Jamen altså! Jeg bliver jo aldrig rask på denne her måde. Hver gang jeg går uden for en dør, begynder det at regne. Og hver gang jeg går ind ad en dør, er jeg så gennemblødt, at jeg kan vride mit tøj. Alt mit tøj. Også det inden under regnjakken. Som i øvrigt skal skiftes ud inden så længe. Folk tager deres busklippekort frem, når jeg hjuller forbi. Hvorfor var regnjakkemoden også bare kæmpe stor, da min regnjakke blev født i starten af det nye årtusind?
Det lykkedes mig at få en gang "super ondt i halsen og tendens til hoste, vejrtrækningsproblemer, nys og voldsomme temperaturskift". Kender to andre med samme symptomer, men forstår ikke helt, hvordan en af dem kunne have smittet mig (Jeg pigekysser altså ikke! Og deler heller ikke sugerør). Omvendt har det regnet ret meget på det seneste, og mit projekt bedre kondition er sat i gang igen. = MEGET sygdomsfremkaldende cykelture, når man er gennemblødt allerede på vej ned i byen og først er hjemme ved tørt tøj 2½ time senere.
Nå, har egentlig skide travlt. Skal i biografen med Beks og se den nye Harry Potter. Glæder mig! Og håber at frygelige frygtelige A Walk to Remember, der fik mig til at stortude fra jeg var 40 minutter inde i filmen til 10 minutter efter filmen var slut, har taget de værste tårer. Det siges at Potter-filmen er mere sørgelig (men også mere sjov) end nogensinde. Sååå good luck Tudemarie!
fredag den 31. juli 2009
torsdag den 30. juli 2009
Nordisk - here I come!
30. juli, lidt over midnat. Pigen logger med rystende hænder på Århus Universitets hjemmeside, for at tjekke, om optagelses/afslagsmeddelelsen er kommet. Hun vidste, hvad der skulle stå. At hun ikke er optaget. At hendes beskedne middelmådige gennemsnit fra gymnasiet ikke kunne klare sig mod de rekordmange ansøgere. Men sådan skulle det ikke gå. "Aarhus Universitet kan tilbyde dig en plads på Nordisk sprog og litteratur. Vil du tage imod pladsen?"
Den næste halve time sad hun og læste det igen og igen. For at være sikker. Er det DEN Århus? Er det i år? Er det mig? Er det en joke? Er det her overhovedet den rigtige virkelighed?
Lad mig sige på den korte måde. Det overraskede mig, hvor lidt jeg faktisk havde troet på det. Og hvor meget det betød for mig at være kommet ind på min første prioritet.
En time inden svaret så jeg et indslag på TV2 News, hvor Jakob Lange fra Den Koordinerede Tilmelding udtalte sig om, at de unge skal vågne op af drømmen og indse, at et studie ikke er en forelskelse. De skal vælge efter, hvad de har råd og evner til. Ligesom når man køber bil. Men netop her ligger forskellen jo. Biler kører på benzin eller diesel. Det gør unge ikke. Når en bil løber tør, kan den tankes op og så kører den flittigt og frejdigt igen. Det gør unge heller ikke. Hvis ikke man brænder for sit studie og for de muligheder, det giver bagefter, ender det i en blindgyde, hvor man enten går ned med flaget og skifter uddannelse undervejs. En anden mulighed er efter 5 års hård at stå med en uddannelse, man overhovedet ikke er interesseret i at bruge. Det nytter altså ikke noget, at der er en Statoil lige rundt om hjørnet.
Og i virkeligheden aner jeg jo ikke, hvad jeg går ind til. Men jeg ved, at jeg forfølger den drøm, der i går kom et skridt nærmere. Og det føles rigtigt. Helt rigtigt.
Den næste halve time sad hun og læste det igen og igen. For at være sikker. Er det DEN Århus? Er det i år? Er det mig? Er det en joke? Er det her overhovedet den rigtige virkelighed?
Lad mig sige på den korte måde. Det overraskede mig, hvor lidt jeg faktisk havde troet på det. Og hvor meget det betød for mig at være kommet ind på min første prioritet.
En time inden svaret så jeg et indslag på TV2 News, hvor Jakob Lange fra Den Koordinerede Tilmelding udtalte sig om, at de unge skal vågne op af drømmen og indse, at et studie ikke er en forelskelse. De skal vælge efter, hvad de har råd og evner til. Ligesom når man køber bil. Men netop her ligger forskellen jo. Biler kører på benzin eller diesel. Det gør unge ikke. Når en bil løber tør, kan den tankes op og så kører den flittigt og frejdigt igen. Det gør unge heller ikke. Hvis ikke man brænder for sit studie og for de muligheder, det giver bagefter, ender det i en blindgyde, hvor man enten går ned med flaget og skifter uddannelse undervejs. En anden mulighed er efter 5 års hård at stå med en uddannelse, man overhovedet ikke er interesseret i at bruge. Det nytter altså ikke noget, at der er en Statoil lige rundt om hjørnet.
Og i virkeligheden aner jeg jo ikke, hvad jeg går ind til. Men jeg ved, at jeg forfølger den drøm, der i går kom et skridt nærmere. Og det føles rigtigt. Helt rigtigt.
torsdag den 23. juli 2009
Operation Overbo
Mange mener, at jeg er et tålmodigt menneske. Måske har de taget fejl. Måske er det drysset af gennem tiderne.
De senste måneder er min tålmodighed blevet trådt på, sparket til, druknet, fløjtet af, smidt ud fra vinduet, tisset på, sprøjtet på af en vandpistol og sat ild til. Kevins kære overbo har ingen grænser.
Jeg holder meget af glade mennesker, der smiler og spreder glæde på deres vej. Faktisk. Men der er også grænser. Faktisk. Den grænse er, når man fløjter og synger fra man vågner, til man går i seng. Engang var Musesangen og Jeg ved en lærkerede to smukke viser. Engang, som jeg næsten ikke længere husker. Det lyder hyggeligt, ikke? Men faktisk føles det lidt som at få plukket øjenbryn. Bare værre.
Denne gang greb jeg til bloggen. Men næste gang må jeg tage hårdere midler i brug. Det er det, jeg kalder Plan B:
1: Ta' sko på
2: Løb ned til nærmeste bank
3: Hæv alle penge på kontoer
4: Løb tilbage (ta' bussen, hvis det er hurtigere)
5: Spring op ad trapper til overboens palæ
6: Bank på
7: Bank på igen
8: Forær alle penge til overbo til ferie efter eget valg
Resultat: En hel uge uden fløjteri. Hvis hun vælger et billigt sted er vi måske flyttet, inden hun kommer tilbage. OH YES!
Hysterisk? Jah... Men hvis hun spillede trommer eller el-guitar fra klokken 7 om morgenen og 15 timer frem, tror jeg ikke der ville have været nogen tvivl. Og husk: Stemmen er menneskets stærkest instrument.
De senste måneder er min tålmodighed blevet trådt på, sparket til, druknet, fløjtet af, smidt ud fra vinduet, tisset på, sprøjtet på af en vandpistol og sat ild til. Kevins kære overbo har ingen grænser.
Jeg holder meget af glade mennesker, der smiler og spreder glæde på deres vej. Faktisk. Men der er også grænser. Faktisk. Den grænse er, når man fløjter og synger fra man vågner, til man går i seng. Engang var Musesangen og Jeg ved en lærkerede to smukke viser. Engang, som jeg næsten ikke længere husker. Det lyder hyggeligt, ikke? Men faktisk føles det lidt som at få plukket øjenbryn. Bare værre.
Denne gang greb jeg til bloggen. Men næste gang må jeg tage hårdere midler i brug. Det er det, jeg kalder Plan B:
1: Ta' sko på
2: Løb ned til nærmeste bank
3: Hæv alle penge på kontoer
4: Løb tilbage (ta' bussen, hvis det er hurtigere)
5: Spring op ad trapper til overboens palæ
6: Bank på
7: Bank på igen
8: Forær alle penge til overbo til ferie efter eget valg
Resultat: En hel uge uden fløjteri. Hvis hun vælger et billigt sted er vi måske flyttet, inden hun kommer tilbage. OH YES!
Hysterisk? Jah... Men hvis hun spillede trommer eller el-guitar fra klokken 7 om morgenen og 15 timer frem, tror jeg ikke der ville have været nogen tvivl. Og husk: Stemmen er menneskets stærkest instrument.
søndag den 12. juli 2009
For mange interesser
Kan definitivt ikke tegne mere. Og når jeg alligevel prøver, ser det meget meget tegnet ud og ikke smukt og naturrealistisk, som det billede, jeg tegner efter. Måske skulle jeg indsnævre mine interesser til 1-2, så jeg faktisk (en dag) bliver god til det. Lige nu kan jeg lidt af en masse, men aldrig noget, der er værd at kigge efter. Og jeg gider ikke rigtig lave noget, der ikke er ordentligt - desværre! Hvis bare jeg var sådan en, der ELSKEDE at male, og så var det i grunden skide ligemeget, hvad andre eller jeg selv synes om resultatet. Men det er jeg ikke... Såh - bring on en liste:
- Gui'tar
- Elektrisk gui'tar
- Klaver-ovitch
- Male
- Tegne
- Skrive
Jah... Nu er jeg i den situation, hvor jeg ikke aner, hvad jeg kan pille væk. Jeg elsker at tegne og male - engang imellem. Men ikke så meget, at jeg faktisk en dag bliver god, som i god god, til det.
Skrive kunne jeg godt pille væk, men jeg ville ikke kunne holde det mere end en dag eller to.
Og musikken har jeg bare også brug for at variere mellem instrumenterne. Kunne i øvrigt godt tænke mig at lære at spille trommer også. Og fotografere! Og lave kort! Og-og-og sy mit eget tøj!Ja, god indsnævring... Tak for nu, inden det her går amok.
- Gui'tar
- Elektrisk gui'tar
- Klaver-ovitch
- Male
- Tegne
- Skrive
Jah... Nu er jeg i den situation, hvor jeg ikke aner, hvad jeg kan pille væk. Jeg elsker at tegne og male - engang imellem. Men ikke så meget, at jeg faktisk en dag bliver god, som i god god, til det.
Skrive kunne jeg godt pille væk, men jeg ville ikke kunne holde det mere end en dag eller to.
Og musikken har jeg bare også brug for at variere mellem instrumenterne. Kunne i øvrigt godt tænke mig at lære at spille trommer også. Og fotografere! Og lave kort! Og-og-og sy mit eget tøj!Ja, god indsnævring... Tak for nu, inden det her går amok.
onsdag den 8. juli 2009
Farvel, min elskede pung
I går skete det, der burde være sket for længe siden, når man er lige så godtroende og naiv, som jeg er. Min pung forsvandt sporløst fra min taske.
Jeg var på hovedbanegården i Århus for at tage et halvdøgnsophold i Billund.
Da jeg kommer hen til trappen, der går ned mod togene, overhaler en lille lyshåret pige mig inden om. Hun går over mod rulletrappen og jeg skal selv ned ad den almindelige trappe. Pludselig skifter hun retning og går også ned ad den almindelige trappe - stadig foran mig. På vejen ned fylder hun det hele og går pludselig langsomt og er faktisk ret meget i vejen til min store irritation, selv om der er god tid til toget kører. Næsten inden vi når ned, taber hun pludselig to mønter. Hun bukker sig for at samle dem og op fylder samtidig hele trappen. Nå ja, hvis folk SKAL være så idiotiske, kan jeg da også bare vente til hun er færdig med at fjumre rundt. Og da hun når ned og ser, der står Fredericia på skærmene slår hun ud med armene, sukker og går op ad trappen igen. Klovn! Hold da kæft, en klovn. Ind i toget med mig, som afgår 5 minutter efter. Og da billetkontrolløren kommer ind, opdager jeg, at den forreste lomme i min taske er åben - og pungen er væk. Dermed også billetten. Jeg ryster, er rød i hovedet og flår desperat alting ud af min taske (og der er meget i). Jeg forklarer et eller andet om, at min pung er væk og kontrolløren smiler bare og går videre.
Hele togturen blev brugt til at ringe og få spærret kortet, anmelde tyveriet hos politiet og kontakte Bruuns Galleri for at høre, om de har fået indleveret en pung. Men nej...
Da jeg ankom til Vejle, mærkede jeg en følelse, som jeg ikke så tit har besøg af. Vrede. Over at nogen kan finde på sådan noget. Over at have mistet alle mine kort og hvad der ellers var af minder i pungen. Og over at være blevet snydt så grusomt, når jeg egentlig var opmærksom på situationen.
Jeg ville ønske, jeg kunne spole tiden tilbage. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle den lyshårede piges forældre, hvor dum en tøs de har bragt til verden. Og jeg ville ønske jeg kunne sætte advarsler op på hele banegården, så det aldrig sker for nogen igen. Selv om min situation bare var en blandt mange.
Skal vi se på det positive, kan jeg fortælle, at der var under 100 kr. i pungen, i det mindste havde jeg mit klippekort i lommen, så jeg kunne komme videre fra Vejle til Billund og min mobil lå også trygt i lommen, så jeg kunne ringe og spærre kortet med det samme (men stadig 10 minutter efter det skete...). På en eller anden måde tror jeg, jeg får min pung at se igen. Den var der jo lige 10 minutter før, da jeg købte en billet til toget...
Så kære mennesker. Stol ikke på små, latterlige lyshårede tøser, der opfører sig underligt på udsatte steder. Og faktisk tror jeg, jeg for en gangs skyld har lært noget af mine fejl.
Jeg var på hovedbanegården i Århus for at tage et halvdøgnsophold i Billund.
Da jeg kommer hen til trappen, der går ned mod togene, overhaler en lille lyshåret pige mig inden om. Hun går over mod rulletrappen og jeg skal selv ned ad den almindelige trappe. Pludselig skifter hun retning og går også ned ad den almindelige trappe - stadig foran mig. På vejen ned fylder hun det hele og går pludselig langsomt og er faktisk ret meget i vejen til min store irritation, selv om der er god tid til toget kører. Næsten inden vi når ned, taber hun pludselig to mønter. Hun bukker sig for at samle dem og op fylder samtidig hele trappen. Nå ja, hvis folk SKAL være så idiotiske, kan jeg da også bare vente til hun er færdig med at fjumre rundt. Og da hun når ned og ser, der står Fredericia på skærmene slår hun ud med armene, sukker og går op ad trappen igen. Klovn! Hold da kæft, en klovn. Ind i toget med mig, som afgår 5 minutter efter. Og da billetkontrolløren kommer ind, opdager jeg, at den forreste lomme i min taske er åben - og pungen er væk. Dermed også billetten. Jeg ryster, er rød i hovedet og flår desperat alting ud af min taske (og der er meget i). Jeg forklarer et eller andet om, at min pung er væk og kontrolløren smiler bare og går videre.
Hele togturen blev brugt til at ringe og få spærret kortet, anmelde tyveriet hos politiet og kontakte Bruuns Galleri for at høre, om de har fået indleveret en pung. Men nej...
Da jeg ankom til Vejle, mærkede jeg en følelse, som jeg ikke så tit har besøg af. Vrede. Over at nogen kan finde på sådan noget. Over at have mistet alle mine kort og hvad der ellers var af minder i pungen. Og over at være blevet snydt så grusomt, når jeg egentlig var opmærksom på situationen.
Jeg ville ønske, jeg kunne spole tiden tilbage. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle den lyshårede piges forældre, hvor dum en tøs de har bragt til verden. Og jeg ville ønske jeg kunne sætte advarsler op på hele banegården, så det aldrig sker for nogen igen. Selv om min situation bare var en blandt mange.
Skal vi se på det positive, kan jeg fortælle, at der var under 100 kr. i pungen, i det mindste havde jeg mit klippekort i lommen, så jeg kunne komme videre fra Vejle til Billund og min mobil lå også trygt i lommen, så jeg kunne ringe og spærre kortet med det samme (men stadig 10 minutter efter det skete...). På en eller anden måde tror jeg, jeg får min pung at se igen. Den var der jo lige 10 minutter før, da jeg købte en billet til toget...
Så kære mennesker. Stol ikke på små, latterlige lyshårede tøser, der opfører sig underligt på udsatte steder. Og faktisk tror jeg, jeg for en gangs skyld har lært noget af mine fejl.
mandag den 6. juli 2009
Du ved, du er for følsom, når du
- tuder otte gange under Disneyfilmen Den fantastiske hjemrejse
- melder fra til din biografaftale med din veninde, fordi du ikke bryder dig om at græde offentligt
- beskylder de høje pollental for dine røde øjne
- hulker utrøsteligt, da der er familiebesøg i Top Model ("Why didn't I get the chance to see my baby? I need my baby!" Som om alle mødre ikke behøver det!)
- aldrig læser den (børne)bog færdig, du er i gang med, fordi du ved, den ender ulykkeligt
- flæber over et nyhedsindslag om den nye madordning i folkeskolerne
- aldrig drikker alkohol til familiefester, fordi du er bange for at betro din onkel alle dine livssmerter (Lebenschmertzen på tysk)
- ser Dr. Phil kun for ikke at føle dig som den eneste, der er et følsomt menneske
- får tårer i øjenene, når du ser en pakistansk taxachauffør hjælpe en gammel dame ud af taxaen
- skælder føreranden ud, når den tager brødet fra den and, du kastede mad ud til (det er syyynd for den!)
- bruger en hel pakke kleenex (af de store) under et afsnit af Sporløst
- dyrker yoga for at styre dine følelser
- giver personer i soap opraes ordrer som "Kys hende nu", "Nej, Luke, ikke skubbe ham ned af trappen", "Nej, Frank! Du tisser ikke på det bål!"
- synger "Aaaall byyy myseee-eee-eelf", når du er alene hjemme i en halv time
- piver, når computeren løber tør for strøm og lukker ned 20 sekunder før man er færdig med sit blogindlæg
Og nej, jeg passer ikke på nogen af dem. Ikke en eneste. Overhovedet. Piv :')
Abonner på:
Opslag (Atom)
