Farvel, min elskede pung

I går skete det, der burde være sket for længe siden, når man er lige så godtroende og naiv, som jeg er. Min pung forsvandt sporløst fra min taske.
Jeg var på hovedbanegården i Århus for at tage et halvdøgnsophold i Billund.
Da jeg kommer hen til trappen, der går ned mod togene, overhaler en lille lyshåret pige mig inden om. Hun går over mod rulletrappen og jeg skal selv ned ad den almindelige trappe. Pludselig skifter hun retning og går også ned ad den almindelige trappe - stadig foran mig. På vejen ned fylder hun det hele og går pludselig langsomt og er faktisk ret meget i vejen til min store irritation, selv om der er god tid til toget kører. Næsten inden vi når ned, taber hun pludselig to mønter. Hun bukker sig for at samle dem og op fylder samtidig hele trappen. Nå ja, hvis folk SKAL være så idiotiske, kan jeg da også bare vente til hun er færdig med at fjumre rundt. Og da hun når ned og ser, der står Fredericia på skærmene slår hun ud med armene, sukker og går op ad trappen igen. Klovn! Hold da kæft, en klovn. Ind i toget med mig, som afgår 5 minutter efter. Og da billetkontrolløren kommer ind, opdager jeg, at den forreste lomme i min taske er åben - og pungen er væk. Dermed også billetten. Jeg ryster, er rød i hovedet og flår desperat alting ud af min taske (og der er meget i). Jeg forklarer et eller andet om, at min pung er væk og kontrolløren smiler bare og går videre.
Hele togturen blev brugt til at ringe og få spærret kortet, anmelde tyveriet hos politiet og kontakte Bruuns Galleri for at høre, om de har fået indleveret en pung. Men nej...
Da jeg ankom til Vejle, mærkede jeg en følelse, som jeg ikke så tit har besøg af. Vrede. Over at nogen kan finde på sådan noget. Over at have mistet alle mine kort og hvad der ellers var af minder i pungen. Og over at være blevet snydt så grusomt, når jeg egentlig var opmærksom på situationen.
Jeg ville ønske, jeg kunne spole tiden tilbage. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle den lyshårede piges forældre, hvor dum en tøs de har bragt til verden. Og jeg ville ønske jeg kunne sætte advarsler op på hele banegården, så det aldrig sker for nogen igen. Selv om min situation bare var en blandt mange.
Skal vi se på det positive, kan jeg fortælle, at der var under 100 kr. i pungen, i det mindste havde jeg mit klippekort i lommen, så jeg kunne komme videre fra Vejle til Billund og min mobil lå også trygt i lommen, så jeg kunne ringe og spærre kortet med det samme (men stadig 10 minutter efter det skete...). På en eller anden måde tror jeg, jeg får min pung at se igen. Den var der jo lige 10 minutter før, da jeg købte en billet til toget...

Så kære mennesker. Stol ikke på små, latterlige lyshårede tøser, der opfører sig underligt på udsatte steder. Og faktisk tror jeg, jeg for en gangs skyld har lært noget af mine fejl.