, computer, notesbog, flere bøger og musik frem for tøj, make-up, hårprodukter og regntøj. Eller... Regntøj i hvert fald. Jeg er måske lidt naiv. Men faktisk tror jeg, at vejret har tænkt sig at holde tørt. Og ellers kan jeg sidde med guitaren eller et maleri indendøre, mens de andre render rundt med gummistøvler og fiskesnørre i regnen. Måske bage boller og lave varm kakao, som de, med røde kinder og snuder, kommer ind og får, mens melodien fra "Den gamle fabrik" reklamerne kører i baggrunden. Okay, nu tog idyllen overhånd... Hvordan skulle jeg nogensinde kunne bage boller?

Jeg modtog i morges en e-mail fra min bamsefar om, at der er trådsløst net i HELE sommerhuset. I en skov. I Ebeltoft. Right...
Ikke at jeg er skeptisk... Jeg vil hylde Ebeltoft for dens åbne sind, hvis de kan yde noget, hverken Billund C eller Århus N kan levere. Flytte derop måske? Ej, nu går jeg for vidt.
I samme e-mail berettede min far om, at han glædede sig til at være sammen med mig en HEL uge. Det tror jeg, vi skal tjekke op på næste fredag. Jeg svarede i øvrigt, at jeg selvfølgelig også glædede mig til at være sammen med ham en HEL uge. Hvilket vi også fint kan tjekke op på ved samme lejlighed.
Mit mål for ferien er, udover at være sammen med familien, kigge på vandet, få læst et par bøger og spise is, at finde en Tina Dickow cd. En pige, der imponerer mig.
Jeg så et YouTube klip, hvor hun indleder med, hvordan det var for hende at flytte til London. Den første tid sad hun i sin lejlighed midt i London, kendte ikke nogen og havde ikke meget at lave, andet end at sidde og stirre ud ad vinduet. Det var der kommet nogle sange ud af.
Ikke så underligt, når man kommer til et nyt sted. Men tænk, at andre mennesker også oplever det.

The last goodbye til klaver, blomster, dvd'er... Århus... Hvis rygterne holder, skal der nok komme nogle eftertænksomme ferieindlæg på her. Er det ikke, når man er væk fra alt andet, at tankerne sættes i gang?

God weekend!

Words of the Waves

2008-07-12T12:16:00.001-07:00

Så kom der en ny blog! Det længe eftersøgte navn dukkede op, da jeg sad og stirrede ud i bølgerne. Words of the Waves. Måske er det midlertidigt, men bedre end de tidligere konkurrenter.

Da jeg oprettede den, indgik jeg også et løfte. Bloggen og mig. Mig og bloggen. I medgang og modgang. Derfor: Dagen i dag har ikke været den bedste.
Hvad der er galt, ved jeg ikke. Men jeg ved, hvad der udløste det. En harmløs gang shopping. Den har været udsat gennem de seneste 2 uger. Men i dag måtte det være.
Jeg prøvede at tage det stille og roligt, men det var ikke nok. Ankom fuldstændig skudsikker, spækket af selvtillid. For hver butik jeg gik ud af uden en pose dalede attituden. Efter 6 butikker med cirka 7 stykker prøvet tøj i hver var det nok. Jeg var ked af, negativ og gik på trøsteshopping i Fona. Dvd'er kan man altid regne med. Det endte med Drageløberen og Pocahontas (Er det til en gave? Narj, det er bare til mig selv... Nåh. Jamen det er jo også en god gammel klassiker. Uhu.).
Jeg forstår det ikke. Kan det være så svært og så humøropslidende at shoppe? For andre er det en god ting, noget man gør, når man skal have det sjovt. Men jeg er ikke ret stor fan af det.

Hvad der derefter skete, ved jeg ikke. Det gik i hvert fald ned ad. Så meget, at jeg, da jeg kom hjem, ikke anede, hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Det endte med en tur til stranden. Omkring to timer, sad jeg med vinden i håret og kiggede ud på havet. The Corrs og bølgerne, der slog ind mod de sten, jeg sad på, gjorde det dejlig roligt. Og da jeg gik hjem, kom jeg modet langsomt tilbage. Det er jo ikke så slemt. Så kan jeg ikke finde ud af at shoppe og bliver dybt deprimeret af at se mig selv i et spejl. Og hvad så? Måske er det bedre næste gang. Eller gangen efter det.

Jeg tror, det er tid til lidt aftensmad og en ukompliceret tv-serie. Jeg kan kun tænke på én.

2. og 3. etape

2008-07-12T12:04:00.000-07:00

Måske tager de meget af opmærksomheden i Tour de France, men nu skulle vide, at de ikke er de eneste, der bekæmper bjerge.
Cyklen, Silver, er også kommet ud af cykelstativet. Først var den en tur på hospitalet, og nu er den god som ny (bortset fra de halvflade dæk og suspekte lyde fra forhjulet). Det har jeg i løbet af det sidste døgn fejret. Først i går aftes, hvor jeg tog en tur til Risskov for at tjekke, om jeg heller ikke kan finde rundt i Århus, når det er mørkt (Bingo). I formiddag drog Silver og jeg af sted igen. Vejrudsigten sagde regn fra middag og resten af dagen, så jeg kunne netop nå en tur, inden regnen tog fat. Udmærket udflugt. På et tidspunkt passerede vi et skilt, hvor der stod Hjortshøj, og da himlen cirka samtidig så temmelig dunkel ud, besluttede vi at vende snuderne mod syd. Lettere sagt end gjort dog. Især fordi vi var kørt ud ad kortet, så der var ingen hjælp at hente fra Krak. Men lidt retningssans har man vel altid (høhøhø…). Da himlen noget tid senere gav udtryk for at mene sin regntrussel fra før alvorligt, så omgivelserne igen bekendte ud. Ikea. Skejby sygehus. Randersvej. Stjernepladsen. Jens Baggesens Vej. Ja tak, sådan skal det times! (men tøj, undertøj og mobiltelefon kunne stadig vrides, da jeg nåede hjem.)
Og nu vi er ved de smarte bemærkninger. 2½ uges arbejde hos engodsag.dk er gennemført. To og en halv uge, hvor jeg ikke en eneste morgen er stået så sent op, at jeg ikke er nået frem til tiden. Go’ stil, si’r jeg bare. Jeg føler mig som et nyt, forandret mennesker. Hvilket jeg onsdag aften fejrede med at falde i søvn på sofaen og sove til klokken 11 næste formiddag. Så er vi inde i en god rytme igen.
En lille fundering/tilståelse. Jeg har fået en dårlig vane. Vi snakker hard stuff her. Jeg er faldet for America’s Funniest Home Videos. Så. Nu er det sagt. Det har varet i flere uger. I begyndelsen var det ikke et problem. Det er et program, der varer 30 minutter inklusiv masser af pauser. Det bliver sendt så godt som hele tiden. Og man griner mere eller mindre non-stop. Men det er her, alarmklokkerne skal ringe. Børn, der falder i havnen. Gode mennesker, der nær får hjertestop, da Dracula (nej, ikke den rigtige…) kravler op ad deres container. Mænd der, på uforklarlige måder, får katteklør, hestehoveder, børn og haveredskaber hamret op i det unævnelige sted. (Jeg tror billedet er ved at være der nu). Og mig, der med tårerne ned ad kinderne sidder og griner løs af deres uheldigheder og smerte. Onde menneske. Eller måske nærmere skadefryd.Jeg er nok næppe den eneste. Alene det, at der findes 407 episoder fyldt til randen af videoklip af uheldige amerikanere, ansporer, at mennesker fra naturens side bare har en trang til at grine af hinanden. Så er det jo fint nok. Ingen grund til panik!Inden 13.15-dagens afsnit af skøre hjemmevideoer, sad jeg og hoppede i sofaen, mens Lars Hjortshøj fik vokset sit bryst og sin ryg. En mand, der lider, mens en vipset Hollywood girl fjerner den (ifølge Lars selv) sidste del af hans manddom. Hvis han havde skreget, ville det kunne undskylde morsomheden. Jeg funderer videre til endnu et afsnit af America’s Funnies Home Videos. Man har vel først et problem, når man ikke vil indrømme det.

Kaare, den en-ørede skilsmissebamse

2008-07-12T12:03:00.000-07:00

Så er jeg rykket udenfor. Sidder i skyggen med den bærbare, en kande vand og Kaare, der får lidt sol på sin vamsede ryg, mens han skygger for min mobil. For dem, der ikke ved, hvem Kaare er, skal vi måske have en lille introduktion. Kaare kom til verden i november 2006. Hans udseende afslører ikke hans nationalitet, men det er jo i grunden også underordnet. Min veninde, Natasha, og jeg stødte på ham, da han lå i en stor kurv fyldt af bjørne, som ham selv, i Tiger, 7100 Vejle. Fra dette øjeblik vidste vi begge, at han ville forandre vores liv for altid. Vi tog ham med og lod ham bo i vores fælles skab på gymnasiet, hvor han gik under navnet ”Skabsbamse”. Senere Kaare. Han havde til at begynde med en lille, rød nissehue på, men da julen var ovre, tog vi den af ham og opdagede til vores store forbløffelse, at han manglede det øre, der var skjult under huen. Selvfølgelig gjorde det ingen forskel. Kaare var jo stadig Kaare, selvom han kun havde ét øre, og vi elsker ham, som den bjørn, han er. (Men til producenterne vil jeg gerne lige tilføje: Skide fedterøve! Hvordan ville I selv have det med kun ét øre?). Da Natasha blev færdig på gymnasiet et år før jeg gjorde, besluttede vi Kaares skæbne. Han skulle være skilsmissebamse. Vi vidste begge, at det ikke er nemt for så ung en bamsesjæl, men selvom vi boede 60 km. fra hinanden, ville det være den bedste løsning. Han boede nu på skift hos mig i Vejle og Natasha i Århus. Det gik godt. Kaares to mødre kom jo stadig godt ud af det med hinanden, og den lille bjørn strålede af glæde, når vi alle 3 var samlet. Ikke mindst, da han en dag i marts 2008 fik beskeden om, at jeg også flyttede til Århus. 289 meter fra Natashas lejlighed. Det har aldrig været bedre. Kaare er med til fester og spis-sammen aftner, på ferie i Billund, på stranden… Og hvad varmer en mors hjerte mere, end at se sin bjørn være lykkelig? Lidt længere intro end jeg havde forestillet mig. Samtidig har jeg glemt, hvad jeg var i gang med at skrive. Lad os springe til næste emne.
Tiden flyver, så bloggen og skrivningen generelt har været lidt forsømt. Derfor er der også sket en dejlig masse. Sidste weekend var jeg f.eks. ude at se min kommende skole i Risskov. Skønt område. Grønt. Ikke så trafikeret. Fuldstændig håbløst at finde rundt i. Hvorfor er det, at man virkelig ikke føler sig godt tilpas, når man cykler på noget, der ligner en motorvej og har et fortov inde i siden, men ikke nogen cykelsti (Vejlby Centervej for de lokalt kendte)? Ind ad en sidegade fik jeg øje på et blåt skilt med en cykel og en pil på og tænkte, at det nok var en parallel cykelsti. Det havde teoretisk set også været meget logisk. Det er nok klart for de fleste, der kender mig, at en GPS ville have været en optimal indflyttergave. Men jeg har i stedet anskaffet mig et lille krakkort, som også er ganske nyttigt, informerende og let at have med i tasken (hvis den er stor nok). Især når man kan finde ud af at læse det. Det tog mig lidt tid at genfinde navigationen. Episoden fandt sted ved en lille sidegade til en større vej i et lyskryds. Ved siden af mig holdt en knallertkører, der var så optaget af mig, der bladrede og vente rundt på mit kort, at han glemte at køre over, da der blev grønt og efterfølgende måtte vente til lyskrydset langt om længe skiftede igen. En lille note kunne her være, at jeg faktisk fandt skolen. Og også kom hjem til det nordlige Århus igen, inden det blev mørkt. Succeshistorie.
Både mine roommates og min veninde og hendes kæreste er taget på 4 ugers sommerferie. Så jeg har Århus helt for mig selv. Nå ja, for resten. Og så lige deres mange planter og blomster (Herunder 60 procent orkideer). Nævnte jeg, at jeg slår alt grønt ihjel? Det er ikke fordi jeg er en morderisk psykopat, der hælder saltsyre i mine blomster, eller bare undlader at vande dem, mens jeg i stedet griner ondt og hånligt, indtil de er triste og visne. Jeg vander dem. Jeg mærker efter, om de skal have meget eller lidt vand. Jeg researcher deres bedste livsvilkår på nettet. Jeg aer dem. Jeg er i tilgift begyndt at pille de visne blade af dem. Og stadig tager de, én efter én, turen til en (for dem) bedre verden. Jeg har dog taget missionen op. Sådan et par spirende, fotosynteseproducerende dimser skal ikke løbe om hjørner med mig. Om en måned når de kommer hjem, vil de enten, til deres store lettelse, se deres elskede blomster i god og grøn stand - og en fuldstændig forandret Kathrine med fornyet selvtillid over sin sejr.Eller også vil de finde et brev om, at jeg er gået under jorden, og at de kan henvende sig til den danske ambassade i Mexico, hvis de vil mig noget vigtigt. Og kun hvis det er noget godt og ikke bebrejdende/truende.
Jeg tror, vi kalder det blog nok for i dag. God weekend til mine trofaste læsere. Håber, jeg før eller siden finder et område, jeg er ekspert på og kan dele ud af mine fornemme viden gennem bloggen, men man skal jo kravle før, man kan gå! Nogle gange i hvert fald… Jeg er i øvrigt ved at lave en ny blog. Men mangler et navn til den. Altså adressen. Ligesom denne her hedder Pumbs (som en eller anden blond næsvis svensker har nuppet for næsen af mig på blogspot). Men jeg er ikke så opfindsom og kreativ, så gode forslag modtages med kyshånd og måske en softice med nødder og chokoladekrymmel en varm sommerdag. Tack så mycket!

En hyldest til den, der opfandt e-mailen

2008-07-12T12:02:00.000-07:00

En helt almindelig, meget lidt social weekend, men alligevel ganske underholdende. Der var masser at nå, og jeg vidste fra starten godt, det ikke ville kunne lade sig gøre, men et forsøg skulle det da have. Lørdagen stod på power shopping. Alt det, jeg det seneste år ikke har fået shoppet skulle indhentes, og det skulle Magasin hjælpe mig med. Til min store positive overraskelse havde alle Århus’ skønne butikker åbent, da jeg (endelig) kom ned til midtbyen. Det var primært sko, tøj, solbriller, sommerjakke og make-up, der skulle handles. Jeg nåede måske ikke helt det, jeg havde håbet, men en lille bunke poser blev det alligevel til. Af en eller anden grund er det bare SÅ meget nemmere at købe make-up, bøger og dvd’er end solbriller, sko og tøj. Med hensyn til skoene kan det måske have noget med mine enorme andefødder at gøre.
Magasin var fyldt til renden. Selv ekspedienterne snakkede i deres private telefonsamtaler om, at de aldrig havde set så mange mennesker før. Men udsalg gør vel også noget ganske særligt ved os. Og med "os" mener jeg kvinder. Selv helt almindelige kvinder, der arbejder eller studerer, har under udsalg råd til de lækre mærkevarer, der får dem til at føle sig som Århus' udgave af Carrie Bradshaw. Overalt var der hungrende blikke, undersøgende øjne, lykkelige samtaler og mænd, der himlede med øjnene. Oftest ifølge med deres kone/kæreste/samlever/datter. Men også et par enlige fyre (og med ”et par” mener jeg 2), der ironisk nok kendte hinanden. Deres samtale forløb sådan: ”Hej Andeeers!””Hey hey!” ”Hva så? Det er sgu ikk’ lige her, man forventer at mødes, hva’? hæhæ””Nej, hæhæ””Hæ”Akavet pause. Måske er det ikke skide fedt at støde ind i en af de seje gutter i Magasins kvindeafdeling. Men jeg syntes, de klarede det flot.”Jeg er lige ude for… kæresten, du ved””Ja, ja. Kæresten.. Ja, det er jeg også”Endnu en pause. Begge så ud til at lede efter stewardessen, der siger ”Nødudgangen er – den vej””Nå, men vi ses, egår””Ja, vi gør. Hej do!” De skiltes og forsvandt i kvindemylderet. Østrogenniveauet var på dette tidspunkt så højt, at det er et mirakel, de ikke fik bryster.
Søndag var lige så praktisk som lørdag var piget. Listen for i dag stod på oprydning, rengøring, research på nettet og tøjvask… Ikke så trivielt, som det ser ud. Tag for eksempel tøjvask. Findes der noget mere inspirerende? Jeg mener, egentlig usandsynlig kedelig beskæftigelse. Mit første besøg i vores vaskeri var en katastrofe (på den sjove måde). Vaskerummet befinder sig i opgangens kælder. Min roommate viste mig ned i vaskerummet, hvor hun også låste op for os. Men da jeg skulle tilbage, var jeg alene. Og uden mobiltelefon (første gang nogensinde i øvrigt). Og hvad er mere fantastisk, end at have vasket tøj og opdage, at nøglen, der skal lukke en ud af den klamme vaskekælder, ikke virker. Som i overhovedet ikke virker. Som i efter 8 minutters intense forsøg stadig ikke viser tegn på, at den har lyst til at give efter. Jeg opgav og begyndte at lede efter en anden dør, mens jeg overvejede, hvornår den næste person skulle vaske tøj. Så galt gik det dog ikke. Jeg fandt en dør, som det kun tog 3 minutter at låse op.
Da jeg en time senere kom tilbage for at hente mit tøj, ventede der sig en ubehagelig overraskelse. Tøjvask og ubehagelig overraskelse… Umiddelbart lyder det som klassikeren: At vaske en ny rød sok (evt. fodboldstrømpe, men alle nye røde sokker kan bruges) sammen med det hvide tøj. Dette var imidlertid ikke tilfældet. Desværre. Grufuld og meget ondsindet ”ældre” dame var i gang med at putte sine blondetrusser i en vaskemaskine (eller håndklæder… whatever). Jeg smilede sødt til hende og sagde hej, men hverken hilsnen eller smilet blev gengældt. ”Er det dig der har taget min vaskemaskine?!” sagde hun hårdt. Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg havde taget den frie vaskemaskine, der var. Men jeg kunne ikke mindes, der havde stået ”Tilhører arrig, ældre dame” på den, da jeg puttede mit tøj i. ”Man reserverer sin maskine her. Jeg har boet her i 46 år. Og det er altid unge mennesker, der ikke kan finde ud af at overholde tiderne. Det er da utroligt, synes du ikke?”.Skyldigt listede jeg mig hen til den maskine, hvor mit tøj lå og ventede. ”Har du noget imod at begynde med den anden, så jeg kan få min maskine?”, lød det fra den hjertelige frue. Uden at spille alt for smart, svarede jeg, at det ikke var mit tøj, der var i den, men hun virkede ligeglad og var ret uhyggelig i sine bevægelser, da hun selv tog tøjet (som så ud til at tilhøre en uansvarlig ung person. 1-0 til ungdommen!) ud af maskinen. Min første tøjvask. Tænk at det er så underholdende en beskæftigelse. Og hvilken selvtillid det giver selv at vaske tøj. Hver gang man tager tøjet ud af en maskine og ser, at det ikke har taget skade, er en sejr. Så er man altså blevet voksen!
Og ventetiden er den bedste. 45 minutter, hvor det langt fra kan svare sig at bøvle med en dør i (nu kun) 2 minutter, 6 trin op ad trappen, åbne sin hoveddør og lave noget fornuftigt i 40 minutter, hvorefter man skal gå ud ad hoveddøren, 6 trin ned til kælderen for at hænge sit rene tøj til tørre. Spild af tid, siger jeg bare! Så hellere fornøje sig med mesterforfatteren Marian Keyes’ nye (for mig, ikke for resten af verden) bog. 45 minutters pigelæsning. Bliver livet bedre? Jeg ville sidde ved siden af mit tøj, mens det tørrede, hvis jeg samtidig kunne læse en bog af Marian Keyes (og ikke havde noget øvrigt liv).
Et andet punkt på dagens ”to do”-liste var at leve op til mit fortsæt om at gøre mere ud af venner og families fødselsdage. Nemlig at sende et fødselsdagskort til min dejlige kusine. Jeg fandt et kort, rigtig fødselsdagsagtigt, og gik ivrigt i gang med at skrive. Lidt for ivrigt, da Karina staves K A R I N A og ikke K A R I N E. Det var jo ikke nemt at vide… Men mon ikke en slettelak kan klare det? Dertil findes kun ét svar: NEJ! Nå, nyt kort. Og hvis ikke man har det i sin skuffe, er det da skønt, at der ligger en kiosk lige rundt om hjørnet (kjolleren på hjornet på århusiansk). Et herligt et med katter på. Eller én kat. Men man lyder mere som Grunk fra Krummerne, hvis man udtaler det ”Katter”.Denne gang gik stavningen bedre, så godt at jeg lidt senere kunne putte det i en kuvert. Set i bakspejlet, havde det nok været smart at købe et frimærke, nu jeg var nede i kjolleren. Pyt med det, der er ikke så langt. Jeg det skulle jo i øvrigt også putte det i en postkasse, der ligger i samme retning. Frimærke: No problem. Postkasse: Tømmes kl. 14:30 søndag og helligdage. Og på min mobil stod der 17:05. Jeg forbandede den næsvise postmand, der havde tømt postkassen 2 timer og 35 minutter for tidligt, mens jeg gik hjem for at tjekke Post Danmarks hjemmeside. Der måtte da findes en postkasse i Århus, der blev tømt senere end 14:30 om søndagen. Det gjorde der! Klokken 20:00 ved banegården. Udmærket anledning til at få lidt motion i form af cykeltur. En note hertil må være, at jeg kom sikkert ned til banegården, fik postet kortet og sikkert tilbage (næsten uden brug af bykort). Hvilken succeshistorie! Og længe leve e-mails.

Tilfældighedernes spil

2008-07-12T12:01:00.000-07:00

Nogle gange kan man ønske sig noget så meget, at man bliver i tvivl, om det er det man vil. Tilfældighederne kan ændre alt.
Siden december har jeg haft en idé om, at journalistikken var min vej. Jeg har været i praktik, skrevet artikler, undersøgt mulighederne på de 3 journalistuddannelser i Danmark, øvet til optagelsesprøven...Det ville være synd at sige, at den gik godt. Jeg lavede en af de fejl, man kun kan slå sig selv i hovedet for bagefter, men alligevel kom jeg videre til samtale. Forleden fik jeg brevet om, at jeg ikke var optaget. Siden december havde jeg ønsket at undgå dette brev. Men da jeg åbnede det, var jeg mere lettet end skuffet. Dagen inden havde jeg nemlig kastet min kærlighed på noget andet.
Jeg har hele tiden vidst, at jeg var splittet. Skrivningen var én interesse. Biologien var en anden. En del af biologien i hvert fald. Anatomi, fysiologi, hjernen, nervesystemet, immunforsvaret... Men jeg besluttede altså at skrivning som uddannelse og job var det sjoveste. Mest fordi jeg var meget fascineret af journalist-faget, men også fordi jeg ikke kunne opstøve den uddannelse, hvor man fik mine yndlingsemner i biologien på et moderat og ikke for teoretisk niveau. Det kom en veninde til min mor dog med svaret på. Ergoterapi. Hun er selv lige blevet færdiguddannet og gav mig nogle af hendes bøger med hjem. Hver aften sidder jeg og kigger i dem. Jeg er glad for, at jeg får lov til at afprøve, om det er der, min hylde er i stedet. Hvis ikke, kan jeg jo tage optagelsesprøven igen næste år. Men for første gang siden december er blevet i tvivl. Jeg har hele tiden sagt, at journalistuddannelsen var perfekt. At det kun var det jeg ville. Men måske har jeg taget fejl.
Den irske Chick Lit forfatter, Marian Keyes, har skrevet en bog med udpluk fra hendes eget, ikke så glamourøse, liv. Under the Duvet. Jeg fandt den tilfældigt og begyndte at læse den samme aften, som jeg havde gjort mit bekendtskab med ergoterapien. De første linjer lyder sådan:
"Da jeg var enogtyve, kom jeg på den idé, at jeg ville være journalist. Jeg overvejede mulighederne: Jeg kunne købe mig en hat med flad rund puld og en notesblok og rende aviserne på dørene, eller jeg kunne tage en uddannelse. Jeg bestemte mig for uddannelsen, som viste sig at være ekstremt populær, men jeg kom igennem flere af de indledende samtaler, mens antallet af ansøgere blev færre og færre. Jeg klarede imidlertid ikke sidste runde, og jeg var fuldstændig knust - ødelagt! Men set i bakspejlet var det sikkert det bedste, der kunne ske. Jeg ville have været en elendig journalist - alt for tøset til at ringe på hos mistænkte og alt for bange for at fornærme, til at stille de svære spørgsmål. Jeg tror, jeg misforstod mit behov for at arbejde med ord: Jeg ville skrive fiktion, ikke fakta."
Jeg var 20, ikke 21, da jeg fik ideen. Jeg var ikke ødelagt, da jeg fik afslaget. Men ellers er det meget sådan, jeg ser det nu. Jeg er for tøset, for bange, for tilbageholdende. Jeg elsker at skrive, men jeg er elendig til at skrive artikler, mens essays, klummer og fiktion er det, jeg elsker. Så nu er planen at flytte til Dublin, blive førende Chick Lit forfatter og samle på sko! Eller måske bare søge ind på ergoterapeutuddannelsen i Risskov og skrive for sjov. Ikke mindst her! (Til ære for mine 3 årligt besøgende). Og samle på sko...
Det føles rigtigt. Og jeg glæder mig meget til at komme i gang. I mellemtiden kan jeg fornøje mig med en bunke latinske ord, begive mig ud på missionen: At finde muskelmand og skeletmand - og nyde sommeren, der snart må vende tilbage til de århusianske himmelstrøg :)

21 og still going strong

2008-07-12T11:55:00.000-07:00

"Er der andet at sige end: No need to run. And hide. It's a wonderful, wonderful life..." Simon Kvamms stemme strømmende ud af mobiltelefonen, der lå på puden ved siden af mig. Udenfor hamrede håndværkerne som sædvanligt løs. Jeg lukkede øjnene og forestillede mig den dag, de er færdige med pent house lejlighederne, hvor jeg kan sove længe uden at vågne med ondt i hovedet. Jeg lod Simon fortsætte sangen, der tonede over i Movieklip - live fra Roskilde. Ikke den værste måde at vågne på, og af samme grund bruger jeg den som alarmtone i vækkeuret. Jeg kiggede på mobilen for at se, om klokken virkelig var 8.30. "Tumle ringer" stod der. Med ét gik hele verdenssituationen op for mig. Sangen var ikke fra alarmen på mit vækkeur. Det var ringetonen forårsaget af min veninde, Tumle, der forsøgte at komme i kontakt på mig. Og den højrystede buldren var ikke arbejdsomme og halvperverse håndværkere, men nogen, der gerne ville ind. Og var ved at vælte døren.Jeg sprang forvirret op og kom i noget tøj fra aftenen før. Da jeg åbnede døren brød to stemmer ud i "IIIIIIII dag er det Pumbs' fødselsdag. Hurra, hurra, HURRAAAAAAAAAAAA". Verdens dejligste veninde kom hoppende ind og gav mig et knus. Med sig havde hun verdens dejligste venindes verdens dejligste kæreste. Og udover sang og et fantastisk humør havde de rundstykker, gaver og vores fællesbamse, Kaare, med. Første år jeg ikke vågner op hos mor og far på min fødselsdag. Og jeg kunne ikke huske, at jeg nogensinde havde været gladere.
Resten af dagen blev også en succes (bortset fra vejret, der efter 2 ugers pragtfuld solskin slog over i hård blæst og regn... "Det er fordiii du ikk' har været søøød i år!" Hold kæft!!). Min mor, lillebror og moster kom om eftermiddagen, mens Tumle kom tilbage efter sin tennistræning - og var meget behjælpelig med aftensmaden, der ikke er mit stærkeste punkt (Hvis I kender Shake'n'bake, hvor der kun skal tilsættes vand og røres, vil I vide, man virkelig skal være en idiot for ikke at få en kage ud af det. Jeg forstår ikke hvad der gik galt...).
Jeg havde glemt, hvor glad man bliver for alting på sin fødselsdag. For sms'er, e-mails, kram, opkald, beskeder på msn og i gæstebøger, besøg, kort.Og tænkte på, hvor mange af den slags dage jeg selv - på mere eller mindre vis - havde forsømt gennem det seneste år. Det må ændres. Plan 1: Anskaf en fødselsdagskalender til væggen! Plan 2: Kig på den og gør noget ud af dem, der betyder noget for migs (øh, migs?!) fødselsdage (Note: Ingen af delene er sket endnu, men jeg ved, jeg får det gjort inden længe)
Et nyt år er begyndt. Der er meget, jeg gerne vil ændre. Meget jeg ikke vil ændre. Og meget jeg vil nå. Og meget der skal udforskes i min nye by, Århus. Og bedst af alt: Jeg kan nu underholde mig selv - og måske et par andre uskyldige forbipasserende sjæle - gennem denne blog med mere eller mindre ligegyldige tanker og episoder i mit liv. Tak!