Overspringshandlingernes paradis

Endnu en overspringshandling i rækken. Min blog trænger da lige til lidt pleje. Mens ergo-opgave, der skal afleveres på fredag saaagtens kan vente. Måske er det de useriøse omstændigheder, der udskyder opgaven til det uendelige. For mere ligegyldigt projekt har jeg sjældent mødt. Lad mig forklare. Den skal ikke godkendes for at kunne gå til eksamen. Jeg får ingen karakter for den. Min interviewperson forstod omkring 2 procent af det, jeg spurgte hende om. Spørgsmålene til opgaven er uforståelige Jeg har en fornemmelse af at kunne uploade et blogindlæg i stedet for opgaven uden at nogen ville opdage det. Kan I stave til A-n-t-i-m-o-t-i-v-e-r-e-n-d-e.

Nå, lad os dreje lidt dagbog over i dette eftersom jeg SLET ikke har dummet mig eller set nogen dumme sig siden sidst. I går havde jeg en deeejlig aften med ergopigerne. Vi fejrede Camillas og min fødselsdag med asti, buffet og powerbowling. Nogle uopdagede bowlingtalenter sørgede for at ramme den røde kegle så vi fik shots til hele banen. Godt arbejde, piger!
Min egen indsats behøver jeg ikke kommentere, men jeg kan fortælle, at min venstre balle bestemt mener at have gjort et hårdt stykke arbejde i går.

Tirsdag kom det grufulde brev fra Journalisthøjskolen, som jeg havde ventet på. Jeg forventede det, men håbede alligevel. Sidste år stod jeg med en anden uddannelse, jeg var nysgerrig overfor og gerne ville prøve, mens jeg i år står med en uddannelse, der gør, at jeg ikke gider stå op om morgenen. Samme i øvrigt. Sjovt nok. Og det der gjorde virkelig ondt var noget helt andet. Lige meget hvor hård jeg har været imod mig selv, har jeg altid kunne klamre mig til troen på, at jeg var god til at skrive. I det mindste. Når jeg ikke kan finde ud af noget som helst andet. Det afspejlede mine resultater af prøven dog ikke, og når professionelle, der lever af at bedømme skrivning dumper mig, var det som om, at også det håb røg.
Følelsen varede dog kun omkring et døgn. Dagen efter skulle jeg interviewe en ældre dame til min ergoterapeutopgave. Da jeg nåede frem var jeg fuld af selvmedlidenhed og ynk. Damen virkede frisk og tilpas, men det varede ikke længe. Hun startede med at fortælle om alle sine sygdomme. Nervesygdom i benene, dårlig ryg, diabetes 2, pacemaker, nyresygdomme, knude i foden, dårlige knæ, depression. Hun orkede næsten ikke mere, ville helst stoppe med at tage sin medicin (= død) og følge med sin søster på hospice. Nå okay. Men altså... Hvor mange point på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er, at det slet ikke betyder noget for dig, og at 10 er, at det er meget betydningsfuldt for dig, giver du at du selv kan varme din klamme udbringningsmad i ovnen?

Jah... Og så sidder jeg og sukker over, at jeg ikke kan komme ind på den uddannelse, jeg gerne vil - i år i hvert fald. Derudover har jeg omkring 4000 andre muligheder, chance for at komme ind næste år, og jeg er sund, rask og ung. Selv om jeg om 4 dage er et år ældre... Det gav skubbet til de positive tanker. Mon ikke der stadig er håb for mig? Det tror jeg faktisk, der er ;-)
Og nu: Overspringshandling nummer en million tohundrede og ti: Meet the Parents-film!