Og så er hun tilbage... Der gik lige et par måneder med julehygge, eksamen og lignende fornøjelser.
Den tilbagelagte weekend tilbragte jeg i Billunds trygge gader. En dejlig tid med familien, men også en reminder om, hvorfor jeg ikke længere har adresse i 7190.
Lørdag formiddag skulle jeg på hemmelig mission i downtown for at finde en acceptabel fødselsdagsgave til min mor.
Første problem ligger i, at man altid og uden undtagelser møder nogen, man kender. Fint nok, med mindre det er den gaven er til, eller en, som med garanti ikke kan holde på hemmeligheden. Selv om jeg mødte flere kendte ansigter, var der ingen syndere imellem.
Det storslående udvalg af butikker er følgende: Matas, smykkeforretning, Imerco, Sportsmaster, Bøger og papir og Super Brugsen.
Da jeg vidste, at to af butikkerne i forvejen havde bidraget med gaver til fødselsdagsbarnet, sprang jeg dem over. I boghandleren var succesen ikke specielt stor. Jeg var nærmere ved at købe bøger til mig selv (efter en personlig udgift på 2000+ kr. på bøger inden for få uger), og derfor flygtede jeg hurtigt derfra.
Turen gik videre til Imerco, som jeg vidste havde nogle små, fine lysestager fra Herstall, som min mor elsker. Jeg spurgte ekspedienten, hvor disse små tingester befandt sig. "Lige præcis dem har vi ikke. Eller nogen lysestager fra Herstall overhovedet faktisk". Nå, så kigger jeg bare videre... I en halv time, før jeg kom i tanke om, at en bagevægt, der er produceret efter 1989 måske var en idé til den storbagende mor. Ved bagevægtene fandt jeg en fin en af slagsen, der endda var sat ned til halv pris. Jeg gik op til kassen, hvor samme ekspedient må beklage, at de desværre lige havde solgt den sidste. Nå... NÅ! Men det er bare i orden. For så går jeg da bare ned i den Imerco/Kop og kande/Inspiration, som ligger længere nede ad gaden. NÅH NEJ! For der ligger jo ingen i den her myreby! Så gi' mig da den dyre, før I lukker klokken 13 på en lørdag.
Min mor fik en fin vægt, en cd med Kim L og dvd'en Pigen, der legede med ilden og blev glad for det hele.
Note til mig selv: Køb ind hjemmefra, næste gang du skal til fødselsdag i Billund eller lignende småbyer.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar