Hvad blev der af "Må jeg se jeres billetter, tak"?

Vil I høre en pinlig historie? Forleden tog Kevin og jeg i biografen for at se filmen Headhunter. Vi købte en masse slik og popcorn, for nu skulle der hygges. Vores forbløffelse over, at der ingen kø var ved hverken billetdisken eller guffe-guffe-butikken ville ingen ende tage. Godt nok var det også onsdag, men en så markant forskel var virkelig overvældende. Derfor var vi i alt for god tid og sad uden for biografsalen et stykke tid, inden vi beslutte at indtage vores fantastiske sæder på bagerste række. Af en eller anden grund startede filmen ikke til tiden. Vi snakkede om, at det var underligt, men der er vel forsinkelser selv i en biograf. 10 minutter efter, reklamer og forfilm skulle være skudt op på lærredet kom en flok gutter og kiggede på sæderne ved siden af os. De diskuterede lidt frem og tilbage, inden en af dem spurgte, om det kunne passe, vi sad på deres sæder. Det kunne det egentlig ikke, og når resten af rækken var ledig, kunne de vel bare tage nogle andre sæder, tænkte jeg. Denne tanke var knapt ude af min hjerne, inden jeg så Kevin samle sine ting og storme ned ad trappen og ud af biografen. Der var noget på færde, og jeg fulgte efter med en anelse om, at jeg godt vidste, hvad der var galt uden helt at kunne sætte ord på det.
Hvad Kevin hørte, som jeg ikke hørte var, at de tre søgende fyre havde sagt "Sal 3, række A, sæde 7-11". Og vores sæder hed "Sal 2, række A, sæde 7-9".
Hvad de tre gutter tænkte, da vi stormede ud af biografsalen med popcorn og slik og jakker udover det hele, kan jeg have mange skæge forestillinger om.
Plakaten ved siden af døren til sal 3 taget i betragtning, er jeg meget taknemmelig for, at vi kom ind til den rigtige film. Og nej, jeg tror faktisk ikke, det sker igen.