Kom jul, du søde milde

Hvorfor mon jeg går og synger julesange? Hvorfor mon jeg ønsker, at den silende regn var dryssende sne? Hvorfor mon jeg tidligt i morges skrev mit første julegaveønske ned?
Fordi der i dag er tre måneder til JULEAFTEN! Det er i dag den officielle juleaften count down-dag, hvilket betyder, at jeg fra nu af, hver dag, må minde om, hvor mange dage timer og minutter, der er til juleaften (og til første december), og det betyder også, at jeg hver den 24. i måneden (og den 1. i måneden) må høre et ubegrænset antal julemusiknumre. Ved lov! Ligesom også julemaden kan frådes uden dårlig samvittighed og kvaler. Kom risengrød, kom æbleskiver, kom pebernødder. DING! Julenedtællingen er officielt ringet ind.

Fra A til B

Så sidder man her i et rækkehus og er bare helt almindelig. Jeg mener madplan, tager sammen på indkøb - med indkøbsseddel, er medlem af Samlerens Bogklub, ser Robinson Ekspeditionen, Luksusfælden og Talent '09 hver uge, vinker til naboerne, bagtaler naboerne, har dvd'er i alfabetisk orden, ringer til mor en gang i ugen og har en fødselsdagskalender (sender dog ikke kort ud).
Hvad blev der er af den rebelske pige, der absolut skulle væk fra lille klaustrofobiske Danmark? Til London eller New York, hvor hun kunne udtrykke sig og vise sit sande jeg. Hende der skulle være fuldstændig uafhængig og i stand til at pakke guitaren og katten sammen og flytte fra det ene sted til det andet på to timer uden at efter noget eller nogen, hun holdt af. Hende, der på en måde afskyede sin families langsomme liv i minibyen, men på en anden måde ikke kunne give slip på det.
Første fejltrin skete, da jeg søgte lejlighed i Århus. Verdens mindste storby, men stadig, Århus. Det er jo ikke just USA, vel? Alligevel var der noget ved denne landsbyagtige storby, der fortryllede mig og åbnede mig for, at jeg ikke behøvede rykke en kvart gang rundt om jorden for at føle mig godt tilpas. Byens størrelse gør, at man både kan tage på indkøb uden at støde ind i en håndfuld bekendte, der alle har lidt sladder at sende med på vejen, men samtidig møder man ofte venner eller klassekammerater på gågaden. Kulturelt har den også det, Billund ikke kunne tilfredsstille mig med. Biografer. Teateret. Caféer (Sorry, Café Staldsvinget). En massiv ungdom. Butikker. Liv om vinteren. Natur på den bakkede og havagtige måde. Uddannelsesmulighederne. Og ikke mindst bor min skilsmissebamses anden mor her.
Efter et halvt år op ad Ringgaden opdagede jeg, at det der med mange biler og konstant larm til min store overraskelse ikke så meget er mig, mens stilhed, naturidyl og vind i håret lige er, hvad jeg har brug for. Men man er vel stadig storbypige, selv om man ikke bor inden for byskiltet?
Til trods for at jeg for få år siden formentlig har afskyet en tilværelse i stil med den, jeg lever nu, er jeg faktisk ret tilfreds. Mere af det! Er der egentlig nogen, der vil være med i en strikkeklub?

:-(

Det der fodbold, ikk' os? Glem det! Mere spil. Flere mål. Flere bare overkroppe. Så kan vi snakke om det igen.

Hvad blev der af "Må jeg se jeres billetter, tak"?

Vil I høre en pinlig historie? Forleden tog Kevin og jeg i biografen for at se filmen Headhunter. Vi købte en masse slik og popcorn, for nu skulle der hygges. Vores forbløffelse over, at der ingen kø var ved hverken billetdisken eller guffe-guffe-butikken ville ingen ende tage. Godt nok var det også onsdag, men en så markant forskel var virkelig overvældende. Derfor var vi i alt for god tid og sad uden for biografsalen et stykke tid, inden vi beslutte at indtage vores fantastiske sæder på bagerste række. Af en eller anden grund startede filmen ikke til tiden. Vi snakkede om, at det var underligt, men der er vel forsinkelser selv i en biograf. 10 minutter efter, reklamer og forfilm skulle være skudt op på lærredet kom en flok gutter og kiggede på sæderne ved siden af os. De diskuterede lidt frem og tilbage, inden en af dem spurgte, om det kunne passe, vi sad på deres sæder. Det kunne det egentlig ikke, og når resten af rækken var ledig, kunne de vel bare tage nogle andre sæder, tænkte jeg. Denne tanke var knapt ude af min hjerne, inden jeg så Kevin samle sine ting og storme ned ad trappen og ud af biografen. Der var noget på færde, og jeg fulgte efter med en anelse om, at jeg godt vidste, hvad der var galt uden helt at kunne sætte ord på det.
Hvad Kevin hørte, som jeg ikke hørte var, at de tre søgende fyre havde sagt "Sal 3, række A, sæde 7-11". Og vores sæder hed "Sal 2, række A, sæde 7-9".
Hvad de tre gutter tænkte, da vi stormede ud af biografsalen med popcorn og slik og jakker udover det hele, kan jeg have mange skæge forestillinger om.
Plakaten ved siden af døren til sal 3 taget i betragtning, er jeg meget taknemmelig for, at vi kom ind til den rigtige film. Og nej, jeg tror faktisk ikke, det sker igen.

Islandske sagaer

Kender I det, når man er så ivrig for at overhale de andre cyklister i et lyskryds, at cyklen stejler? Det er ikke uden grund, jeg kalder den Silver.

Dette var min reaktion på en meget koncenteret forelæsning. Jeg var forberedt på at dø langsomt og smertefuldt under den tre timer lange litteraturhistoriske forelæsning om litteratur i Vikingetiden og Middelalderen, herunder islandske sagaer. Udsigterne var på forhånd dårlige, da jeg var faldet i søvn både under gennemlæsningen af dagens tekster og på busturen til universitetet. Jeg havde derfor forsynet mig med cola (zero, host, jeg er skide sund).
Det skulle dog vise, at mine beregninger var helt forkerte.

Forelæseren var en ung, mørkhåret kvinde, der mellem hvert til hvert andet ord sagde "øeh". I starten meget frustrerende, men det øjeblik jeg kunne abstrahere fra denne kunstnernykke/dårlige vane, var min fulde opmærksomhed på hendes diasshow og tale. Bærbaren var blevet forvist, da jeg frygtede, min viljestyrke ikke kunne stå for fristelserne til minestryger, Facebook og Pet Society. Snart indså jeg dog, at hvis mine noter både skulle være fyldestgørende og læsbare nok, var håndskrevne noter ikke vejen frem. Det ved jeg til næste gang, hvor vi graver os dybt ned i nogle islandske sagaer.

Foreløbigt en ret god start på studiet. Litteraturhistorie var min absolutte frygt og rædsel, men faktisk er det slet ikke så galt. Mere positiv indstilling til tingene, tak!