Så blev det Sankt Hans og nu bliver dagene igen kortere. Men forude venter der en dejlig og lang sommer, så jeg kan på ingen måde synes, at det er trist.
Vi hyggede herhjemme i går og fik lavet et lille sankt hans bål inde i ovnen, da mit bagepapir tilsyneladende er brandbart.
Kathrine: "Der er ild!" :S
Kevin: ...
Kathrine: "HJÆLP! Der er ild inde i ovnen!"
Kevin: "Er der??"
Kathrine: "Ja!"
Brandmanden tog over og fik bålet slukket, inden kyllingerne fløj til Bloksbjerg. Og det var så den Sankt Hans aften.
I dag blev jeg inviteret til (god) spisning hos en veninde i Harlev. Jeg fik den tossede idé at cykle ned til byen, fordi det er katestrofalt og fuldstændig uacceptabelt som 22-årig at have så ringe en kondition, som jeg har lige nu. Vel vidende at jeg på et tidspunkt også skulle hjem igen og op ad Mount Randersvej.
Planen var så at tage bussen fra centrum til Harlev. Da vi 2 gange var kørt ind i og ud ad Harlev besluttede jeg at gå op til buschaufføren og bede ham sige til, når vi var ved det stop, jeg ifølge Rejseplanen.dk skulle af ved. Jeg spurgte med min venligste stemme, om han ville sige til, når vi var ved Lokalcenter Næsbjerg. Han sagde ingenting og reagerde tilsyneladende overhovedet ikke. Jeg stirrede hårdt på ham for at vurdere, om han overhovedet hørte mig, eller om han bare var en idiot. Jeg gentog mit spørgsmål, men nåede kun til "Vil du ikke sige...", da han begyndte at nikke. Han lignede på dette tidspunkt en, der hadede sit liv, og jeg lignede en, der syntes, han var et fjols og at hele situationen var en lille smule pinlig. Jeg kan da for fanden ikke gøre for, at jeg ikke er født med indbygget GPS.
Hjemturen gik meget bedre, og jeg klatrede modigt op ad bjerget med en rimelig normal puls faktisk. Men også med en rimelig unaturlig ansigtskulør. Bedre kondition kan man vel altid bruge.
onsdag den 24. juni 2009
Sankt Hans og en indebrændt buschauffør
Etiketter:
buschauffør,
Harlev,
ild,
kondition,
madlavning,
Sankt Hans
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar