Christian på 14 måneder slugte i november sidste år et batteri fra et fyrfadslys. 2 uger og 11 tilseelser af læger senere fandt hans forældre ham blødende ud af næse og mund, hvorefter han fik hjertestop og døde. Batteriet havde ætset sig gennem babyens spiserør og pulsåre, selv om tre læger undervejs afviste, at drengen kunne have slugt et batteri.
Christians forældre fortalte i midten af juni deres historie til Berlingske Tidende, der siden har taget vagtlægeordningen op til debat. Antallet af forargende sager stiger, og i morges i Go' Morgen Danmark var moderen til Dennis fra Vejle på besøg i studiet.
I marts sidste år døde 16-årige Dennis af menigitis kort efter, at hans mor havde kontaktet vagtlægen. Men influenza og stiv nakke var ikke et faresignal for lægen, der foreslog Dennis' mor at give drengen smertestillende og noget koldt på nakken.
På berlingske.dk kan man høre telefonsamtalen, der tydeligt afspejler, at vagtlægen ikke gad konsultere den syge dreng.
Begge sager vækker forargelse og mistro til de danske vagtlægeordninger. To alt for unge mennesker mistede livet på grund af sjusk. Uden at det kan forsvares, må vi indse, at læger er under et stort pres og lige som os andre ikke altid tager de rigtige beslutninger.
Vi kan arbejde på en revideret og bedre vagtlægeordning, men måske er det på tide at vinke farvel til den godtroende attitude og betragte læger som vejledere i stedet for dommere eller Gud. Hvis lægen siger, vi bare har influenza, tror vi på, at det bare er influenza, for lægen er klog og har en meget lang uddannelse bag sig. Men lægen er samtidig et menneske, der kan have en søvnig dag eller overse vigtige signaler. Og selv om vi ser det som lægens ansvar at opdage livstruende sygdom, er det os, der risikerer at blive meget syge og måske dø, som i Dennis' tilfælde, hvis lægen tager fejl.
Vi hører ofte om kræftpatienter, der er opgivet af danske læger, mens de med egenbetaling kan redde livet ved at få behandling i udlandet. Disse eksempler må være forgængere for, at vi tager ansvaret i egen hånd, selv om lægerne har givet op. For vi står i to meget forskellige lejre. Det, der for lægerne er en lidt grumset statistik, kan for os være et enormt menneskeligt tab, som vi aldrig vil komme os over. I hvert fald lignede Dennis' mor ikke en, der vil komme sig over sin søns død foreløbig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar