Goddag, du taler med Thomas fra Telenor - jeg forstyrrer ikke, vel?

Ih altså! To opkald fra telefonsælgere på én dag. Og syv opkald i løbet af weekenden, som jeg desværre ikke kunne besvare, fordi min telefon enten var på lydløs eller fordi jeg kom til at trykke afvis. De eneste, der ringer med hemmeligt nummer er alligevel telefonsælgere eller min lillebror...
Begge påstod, at jeg havde deltaget i en brugerundersøgelse, hvor jeg havde sagt, at jeg gerne ville spare penge på mobil- og internetregningerne. DET lyder mærkeligt, for jeg ved at de ringer, når man svarer ja til sådan noget. Men jeg må have været fuld eller træt eller meget ensom, når jeg har sagt ja til sådan noget.
Jeg fik dem begge til at tro på, at jeg er sådan en, der aldrig bruger min mobil, og at mit internet er påtvunget på kollegiet, så to internetregninger hver måned vil ikke give mig billigere internet. Den sidste tilbød mig at prøve mobilt internet gratis i en måned, og hun lovede mig, at der ikke er små bogstaver nogen steder, der siger, at jeg skal give hele min børneopsparing til Telenor, når jeg først har sagt ja. Det er fint nok at kunne tage computeren med på stranden og sådan her i ferien.

Undskyld mig hr. læge

Christian på 14 måneder slugte i november sidste år et batteri fra et fyrfadslys. 2 uger og 11 tilseelser af læger senere fandt hans forældre ham blødende ud af næse og mund, hvorefter han fik hjertestop og døde. Batteriet havde ætset sig gennem babyens spiserør og pulsåre, selv om tre læger undervejs afviste, at drengen kunne have slugt et batteri.
Christians forældre fortalte i midten af juni deres historie til Berlingske Tidende, der siden har taget vagtlægeordningen op til debat. Antallet af forargende sager stiger, og i morges i Go' Morgen Danmark var moderen til Dennis fra Vejle på besøg i studiet.
I marts sidste år døde 16-årige Dennis af menigitis kort efter, at hans mor havde kontaktet vagtlægen. Men influenza og stiv nakke var ikke et faresignal for lægen, der foreslog Dennis' mor at give drengen smertestillende og noget koldt på nakken.
På berlingske.dk kan man høre telefonsamtalen, der tydeligt afspejler, at vagtlægen ikke gad konsultere den syge dreng.

Begge sager vækker forargelse og mistro til de danske vagtlægeordninger. To alt for unge mennesker mistede livet på grund af sjusk. Uden at det kan forsvares, må vi indse, at læger er under et stort pres og lige som os andre ikke altid tager de rigtige beslutninger.
Vi kan arbejde på en revideret og bedre vagtlægeordning, men måske er det på tide at vinke farvel til den godtroende attitude og betragte læger som vejledere i stedet for dommere eller Gud. Hvis lægen siger, vi bare har influenza, tror vi på, at det bare er influenza, for lægen er klog og har en meget lang uddannelse bag sig. Men lægen er samtidig et menneske, der kan have en søvnig dag eller overse vigtige signaler. Og selv om vi ser det som lægens ansvar at opdage livstruende sygdom, er det os, der risikerer at blive meget syge og måske dø, som i Dennis' tilfælde, hvis lægen tager fejl.
Vi hører ofte om kræftpatienter, der er opgivet af danske læger, mens de med egenbetaling kan redde livet ved at få behandling i udlandet. Disse eksempler må være forgængere for, at vi tager ansvaret i egen hånd, selv om lægerne har givet op. For vi står i to meget forskellige lejre. Det, der for lægerne er en lidt grumset statistik, kan for os være et enormt menneskeligt tab, som vi aldrig vil komme os over. I hvert fald lignede Dennis' mor ikke en, der vil komme sig over sin søns død foreløbig.

Sankt Hans og en indebrændt buschauffør

Så blev det Sankt Hans og nu bliver dagene igen kortere. Men forude venter der en dejlig og lang sommer, så jeg kan på ingen måde synes, at det er trist.
Vi hyggede herhjemme i går og fik lavet et lille sankt hans bål inde i ovnen, da mit bagepapir tilsyneladende er brandbart.
Kathrine: "Der er ild!" :S
Kevin: ...
Kathrine: "HJÆLP! Der er ild inde i ovnen!"
Kevin: "Er der??"
Kathrine: "Ja!"
Brandmanden tog over og fik bålet slukket, inden kyllingerne fløj til Bloksbjerg. Og det var så den Sankt Hans aften.

I dag blev jeg inviteret til (god) spisning hos en veninde i Harlev. Jeg fik den tossede idé at cykle ned til byen, fordi det er katestrofalt og fuldstændig uacceptabelt som 22-årig at have så ringe en kondition, som jeg har lige nu. Vel vidende at jeg på et tidspunkt også skulle hjem igen og op ad Mount Randersvej.
Planen var så at tage bussen fra centrum til Harlev. Da vi 2 gange var kørt ind i og ud ad Harlev besluttede jeg at gå op til buschaufføren og bede ham sige til, når vi var ved det stop, jeg ifølge Rejseplanen.dk skulle af ved. Jeg spurgte med min venligste stemme, om han ville sige til, når vi var ved Lokalcenter Næsbjerg. Han sagde ingenting og reagerde tilsyneladende overhovedet ikke. Jeg stirrede hårdt på ham for at vurdere, om han overhovedet hørte mig, eller om han bare var en idiot. Jeg gentog mit spørgsmål, men nåede kun til "Vil du ikke sige...", da han begyndte at nikke. Han lignede på dette tidspunkt en, der hadede sit liv, og jeg lignede en, der syntes, han var et fjols og at hele situationen var en lille smule pinlig. Jeg kan da for fanden ikke gøre for, at jeg ikke er født med indbygget GPS.
Hjemturen gik meget bedre, og jeg klatrede modigt op ad bjerget med en rimelig normal puls faktisk. Men også med en rimelig unaturlig ansigtskulør. Bedre kondition kan man vel altid bruge.

Sorte Kugler

Da anmelderne ikke selv kan give Anders Matthesen den klapsalve, han fortjener, må andre jo gribe ind og gøre deres sure pligt. Standupkomikeren er både manuskriptforfatter, instruktør og hovedrolleindehaver i filmen Sorte Kugler, der havde premiere i sidste uge.

Ejendomsmægleren Alex Klein er blevet godt og grundig træt af livet. Finanskrisen har frarøvet ham evnen til at sælge huse og tvunget ham til at flytte fra sin udsigtvilla til en middelmådig lejlighed. Alle omkring ham er nogle håbløse idioter, der hverken kan snakke dansk eller kende forskel på en kop kaffe med mælk og en caffé latte. Hans irritation danner affyringsrampen til mængder af træfsikre verbale bombardementer. Selv hans Anna Pihl-lignende kæreste og søde jyske datter mærker hans arrigskab og manglende forståelse.
Med en varm caffé latte i skødet ender Alex' liv i et brutalt trafikuheld. Han vågner op i skærsilden, der udformer sig som et quizshow med Lurifax (Søren Rislund) som vært. Her skal han overbevise publikum om, at han er værdig til at vænne tilbage til livet. Hvert eneste fejltrin medfører en regn af sorte kugler, der i sidste ende vil hive ham i døden.

Alex Kleins spydige kommentarer bærer tydeligt præg af manuskriptforfatterens standup-karriere. Selv med fornemmelsen af at have hørt hans caffé latte-parodi før, hiver det så hårdt i mundvigene, at man skal man have et ualmindelig godt trænet pokerfjæs for ikke at bryde ud i latter. Handlingen er forudsigelig og forbløffende på én gang, og Anders Matthesen formår for Gud ved hvilken gang at overraske sit publikum. Heller ikke budskabet er til at tage fejl af. På trods af den foragt og afstand man tager til ejendomsmægleren gennem filmen, føler man med ham, da det værst tænkelige slår ned for fødderne af ham. Også et par samfundsaktuelle debatter lægger vejen forbi lærredet og minder os om, at egoisme kan ramme os selv lige i snotten, når vi mindst venter det.

Jeg vil være fedtet og give filmen 5½ stjerne som konsekvens af dens kun 88 minutter lange spilletid. Se traileren på http://www.youtube.com/watch?v=LktDarAOPkQ og så af sted med dig!

Anmelderne mener:
Politiken: "’Sorte kugler’ understreger, at ’Anden’ er en gave til dansk humor. At Anders Matthesen også skulle være Guds gave til dansk film kan den til gengæld ikke helt begrunde."

Berlingske Tidende: "...er kraftigt underholdende med sit uberegnelige forløb og sin veloplagte parodi på et populært TV-show."

Kevin: "Der er ikke en finger at sætte på filmen."

Kathrine: "Jeg opdagede ikke engang, at jeg havde glemt at købe popcorn."

Askepot

YABADABADOOOUUU! Jeg har haft mit livs Askepot-øjeblik! Tog min ækle, fede fod frem mod skoen, og med ét gled den på, som var den skrædersyet. Jeg var helt stille. Forbløffet.
"Den er heller ikke god?" Spurgte ekspedienten venligt, men bedrøvet.
"Jo..." Sagde jeg undrende. I choktilstand.
"Okay? Du kan du jo putte dit svangstøtte i... Og der er et spejl derhenne, hvis du vil se den på" fortsatte hun tøvende.
Jeg gik derhen. Det VAR en yndig sommersko og ikke en gummistøvle eller 20-liters spand, jeg stod med foden i. Mirakuløst. Ganske enkelt. Nu har jeg gået med den på en hel dag og har kun fået 1 vabel indtil videre. De skal jo også lige gås til.
Da jeg passerede min veninde, der sad og solede sig på græsset, var jeg ved at svinge begge fødder op på cykelstyret og råbe "SEEEEE!". Men i det samme kom jeg i tanke om, at det ikke er alle, der kun køber sko hvert syvende år og at hun sikkert ikke ville forstå min iver.
Tænk at missionen lykkedes efter... Ja, et helt liv vel. Jeg har stadig traumer fra min barndom, hvor jeg ville have laksko, mens ekspedienten forsøgte at forklare min mor, at med de ækle dinosaurusfødder, jeg rendte rundt med, ville det nok tage en del timer med adskillige værktøjer at få så meget som én laksko til at passe. Men livet skulle vise sig at tage et fatalt højresving. Og jeg som gik og troede, jeg ville være henvist til Filasko og hjemmefutter resten af mit liv.
Holst Sko, I love you!

Ta' mig med til Joana!

Jamen for fanden da. Man bruger hele dagen på at vaske tøj, centrifugere tøj, hænge tøj op i det overskyede, men tørre vejr. Bemærk ordet tørre i denne sammenhæng. Det bliver vigtigt for historien. Glæder sig til at kunne hente det, og da jeg vågner fra min powernap, ser hverken verden eller mit vasketøj spor tørt ud - tværtimod!
Man styrter ud med sovehår og bliver en del af en større gæsteforsamling, der er på vej til fødselsdag. De udbryder "Åh, det ser ikke så godt ud", da de kaster et blik på mit dryppende vasketøj. Og de har fuldkommen ret. Det ser sgu ikke særlig godt ud. Ligesom min nabo holder jeg selv fødselsdag for min kære Tumle i aften. Og derfor kan jeg jo fanden ikke have et tørrestativ stående inde i lejligheden. Med mindre vi ikke skal lave andet end at sidde i sengen. Og det kunne godt være vi ville hen til køleskabet et par gange. Eksempelvist. Eller på toilettet. Eller bare have mulighed for at kunne se fjernsynet.
Nå, men så må man jo tørretumble, selv om det af princip normalt ikke er en mulighed. For er der et tørrerum på Ladegården? Nej! Det er ikke forbudt at tørre sit tøj i lejlighederne, men helt ærligt! Alle ved da, at det ikke er skidesmart at lade sit tøj tørre indenfor, når tørrestativet fylder en femtedel af lejligheden (og her lader vi som om, der ikke er andre møbler - overhovedet!). For det første bliver der så fugtigt, at man ikke kan trække vejret. Lejligheden risikerer at blive ødelagt (på lejers regning) og man kan ikke bevæge sig rundt overhovedet.
Nå, ned til tørretublerne, som selvfølgelig begge kører med 60 minutter igen. Så i stedet for nyvasket tøj, der dufter af sommereng, får jeg nu en gang rådden krøbet tøj. Jeg vil væk herfra! Gi' mig høj husleje og grim udsigt tilbage.

Overspringshandlingernes paradis

Endnu en overspringshandling i rækken. Min blog trænger da lige til lidt pleje. Mens ergo-opgave, der skal afleveres på fredag saaagtens kan vente. Måske er det de useriøse omstændigheder, der udskyder opgaven til det uendelige. For mere ligegyldigt projekt har jeg sjældent mødt. Lad mig forklare. Den skal ikke godkendes for at kunne gå til eksamen. Jeg får ingen karakter for den. Min interviewperson forstod omkring 2 procent af det, jeg spurgte hende om. Spørgsmålene til opgaven er uforståelige Jeg har en fornemmelse af at kunne uploade et blogindlæg i stedet for opgaven uden at nogen ville opdage det. Kan I stave til A-n-t-i-m-o-t-i-v-e-r-e-n-d-e.

Nå, lad os dreje lidt dagbog over i dette eftersom jeg SLET ikke har dummet mig eller set nogen dumme sig siden sidst. I går havde jeg en deeejlig aften med ergopigerne. Vi fejrede Camillas og min fødselsdag med asti, buffet og powerbowling. Nogle uopdagede bowlingtalenter sørgede for at ramme den røde kegle så vi fik shots til hele banen. Godt arbejde, piger!
Min egen indsats behøver jeg ikke kommentere, men jeg kan fortælle, at min venstre balle bestemt mener at have gjort et hårdt stykke arbejde i går.

Tirsdag kom det grufulde brev fra Journalisthøjskolen, som jeg havde ventet på. Jeg forventede det, men håbede alligevel. Sidste år stod jeg med en anden uddannelse, jeg var nysgerrig overfor og gerne ville prøve, mens jeg i år står med en uddannelse, der gør, at jeg ikke gider stå op om morgenen. Samme i øvrigt. Sjovt nok. Og det der gjorde virkelig ondt var noget helt andet. Lige meget hvor hård jeg har været imod mig selv, har jeg altid kunne klamre mig til troen på, at jeg var god til at skrive. I det mindste. Når jeg ikke kan finde ud af noget som helst andet. Det afspejlede mine resultater af prøven dog ikke, og når professionelle, der lever af at bedømme skrivning dumper mig, var det som om, at også det håb røg.
Følelsen varede dog kun omkring et døgn. Dagen efter skulle jeg interviewe en ældre dame til min ergoterapeutopgave. Da jeg nåede frem var jeg fuld af selvmedlidenhed og ynk. Damen virkede frisk og tilpas, men det varede ikke længe. Hun startede med at fortælle om alle sine sygdomme. Nervesygdom i benene, dårlig ryg, diabetes 2, pacemaker, nyresygdomme, knude i foden, dårlige knæ, depression. Hun orkede næsten ikke mere, ville helst stoppe med at tage sin medicin (= død) og følge med sin søster på hospice. Nå okay. Men altså... Hvor mange point på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er, at det slet ikke betyder noget for dig, og at 10 er, at det er meget betydningsfuldt for dig, giver du at du selv kan varme din klamme udbringningsmad i ovnen?

Jah... Og så sidder jeg og sukker over, at jeg ikke kan komme ind på den uddannelse, jeg gerne vil - i år i hvert fald. Derudover har jeg omkring 4000 andre muligheder, chance for at komme ind næste år, og jeg er sund, rask og ung. Selv om jeg om 4 dage er et år ældre... Det gav skubbet til de positive tanker. Mon ikke der stadig er håb for mig? Det tror jeg faktisk, der er ;-)
Og nu: Overspringshandling nummer en million tohundrede og ti: Meet the Parents-film!