At jeg ikke er en af de piger, der foretrækker shopping frem for sex, kan ikke komme som den store overraskelse for mange af jer. Det gen, som 99,7 % af alle piger får under fosterdannelsen (typisk fra deres mor), lavede en mutation hos mig. I stedet for at æææælske mærketøj, fede støvler, høje sko, lækre accessories, glimtende smykker og hvad man ellers kan pille ud af Pretty Woman (og placere sansende adjektiver foran) er min kærlighed faldet for sjove dimser, film og især bøger.
Imidlertid leverer den verden, vi lever i, et krav om, at man klæder sig noglelunde ordentligt og sammenhængende. Derfor må jeg - hvor hjerteskærende det end er - tage på shopping en gang imellem. Min seneste shoppingdag foregik i godt selskab i Storcenter Nord, hvor jeg tidligere har gjort succes med tøj- (og bog)køb.
Indkøbslisten bestod af en længere række af dårlig samvittighed, herunder langærmede bluser, kortærmede bluser, toppe, bukser, nederdele, evt. kjole, bh'er og støvler/vintersko. På forhånd havde jeg solgt min kære elguitar (piv, men det er jo synd for den, når jeg ikke spiller på den), så jeg havde lidt at bruge af.
Mit indkøb begyndte i H&M, hvor jeg gik direkte til damelingeri-afdelingen, da jeg vidste, dette var mest akut (og mest overskueligt - som en opvarmning til det, nogle kvinder kalder en sport). Jeg fandt nogle fine bh'er og stillede mig i den obligatoriske kø til prøverummene (som ikke blev kortere af at halvdelen af de eksisterende prøverum af lukket af). Endelig blev det Kathrines tur. Dialog:
Pige ved prøverummet: "Hvor meget har du?"
Kathrine: "4 stykker" (da jeg aldrig er helt sikker på, hvilken størrelse jeg skal bruge).
Pige ved prøverummet: "Ja, er du sød at tage det hele med ud, når du er færdig?"
Kathrine med lidt for bebrejdende tonefald: "Ja, selvfølgelig (altså dame, kender du mig ikke?).
(Af en eller anden grund skifter jeg tid nu. Måske sådan at I føler, I er en flue på væggen (i prøverummet... hvis en eneste flue gider spille sit relativt korte liv der, hvilket jeg ikke skal gøre mig klog på (men kan godt skaffe en insektekspert, hvis det er i nogens interesse))).
Jeg prøver den første og den næste bh. Meget veltilfreds over at én af størrelserne faktisk passer mig tager jeg min bluse på igen, hvorefter et lille, blondt drengehoved rusjer ind under skillevæggen fra naboprøverummet.
"Haaii" griner han, hvorefter en kvinde, som jeg antager er hans mor, med en bestemt tone siger "Gustav, vil du GODT lade være med det?".
"He-haii" siger jeg til et tomt gulv, tjekker ned i min bluse for at være sikker på, han ikke så et stykke hud og tjekker spejlet for at se, om jeg blev rød i hovedet.
Resten af shoppingturen forløb uden seksuelle overgreb - og med succes i form af to toppe (én med måger og én med militær) samt en lille kjoledims (og et Hugo-computerspil).
Mission Shopping: Complete.
mandag den 4. oktober 2010
Abonner på:
Opslag (Atom)