fredag den 29. maj 2009

Popcorn med pinde

Fredag aften. Ligger i min dejlige seng og ser Sex and the City the Movie, mens jeg spiser brændte popcorn fra Aldi med kinesiske pinde. Det er tredje pose, jeg popper, som er brændt sammen i klumper i midten og stinker værre end en pyromans arbejdstøj. Og denne gang masserede jeg endda posen på maven, inden jeg smed den i mikroovnen. Og gav den mindre tid end mindst anviste på pakken. Jeg tror det har noget at gøre med, at alt man køber i Aldi opfører sig på den måde. Sådan er det åbenbart, hvis man kun gider give 10 kroner for alle sine varer.
Nå, det med pindene er nu ikke så dårlig en idé. Popperne forsvinder ikke lige så hurtigt, når man taber 80 procent af dem, få centimeter inden de rammer munden. Omvendt kan man med lidt held fange fire på én gang. Jeg må hellere rette min fulde opmærksomhed mod Carrie og hendes kommende ægtemand Mr. Big (I know - men det er ikke mig, der har navngivet ham).
God pinse flittige læsere ;)

Ingen kommentarer: