Og så gik julen! Fra den 23. december til den (i år) 4. januar udrydder vi ugedagene og indtager i stedet nogle ukorrekte, men meget velfungerende betegnelser for dagene. De første tre er gode nok - juleaftensdag, juledag og 2. juledag. Derefter går det berserk. Tredje, fjerde, femte og sjette juledag, inden det bliver nytårsaftensdag.
Disse dage propper vi os med endnu mere julemad, selv om vores sarte maver i forvejen var ved at både flække og eksplodere juleaften. Hvis ikke den står på julefrokost de første tre juledage er der vel et par kilo rester, der endelig ikke må gå til spilde. Så det tidspunkt, hvor vi allermest trænger til en gang lasagne, æder vi - igen - and, sild, leverpostej, ris a la mande, rødkål, chokolade og flæskesteg.
Jeg var så heldig, at en af mine julegaver indeholdte en toastmaskine (fra min søde svigerfamilie), så jeg har ind imellem byttet de fede retter ud med en simpel toast. Juledag er det lige så godt som at have fået en racerbane.
Jeg elsker julen, men det bliver nu også rart med gulerødder, frugt og retter med en fedtprocent under 70. Januar - jeg er klar!
tirsdag den 29. december 2009
lørdag den 19. december 2009
Juleminder
En lille julehilsen herfra med de bedste julekalenderklip gennem årene
Nu' det jul - Nissebanden i Grønland, DR1 1989, 1993 og 2002
Luffe - Nissebanden i Grønland
Julerup Færgeby, DR 1990
Det' sørme, det' sandt, december - Jul på slottet, DR1 1986, 1991 og 1998
The Julekalender, TV2 1991, 1994, 2001, 2008
Jul i skoven - Skibet i Skilteskoven (som jeg har fået på dvd af Camilla <3), TV2 1992
Det er jul - Jul i Juleland, TV2 1993
Alletiders jul, TV2 1994 og 2004
Alletiders nisse, TV2 1995 og 2006
Vil du være min i nat - Juletestamentet, TV2 1995 og 1999
Bamses julerejse DR 1996, 1999 og 2005
Stella og Nova - Krummernes jul, tv2 1996 og 2001
Alletiders Julemand, TV2 1997 og 2007
Stjernedrys og Englesang - Brødrene Mortensens Jul, TV2 1998 og 2002
Olsenbandens første kup, TV2 1999
Alletiders eventyr, TV2 2000
Trafik Børge - Canal Wild Card, TV2 2001
Jesus og Josefine, TV2 2003 og 2009
Knock, knock, knock, who is there - CWC World, TV2 2003
Dolphs nytårstale 2005
Pagten, DR1 2009
Nu' det jul - Nissebanden i Grønland, DR1 1989, 1993 og 2002
Luffe - Nissebanden i Grønland
Julerup Færgeby, DR 1990
Det' sørme, det' sandt, december - Jul på slottet, DR1 1986, 1991 og 1998
The Julekalender, TV2 1991, 1994, 2001, 2008
Jul i skoven - Skibet i Skilteskoven (som jeg har fået på dvd af Camilla <3), TV2 1992
Det er jul - Jul i Juleland, TV2 1993
Alletiders jul, TV2 1994 og 2004
Alletiders nisse, TV2 1995 og 2006
Vil du være min i nat - Juletestamentet, TV2 1995 og 1999
Bamses julerejse DR 1996, 1999 og 2005
Stella og Nova - Krummernes jul, tv2 1996 og 2001
Alletiders Julemand, TV2 1997 og 2007
Stjernedrys og Englesang - Brødrene Mortensens Jul, TV2 1998 og 2002
Olsenbandens første kup, TV2 1999
Alletiders eventyr, TV2 2000
Trafik Børge - Canal Wild Card, TV2 2001
Jesus og Josefine, TV2 2003 og 2009
Knock, knock, knock, who is there - CWC World, TV2 2003
Dolphs nytårstale 2005
Pagten, DR1 2009
Elvis, Elvis og atter Elvis
Jeg tilbragte sidste weekend i Billund, og traditionen tro glemte jeg noget - mit kamera. Nu har jeg fået det igen, og da min taknemmelighed for dette er så stor, vil jeg lige dele et par Elvis-fotos her på bloggen.
mandag den 14. december 2009
Nordisk
Første semester på nordisk er forbi. To eksamener er overstået, endnu en venter. Jeg har i dag lavet en læseplan, så jeg ikke dagen før eksamen kommer i tanke om, at jeg slet ikke er gået i gang med at læse endnu.
Det bliver hårdt arbejde. Lidt over 2000 svenske og norske sider venter mig i løbet af de næste 30 dage. Heldigvis består disse sider primært af romaner, noveller og digte, som generelt er let fordøjelige.
Den seneste uge har vist mig, hvor glad jeg er for mit studium. Torsdag cyklede jeg smilende af sted, fordi jeg skulle til eksamen i sprog. Ja, der er da virkelig noget at grine af! Måske har min forhenværende fascination af matematik og tysk gjort mig meget regelorienteret. I hvert fald topper dette grammatik-fag som mit yndlingsforetagende.
Fredag cyklede jeg - igen - smilende i skole, fordi vi skulle gennemgå en svensk verdensklassebog. Desværre var det også sidste time i Skandinaviske studier - til stor sorg og bedrøvelse hos en svensker-wannabe, som mig.
Og med hensyn til Gisle-opgaven: Det viste sig hurtigt, at der ingen grund var til at gøre grin med Gisle Surssøn. Det har været et fantastisk forløb, og jeg har stor respekt for de islandske sagaer. De kan sagtens bruges en anden god gang, hvis det skulle blive aktuelt.
Jeg glæder mig til jul og til at læse lidt mindre end normalt. Men jeg glæder mig også til at se, hvad 2. semester byder på, når den tid kommer.
Det bliver hårdt arbejde. Lidt over 2000 svenske og norske sider venter mig i løbet af de næste 30 dage. Heldigvis består disse sider primært af romaner, noveller og digte, som generelt er let fordøjelige.
Den seneste uge har vist mig, hvor glad jeg er for mit studium. Torsdag cyklede jeg smilende af sted, fordi jeg skulle til eksamen i sprog. Ja, der er da virkelig noget at grine af! Måske har min forhenværende fascination af matematik og tysk gjort mig meget regelorienteret. I hvert fald topper dette grammatik-fag som mit yndlingsforetagende.
Fredag cyklede jeg - igen - smilende i skole, fordi vi skulle gennemgå en svensk verdensklassebog. Desværre var det også sidste time i Skandinaviske studier - til stor sorg og bedrøvelse hos en svensker-wannabe, som mig.
Og med hensyn til Gisle-opgaven: Det viste sig hurtigt, at der ingen grund var til at gøre grin med Gisle Surssøn. Det har været et fantastisk forløb, og jeg har stor respekt for de islandske sagaer. De kan sagtens bruges en anden god gang, hvis det skulle blive aktuelt.
Jeg glæder mig til jul og til at læse lidt mindre end normalt. Men jeg glæder mig også til at se, hvad 2. semester byder på, når den tid kommer.
mandag den 7. december 2009
Gisle, min frodige ven
7. december 2009
Kære Blog.
I dag var dagen, hvor de første vintereksamener indledtes. En skriftlig litteraturhistorisk opgave, som blev lagt online i dag, og som skal afleveres om en uge. Jeg havde på grund af min skønne Sverige-rejse misset en enkelt forelæsning, ligesom jeg læste litteraturen til denne forelæsning, mens jeg kørte i tog/fløj/ventede i en lufthavn. Koncentrationsniveauet var derfor ikke til UG, interessen ligeså.
Den onde skæbne ville, at lige netop dette emne, denne bog og denne forelæsning blev den ene af de to eksamensopgaver, jeg kunne vælge imellem.
Og den anden: Gisle Surssøns Saga fra år 960. My love, my life! I det mindste har vi den danske - og ikke den islandske - version at støtte os til. Og i det mindste tog jeg nogle gode noter fra forelæsningen (men kan åbenbart ikke huske noget i hovedet, da jeg mente, at vores forelæser var en kvinde, men "hun" viser sig at hedde Rolf - sært).
Som mine yndlingsbloglæsere skal I være de første til at få et uddrag (snigpræmiere) af min Gisleafhandling. Så glæd jer! Gisle will be back!
Kære Blog.
I dag var dagen, hvor de første vintereksamener indledtes. En skriftlig litteraturhistorisk opgave, som blev lagt online i dag, og som skal afleveres om en uge. Jeg havde på grund af min skønne Sverige-rejse misset en enkelt forelæsning, ligesom jeg læste litteraturen til denne forelæsning, mens jeg kørte i tog/fløj/ventede i en lufthavn. Koncentrationsniveauet var derfor ikke til UG, interessen ligeså.
Den onde skæbne ville, at lige netop dette emne, denne bog og denne forelæsning blev den ene af de to eksamensopgaver, jeg kunne vælge imellem.
Og den anden: Gisle Surssøns Saga fra år 960. My love, my life! I det mindste har vi den danske - og ikke den islandske - version at støtte os til. Og i det mindste tog jeg nogle gode noter fra forelæsningen (men kan åbenbart ikke huske noget i hovedet, da jeg mente, at vores forelæser var en kvinde, men "hun" viser sig at hedde Rolf - sært).
Som mine yndlingsbloglæsere skal I være de første til at få et uddrag (snigpræmiere) af min Gisleafhandling. Så glæd jer! Gisle will be back!
søndag den 6. december 2009
Kom jul - kom gaver!
Glædelig december! Dybt beklageligt, at jeg først den 6. december kan give denne vidunderlige meddelelse, men som I ved, er december en travl tid.
Julebag, julefrokost, juleklip, juledekorationer, julerengøring, tømmermænd, julekalender, julebesøg, julemarked og julegaveindkøb... Og jeg har indtil videre kun nået julefrokost og julekalender. Men fra nu af i hvert fald: Glædelig december. Og kryds lige fingre for, at jeg får fire trommer mere i skrabejulekalenderen.
Lørdagen stod på julefrokost for nogle fantastiske ergoterapeutpiger, mens søndagen stod i familiens tegn. Og få trods af ekstrem overbelastning af min følsomme mave siden i går eftermiddag, glæder jeg mig vanvittigt til - endnu en gang - at sætte tænderne i frikadeller, leverpostej og ris a la mande! Kom jul - kom gaver!
Julebag, julefrokost, juleklip, juledekorationer, julerengøring, tømmermænd, julekalender, julebesøg, julemarked og julegaveindkøb... Og jeg har indtil videre kun nået julefrokost og julekalender. Men fra nu af i hvert fald: Glædelig december. Og kryds lige fingre for, at jeg får fire trommer mere i skrabejulekalenderen.
Lørdagen stod på julefrokost for nogle fantastiske ergoterapeutpiger, mens søndagen stod i familiens tegn. Og få trods af ekstrem overbelastning af min følsomme mave siden i går eftermiddag, glæder jeg mig vanvittigt til - endnu en gang - at sætte tænderne i frikadeller, leverpostej og ris a la mande! Kom jul - kom gaver!
mandag den 30. november 2009
Er det dig fra Nephew?!
Torsdagen i den forgangne uge stod på i Nephews tegn. Hvilken event! Henriette og jeg mødtes til spisning, inden vi tog bussen til vores østjyske naboby, Randers, idet billetterne til Århus for længst var rippet, inden vi fik bestilt.
Da vi ankom til destination viste det sig, at vi befandt os et helt andet sted på kortet end forventet. Nå, pyt. Der var halvanden time til koncertens start, så mon ikke vi alligevel skulle finde frem til koncertstedet inden kl. 21?
Jo da! Vi ankom snart til Værket, som var skræmmende tomt. Dog var der et par fjerne menneskestemmer, som vi besluttede var de eneste, der indtil nu var dukket op. Vi grinede hånligt af Randers og påpegede, at det var noget lidt andet end vores Manchester-oplevelse med McFLY for et par år siden. "Hold kææææft, mand - Randers!" nærmere betegnet.
Efter hånlatteren havde lagt sig, blev vi alligevel bekymrede. Vi trippede over til receptionen, hvor Henriette med bedste "Ronald og Bugge"-attitude spurgte: "Hvor er Nephew?!". Nå, forkert bygning, det er hvad, der kan ske! Og så skruer vi lidt ned smartheden.
Da vi nærmede os endebygningen gik det op for os, at det godt nok var Randers og ikke Manchester, men der var dog dukket andre fans op end os. En hel del faktisk. Vi stod i kø en halv time, inden vi fik adgang til Værkets indre organ.
Som altid leverede drengene (må man sige det om nogen over 30?) det optimale, og aftenen var fantastisk.
Nephew, 4evr! <3 (eller sådan noget moderne snak!)
Da vi ankom til destination viste det sig, at vi befandt os et helt andet sted på kortet end forventet. Nå, pyt. Der var halvanden time til koncertens start, så mon ikke vi alligevel skulle finde frem til koncertstedet inden kl. 21?
Jo da! Vi ankom snart til Værket, som var skræmmende tomt. Dog var der et par fjerne menneskestemmer, som vi besluttede var de eneste, der indtil nu var dukket op. Vi grinede hånligt af Randers og påpegede, at det var noget lidt andet end vores Manchester-oplevelse med McFLY for et par år siden. "Hold kææææft, mand - Randers!" nærmere betegnet.
Efter hånlatteren havde lagt sig, blev vi alligevel bekymrede. Vi trippede over til receptionen, hvor Henriette med bedste "Ronald og Bugge"-attitude spurgte: "Hvor er Nephew?!". Nå, forkert bygning, det er hvad, der kan ske! Og så skruer vi lidt ned smartheden.
Da vi nærmede os endebygningen gik det op for os, at det godt nok var Randers og ikke Manchester, men der var dog dukket andre fans op end os. En hel del faktisk. Vi stod i kø en halv time, inden vi fik adgang til Værkets indre organ.
Som altid leverede drengene (må man sige det om nogen over 30?) det optimale, og aftenen var fantastisk.
Nephew, 4evr! <3 (eller sådan noget moderne snak!)
torsdag den 19. november 2009
Noget om at vågne
Fredag morgen. Klokken er syv. Jeg kan ikke se det. Men lyden af tre buzzende vækkeure giver mig ideen om, at jeg har ret, at det er tidspunktet, hvor jeg natten før lovede mig selv, at jeg skulle op. "Jeg tror du skal op..." siger Kevin, og lyder mere træt end mig. "Bare lige... 5 minutter mere" mumler jeg og indstiller vækkeuret til 07.05.
Fem minutter senere får jeg - for tredje gang den morgen - verdens mest irriterende lyd lige ind gennem øresneglen. Men hvad forventede jeg? At jeg ville være fuldstændig frisk og udhvilet efter de ekstra fem minutter? At jorden ville gå under i mellemtiden? I hvert fald var jeg mindst lige så træt, da jeg løftede dynen af mig og gik ud til en alt for morgenfrisk kat. Ikke nemt at se, han fik fjernet sine ædlere dele for under to døgn siden.
Og selvfølgelig endte det med, jeg kom et kvarter for sent af sted. Universitetet fungerer sådan, at man har time f.eks. klokken 8, men praktisk set starter undervisningen først 8.15. Det kære akademiske kvarter, der gør, at selv "for sent"-typerne som mig kan nå frem til tiden. Men hvad nytter det, når man så bare kører et kvarter senere af sted?
Resultatet af min morgenlur blev, at jeg kom tre minutter for sent til min norskforelæsning. Som i øvrigt er fuldstændig umulig at forstå. I hvertfald når det er på nynorsk. Og klokken 8 fredag morgen.
Weekend, kom hid. Og jeg står aldrig mere for sent op!
Fem minutter senere får jeg - for tredje gang den morgen - verdens mest irriterende lyd lige ind gennem øresneglen. Men hvad forventede jeg? At jeg ville være fuldstændig frisk og udhvilet efter de ekstra fem minutter? At jorden ville gå under i mellemtiden? I hvert fald var jeg mindst lige så træt, da jeg løftede dynen af mig og gik ud til en alt for morgenfrisk kat. Ikke nemt at se, han fik fjernet sine ædlere dele for under to døgn siden.
Og selvfølgelig endte det med, jeg kom et kvarter for sent af sted. Universitetet fungerer sådan, at man har time f.eks. klokken 8, men praktisk set starter undervisningen først 8.15. Det kære akademiske kvarter, der gør, at selv "for sent"-typerne som mig kan nå frem til tiden. Men hvad nytter det, når man så bare kører et kvarter senere af sted?
Resultatet af min morgenlur blev, at jeg kom tre minutter for sent til min norskforelæsning. Som i øvrigt er fuldstændig umulig at forstå. I hvertfald når det er på nynorsk. Og klokken 8 fredag morgen.
Weekend, kom hid. Og jeg står aldrig mere for sent op!
onsdag den 18. november 2009
Æggeklage
Er der nogen, der ved, om æggekage med pasta og skinke bare skal se smadret ud og lugte brændt?
Hejsan Uppsala
Sverige, kære Sverige.
Mandag aften vendte jeg hjem fra dette naturskønne elgeprægede land. Missionen var at besøge min savnede Natasha, som sammen med sin kæreste er draget til Uppsala for at studere.
Da der ingen flyafgange er fra Århus, Aalborg eller Billund, tog jeg for første gang til Kastrup lufthavn for at flyve til Stockholm. Meget overskuelig på trods af dens enorme terminaler. Jeg er positivt overrasket over Norwegians check-in. Måske fordi jeg de seneste år har affundet mig med, at det bare skal tage over en time, men på under ti minutter havde jeg checket ind med selvbetjeningen og afleveret min lyserøde kuffert.
Min angst for at flyet skal lette uden mig om bord gjorde, at jeg straks gik til gaten, hvor jeg tilbragte to skønne timer med en pose stjernemix og en svensk bog.
Kort før boarding kiggede jeg op på storskærmen, som havde et BBC-logo i hjørnet. De viste i dette øjeblik nogle portrætter af terroristerne fra 11. september 2001. Jeg nåede knapt at tænke, det ikke var specielt hensigtsmæssigt for dem, der har flyskræk, inden der over højtaleren lød, at flyet til Stockholm desværre var forsinket, da der var tekniske problemer. Nå, men så er der jo ingenting at frygte!
Vi nåede dog til Sverige uden både terrorister og styrt. Jeg skulle fra lufthavnen i Arlanda til Uppsala med toget. Jeg bad om en billet til Uppsala, hvortil damen i billetsalg svarede, at toget ville afgå om 3 minutter fra spor et. Vejen ned ad rulletrapper varede dog fem minutter, og jeg nåede derfor ikke toget. Tyve minutter senere ville der afgå endnu et Uppsala-tåg, så jeg satte mig pænt og ventede. Nitten minutter senere tøffede et pragteksemplar af et tog ind på perronnen. Det var i to etager og lignede noget fra en fremtidsfilm. Alle pladser var optaget, og jeg måtte forsigtigt spørge en svensk blondine, der havde så travlt med at fylde to sæder og lægge make-up, at hun ikke havde set mig komme ind. Absolut! Svarede hun, da jeg spurgte, om jeg kunne få et af hendes sæder.
Billetkontrolløren kom ind. Min frygt for at have glemt noget blev bragt til virkelighed. Hun begyndte først på svensk at forklare, at jeg havde købt den forkerte billet, og at jeg derfor måtte købe en ny af hende. Jeg kiggede uforstående på hende, hvorefter hun slog over i engelsk. Jeg spurgte, om jeg kørte i den forkerte retning, men nej. Det viste sig, at der er to selskaber, som kører mellem Arlanda og Uppsala, og uden at have bedt om det, havde jeg altså fået en billet til det modsatte selskab. Jeg forsøgte at forklare hende situationen på engelsk, og hun godkendte fejltagelsen denne gang. Formentlig har hun prøvet det før.
Det var fantastisk at ankomme til Uppsala og være sammen med min veninde igen. Dagen efter gik vi en dejlig tur ved en stor svensk sø under de skyhøje grantræer.
Om aftenen besøgte vi en nation (na-hroon), som er et af de studerendes tilholdssteder. Her var der vegansk aften, så vi fik lov at smage alt godt fra græsædernes rige.
Søndag drog Natasha og jeg til Stockholm for at udforske den svenske hovedstad. Mere sammenhængende og hyggelig by skal man lede længe efter. Mit antishopping-sind havde jeg tilsyneladende efterladt i Århus, så inden længe havde jeg købt for flere hundrede kroners elg. Elgeservietholder. Elgenøglering. Elgetermometer. Elgepostkort.
Jeg forlod Stockholm med et ønske om snart at komme igen. En flyafgang fra en af de jyske byer ville dog gøre rejsetiden lidt mere overkommelig.
Tiden gik hurtigt, og pludselig stod jeg igen i en lufthavn, klar til en vende hjem til mine to drenge.
Iøvrigt glemte jeg min tandbørste i Uppsala, så siden har jeg børstet tænder med en 0-2 år Postmand Per tandbørste, som tilfældigvis lå uudpakket i skabet.
Mandag aften vendte jeg hjem fra dette naturskønne elgeprægede land. Missionen var at besøge min savnede Natasha, som sammen med sin kæreste er draget til Uppsala for at studere.
Da der ingen flyafgange er fra Århus, Aalborg eller Billund, tog jeg for første gang til Kastrup lufthavn for at flyve til Stockholm. Meget overskuelig på trods af dens enorme terminaler. Jeg er positivt overrasket over Norwegians check-in. Måske fordi jeg de seneste år har affundet mig med, at det bare skal tage over en time, men på under ti minutter havde jeg checket ind med selvbetjeningen og afleveret min lyserøde kuffert.
Min angst for at flyet skal lette uden mig om bord gjorde, at jeg straks gik til gaten, hvor jeg tilbragte to skønne timer med en pose stjernemix og en svensk bog.
Kort før boarding kiggede jeg op på storskærmen, som havde et BBC-logo i hjørnet. De viste i dette øjeblik nogle portrætter af terroristerne fra 11. september 2001. Jeg nåede knapt at tænke, det ikke var specielt hensigtsmæssigt for dem, der har flyskræk, inden der over højtaleren lød, at flyet til Stockholm desværre var forsinket, da der var tekniske problemer. Nå, men så er der jo ingenting at frygte!
Vi nåede dog til Sverige uden både terrorister og styrt. Jeg skulle fra lufthavnen i Arlanda til Uppsala med toget. Jeg bad om en billet til Uppsala, hvortil damen i billetsalg svarede, at toget ville afgå om 3 minutter fra spor et. Vejen ned ad rulletrapper varede dog fem minutter, og jeg nåede derfor ikke toget. Tyve minutter senere ville der afgå endnu et Uppsala-tåg, så jeg satte mig pænt og ventede. Nitten minutter senere tøffede et pragteksemplar af et tog ind på perronnen. Det var i to etager og lignede noget fra en fremtidsfilm. Alle pladser var optaget, og jeg måtte forsigtigt spørge en svensk blondine, der havde så travlt med at fylde to sæder og lægge make-up, at hun ikke havde set mig komme ind. Absolut! Svarede hun, da jeg spurgte, om jeg kunne få et af hendes sæder.
Billetkontrolløren kom ind. Min frygt for at have glemt noget blev bragt til virkelighed. Hun begyndte først på svensk at forklare, at jeg havde købt den forkerte billet, og at jeg derfor måtte købe en ny af hende. Jeg kiggede uforstående på hende, hvorefter hun slog over i engelsk. Jeg spurgte, om jeg kørte i den forkerte retning, men nej. Det viste sig, at der er to selskaber, som kører mellem Arlanda og Uppsala, og uden at have bedt om det, havde jeg altså fået en billet til det modsatte selskab. Jeg forsøgte at forklare hende situationen på engelsk, og hun godkendte fejltagelsen denne gang. Formentlig har hun prøvet det før.
Det var fantastisk at ankomme til Uppsala og være sammen med min veninde igen. Dagen efter gik vi en dejlig tur ved en stor svensk sø under de skyhøje grantræer.
Om aftenen besøgte vi en nation (na-hroon), som er et af de studerendes tilholdssteder. Her var der vegansk aften, så vi fik lov at smage alt godt fra græsædernes rige.
Søndag drog Natasha og jeg til Stockholm for at udforske den svenske hovedstad. Mere sammenhængende og hyggelig by skal man lede længe efter. Mit antishopping-sind havde jeg tilsyneladende efterladt i Århus, så inden længe havde jeg købt for flere hundrede kroners elg. Elgeservietholder. Elgenøglering. Elgetermometer. Elgepostkort.
Jeg forlod Stockholm med et ønske om snart at komme igen. En flyafgang fra en af de jyske byer ville dog gøre rejsetiden lidt mere overkommelig.
Tiden gik hurtigt, og pludselig stod jeg igen i en lufthavn, klar til en vende hjem til mine to drenge.
Iøvrigt glemte jeg min tandbørste i Uppsala, så siden har jeg børstet tænder med en 0-2 år Postmand Per tandbørste, som tilfældigvis lå uudpakket i skabet.
fredag den 6. november 2009
Nissemænd og nisseøl
Jeg har haft mange legendariske lærere gennem mine efterhånden 15-års skolegang. Af almindelig respekt og frygt for at blive rasende midt i en meget interessant forelæsning om norsk litteratur, vil jeg undlade at nævne de ondeste tilfælde. En enkelt skal I dog lære at kende.
Det drejer sig om en ikke så ung mand, som kalder sig min sproglærer. Dette pseudonym beholder vi. Han ligner en dejlig, sød nissemand, og så snart han træder ind ad døren, bliver jeg (ikke generelt for holdet dog) i godt humør. Hans undervisning er ikke så optimal for min hjerne på grund af en håbløs tavleorden, ja orden generelt. Men faktisk gør det ikke noget.
Første gang jeg så ham, spurgte han, om vi havde fået drukket nogle øl i løbet af rusugen. Og det skulle ikke være sidste gang, vi hørte ham udtale dette meget brugte ord, "øl". Fatisk findes der ikke den grammatikregel, hvor han ikke kan bruge øl som eksempel. Forleden havde vi om kringlede sætninger, som udelukkende bruges i officiel sammenhæng. En ansat hos kommunen kan fint skrive "Den på grunden beliggende bolig", mens en mand aldrig må sige "Jeg nupper lige en af de i køleskabet beliggende øl".
Nå ja, tja. Det har han vel ret i. Da han senere lavede en fejl og blev rettet i det, stirrede han smilende ud over klassen. "Så siger vi, jeg skylder en lufthavnsbajer". Udbrød han og fortsatte undervisningen, som om intet var hændt.
Det kunne have været en tuborg. En elefantøl. En kold fra køleren. En juleøl. Men en lufthavnsbajer?
I øvrigt skylder han hele klassen øl efter, at to af os fik nul fejl i hans prøve på første dag. Men denne yderst interessante fascination af øl, er ikke hans eneste kendetegn.
For nyligt (som den regelmæssige læser vil vide) var jeg til eksamen i netop faget sprog. Ugen efter troppede han op med en bunke rettede prøver til en flok nysgerrige og rystende studerende.
"Tillykke, I er alle sammen bestået" sagde han som det første
En lettelse brød gennem lokalet, folk smilede og kiggede på hinanden.
"Men kun den første del af prøven..." Sagde han så og pakkede sine ting ud.
Morbid humor skal der også være plads til. Og en lille servicemeddelelse: Vi var alle sammen bestået denne første lille prøve på vejen.
God weekend!
Det drejer sig om en ikke så ung mand, som kalder sig min sproglærer. Dette pseudonym beholder vi. Han ligner en dejlig, sød nissemand, og så snart han træder ind ad døren, bliver jeg (ikke generelt for holdet dog) i godt humør. Hans undervisning er ikke så optimal for min hjerne på grund af en håbløs tavleorden, ja orden generelt. Men faktisk gør det ikke noget.
Første gang jeg så ham, spurgte han, om vi havde fået drukket nogle øl i løbet af rusugen. Og det skulle ikke være sidste gang, vi hørte ham udtale dette meget brugte ord, "øl". Fatisk findes der ikke den grammatikregel, hvor han ikke kan bruge øl som eksempel. Forleden havde vi om kringlede sætninger, som udelukkende bruges i officiel sammenhæng. En ansat hos kommunen kan fint skrive "Den på grunden beliggende bolig", mens en mand aldrig må sige "Jeg nupper lige en af de i køleskabet beliggende øl".
Nå ja, tja. Det har han vel ret i. Da han senere lavede en fejl og blev rettet i det, stirrede han smilende ud over klassen. "Så siger vi, jeg skylder en lufthavnsbajer". Udbrød han og fortsatte undervisningen, som om intet var hændt.
Det kunne have været en tuborg. En elefantøl. En kold fra køleren. En juleøl. Men en lufthavnsbajer?
I øvrigt skylder han hele klassen øl efter, at to af os fik nul fejl i hans prøve på første dag. Men denne yderst interessante fascination af øl, er ikke hans eneste kendetegn.
For nyligt (som den regelmæssige læser vil vide) var jeg til eksamen i netop faget sprog. Ugen efter troppede han op med en bunke rettede prøver til en flok nysgerrige og rystende studerende.
"Tillykke, I er alle sammen bestået" sagde han som det første
En lettelse brød gennem lokalet, folk smilede og kiggede på hinanden.
"Men kun den første del af prøven..." Sagde han så og pakkede sine ting ud.
Morbid humor skal der også være plads til. Og en lille servicemeddelelse: Vi var alle sammen bestået denne første lille prøve på vejen.
God weekend!
torsdag den 22. oktober 2009
Eksamen!
Første eksamen er overstået. Mit yndlingsfag, sprog, også kaldet grammatik, skulle indlede min jomfrurejse i universitetets eksamensræs.
Idet vores lærer ikke havde lagt op til det vilde festfyrværkeri, havde jeg ikke forberedt mig. Karakteren er byttet ud med et bestået/ikke-bestået (som vores lærer hævder kun kan være et bestået, hvis man har fulgt det mindste med i løbet af de første 8 uger). Selve indholdet kunne derfor ikke give mig kriller i maven til morgen. Til gengæld kunne alt andet gøre mig nervøs som en... Et eller andet, der er nervøst.
For det første havde jeg glemt min pung i Kevins bil. Deri lå mit studiekort. Og hvad nu, hvis underviseren ikke ville lade mig gå op til eksamen, hvis jeg ikke kunne vise mit studiekort? Et pas er vel ikke nok? Nå, for sent at ændre på.
På vejen mod uni bliver jeg pludselig i tvivl, om prøven begynder klokken 11 eller 11.15. Han sagde, det ville være som til en normal time - altså 11.15, men hvad hvis han jokede? Eller sagde forkert? Igen - for sent at ændre på.
Da bussen passerede mig ønskede jeg inderligt, at Silver ikke ville punktere, da det så ville betyde, at jeg ikke kunne nå frem i tide. Men hvorfor skulle hun også det?
Det hele gik fint, og prøven var formentlig meget okay. Min orden tillod mig dog først at aflevere ét minut før tid. Først skrev jeg forkert. Og så glemte jeg 7 ord. Og så skrev jeg forkert igen. Og så skrev jeg noget, der slet ikke passede. Og så skrev jeg forkert én gang til, men var nødt til at aflevere version 5 af side 2, som absolut ikke ville blive læsbar uanset hvor umage, jeg gjorde mig.
Generelt er orden ikke min stærke side. Midt i prøven forsvandt 3 ud af mine 4 svarark, men efter at have rodet mine noter igennem to gange og ledt under mapper og ordbøger, dukkede de endelig op. Den omfattende eftersøgning havde imidlertid kostet mig mine spørgeark, hvor teksten og ordene, som jeg var rimelig afhængig af. Tilbage til ledearbejdet, og endelig dukkede en diskret clips op og afslørede arkenes gemmested. Jamen gi' mig da et bord ekstra så. Og jeg havde - i modsætningen til mange andre - ikke engang min computer fremme.
Det er i øvrigt den første eksamen, jeg har deltaget i, hvor der var så åbenlyse muligheder for at snyde. Internet? Ja, endelig da! Faktisk ville det være allerbedst, hvis I sendte svararket til mig på mail! Forklarede underviseren, inden vi gik i gang. Om det er den eneste mail, der er sendt svarark til, skal jeg ikke blande mig i, men herligt med en lidt mere uformel prøve. Håber han deler pebernødder ud til prøven i december.
Idet vores lærer ikke havde lagt op til det vilde festfyrværkeri, havde jeg ikke forberedt mig. Karakteren er byttet ud med et bestået/ikke-bestået (som vores lærer hævder kun kan være et bestået, hvis man har fulgt det mindste med i løbet af de første 8 uger). Selve indholdet kunne derfor ikke give mig kriller i maven til morgen. Til gengæld kunne alt andet gøre mig nervøs som en... Et eller andet, der er nervøst.
For det første havde jeg glemt min pung i Kevins bil. Deri lå mit studiekort. Og hvad nu, hvis underviseren ikke ville lade mig gå op til eksamen, hvis jeg ikke kunne vise mit studiekort? Et pas er vel ikke nok? Nå, for sent at ændre på.
På vejen mod uni bliver jeg pludselig i tvivl, om prøven begynder klokken 11 eller 11.15. Han sagde, det ville være som til en normal time - altså 11.15, men hvad hvis han jokede? Eller sagde forkert? Igen - for sent at ændre på.
Da bussen passerede mig ønskede jeg inderligt, at Silver ikke ville punktere, da det så ville betyde, at jeg ikke kunne nå frem i tide. Men hvorfor skulle hun også det?
Det hele gik fint, og prøven var formentlig meget okay. Min orden tillod mig dog først at aflevere ét minut før tid. Først skrev jeg forkert. Og så glemte jeg 7 ord. Og så skrev jeg forkert igen. Og så skrev jeg noget, der slet ikke passede. Og så skrev jeg forkert én gang til, men var nødt til at aflevere version 5 af side 2, som absolut ikke ville blive læsbar uanset hvor umage, jeg gjorde mig.
Generelt er orden ikke min stærke side. Midt i prøven forsvandt 3 ud af mine 4 svarark, men efter at have rodet mine noter igennem to gange og ledt under mapper og ordbøger, dukkede de endelig op. Den omfattende eftersøgning havde imidlertid kostet mig mine spørgeark, hvor teksten og ordene, som jeg var rimelig afhængig af. Tilbage til ledearbejdet, og endelig dukkede en diskret clips op og afslørede arkenes gemmested. Jamen gi' mig da et bord ekstra så. Og jeg havde - i modsætningen til mange andre - ikke engang min computer fremme.
Det er i øvrigt den første eksamen, jeg har deltaget i, hvor der var så åbenlyse muligheder for at snyde. Internet? Ja, endelig da! Faktisk ville det være allerbedst, hvis I sendte svararket til mig på mail! Forklarede underviseren, inden vi gik i gang. Om det er den eneste mail, der er sendt svarark til, skal jeg ikke blande mig i, men herligt med en lidt mere uformel prøve. Håber han deler pebernødder ud til prøven i december.
tirsdag den 13. oktober 2009
Elvis
Et nyt medlem er kommet i familien. Lille Elvis på 13 uger, der er ved at erobre verden. Han er en aktiv lille gut, som I måske fornemmer på videoerne. De kæreste ting dukker selvfølgelig op, når kameraet ikke er tændt, men man får da en idé om hans forstand og kærhed, ikke? ;) Først et billede, så tre videoer. 
mandag den 12. oktober 2009
Gode gamle minder
Ferie er lig med alt for meget tid. Derfor har jeg brugt mandagen på at samle en række minder fra min barndom. Reklamer, tv-programmer, tegnefilmsintro og børnefilm. Jeg beklager dårlig kvalitet og forkerte sprog. Men ta' et kig!
Vennerne fra Hjemis
Disney Sjov intro (det hedder det altså åbenbart)
Nøddepatruljen
Rip, Rap og Rup på eventyr
Bubbibjørnene
Bubbers Badekar
Lågen i Bogen
Sunes Familie
Pingo
Ulvehunden Silver (på engelsk)
Dyrene i Lilleskoven
Skærmtrolden Hugo fra Eleva2eren
Min søsters børn - Pulses tryllesang
Lykkehjulet
Frække Frida
Krummesangen
Lad os holde en pause én gang til
Grunks sang
Pippi Langstrømpe
Emil fra Lønneberg
Bjørnen i det blå hus
Jungledyret Hugo (på engelsk)
Bamse - verdens stærkeste bjørn
Sonic og Tales
Fuglekrigen i Kanøffelskoven
Oliver og Co - Why Should I Worry?
Hannibal og Jerry
Kaj og Bøje - Frem og tilbag'
Pokemon
Kaj & Andrea
Nana
To dumme hunde (engelsk)
Hit med videoen (Med Søs Egelind)
Hvide løgne
Tøsepiger
Lucky Luke
Snøvsen
Finn og Jakob - Vestre Fængsel
Langt fra en ordentlig parkeringsplads
Uha da da
Han ska' bar' lige ha't regnet ud
Er du dus med himlens fugle
Vennerne fra Hjemis
Disney Sjov intro (det hedder det altså åbenbart)
Nøddepatruljen
Rip, Rap og Rup på eventyr
Bubbibjørnene
Luftens Helte
Bubbers Badekar
Lågen i Bogen
Sunes Familie
Pingo
Ulvehunden Silver (på engelsk)
Dyrene i Lilleskoven
Skærmtrolden Hugo fra Eleva2eren
Min søsters børn - Pulses tryllesang
Lykkehjulet
Frække Frida
Krummesangen
Lad os holde en pause én gang til
Grunks sang
Pippi Langstrømpe
Emil fra Lønneberg
Bjørnen i det blå hus
Jungledyret Hugo (på engelsk)
Bamse - verdens stærkeste bjørn
Sonic og Tales
Fuglekrigen i Kanøffelskoven
Oliver og Co - Why Should I Worry?
Hannibal og Jerry
Kaj og Bøje - Frem og tilbag'
Pokemon
Kaj & Andrea
Nana
To dumme hunde (engelsk)
Hit med videoen (Med Søs Egelind)
Strisser på Samsø
Hvide løgne
Tøsepiger
Lucky Luke
Snøvsen
Finn og Jakob - Vestre Fængsel
Langt fra en ordentlig parkeringsplads
Uha da da
Han ska' bar' lige ha't regnet ud
Er du dus med himlens fugle
fredag den 9. oktober 2009
Skolernes motionsdag
Dagen inden efterårsferien. Åh, jeg husker det, som var det i går. Hvordan jeg en måned inden begyndte at plage min mor om at få fri på denne rædselsdag. Selv om efterårsferien ventede forude, var en 4-12 km. lang løbetur i Grene Sandes klitplantager bare ikke mig.
Ikke et eneste år fik jeg lov at holde fri, og selv da jeg (efter inspiration fra en anden pige i klassen) forsøgte at overbevise min mor om, at jeg måske havde kyssesyge, blev jeg sendt af sted på den benhårde sandrute.
Eneste reelle bonus var, at der ved målskiltet stod tandlæger med vand og gulerødder. Og selvfølgelig det yndige diplom, man fik udskrevet efterfølgende. Gad vide om jeg stadig har dem? I de større klasser blev motionsdagen ændret fra sindsyg løbetur til triathlon med 4,2 km løb, 25 km cykling og 200 m svømning. Det var bedre! Også uden at snyde faktisk.
I dag hvor solen skinner mere end nogensinde før, ville jeg ønske, at jeg skulle ud at løbe med hele universitetet. Og at skoletandplejerne stod rundt omkring i byen med små gulerodsstave.
Men der er håb i sigte. Hr. fysioterapeut har givet mig forhåbninger om at kunne genoptage løb efter 5 års pause. Men for mit eget ve og vel, vil jeg nøjes med at fejre motionsdagen dag med en rask cykeltur ind til uni - og måske en gulerod, når jeg kommer i mål. Go' ferie!
Ikke et eneste år fik jeg lov at holde fri, og selv da jeg (efter inspiration fra en anden pige i klassen) forsøgte at overbevise min mor om, at jeg måske havde kyssesyge, blev jeg sendt af sted på den benhårde sandrute.
Eneste reelle bonus var, at der ved målskiltet stod tandlæger med vand og gulerødder. Og selvfølgelig det yndige diplom, man fik udskrevet efterfølgende. Gad vide om jeg stadig har dem? I de større klasser blev motionsdagen ændret fra sindsyg løbetur til triathlon med 4,2 km løb, 25 km cykling og 200 m svømning. Det var bedre! Også uden at snyde faktisk.
I dag hvor solen skinner mere end nogensinde før, ville jeg ønske, at jeg skulle ud at løbe med hele universitetet. Og at skoletandplejerne stod rundt omkring i byen med små gulerodsstave.
Men der er håb i sigte. Hr. fysioterapeut har givet mig forhåbninger om at kunne genoptage løb efter 5 års pause. Men for mit eget ve og vel, vil jeg nøjes med at fejre motionsdagen dag med en rask cykeltur ind til uni - og måske en gulerod, når jeg kommer i mål. Go' ferie!
torsdag den 8. oktober 2009
Doktor Dyredød og de andre dimser
Denne eftermiddag er gået med at researche på dyrlægepriser. Lillemissen skal vaccineres to gange, øremærkes og kastreres (når den tid kommer, sov blot trygt Elvis).
Jeg har ringet rundt til 16 dyrlæger i Århus-området og differencen fra den billigste til den dyreste dyrlæge er: Kroner 1320. For præcis de samme ting.
Måske bør jeg her tilføje en kommentar. Den billigste dyrlæge holder til i det ellers ikke så billige Risskov i det østlige Århus. Når man googler Dr. Dyredød, dukker hans navn op i adskillige sager, og det er ikke småting, de siger om denne svindlerdyrlæge, som har haft 5 forskellige klinikker rundt om i landet for at skjule sig. Han talte også virkelig skummelt i telefonen, og jeg kan levende forestille mig, hvordan han lader små uskyldige kæledyr ligge og dø i deres eget blod, mens han leger laboratorium på en dalmatiner.
Så lad os holde ham ude af undersøgelsen og sammenligne den billigste ikke-killer dyrlæge og den dyreste dyrlæge. Difference: 1184 kr.
Nu sidder du måske og tænker "Men det er jo ikke altid prisen, det kommer an på". Rigtigt. Kvalitet og venlighed overgår alt, men stadig er der penge at spare. To ud af de 16 dyrlæger kontaktede jeg pr. mail. Jeg sendte den samme tekst til dem, hvor jeg forklarede, at jeg i weekenden får en killing på 12 uger, som endnu ikke er vaccineret, og som i løbet af de næste 3 måneder skal have begge killingevaccination, øremærkning og kastration. Jeg vil gerne høre priser på dette inkl. moms og løn, samt om der er andet en killing i den størrelse har brug for.
Den ene uddyber priserne for mig og gør mig opmærksom på, at der i prisen er inkluderet sundhedstjek, killingemappe (Oh, joy!), gratis foderprøver samt tid til alle de spørgsmål jeg måtte have. Han spørger ind til, om den har fået ormekur (besvarer altså mit spørgsmål, om der var andet).
Den anden svarer: "Du kan få det for 1000 kr. Kan det bruges?" Da jeg ringer og stiller hende præcis samme spørgsmål, skal hun have 1410 kr. Goddaw! Samme har jeg oplevet med et dyrehospital, som jeg nu har kontaktet 3 gange og fået 3 forskellige priser på de samme ting. Interessant.
I mit excelark (jeg ved godt, jeg er psykopat), hvor jeg har lagt priser og transporttid ind på de 16 dyrlæger, har jeg derfor skrevet små kommentarer ud for de dyrlæger, der har gjort et særligt indtryk på mig. Der er alt fra "forvirret og upræcis" til "Venlig, opmærksom og engageret" og til ekstremen "Psykopatmand, der ALDRIG får lov at røre mine dyr" (Dr. Dyredød).
Det er dejligt at bo et sted, hvor man frit kan vælge den dyrlæge, der det øjeblik jeg har kontakt med ham eller hende virker mest dygtig og samtididig få lov at være lidt prisbevidst.
Den dyrlæge, som jeg umiddelbart synes bedst om ligger midt i prishelvedet. Forskellen på ham og den dyrlæge, der ligger tættest på vores bopæl er 650 kr. Det' da okay at spare, når jeg oven i købet har valgt den, jeg synes allerbedst om.
Skulle nogle interesserede katteejere i Århus læse med, deler jeg gerne excelark.
Jeg har ringet rundt til 16 dyrlæger i Århus-området og differencen fra den billigste til den dyreste dyrlæge er: Kroner 1320. For præcis de samme ting.
Måske bør jeg her tilføje en kommentar. Den billigste dyrlæge holder til i det ellers ikke så billige Risskov i det østlige Århus. Når man googler Dr. Dyredød, dukker hans navn op i adskillige sager, og det er ikke småting, de siger om denne svindlerdyrlæge, som har haft 5 forskellige klinikker rundt om i landet for at skjule sig. Han talte også virkelig skummelt i telefonen, og jeg kan levende forestille mig, hvordan han lader små uskyldige kæledyr ligge og dø i deres eget blod, mens han leger laboratorium på en dalmatiner.
Så lad os holde ham ude af undersøgelsen og sammenligne den billigste ikke-killer dyrlæge og den dyreste dyrlæge. Difference: 1184 kr.
Nu sidder du måske og tænker "Men det er jo ikke altid prisen, det kommer an på". Rigtigt. Kvalitet og venlighed overgår alt, men stadig er der penge at spare. To ud af de 16 dyrlæger kontaktede jeg pr. mail. Jeg sendte den samme tekst til dem, hvor jeg forklarede, at jeg i weekenden får en killing på 12 uger, som endnu ikke er vaccineret, og som i løbet af de næste 3 måneder skal have begge killingevaccination, øremærkning og kastration. Jeg vil gerne høre priser på dette inkl. moms og løn, samt om der er andet en killing i den størrelse har brug for.
Den ene uddyber priserne for mig og gør mig opmærksom på, at der i prisen er inkluderet sundhedstjek, killingemappe (Oh, joy!), gratis foderprøver samt tid til alle de spørgsmål jeg måtte have. Han spørger ind til, om den har fået ormekur (besvarer altså mit spørgsmål, om der var andet).
Den anden svarer: "Du kan få det for 1000 kr. Kan det bruges?" Da jeg ringer og stiller hende præcis samme spørgsmål, skal hun have 1410 kr. Goddaw! Samme har jeg oplevet med et dyrehospital, som jeg nu har kontaktet 3 gange og fået 3 forskellige priser på de samme ting. Interessant.
I mit excelark (jeg ved godt, jeg er psykopat), hvor jeg har lagt priser og transporttid ind på de 16 dyrlæger, har jeg derfor skrevet små kommentarer ud for de dyrlæger, der har gjort et særligt indtryk på mig. Der er alt fra "forvirret og upræcis" til "Venlig, opmærksom og engageret" og til ekstremen "Psykopatmand, der ALDRIG får lov at røre mine dyr" (Dr. Dyredød).
Det er dejligt at bo et sted, hvor man frit kan vælge den dyrlæge, der det øjeblik jeg har kontakt med ham eller hende virker mest dygtig og samtididig få lov at være lidt prisbevidst.
Den dyrlæge, som jeg umiddelbart synes bedst om ligger midt i prishelvedet. Forskellen på ham og den dyrlæge, der ligger tættest på vores bopæl er 650 kr. Det' da okay at spare, når jeg oven i købet har valgt den, jeg synes allerbedst om.
Skulle nogle interesserede katteejere i Århus læse med, deler jeg gerne excelark.
torsdag den 1. oktober 2009
Lost in the Nobel Park
Og nu vi er i gang med at snakke dumheder. Jeg har meldt mig til Fagudvalget (elevrådet) på nordisk. Godnat og sov godt.
Og som om det ikke er nok, var der møde i går. Jeg tog op på skolen i okay tid for at lade som om, jeg er en pragtstuderende. Vi skulle mødes ved Nobelsalen, men den var lige så tom som en skraldespand, der lige er blevet tømt. Dog var der stillet borde og stole op til arrangementet. Jeg ventede. Klokken blev 12.10. Og 12.15. Og mødet skulle faktisk gå i gang nu. Først her gik det op for mig, at noget var helt galt. Jeg vandrede over til Nordisk instituttet for at lede efter de andre fagudvalgsmedlemmer. Men borte var de. Efter 20 minutters søgen endte jeg på studiesekretærens kontor. Med hundeøjne spurgte jeg, om hun havde nogen idé om, hvor jeg skulle gå hen. Hun lod mig tjekke min mail på hendes computer, hvor jeg kunne se destinationen. NobelSTUEN. Ikke Nobelsalen... Alle tiders start som engageret medlem i Fagudvalget. Ikke at kunne finde rundt. Glimrende.
Jeg fik fat på bygnings- og lokalenummeret og begav mig hen til Nobelstuen. De var allerede godt i gang derinde (efter en halv time). Jeg listede forbi to gange, inden jeg besluttede mig for, at angsten for at gå ind med røde kinder og alles dømmende øjne på mig var værre end flovheden og den dårlige samvittighed ved at cykle de 8 kilometer hjem igen. Bedre held næste gang!
Og som om det ikke er nok, var der møde i går. Jeg tog op på skolen i okay tid for at lade som om, jeg er en pragtstuderende. Vi skulle mødes ved Nobelsalen, men den var lige så tom som en skraldespand, der lige er blevet tømt. Dog var der stillet borde og stole op til arrangementet. Jeg ventede. Klokken blev 12.10. Og 12.15. Og mødet skulle faktisk gå i gang nu. Først her gik det op for mig, at noget var helt galt. Jeg vandrede over til Nordisk instituttet for at lede efter de andre fagudvalgsmedlemmer. Men borte var de. Efter 20 minutters søgen endte jeg på studiesekretærens kontor. Med hundeøjne spurgte jeg, om hun havde nogen idé om, hvor jeg skulle gå hen. Hun lod mig tjekke min mail på hendes computer, hvor jeg kunne se destinationen. NobelSTUEN. Ikke Nobelsalen... Alle tiders start som engageret medlem i Fagudvalget. Ikke at kunne finde rundt. Glimrende.
Jeg fik fat på bygnings- og lokalenummeret og begav mig hen til Nobelstuen. De var allerede godt i gang derinde (efter en halv time). Jeg listede forbi to gange, inden jeg besluttede mig for, at angsten for at gå ind med røde kinder og alles dømmende øjne på mig var værre end flovheden og den dårlige samvittighed ved at cykle de 8 kilometer hjem igen. Bedre held næste gang!
Den hemmelige løber
Så ser man lige mig komme jordende på Silver op ad Ringgaden. Pludselig ser jeg noget stof ligge inde i rabatten længere fremme. Et lig? Noget smidt tøj? En forbrydelse måtte bestemt have fundet sted. Jeg kigger nysgerrigt i det jeg passerer gerningsstedet, men afbrydes af et "Hej Kathrine!"
"HAAAI!" råber jeg af refleks uden at ane, hvem jeg netop hilste på. Da jeg er sikker på, den kvindelige løber ikke kigger efter mig, vender jeg mig om for at se, om jeg kan genkende hende bagfra. Men nej. Som i overhovedet ikke. Som i jeg kom til at køre forkert senere på turen (hjem), fordi jeg var så optaget af at gennemgå, hvilke spinkle, lyshårede piger i min omgangskreds, der løber og bor i Århus. Hvis du er derude, så meld dig. Jeg bliver vanvittig.
"HAAAI!" råber jeg af refleks uden at ane, hvem jeg netop hilste på. Da jeg er sikker på, den kvindelige løber ikke kigger efter mig, vender jeg mig om for at se, om jeg kan genkende hende bagfra. Men nej. Som i overhovedet ikke. Som i jeg kom til at køre forkert senere på turen (hjem), fordi jeg var så optaget af at gennemgå, hvilke spinkle, lyshårede piger i min omgangskreds, der løber og bor i Århus. Hvis du er derude, så meld dig. Jeg bliver vanvittig.
torsdag den 24. september 2009
Kom jul, du søde milde
Hvorfor mon jeg går og synger julesange? Hvorfor mon jeg ønsker, at den silende regn var dryssende sne? Hvorfor mon jeg tidligt i morges skrev mit første julegaveønske ned?
Fordi der i dag er tre måneder til JULEAFTEN! Det er i dag den officielle juleaften count down-dag, hvilket betyder, at jeg fra nu af, hver dag, må minde om, hvor mange dage timer og minutter, der er til juleaften (og til første december), og det betyder også, at jeg hver den 24. i måneden (og den 1. i måneden) må høre et ubegrænset antal julemusiknumre. Ved lov! Ligesom også julemaden kan frådes uden dårlig samvittighed og kvaler. Kom risengrød, kom æbleskiver, kom pebernødder. DING! Julenedtællingen er officielt ringet ind.
Fordi der i dag er tre måneder til JULEAFTEN! Det er i dag den officielle juleaften count down-dag, hvilket betyder, at jeg fra nu af, hver dag, må minde om, hvor mange dage timer og minutter, der er til juleaften (og til første december), og det betyder også, at jeg hver den 24. i måneden (og den 1. i måneden) må høre et ubegrænset antal julemusiknumre. Ved lov! Ligesom også julemaden kan frådes uden dårlig samvittighed og kvaler. Kom risengrød, kom æbleskiver, kom pebernødder. DING! Julenedtællingen er officielt ringet ind.
mandag den 21. september 2009
Fra A til B
Så sidder man her i et rækkehus og er bare helt almindelig. Jeg mener madplan, tager sammen på indkøb - med indkøbsseddel, er medlem af Samlerens Bogklub, ser Robinson Ekspeditionen, Luksusfælden og Talent '09 hver uge, vinker til naboerne, bagtaler naboerne, har dvd'er i alfabetisk orden, ringer til mor en gang i ugen og har en fødselsdagskalender (sender dog ikke kort ud).
Hvad blev der er af den rebelske pige, der absolut skulle væk fra lille klaustrofobiske Danmark? Til London eller New York, hvor hun kunne udtrykke sig og vise sit sande jeg. Hende der skulle være fuldstændig uafhængig og i stand til at pakke guitaren og katten sammen og flytte fra det ene sted til det andet på to timer uden at efter noget eller nogen, hun holdt af. Hende, der på en måde afskyede sin families langsomme liv i minibyen, men på en anden måde ikke kunne give slip på det.
Første fejltrin skete, da jeg søgte lejlighed i Århus. Verdens mindste storby, men stadig, Århus. Det er jo ikke just USA, vel? Alligevel var der noget ved denne landsbyagtige storby, der fortryllede mig og åbnede mig for, at jeg ikke behøvede rykke en kvart gang rundt om jorden for at føle mig godt tilpas. Byens størrelse gør, at man både kan tage på indkøb uden at støde ind i en håndfuld bekendte, der alle har lidt sladder at sende med på vejen, men samtidig møder man ofte venner eller klassekammerater på gågaden. Kulturelt har den også det, Billund ikke kunne tilfredsstille mig med. Biografer. Teateret. Caféer (Sorry, Café Staldsvinget). En massiv ungdom. Butikker. Liv om vinteren. Natur på den bakkede og havagtige måde. Uddannelsesmulighederne. Og ikke mindst bor min skilsmissebamses anden mor her.
Efter et halvt år op ad Ringgaden opdagede jeg, at det der med mange biler og konstant larm til min store overraskelse ikke så meget er mig, mens stilhed, naturidyl og vind i håret lige er, hvad jeg har brug for. Men man er vel stadig storbypige, selv om man ikke bor inden for byskiltet?
Til trods for at jeg for få år siden formentlig har afskyet en tilværelse i stil med den, jeg lever nu, er jeg faktisk ret tilfreds. Mere af det! Er der egentlig nogen, der vil være med i en strikkeklub?
Hvad blev der er af den rebelske pige, der absolut skulle væk fra lille klaustrofobiske Danmark? Til London eller New York, hvor hun kunne udtrykke sig og vise sit sande jeg. Hende der skulle være fuldstændig uafhængig og i stand til at pakke guitaren og katten sammen og flytte fra det ene sted til det andet på to timer uden at efter noget eller nogen, hun holdt af. Hende, der på en måde afskyede sin families langsomme liv i minibyen, men på en anden måde ikke kunne give slip på det.
Første fejltrin skete, da jeg søgte lejlighed i Århus. Verdens mindste storby, men stadig, Århus. Det er jo ikke just USA, vel? Alligevel var der noget ved denne landsbyagtige storby, der fortryllede mig og åbnede mig for, at jeg ikke behøvede rykke en kvart gang rundt om jorden for at føle mig godt tilpas. Byens størrelse gør, at man både kan tage på indkøb uden at støde ind i en håndfuld bekendte, der alle har lidt sladder at sende med på vejen, men samtidig møder man ofte venner eller klassekammerater på gågaden. Kulturelt har den også det, Billund ikke kunne tilfredsstille mig med. Biografer. Teateret. Caféer (Sorry, Café Staldsvinget). En massiv ungdom. Butikker. Liv om vinteren. Natur på den bakkede og havagtige måde. Uddannelsesmulighederne. Og ikke mindst bor min skilsmissebamses anden mor her.
Efter et halvt år op ad Ringgaden opdagede jeg, at det der med mange biler og konstant larm til min store overraskelse ikke så meget er mig, mens stilhed, naturidyl og vind i håret lige er, hvad jeg har brug for. Men man er vel stadig storbypige, selv om man ikke bor inden for byskiltet?
Til trods for at jeg for få år siden formentlig har afskyet en tilværelse i stil med den, jeg lever nu, er jeg faktisk ret tilfreds. Mere af det! Er der egentlig nogen, der vil være med i en strikkeklub?
onsdag den 9. september 2009
:-(
Det der fodbold, ikk' os? Glem det! Mere spil. Flere mål. Flere bare overkroppe. Så kan vi snakke om det igen.
mandag den 7. september 2009
Hvad blev der af "Må jeg se jeres billetter, tak"?
Vil I høre en pinlig historie? Forleden tog Kevin og jeg i biografen for at se filmen Headhunter. Vi købte en masse slik og popcorn, for nu skulle der hygges. Vores forbløffelse over, at der ingen kø var ved hverken billetdisken eller guffe-guffe-butikken ville ingen ende tage. Godt nok var det også onsdag, men en så markant forskel var virkelig overvældende. Derfor var vi i alt for god tid og sad uden for biografsalen et stykke tid, inden vi beslutte at indtage vores fantastiske sæder på bagerste række. Af en eller anden grund startede filmen ikke til tiden. Vi snakkede om, at det var underligt, men der er vel forsinkelser selv i en biograf. 10 minutter efter, reklamer og forfilm skulle være skudt op på lærredet kom en flok gutter og kiggede på sæderne ved siden af os. De diskuterede lidt frem og tilbage, inden en af dem spurgte, om det kunne passe, vi sad på deres sæder. Det kunne det egentlig ikke, og når resten af rækken var ledig, kunne de vel bare tage nogle andre sæder, tænkte jeg. Denne tanke var knapt ude af min hjerne, inden jeg så Kevin samle sine ting og storme ned ad trappen og ud af biografen. Der var noget på færde, og jeg fulgte efter med en anelse om, at jeg godt vidste, hvad der var galt uden helt at kunne sætte ord på det.
Hvad Kevin hørte, som jeg ikke hørte var, at de tre søgende fyre havde sagt "Sal 3, række A, sæde 7-11". Og vores sæder hed "Sal 2, række A, sæde 7-9".
Hvad de tre gutter tænkte, da vi stormede ud af biografsalen med popcorn og slik og jakker udover det hele, kan jeg have mange skæge forestillinger om.
Plakaten ved siden af døren til sal 3 taget i betragtning, er jeg meget taknemmelig for, at vi kom ind til den rigtige film. Og nej, jeg tror faktisk ikke, det sker igen.
Hvad Kevin hørte, som jeg ikke hørte var, at de tre søgende fyre havde sagt "Sal 3, række A, sæde 7-11". Og vores sæder hed "Sal 2, række A, sæde 7-9".
Hvad de tre gutter tænkte, da vi stormede ud af biografsalen med popcorn og slik og jakker udover det hele, kan jeg have mange skæge forestillinger om.
Plakaten ved siden af døren til sal 3 taget i betragtning, er jeg meget taknemmelig for, at vi kom ind til den rigtige film. Og nej, jeg tror faktisk ikke, det sker igen.
Islandske sagaer
Kender I det, når man er så ivrig for at overhale de andre cyklister i et lyskryds, at cyklen stejler? Det er ikke uden grund, jeg kalder den Silver.
Dette var min reaktion på en meget koncenteret forelæsning. Jeg var forberedt på at dø langsomt og smertefuldt under den tre timer lange litteraturhistoriske forelæsning om litteratur i Vikingetiden og Middelalderen, herunder islandske sagaer. Udsigterne var på forhånd dårlige, da jeg var faldet i søvn både under gennemlæsningen af dagens tekster og på busturen til universitetet. Jeg havde derfor forsynet mig med cola (zero, host, jeg er skide sund).
Det skulle dog vise, at mine beregninger var helt forkerte.
Forelæseren var en ung, mørkhåret kvinde, der mellem hvert til hvert andet ord sagde "øeh". I starten meget frustrerende, men det øjeblik jeg kunne abstrahere fra denne kunstnernykke/dårlige vane, var min fulde opmærksomhed på hendes diasshow og tale. Bærbaren var blevet forvist, da jeg frygtede, min viljestyrke ikke kunne stå for fristelserne til minestryger, Facebook og Pet Society. Snart indså jeg dog, at hvis mine noter både skulle være fyldestgørende og læsbare nok, var håndskrevne noter ikke vejen frem. Det ved jeg til næste gang, hvor vi graver os dybt ned i nogle islandske sagaer.
Foreløbigt en ret god start på studiet. Litteraturhistorie var min absolutte frygt og rædsel, men faktisk er det slet ikke så galt. Mere positiv indstilling til tingene, tak!
Dette var min reaktion på en meget koncenteret forelæsning. Jeg var forberedt på at dø langsomt og smertefuldt under den tre timer lange litteraturhistoriske forelæsning om litteratur i Vikingetiden og Middelalderen, herunder islandske sagaer. Udsigterne var på forhånd dårlige, da jeg var faldet i søvn både under gennemlæsningen af dagens tekster og på busturen til universitetet. Jeg havde derfor forsynet mig med cola (zero, host, jeg er skide sund).
Det skulle dog vise, at mine beregninger var helt forkerte.
Forelæseren var en ung, mørkhåret kvinde, der mellem hvert til hvert andet ord sagde "øeh". I starten meget frustrerende, men det øjeblik jeg kunne abstrahere fra denne kunstnernykke/dårlige vane, var min fulde opmærksomhed på hendes diasshow og tale. Bærbaren var blevet forvist, da jeg frygtede, min viljestyrke ikke kunne stå for fristelserne til minestryger, Facebook og Pet Society. Snart indså jeg dog, at hvis mine noter både skulle være fyldestgørende og læsbare nok, var håndskrevne noter ikke vejen frem. Det ved jeg til næste gang, hvor vi graver os dybt ned i nogle islandske sagaer.
Foreløbigt en ret god start på studiet. Litteraturhistorie var min absolutte frygt og rædsel, men faktisk er det slet ikke så galt. Mere positiv indstilling til tingene, tak!
mandag den 31. august 2009
Back to the 90's
Bagermester Harepus er en dygtig bager. I sit kagebagerhus bager Bager Harepus mange gode kager. Her er kager nok at få - for en hel familie. Nogle store, nogle små. Nogle få med sukker på. Nogle med vanilje. Dam-dam-dam-dam-daam-dam.
Anledning? Jeg er blevet en bagemus. Har i hvert fald brugt det meste af i går på at bage. Først rugbrød, så boller, så banankage. Nok til fryseren endda (En eller anden, kom med en botox...).
Selv om det er 12 år siden, jeg havde hjemkundskab i skolen, kan jeg stadig høre Anne Mettes skingre stemme skrige, hver gang jeg begår en fejl (ifølge hendes ensfarvede verden). From the top:
Jeg tager opskriften fra en ende af. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig æggesnaps. Okay. Klæk, rssss, duk, BRRRRUUUUUUUUM.
NEEEJ! Du skal ALTID læse hele opskriften igennem FØR du går i gang. Og så skal alle ingredienserne i øvrigt måles op og stå klar på bordet, så man ikke skal stå og fedte med melet, når man kommer dertil.
Da jeg æltede dejen til grovbollerne, røg begge hænder ned i dejen. FORKERT igen! Hvad ville jeg egentlig gøre nu, hvis telefonen ringede? Lade den ringe? Okay, videre til næste hysteriske synspunkt.
Bradepanden skal nu beklædes med bagepapir. Riitz. Det er sødt... MEN DET' FORKEEERT! Bagepapir skal altid klippes! Med en saks så det bliver lige (som om...)
Og så skal der vaskes op *fløjte fløjte* piift. Du står da ikke og forgifter hele byens fisk med det der opvaskemiddel? To dråber er mere end rigeligt. Husk det nu!
Det var nu egentlig meget hyggeligt med hjemkundskab, selv om hun var lidt rasende. Hun toppede en dag, hvor 2 af drengene stadig sad ved bordet, da vi andre gik i gang med at lave mad. Hun skreg op og skrev i deres kontaktbøger: "Dennis/Mads sad provokerende med hovedet ned i bordet, da de andre gik i gang med undervisningen. Anne Mette."
Og forældrene svarede: "Det er bare helt fint."
Anledning? Jeg er blevet en bagemus. Har i hvert fald brugt det meste af i går på at bage. Først rugbrød, så boller, så banankage. Nok til fryseren endda (En eller anden, kom med en botox...).
Selv om det er 12 år siden, jeg havde hjemkundskab i skolen, kan jeg stadig høre Anne Mettes skingre stemme skrige, hver gang jeg begår en fejl (ifølge hendes ensfarvede verden). From the top:
Jeg tager opskriften fra en ende af. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig æggesnaps. Okay. Klæk, rssss, duk, BRRRRUUUUUUUUM.
NEEEJ! Du skal ALTID læse hele opskriften igennem FØR du går i gang. Og så skal alle ingredienserne i øvrigt måles op og stå klar på bordet, så man ikke skal stå og fedte med melet, når man kommer dertil.
Da jeg æltede dejen til grovbollerne, røg begge hænder ned i dejen. FORKERT igen! Hvad ville jeg egentlig gøre nu, hvis telefonen ringede? Lade den ringe? Okay, videre til næste hysteriske synspunkt.
Bradepanden skal nu beklædes med bagepapir. Riitz. Det er sødt... MEN DET' FORKEEERT! Bagepapir skal altid klippes! Med en saks så det bliver lige (som om...)
Og så skal der vaskes op *fløjte fløjte* piift. Du står da ikke og forgifter hele byens fisk med det der opvaskemiddel? To dråber er mere end rigeligt. Husk det nu!
Det var nu egentlig meget hyggeligt med hjemkundskab, selv om hun var lidt rasende. Hun toppede en dag, hvor 2 af drengene stadig sad ved bordet, da vi andre gik i gang med at lave mad. Hun skreg op og skrev i deres kontaktbøger: "Dennis/Mads sad provokerende med hovedet ned i bordet, da de andre gik i gang med undervisningen. Anne Mette."
Og forældrene svarede: "Det er bare helt fint."
søndag den 23. august 2009
En sidste dråbe frihed
Sidste dag i frihedens tilværelse. Fra i morgen og 5 år frem vil jeg leve i en konstant tilværelse af dårlig samvittighed. Hver gang jeg ser en film, spiller playstation eller går en tur vil den bevidste eller ubevidste følelse af, at jeg burde læse, ligge i baghovedet.
Så det er virkelig om at nyde i dag, selv om en stor del af dagen kommer til at gå med forberedelse til i morgen. For eksempel drager Silver og jeg om lidt ud på min kommende næsten daglige cykelrute: Hus-Uni og Uni-Hus. Det skulle svare til cirka 7,5 kilometer pr. vej. Lige til at overskue – hvis terrænet er medgørigt i hvert fald. Og stedsansen. Det vil vise sig om halvanden times tid.Derefter går turen ud til min nye, skønne passerhest, Freja, som bor et par kilometer fra mig. Og sidst men ikke mindst har jeg en bog af Svend Åge Madsen, som skal læses inden onsdag. Så skoletilværelsen er allerede indtrådt en lille smule.
Men selv om det bliver fem hårde år, glæder jeg mig til at få snuden i det, jeg brænder for, lige som den strukturerede tilværelse (modsat ferie) også bliver ganske rar, når man først er i den. Mind mig lige om det, hvis jeg skulle finde på at brokke mig i løbet af de næste ti semestre.
Så det er virkelig om at nyde i dag, selv om en stor del af dagen kommer til at gå med forberedelse til i morgen. For eksempel drager Silver og jeg om lidt ud på min kommende næsten daglige cykelrute: Hus-Uni og Uni-Hus. Det skulle svare til cirka 7,5 kilometer pr. vej. Lige til at overskue – hvis terrænet er medgørigt i hvert fald. Og stedsansen. Det vil vise sig om halvanden times tid.Derefter går turen ud til min nye, skønne passerhest, Freja, som bor et par kilometer fra mig. Og sidst men ikke mindst har jeg en bog af Svend Åge Madsen, som skal læses inden onsdag. Så skoletilværelsen er allerede indtrådt en lille smule.
Men selv om det bliver fem hårde år, glæder jeg mig til at få snuden i det, jeg brænder for, lige som den strukturerede tilværelse (modsat ferie) også bliver ganske rar, når man først er i den. Mind mig lige om det, hvis jeg skulle finde på at brokke mig i løbet af de næste ti semestre.
onsdag den 19. august 2009
8210
Yaiks. Er lige blevet afhørt af politiet og bagefter råbt af af nogle personer af anden etnisk oprindelse end dansk. Der er sgu da halvfarligt i det der 8210.
Jeg kørte mod Halse bibliotek for at låne et tilsyneladene pragteksemplar af en novellesamling skrevet af Svend Åge Madsen. Allerede da jeg ankom, gik nogle politifolk rundt, og en gruppe drenge var presset op i garderoben, mens en af betjentene stod og beordrede en hel masse. Tror ikke rigtig jeg forstod alvoren i det. Da jeg kom ud til Silver igen, stod en af betjentene der og farede op, da han så mig.
"Hej?" sagde jeg, fordi jeg ikke lige vidste, hvad jeg ellers skulle sige.
"Hej. Så du hvem, der kom på denne her knallert?" Spurgte han og lød som om, der kun fandtes et svar på det spørgsmål.
"Nej, for den stod der da jeg kom" svarede jeg.
"Gjorde den???" Spurgte han anklagende.
Åh nej! Gjorde den? Gjorde den ikke? Har jeg gjort noget? Var det mig, der kom på den? Hvad sker der? Hvad skal jeg sige?
"Jah".
"Det passer faktisk... For jeg så da du kom"...
Pyyha, jeg løj ikke, jeg er uskyldig, lad mig komme væk fra det her psykopatiske område.
Og jeg er ikke kommet ud på gaden inden et par drenge råber noget efter mig, som jeg ikke forstår. Jeg smiler lidt til dem og er glad for, jeg er på cykel og at de ikke er.
Jeg er rimelig pivet så valgte faktisk Hasle frem for Gellerup for ikke at udsætte mig selv for noget, jeg kunne blive skræmt af. Ikke at jeg er skræmt. Men jeg vil vurdere, at det ikke var en cykeltyv politiet ledte efter. Antallet af betjente og politibiler taget i betragtning. Så hold øje med News! Jeg siger det bare.
Jeg kørte mod Halse bibliotek for at låne et tilsyneladene pragteksemplar af en novellesamling skrevet af Svend Åge Madsen. Allerede da jeg ankom, gik nogle politifolk rundt, og en gruppe drenge var presset op i garderoben, mens en af betjentene stod og beordrede en hel masse. Tror ikke rigtig jeg forstod alvoren i det. Da jeg kom ud til Silver igen, stod en af betjentene der og farede op, da han så mig.
"Hej?" sagde jeg, fordi jeg ikke lige vidste, hvad jeg ellers skulle sige.
"Hej. Så du hvem, der kom på denne her knallert?" Spurgte han og lød som om, der kun fandtes et svar på det spørgsmål.
"Nej, for den stod der da jeg kom" svarede jeg.
"Gjorde den???" Spurgte han anklagende.
Åh nej! Gjorde den? Gjorde den ikke? Har jeg gjort noget? Var det mig, der kom på den? Hvad sker der? Hvad skal jeg sige?
"Jah".
"Det passer faktisk... For jeg så da du kom"...
Pyyha, jeg løj ikke, jeg er uskyldig, lad mig komme væk fra det her psykopatiske område.
Og jeg er ikke kommet ud på gaden inden et par drenge råber noget efter mig, som jeg ikke forstår. Jeg smiler lidt til dem og er glad for, jeg er på cykel og at de ikke er.
Jeg er rimelig pivet så valgte faktisk Hasle frem for Gellerup for ikke at udsætte mig selv for noget, jeg kunne blive skræmt af. Ikke at jeg er skræmt. Men jeg vil vurdere, at det ikke var en cykeltyv politiet ledte efter. Antallet af betjente og politibiler taget i betragtning. Så hold øje med News! Jeg siger det bare.
mandag den 17. august 2009
Hvem ka'? Bilka!
Så er man flyttet i hus. Det giver en række nye muligheder og tilladelser - for eksempel er det nu okay at tage til søndagsudsalg i Bilka. Og at stå foran døren ved åbningstid. På Bilkas fødselsdag.
Problemet her er, at de havde monster gode tilbud, hvorfor en stor håndfuld andre mennesker også havde valgt at stå foran indgangen netop denne dag. Vi stod stadig i kø, da de første kom ud med noget af det Lego, Bilka solgte til halv pris.
Køen fortsatte langt ind i butikken. Folk gik på nåle, rippede de varer, der konstant blev stillet ud og var ikke forsigtige med at skubbe med vognen, hvis det gik for langsomt.
Vi kom ud af Bilka godt en time efter. Med to liter sødmælk, en liter A38 og nogle "tilsæt kun vand og smør/gær" kage-/brødposer. En time!
På vej ud nuppede vi en Bilkavaffel. To kvinder stod og skændtes og råbte af hinanden, fordi den ene mente, den anden var snydt foran i køen (som bestod af os og de to kvinder - og deres børn...).
Næppe var vi kommet ud på parkeringspladsen, inden en dame spurgte, om hun måtte være så fræk at overtage vores vogn. For der var ikke flere vogne. Så tro da fanden, der er trængt i butikken! Vi kunne ikke liiige erindre, hvor bilen var parkeret efter kaoset, så vi rystede hende af os. Men henne ved bilen spurgte endnu en kvinde, om hun måtte få vores vogn. Behøver jeg sige, der heller ikke var parkeringspladser nok?
Dejlig start på en langsom søndag. Og aldrig mere søndagstilbud!
Problemet her er, at de havde monster gode tilbud, hvorfor en stor håndfuld andre mennesker også havde valgt at stå foran indgangen netop denne dag. Vi stod stadig i kø, da de første kom ud med noget af det Lego, Bilka solgte til halv pris.
Køen fortsatte langt ind i butikken. Folk gik på nåle, rippede de varer, der konstant blev stillet ud og var ikke forsigtige med at skubbe med vognen, hvis det gik for langsomt.
Vi kom ud af Bilka godt en time efter. Med to liter sødmælk, en liter A38 og nogle "tilsæt kun vand og smør/gær" kage-/brødposer. En time!
På vej ud nuppede vi en Bilkavaffel. To kvinder stod og skændtes og råbte af hinanden, fordi den ene mente, den anden var snydt foran i køen (som bestod af os og de to kvinder - og deres børn...).
Næppe var vi kommet ud på parkeringspladsen, inden en dame spurgte, om hun måtte være så fræk at overtage vores vogn. For der var ikke flere vogne. Så tro da fanden, der er trængt i butikken! Vi kunne ikke liiige erindre, hvor bilen var parkeret efter kaoset, så vi rystede hende af os. Men henne ved bilen spurgte endnu en kvinde, om hun måtte få vores vogn. Behøver jeg sige, der heller ikke var parkeringspladser nok?
Dejlig start på en langsom søndag. Og aldrig mere søndagstilbud!
fredag den 31. juli 2009
Når regnen regner
Jamen altså! Jeg bliver jo aldrig rask på denne her måde. Hver gang jeg går uden for en dør, begynder det at regne. Og hver gang jeg går ind ad en dør, er jeg så gennemblødt, at jeg kan vride mit tøj. Alt mit tøj. Også det inden under regnjakken. Som i øvrigt skal skiftes ud inden så længe. Folk tager deres busklippekort frem, når jeg hjuller forbi. Hvorfor var regnjakkemoden også bare kæmpe stor, da min regnjakke blev født i starten af det nye årtusind?
Det lykkedes mig at få en gang "super ondt i halsen og tendens til hoste, vejrtrækningsproblemer, nys og voldsomme temperaturskift". Kender to andre med samme symptomer, men forstår ikke helt, hvordan en af dem kunne have smittet mig (Jeg pigekysser altså ikke! Og deler heller ikke sugerør). Omvendt har det regnet ret meget på det seneste, og mit projekt bedre kondition er sat i gang igen. = MEGET sygdomsfremkaldende cykelture, når man er gennemblødt allerede på vej ned i byen og først er hjemme ved tørt tøj 2½ time senere.
Nå, har egentlig skide travlt. Skal i biografen med Beks og se den nye Harry Potter. Glæder mig! Og håber at frygelige frygtelige A Walk to Remember, der fik mig til at stortude fra jeg var 40 minutter inde i filmen til 10 minutter efter filmen var slut, har taget de værste tårer. Det siges at Potter-filmen er mere sørgelig (men også mere sjov) end nogensinde. Sååå good luck Tudemarie!
Det lykkedes mig at få en gang "super ondt i halsen og tendens til hoste, vejrtrækningsproblemer, nys og voldsomme temperaturskift". Kender to andre med samme symptomer, men forstår ikke helt, hvordan en af dem kunne have smittet mig (Jeg pigekysser altså ikke! Og deler heller ikke sugerør). Omvendt har det regnet ret meget på det seneste, og mit projekt bedre kondition er sat i gang igen. = MEGET sygdomsfremkaldende cykelture, når man er gennemblødt allerede på vej ned i byen og først er hjemme ved tørt tøj 2½ time senere.
Nå, har egentlig skide travlt. Skal i biografen med Beks og se den nye Harry Potter. Glæder mig! Og håber at frygelige frygtelige A Walk to Remember, der fik mig til at stortude fra jeg var 40 minutter inde i filmen til 10 minutter efter filmen var slut, har taget de værste tårer. Det siges at Potter-filmen er mere sørgelig (men også mere sjov) end nogensinde. Sååå good luck Tudemarie!
torsdag den 30. juli 2009
Nordisk - here I come!
30. juli, lidt over midnat. Pigen logger med rystende hænder på Århus Universitets hjemmeside, for at tjekke, om optagelses/afslagsmeddelelsen er kommet. Hun vidste, hvad der skulle stå. At hun ikke er optaget. At hendes beskedne middelmådige gennemsnit fra gymnasiet ikke kunne klare sig mod de rekordmange ansøgere. Men sådan skulle det ikke gå. "Aarhus Universitet kan tilbyde dig en plads på Nordisk sprog og litteratur. Vil du tage imod pladsen?"
Den næste halve time sad hun og læste det igen og igen. For at være sikker. Er det DEN Århus? Er det i år? Er det mig? Er det en joke? Er det her overhovedet den rigtige virkelighed?
Lad mig sige på den korte måde. Det overraskede mig, hvor lidt jeg faktisk havde troet på det. Og hvor meget det betød for mig at være kommet ind på min første prioritet.
En time inden svaret så jeg et indslag på TV2 News, hvor Jakob Lange fra Den Koordinerede Tilmelding udtalte sig om, at de unge skal vågne op af drømmen og indse, at et studie ikke er en forelskelse. De skal vælge efter, hvad de har råd og evner til. Ligesom når man køber bil. Men netop her ligger forskellen jo. Biler kører på benzin eller diesel. Det gør unge ikke. Når en bil løber tør, kan den tankes op og så kører den flittigt og frejdigt igen. Det gør unge heller ikke. Hvis ikke man brænder for sit studie og for de muligheder, det giver bagefter, ender det i en blindgyde, hvor man enten går ned med flaget og skifter uddannelse undervejs. En anden mulighed er efter 5 års hård at stå med en uddannelse, man overhovedet ikke er interesseret i at bruge. Det nytter altså ikke noget, at der er en Statoil lige rundt om hjørnet.
Og i virkeligheden aner jeg jo ikke, hvad jeg går ind til. Men jeg ved, at jeg forfølger den drøm, der i går kom et skridt nærmere. Og det føles rigtigt. Helt rigtigt.
Den næste halve time sad hun og læste det igen og igen. For at være sikker. Er det DEN Århus? Er det i år? Er det mig? Er det en joke? Er det her overhovedet den rigtige virkelighed?
Lad mig sige på den korte måde. Det overraskede mig, hvor lidt jeg faktisk havde troet på det. Og hvor meget det betød for mig at være kommet ind på min første prioritet.
En time inden svaret så jeg et indslag på TV2 News, hvor Jakob Lange fra Den Koordinerede Tilmelding udtalte sig om, at de unge skal vågne op af drømmen og indse, at et studie ikke er en forelskelse. De skal vælge efter, hvad de har råd og evner til. Ligesom når man køber bil. Men netop her ligger forskellen jo. Biler kører på benzin eller diesel. Det gør unge ikke. Når en bil løber tør, kan den tankes op og så kører den flittigt og frejdigt igen. Det gør unge heller ikke. Hvis ikke man brænder for sit studie og for de muligheder, det giver bagefter, ender det i en blindgyde, hvor man enten går ned med flaget og skifter uddannelse undervejs. En anden mulighed er efter 5 års hård at stå med en uddannelse, man overhovedet ikke er interesseret i at bruge. Det nytter altså ikke noget, at der er en Statoil lige rundt om hjørnet.
Og i virkeligheden aner jeg jo ikke, hvad jeg går ind til. Men jeg ved, at jeg forfølger den drøm, der i går kom et skridt nærmere. Og det føles rigtigt. Helt rigtigt.
torsdag den 23. juli 2009
Operation Overbo
Mange mener, at jeg er et tålmodigt menneske. Måske har de taget fejl. Måske er det drysset af gennem tiderne.
De senste måneder er min tålmodighed blevet trådt på, sparket til, druknet, fløjtet af, smidt ud fra vinduet, tisset på, sprøjtet på af en vandpistol og sat ild til. Kevins kære overbo har ingen grænser.
Jeg holder meget af glade mennesker, der smiler og spreder glæde på deres vej. Faktisk. Men der er også grænser. Faktisk. Den grænse er, når man fløjter og synger fra man vågner, til man går i seng. Engang var Musesangen og Jeg ved en lærkerede to smukke viser. Engang, som jeg næsten ikke længere husker. Det lyder hyggeligt, ikke? Men faktisk føles det lidt som at få plukket øjenbryn. Bare værre.
Denne gang greb jeg til bloggen. Men næste gang må jeg tage hårdere midler i brug. Det er det, jeg kalder Plan B:
1: Ta' sko på
2: Løb ned til nærmeste bank
3: Hæv alle penge på kontoer
4: Løb tilbage (ta' bussen, hvis det er hurtigere)
5: Spring op ad trapper til overboens palæ
6: Bank på
7: Bank på igen
8: Forær alle penge til overbo til ferie efter eget valg
Resultat: En hel uge uden fløjteri. Hvis hun vælger et billigt sted er vi måske flyttet, inden hun kommer tilbage. OH YES!
Hysterisk? Jah... Men hvis hun spillede trommer eller el-guitar fra klokken 7 om morgenen og 15 timer frem, tror jeg ikke der ville have været nogen tvivl. Og husk: Stemmen er menneskets stærkest instrument.
De senste måneder er min tålmodighed blevet trådt på, sparket til, druknet, fløjtet af, smidt ud fra vinduet, tisset på, sprøjtet på af en vandpistol og sat ild til. Kevins kære overbo har ingen grænser.
Jeg holder meget af glade mennesker, der smiler og spreder glæde på deres vej. Faktisk. Men der er også grænser. Faktisk. Den grænse er, når man fløjter og synger fra man vågner, til man går i seng. Engang var Musesangen og Jeg ved en lærkerede to smukke viser. Engang, som jeg næsten ikke længere husker. Det lyder hyggeligt, ikke? Men faktisk føles det lidt som at få plukket øjenbryn. Bare værre.
Denne gang greb jeg til bloggen. Men næste gang må jeg tage hårdere midler i brug. Det er det, jeg kalder Plan B:
1: Ta' sko på
2: Løb ned til nærmeste bank
3: Hæv alle penge på kontoer
4: Løb tilbage (ta' bussen, hvis det er hurtigere)
5: Spring op ad trapper til overboens palæ
6: Bank på
7: Bank på igen
8: Forær alle penge til overbo til ferie efter eget valg
Resultat: En hel uge uden fløjteri. Hvis hun vælger et billigt sted er vi måske flyttet, inden hun kommer tilbage. OH YES!
Hysterisk? Jah... Men hvis hun spillede trommer eller el-guitar fra klokken 7 om morgenen og 15 timer frem, tror jeg ikke der ville have været nogen tvivl. Og husk: Stemmen er menneskets stærkest instrument.
søndag den 12. juli 2009
For mange interesser
Kan definitivt ikke tegne mere. Og når jeg alligevel prøver, ser det meget meget tegnet ud og ikke smukt og naturrealistisk, som det billede, jeg tegner efter. Måske skulle jeg indsnævre mine interesser til 1-2, så jeg faktisk (en dag) bliver god til det. Lige nu kan jeg lidt af en masse, men aldrig noget, der er værd at kigge efter. Og jeg gider ikke rigtig lave noget, der ikke er ordentligt - desværre! Hvis bare jeg var sådan en, der ELSKEDE at male, og så var det i grunden skide ligemeget, hvad andre eller jeg selv synes om resultatet. Men det er jeg ikke... Såh - bring on en liste:
- Gui'tar
- Elektrisk gui'tar
- Klaver-ovitch
- Male
- Tegne
- Skrive
Jah... Nu er jeg i den situation, hvor jeg ikke aner, hvad jeg kan pille væk. Jeg elsker at tegne og male - engang imellem. Men ikke så meget, at jeg faktisk en dag bliver god, som i god god, til det.
Skrive kunne jeg godt pille væk, men jeg ville ikke kunne holde det mere end en dag eller to.
Og musikken har jeg bare også brug for at variere mellem instrumenterne. Kunne i øvrigt godt tænke mig at lære at spille trommer også. Og fotografere! Og lave kort! Og-og-og sy mit eget tøj!Ja, god indsnævring... Tak for nu, inden det her går amok.
- Gui'tar
- Elektrisk gui'tar
- Klaver-ovitch
- Male
- Tegne
- Skrive
Jah... Nu er jeg i den situation, hvor jeg ikke aner, hvad jeg kan pille væk. Jeg elsker at tegne og male - engang imellem. Men ikke så meget, at jeg faktisk en dag bliver god, som i god god, til det.
Skrive kunne jeg godt pille væk, men jeg ville ikke kunne holde det mere end en dag eller to.
Og musikken har jeg bare også brug for at variere mellem instrumenterne. Kunne i øvrigt godt tænke mig at lære at spille trommer også. Og fotografere! Og lave kort! Og-og-og sy mit eget tøj!Ja, god indsnævring... Tak for nu, inden det her går amok.
onsdag den 8. juli 2009
Farvel, min elskede pung
I går skete det, der burde være sket for længe siden, når man er lige så godtroende og naiv, som jeg er. Min pung forsvandt sporløst fra min taske.
Jeg var på hovedbanegården i Århus for at tage et halvdøgnsophold i Billund.
Da jeg kommer hen til trappen, der går ned mod togene, overhaler en lille lyshåret pige mig inden om. Hun går over mod rulletrappen og jeg skal selv ned ad den almindelige trappe. Pludselig skifter hun retning og går også ned ad den almindelige trappe - stadig foran mig. På vejen ned fylder hun det hele og går pludselig langsomt og er faktisk ret meget i vejen til min store irritation, selv om der er god tid til toget kører. Næsten inden vi når ned, taber hun pludselig to mønter. Hun bukker sig for at samle dem og op fylder samtidig hele trappen. Nå ja, hvis folk SKAL være så idiotiske, kan jeg da også bare vente til hun er færdig med at fjumre rundt. Og da hun når ned og ser, der står Fredericia på skærmene slår hun ud med armene, sukker og går op ad trappen igen. Klovn! Hold da kæft, en klovn. Ind i toget med mig, som afgår 5 minutter efter. Og da billetkontrolløren kommer ind, opdager jeg, at den forreste lomme i min taske er åben - og pungen er væk. Dermed også billetten. Jeg ryster, er rød i hovedet og flår desperat alting ud af min taske (og der er meget i). Jeg forklarer et eller andet om, at min pung er væk og kontrolløren smiler bare og går videre.
Hele togturen blev brugt til at ringe og få spærret kortet, anmelde tyveriet hos politiet og kontakte Bruuns Galleri for at høre, om de har fået indleveret en pung. Men nej...
Da jeg ankom til Vejle, mærkede jeg en følelse, som jeg ikke så tit har besøg af. Vrede. Over at nogen kan finde på sådan noget. Over at have mistet alle mine kort og hvad der ellers var af minder i pungen. Og over at være blevet snydt så grusomt, når jeg egentlig var opmærksom på situationen.
Jeg ville ønske, jeg kunne spole tiden tilbage. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle den lyshårede piges forældre, hvor dum en tøs de har bragt til verden. Og jeg ville ønske jeg kunne sætte advarsler op på hele banegården, så det aldrig sker for nogen igen. Selv om min situation bare var en blandt mange.
Skal vi se på det positive, kan jeg fortælle, at der var under 100 kr. i pungen, i det mindste havde jeg mit klippekort i lommen, så jeg kunne komme videre fra Vejle til Billund og min mobil lå også trygt i lommen, så jeg kunne ringe og spærre kortet med det samme (men stadig 10 minutter efter det skete...). På en eller anden måde tror jeg, jeg får min pung at se igen. Den var der jo lige 10 minutter før, da jeg købte en billet til toget...
Så kære mennesker. Stol ikke på små, latterlige lyshårede tøser, der opfører sig underligt på udsatte steder. Og faktisk tror jeg, jeg for en gangs skyld har lært noget af mine fejl.
Jeg var på hovedbanegården i Århus for at tage et halvdøgnsophold i Billund.
Da jeg kommer hen til trappen, der går ned mod togene, overhaler en lille lyshåret pige mig inden om. Hun går over mod rulletrappen og jeg skal selv ned ad den almindelige trappe. Pludselig skifter hun retning og går også ned ad den almindelige trappe - stadig foran mig. På vejen ned fylder hun det hele og går pludselig langsomt og er faktisk ret meget i vejen til min store irritation, selv om der er god tid til toget kører. Næsten inden vi når ned, taber hun pludselig to mønter. Hun bukker sig for at samle dem og op fylder samtidig hele trappen. Nå ja, hvis folk SKAL være så idiotiske, kan jeg da også bare vente til hun er færdig med at fjumre rundt. Og da hun når ned og ser, der står Fredericia på skærmene slår hun ud med armene, sukker og går op ad trappen igen. Klovn! Hold da kæft, en klovn. Ind i toget med mig, som afgår 5 minutter efter. Og da billetkontrolløren kommer ind, opdager jeg, at den forreste lomme i min taske er åben - og pungen er væk. Dermed også billetten. Jeg ryster, er rød i hovedet og flår desperat alting ud af min taske (og der er meget i). Jeg forklarer et eller andet om, at min pung er væk og kontrolløren smiler bare og går videre.
Hele togturen blev brugt til at ringe og få spærret kortet, anmelde tyveriet hos politiet og kontakte Bruuns Galleri for at høre, om de har fået indleveret en pung. Men nej...
Da jeg ankom til Vejle, mærkede jeg en følelse, som jeg ikke så tit har besøg af. Vrede. Over at nogen kan finde på sådan noget. Over at have mistet alle mine kort og hvad der ellers var af minder i pungen. Og over at være blevet snydt så grusomt, når jeg egentlig var opmærksom på situationen.
Jeg ville ønske, jeg kunne spole tiden tilbage. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle den lyshårede piges forældre, hvor dum en tøs de har bragt til verden. Og jeg ville ønske jeg kunne sætte advarsler op på hele banegården, så det aldrig sker for nogen igen. Selv om min situation bare var en blandt mange.
Skal vi se på det positive, kan jeg fortælle, at der var under 100 kr. i pungen, i det mindste havde jeg mit klippekort i lommen, så jeg kunne komme videre fra Vejle til Billund og min mobil lå også trygt i lommen, så jeg kunne ringe og spærre kortet med det samme (men stadig 10 minutter efter det skete...). På en eller anden måde tror jeg, jeg får min pung at se igen. Den var der jo lige 10 minutter før, da jeg købte en billet til toget...
Så kære mennesker. Stol ikke på små, latterlige lyshårede tøser, der opfører sig underligt på udsatte steder. Og faktisk tror jeg, jeg for en gangs skyld har lært noget af mine fejl.
mandag den 6. juli 2009
Du ved, du er for følsom, når du
- tuder otte gange under Disneyfilmen Den fantastiske hjemrejse
- melder fra til din biografaftale med din veninde, fordi du ikke bryder dig om at græde offentligt
- beskylder de høje pollental for dine røde øjne
- hulker utrøsteligt, da der er familiebesøg i Top Model ("Why didn't I get the chance to see my baby? I need my baby!" Som om alle mødre ikke behøver det!)
- aldrig læser den (børne)bog færdig, du er i gang med, fordi du ved, den ender ulykkeligt
- flæber over et nyhedsindslag om den nye madordning i folkeskolerne
- aldrig drikker alkohol til familiefester, fordi du er bange for at betro din onkel alle dine livssmerter (Lebenschmertzen på tysk)
- ser Dr. Phil kun for ikke at føle dig som den eneste, der er et følsomt menneske
- får tårer i øjenene, når du ser en pakistansk taxachauffør hjælpe en gammel dame ud af taxaen
- skælder føreranden ud, når den tager brødet fra den and, du kastede mad ud til (det er syyynd for den!)
- bruger en hel pakke kleenex (af de store) under et afsnit af Sporløst
- dyrker yoga for at styre dine følelser
- giver personer i soap opraes ordrer som "Kys hende nu", "Nej, Luke, ikke skubbe ham ned af trappen", "Nej, Frank! Du tisser ikke på det bål!"
- synger "Aaaall byyy myseee-eee-eelf", når du er alene hjemme i en halv time
- piver, når computeren løber tør for strøm og lukker ned 20 sekunder før man er færdig med sit blogindlæg
Og nej, jeg passer ikke på nogen af dem. Ikke en eneste. Overhovedet. Piv :')
mandag den 29. juni 2009
Goddag, du taler med Thomas fra Telenor - jeg forstyrrer ikke, vel?
Ih altså! To opkald fra telefonsælgere på én dag. Og syv opkald i løbet af weekenden, som jeg desværre ikke kunne besvare, fordi min telefon enten var på lydløs eller fordi jeg kom til at trykke afvis. De eneste, der ringer med hemmeligt nummer er alligevel telefonsælgere eller min lillebror...
Begge påstod, at jeg havde deltaget i en brugerundersøgelse, hvor jeg havde sagt, at jeg gerne ville spare penge på mobil- og internetregningerne. DET lyder mærkeligt, for jeg ved at de ringer, når man svarer ja til sådan noget. Men jeg må have været fuld eller træt eller meget ensom, når jeg har sagt ja til sådan noget.
Jeg fik dem begge til at tro på, at jeg er sådan en, der aldrig bruger min mobil, og at mit internet er påtvunget på kollegiet, så to internetregninger hver måned vil ikke give mig billigere internet. Den sidste tilbød mig at prøve mobilt internet gratis i en måned, og hun lovede mig, at der ikke er små bogstaver nogen steder, der siger, at jeg skal give hele min børneopsparing til Telenor, når jeg først har sagt ja. Det er fint nok at kunne tage computeren med på stranden og sådan her i ferien.
Begge påstod, at jeg havde deltaget i en brugerundersøgelse, hvor jeg havde sagt, at jeg gerne ville spare penge på mobil- og internetregningerne. DET lyder mærkeligt, for jeg ved at de ringer, når man svarer ja til sådan noget. Men jeg må have været fuld eller træt eller meget ensom, når jeg har sagt ja til sådan noget.
Jeg fik dem begge til at tro på, at jeg er sådan en, der aldrig bruger min mobil, og at mit internet er påtvunget på kollegiet, så to internetregninger hver måned vil ikke give mig billigere internet. Den sidste tilbød mig at prøve mobilt internet gratis i en måned, og hun lovede mig, at der ikke er små bogstaver nogen steder, der siger, at jeg skal give hele min børneopsparing til Telenor, når jeg først har sagt ja. Det er fint nok at kunne tage computeren med på stranden og sådan her i ferien.
Undskyld mig hr. læge
Christian på 14 måneder slugte i november sidste år et batteri fra et fyrfadslys. 2 uger og 11 tilseelser af læger senere fandt hans forældre ham blødende ud af næse og mund, hvorefter han fik hjertestop og døde. Batteriet havde ætset sig gennem babyens spiserør og pulsåre, selv om tre læger undervejs afviste, at drengen kunne have slugt et batteri.
Christians forældre fortalte i midten af juni deres historie til Berlingske Tidende, der siden har taget vagtlægeordningen op til debat. Antallet af forargende sager stiger, og i morges i Go' Morgen Danmark var moderen til Dennis fra Vejle på besøg i studiet.
I marts sidste år døde 16-årige Dennis af menigitis kort efter, at hans mor havde kontaktet vagtlægen. Men influenza og stiv nakke var ikke et faresignal for lægen, der foreslog Dennis' mor at give drengen smertestillende og noget koldt på nakken.
På berlingske.dk kan man høre telefonsamtalen, der tydeligt afspejler, at vagtlægen ikke gad konsultere den syge dreng.
Begge sager vækker forargelse og mistro til de danske vagtlægeordninger. To alt for unge mennesker mistede livet på grund af sjusk. Uden at det kan forsvares, må vi indse, at læger er under et stort pres og lige som os andre ikke altid tager de rigtige beslutninger.
Vi kan arbejde på en revideret og bedre vagtlægeordning, men måske er det på tide at vinke farvel til den godtroende attitude og betragte læger som vejledere i stedet for dommere eller Gud. Hvis lægen siger, vi bare har influenza, tror vi på, at det bare er influenza, for lægen er klog og har en meget lang uddannelse bag sig. Men lægen er samtidig et menneske, der kan have en søvnig dag eller overse vigtige signaler. Og selv om vi ser det som lægens ansvar at opdage livstruende sygdom, er det os, der risikerer at blive meget syge og måske dø, som i Dennis' tilfælde, hvis lægen tager fejl.
Vi hører ofte om kræftpatienter, der er opgivet af danske læger, mens de med egenbetaling kan redde livet ved at få behandling i udlandet. Disse eksempler må være forgængere for, at vi tager ansvaret i egen hånd, selv om lægerne har givet op. For vi står i to meget forskellige lejre. Det, der for lægerne er en lidt grumset statistik, kan for os være et enormt menneskeligt tab, som vi aldrig vil komme os over. I hvert fald lignede Dennis' mor ikke en, der vil komme sig over sin søns død foreløbig.
Christians forældre fortalte i midten af juni deres historie til Berlingske Tidende, der siden har taget vagtlægeordningen op til debat. Antallet af forargende sager stiger, og i morges i Go' Morgen Danmark var moderen til Dennis fra Vejle på besøg i studiet.
I marts sidste år døde 16-årige Dennis af menigitis kort efter, at hans mor havde kontaktet vagtlægen. Men influenza og stiv nakke var ikke et faresignal for lægen, der foreslog Dennis' mor at give drengen smertestillende og noget koldt på nakken.
På berlingske.dk kan man høre telefonsamtalen, der tydeligt afspejler, at vagtlægen ikke gad konsultere den syge dreng.
Begge sager vækker forargelse og mistro til de danske vagtlægeordninger. To alt for unge mennesker mistede livet på grund af sjusk. Uden at det kan forsvares, må vi indse, at læger er under et stort pres og lige som os andre ikke altid tager de rigtige beslutninger.
Vi kan arbejde på en revideret og bedre vagtlægeordning, men måske er det på tide at vinke farvel til den godtroende attitude og betragte læger som vejledere i stedet for dommere eller Gud. Hvis lægen siger, vi bare har influenza, tror vi på, at det bare er influenza, for lægen er klog og har en meget lang uddannelse bag sig. Men lægen er samtidig et menneske, der kan have en søvnig dag eller overse vigtige signaler. Og selv om vi ser det som lægens ansvar at opdage livstruende sygdom, er det os, der risikerer at blive meget syge og måske dø, som i Dennis' tilfælde, hvis lægen tager fejl.
Vi hører ofte om kræftpatienter, der er opgivet af danske læger, mens de med egenbetaling kan redde livet ved at få behandling i udlandet. Disse eksempler må være forgængere for, at vi tager ansvaret i egen hånd, selv om lægerne har givet op. For vi står i to meget forskellige lejre. Det, der for lægerne er en lidt grumset statistik, kan for os være et enormt menneskeligt tab, som vi aldrig vil komme os over. I hvert fald lignede Dennis' mor ikke en, der vil komme sig over sin søns død foreløbig.
onsdag den 24. juni 2009
Sankt Hans og en indebrændt buschauffør
Så blev det Sankt Hans og nu bliver dagene igen kortere. Men forude venter der en dejlig og lang sommer, så jeg kan på ingen måde synes, at det er trist.
Vi hyggede herhjemme i går og fik lavet et lille sankt hans bål inde i ovnen, da mit bagepapir tilsyneladende er brandbart.
Kathrine: "Der er ild!" :S
Kevin: ...
Kathrine: "HJÆLP! Der er ild inde i ovnen!"
Kevin: "Er der??"
Kathrine: "Ja!"
Brandmanden tog over og fik bålet slukket, inden kyllingerne fløj til Bloksbjerg. Og det var så den Sankt Hans aften.
I dag blev jeg inviteret til (god) spisning hos en veninde i Harlev. Jeg fik den tossede idé at cykle ned til byen, fordi det er katestrofalt og fuldstændig uacceptabelt som 22-årig at have så ringe en kondition, som jeg har lige nu. Vel vidende at jeg på et tidspunkt også skulle hjem igen og op ad Mount Randersvej.
Planen var så at tage bussen fra centrum til Harlev. Da vi 2 gange var kørt ind i og ud ad Harlev besluttede jeg at gå op til buschaufføren og bede ham sige til, når vi var ved det stop, jeg ifølge Rejseplanen.dk skulle af ved. Jeg spurgte med min venligste stemme, om han ville sige til, når vi var ved Lokalcenter Næsbjerg. Han sagde ingenting og reagerde tilsyneladende overhovedet ikke. Jeg stirrede hårdt på ham for at vurdere, om han overhovedet hørte mig, eller om han bare var en idiot. Jeg gentog mit spørgsmål, men nåede kun til "Vil du ikke sige...", da han begyndte at nikke. Han lignede på dette tidspunkt en, der hadede sit liv, og jeg lignede en, der syntes, han var et fjols og at hele situationen var en lille smule pinlig. Jeg kan da for fanden ikke gøre for, at jeg ikke er født med indbygget GPS.
Hjemturen gik meget bedre, og jeg klatrede modigt op ad bjerget med en rimelig normal puls faktisk. Men også med en rimelig unaturlig ansigtskulør. Bedre kondition kan man vel altid bruge.
Vi hyggede herhjemme i går og fik lavet et lille sankt hans bål inde i ovnen, da mit bagepapir tilsyneladende er brandbart.
Kathrine: "Der er ild!" :S
Kevin: ...
Kathrine: "HJÆLP! Der er ild inde i ovnen!"
Kevin: "Er der??"
Kathrine: "Ja!"
Brandmanden tog over og fik bålet slukket, inden kyllingerne fløj til Bloksbjerg. Og det var så den Sankt Hans aften.
I dag blev jeg inviteret til (god) spisning hos en veninde i Harlev. Jeg fik den tossede idé at cykle ned til byen, fordi det er katestrofalt og fuldstændig uacceptabelt som 22-årig at have så ringe en kondition, som jeg har lige nu. Vel vidende at jeg på et tidspunkt også skulle hjem igen og op ad Mount Randersvej.
Planen var så at tage bussen fra centrum til Harlev. Da vi 2 gange var kørt ind i og ud ad Harlev besluttede jeg at gå op til buschaufføren og bede ham sige til, når vi var ved det stop, jeg ifølge Rejseplanen.dk skulle af ved. Jeg spurgte med min venligste stemme, om han ville sige til, når vi var ved Lokalcenter Næsbjerg. Han sagde ingenting og reagerde tilsyneladende overhovedet ikke. Jeg stirrede hårdt på ham for at vurdere, om han overhovedet hørte mig, eller om han bare var en idiot. Jeg gentog mit spørgsmål, men nåede kun til "Vil du ikke sige...", da han begyndte at nikke. Han lignede på dette tidspunkt en, der hadede sit liv, og jeg lignede en, der syntes, han var et fjols og at hele situationen var en lille smule pinlig. Jeg kan da for fanden ikke gøre for, at jeg ikke er født med indbygget GPS.
Hjemturen gik meget bedre, og jeg klatrede modigt op ad bjerget med en rimelig normal puls faktisk. Men også med en rimelig unaturlig ansigtskulør. Bedre kondition kan man vel altid bruge.
torsdag den 18. juni 2009
Sorte Kugler
Da anmelderne ikke selv kan give Anders Matthesen den klapsalve, han fortjener, må andre jo gribe ind og gøre deres sure pligt. Standupkomikeren er både manuskriptforfatter, instruktør og hovedrolleindehaver i filmen Sorte Kugler, der havde premiere i sidste uge.
Ejendomsmægleren Alex Klein er blevet godt og grundig træt af livet. Finanskrisen har frarøvet ham evnen til at sælge huse og tvunget ham til at flytte fra sin udsigtvilla til en middelmådig lejlighed. Alle omkring ham er nogle håbløse idioter, der hverken kan snakke dansk eller kende forskel på en kop kaffe med mælk og en caffé latte. Hans irritation danner affyringsrampen til mængder af træfsikre verbale bombardementer. Selv hans Anna Pihl-lignende kæreste og søde jyske datter mærker hans arrigskab og manglende forståelse.
Med en varm caffé latte i skødet ender Alex' liv i et brutalt trafikuheld. Han vågner op i skærsilden, der udformer sig som et quizshow med Lurifax (Søren Rislund) som vært. Her skal han overbevise publikum om, at han er værdig til at vænne tilbage til livet. Hvert eneste fejltrin medfører en regn af sorte kugler, der i sidste ende vil hive ham i døden.
Alex Kleins spydige kommentarer bærer tydeligt præg af manuskriptforfatterens standup-karriere. Selv med fornemmelsen af at have hørt hans caffé latte-parodi før, hiver det så hårdt i mundvigene, at man skal man have et ualmindelig godt trænet pokerfjæs for ikke at bryde ud i latter. Handlingen er forudsigelig og forbløffende på én gang, og Anders Matthesen formår for Gud ved hvilken gang at overraske sit publikum. Heller ikke budskabet er til at tage fejl af. På trods af den foragt og afstand man tager til ejendomsmægleren gennem filmen, føler man med ham, da det værst tænkelige slår ned for fødderne af ham. Også et par samfundsaktuelle debatter lægger vejen forbi lærredet og minder os om, at egoisme kan ramme os selv lige i snotten, når vi mindst venter det.
Jeg vil være fedtet og give filmen 5½ stjerne som konsekvens af dens kun 88 minutter lange spilletid. Se traileren på http://www.youtube.com/watch?v=LktDarAOPkQ og så af sted med dig!
Anmelderne mener:
Politiken: "’Sorte kugler’ understreger, at ’Anden’ er en gave til dansk humor. At Anders Matthesen også skulle være Guds gave til dansk film kan den til gengæld ikke helt begrunde."
Berlingske Tidende: "...er kraftigt underholdende med sit uberegnelige forløb og sin veloplagte parodi på et populært TV-show."
Kevin: "Der er ikke en finger at sætte på filmen."
Kathrine: "Jeg opdagede ikke engang, at jeg havde glemt at købe popcorn."
Ejendomsmægleren Alex Klein er blevet godt og grundig træt af livet. Finanskrisen har frarøvet ham evnen til at sælge huse og tvunget ham til at flytte fra sin udsigtvilla til en middelmådig lejlighed. Alle omkring ham er nogle håbløse idioter, der hverken kan snakke dansk eller kende forskel på en kop kaffe med mælk og en caffé latte. Hans irritation danner affyringsrampen til mængder af træfsikre verbale bombardementer. Selv hans Anna Pihl-lignende kæreste og søde jyske datter mærker hans arrigskab og manglende forståelse.
Med en varm caffé latte i skødet ender Alex' liv i et brutalt trafikuheld. Han vågner op i skærsilden, der udformer sig som et quizshow med Lurifax (Søren Rislund) som vært. Her skal han overbevise publikum om, at han er værdig til at vænne tilbage til livet. Hvert eneste fejltrin medfører en regn af sorte kugler, der i sidste ende vil hive ham i døden.
Alex Kleins spydige kommentarer bærer tydeligt præg af manuskriptforfatterens standup-karriere. Selv med fornemmelsen af at have hørt hans caffé latte-parodi før, hiver det så hårdt i mundvigene, at man skal man have et ualmindelig godt trænet pokerfjæs for ikke at bryde ud i latter. Handlingen er forudsigelig og forbløffende på én gang, og Anders Matthesen formår for Gud ved hvilken gang at overraske sit publikum. Heller ikke budskabet er til at tage fejl af. På trods af den foragt og afstand man tager til ejendomsmægleren gennem filmen, føler man med ham, da det værst tænkelige slår ned for fødderne af ham. Også et par samfundsaktuelle debatter lægger vejen forbi lærredet og minder os om, at egoisme kan ramme os selv lige i snotten, når vi mindst venter det.
Jeg vil være fedtet og give filmen 5½ stjerne som konsekvens af dens kun 88 minutter lange spilletid. Se traileren på http://www.youtube.com/watch?v=LktDarAOPkQ og så af sted med dig!
Anmelderne mener:
Politiken: "’Sorte kugler’ understreger, at ’Anden’ er en gave til dansk humor. At Anders Matthesen også skulle være Guds gave til dansk film kan den til gengæld ikke helt begrunde."
Berlingske Tidende: "...er kraftigt underholdende med sit uberegnelige forløb og sin veloplagte parodi på et populært TV-show."
Kevin: "Der er ikke en finger at sætte på filmen."
Kathrine: "Jeg opdagede ikke engang, at jeg havde glemt at købe popcorn."
tirsdag den 16. juni 2009
Askepot
YABADABADOOOUUU! Jeg har haft mit livs Askepot-øjeblik! Tog min ækle, fede fod frem mod skoen, og med ét gled den på, som var den skrædersyet. Jeg var helt stille. Forbløffet.
"Den er heller ikke god?" Spurgte ekspedienten venligt, men bedrøvet.
"Jo..." Sagde jeg undrende. I choktilstand.
"Okay? Du kan du jo putte dit svangstøtte i... Og der er et spejl derhenne, hvis du vil se den på" fortsatte hun tøvende.
Jeg gik derhen. Det VAR en yndig sommersko og ikke en gummistøvle eller 20-liters spand, jeg stod med foden i. Mirakuløst. Ganske enkelt. Nu har jeg gået med den på en hel dag og har kun fået 1 vabel indtil videre. De skal jo også lige gås til.
Da jeg passerede min veninde, der sad og solede sig på græsset, var jeg ved at svinge begge fødder op på cykelstyret og råbe "SEEEEE!". Men i det samme kom jeg i tanke om, at det ikke er alle, der kun køber sko hvert syvende år og at hun sikkert ikke ville forstå min iver.
Tænk at missionen lykkedes efter... Ja, et helt liv vel. Jeg har stadig traumer fra min barndom, hvor jeg ville have laksko, mens ekspedienten forsøgte at forklare min mor, at med de ækle dinosaurusfødder, jeg rendte rundt med, ville det nok tage en del timer med adskillige værktøjer at få så meget som én laksko til at passe. Men livet skulle vise sig at tage et fatalt højresving. Og jeg som gik og troede, jeg ville være henvist til Filasko og hjemmefutter resten af mit liv.
Holst Sko, I love you!
"Den er heller ikke god?" Spurgte ekspedienten venligt, men bedrøvet.
"Jo..." Sagde jeg undrende. I choktilstand.
"Okay? Du kan du jo putte dit svangstøtte i... Og der er et spejl derhenne, hvis du vil se den på" fortsatte hun tøvende.
Jeg gik derhen. Det VAR en yndig sommersko og ikke en gummistøvle eller 20-liters spand, jeg stod med foden i. Mirakuløst. Ganske enkelt. Nu har jeg gået med den på en hel dag og har kun fået 1 vabel indtil videre. De skal jo også lige gås til.
Da jeg passerede min veninde, der sad og solede sig på græsset, var jeg ved at svinge begge fødder op på cykelstyret og råbe "SEEEEE!". Men i det samme kom jeg i tanke om, at det ikke er alle, der kun køber sko hvert syvende år og at hun sikkert ikke ville forstå min iver.
Tænk at missionen lykkedes efter... Ja, et helt liv vel. Jeg har stadig traumer fra min barndom, hvor jeg ville have laksko, mens ekspedienten forsøgte at forklare min mor, at med de ækle dinosaurusfødder, jeg rendte rundt med, ville det nok tage en del timer med adskillige værktøjer at få så meget som én laksko til at passe. Men livet skulle vise sig at tage et fatalt højresving. Og jeg som gik og troede, jeg ville være henvist til Filasko og hjemmefutter resten af mit liv.
Holst Sko, I love you!
tirsdag den 9. juni 2009
Ta' mig med til Joana!
Jamen for fanden da. Man bruger hele dagen på at vaske tøj, centrifugere tøj, hænge tøj op i det overskyede, men tørre vejr. Bemærk ordet tørre i denne sammenhæng. Det bliver vigtigt for historien. Glæder sig til at kunne hente det, og da jeg vågner fra min powernap, ser hverken verden eller mit vasketøj spor tørt ud - tværtimod!
Man styrter ud med sovehår og bliver en del af en større gæsteforsamling, der er på vej til fødselsdag. De udbryder "Åh, det ser ikke så godt ud", da de kaster et blik på mit dryppende vasketøj. Og de har fuldkommen ret. Det ser sgu ikke særlig godt ud. Ligesom min nabo holder jeg selv fødselsdag for min kære Tumle i aften. Og derfor kan jeg jo fanden ikke have et tørrestativ stående inde i lejligheden. Med mindre vi ikke skal lave andet end at sidde i sengen. Og det kunne godt være vi ville hen til køleskabet et par gange. Eksempelvist. Eller på toilettet. Eller bare have mulighed for at kunne se fjernsynet.
Nå, men så må man jo tørretumble, selv om det af princip normalt ikke er en mulighed. For er der et tørrerum på Ladegården? Nej! Det er ikke forbudt at tørre sit tøj i lejlighederne, men helt ærligt! Alle ved da, at det ikke er skidesmart at lade sit tøj tørre indenfor, når tørrestativet fylder en femtedel af lejligheden (og her lader vi som om, der ikke er andre møbler - overhovedet!). For det første bliver der så fugtigt, at man ikke kan trække vejret. Lejligheden risikerer at blive ødelagt (på lejers regning) og man kan ikke bevæge sig rundt overhovedet.
Nå, ned til tørretublerne, som selvfølgelig begge kører med 60 minutter igen. Så i stedet for nyvasket tøj, der dufter af sommereng, får jeg nu en gang rådden krøbet tøj. Jeg vil væk herfra! Gi' mig høj husleje og grim udsigt tilbage.
Man styrter ud med sovehår og bliver en del af en større gæsteforsamling, der er på vej til fødselsdag. De udbryder "Åh, det ser ikke så godt ud", da de kaster et blik på mit dryppende vasketøj. Og de har fuldkommen ret. Det ser sgu ikke særlig godt ud. Ligesom min nabo holder jeg selv fødselsdag for min kære Tumle i aften. Og derfor kan jeg jo fanden ikke have et tørrestativ stående inde i lejligheden. Med mindre vi ikke skal lave andet end at sidde i sengen. Og det kunne godt være vi ville hen til køleskabet et par gange. Eksempelvist. Eller på toilettet. Eller bare have mulighed for at kunne se fjernsynet.
Nå, men så må man jo tørretumble, selv om det af princip normalt ikke er en mulighed. For er der et tørrerum på Ladegården? Nej! Det er ikke forbudt at tørre sit tøj i lejlighederne, men helt ærligt! Alle ved da, at det ikke er skidesmart at lade sit tøj tørre indenfor, når tørrestativet fylder en femtedel af lejligheden (og her lader vi som om, der ikke er andre møbler - overhovedet!). For det første bliver der så fugtigt, at man ikke kan trække vejret. Lejligheden risikerer at blive ødelagt (på lejers regning) og man kan ikke bevæge sig rundt overhovedet.
Nå, ned til tørretublerne, som selvfølgelig begge kører med 60 minutter igen. Så i stedet for nyvasket tøj, der dufter af sommereng, får jeg nu en gang rådden krøbet tøj. Jeg vil væk herfra! Gi' mig høj husleje og grim udsigt tilbage.
lørdag den 6. juni 2009
Overspringshandlingernes paradis
Endnu en overspringshandling i rækken. Min blog trænger da lige til lidt pleje. Mens ergo-opgave, der skal afleveres på fredag saaagtens kan vente. Måske er det de useriøse omstændigheder, der udskyder opgaven til det uendelige. For mere ligegyldigt projekt har jeg sjældent mødt. Lad mig forklare. Den skal ikke godkendes for at kunne gå til eksamen. Jeg får ingen karakter for den. Min interviewperson forstod omkring 2 procent af det, jeg spurgte hende om. Spørgsmålene til opgaven er uforståelige Jeg har en fornemmelse af at kunne uploade et blogindlæg i stedet for opgaven uden at nogen ville opdage det. Kan I stave til A-n-t-i-m-o-t-i-v-e-r-e-n-d-e.
Nå, lad os dreje lidt dagbog over i dette eftersom jeg SLET ikke har dummet mig eller set nogen dumme sig siden sidst. I går havde jeg en deeejlig aften med ergopigerne. Vi fejrede Camillas og min fødselsdag med asti, buffet og powerbowling. Nogle uopdagede bowlingtalenter sørgede for at ramme den røde kegle så vi fik shots til hele banen. Godt arbejde, piger!
Min egen indsats behøver jeg ikke kommentere, men jeg kan fortælle, at min venstre balle bestemt mener at have gjort et hårdt stykke arbejde i går.
Tirsdag kom det grufulde brev fra Journalisthøjskolen, som jeg havde ventet på. Jeg forventede det, men håbede alligevel. Sidste år stod jeg med en anden uddannelse, jeg var nysgerrig overfor og gerne ville prøve, mens jeg i år står med en uddannelse, der gør, at jeg ikke gider stå op om morgenen. Samme i øvrigt. Sjovt nok. Og det der gjorde virkelig ondt var noget helt andet. Lige meget hvor hård jeg har været imod mig selv, har jeg altid kunne klamre mig til troen på, at jeg var god til at skrive. I det mindste. Når jeg ikke kan finde ud af noget som helst andet. Det afspejlede mine resultater af prøven dog ikke, og når professionelle, der lever af at bedømme skrivning dumper mig, var det som om, at også det håb røg.
Følelsen varede dog kun omkring et døgn. Dagen efter skulle jeg interviewe en ældre dame til min ergoterapeutopgave. Da jeg nåede frem var jeg fuld af selvmedlidenhed og ynk. Damen virkede frisk og tilpas, men det varede ikke længe. Hun startede med at fortælle om alle sine sygdomme. Nervesygdom i benene, dårlig ryg, diabetes 2, pacemaker, nyresygdomme, knude i foden, dårlige knæ, depression. Hun orkede næsten ikke mere, ville helst stoppe med at tage sin medicin (= død) og følge med sin søster på hospice. Nå okay. Men altså... Hvor mange point på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er, at det slet ikke betyder noget for dig, og at 10 er, at det er meget betydningsfuldt for dig, giver du at du selv kan varme din klamme udbringningsmad i ovnen?
Jah... Og så sidder jeg og sukker over, at jeg ikke kan komme ind på den uddannelse, jeg gerne vil - i år i hvert fald. Derudover har jeg omkring 4000 andre muligheder, chance for at komme ind næste år, og jeg er sund, rask og ung. Selv om jeg om 4 dage er et år ældre... Det gav skubbet til de positive tanker. Mon ikke der stadig er håb for mig? Det tror jeg faktisk, der er ;-)
Og nu: Overspringshandling nummer en million tohundrede og ti: Meet the Parents-film!
Nå, lad os dreje lidt dagbog over i dette eftersom jeg SLET ikke har dummet mig eller set nogen dumme sig siden sidst. I går havde jeg en deeejlig aften med ergopigerne. Vi fejrede Camillas og min fødselsdag med asti, buffet og powerbowling. Nogle uopdagede bowlingtalenter sørgede for at ramme den røde kegle så vi fik shots til hele banen. Godt arbejde, piger!
Min egen indsats behøver jeg ikke kommentere, men jeg kan fortælle, at min venstre balle bestemt mener at have gjort et hårdt stykke arbejde i går.
Tirsdag kom det grufulde brev fra Journalisthøjskolen, som jeg havde ventet på. Jeg forventede det, men håbede alligevel. Sidste år stod jeg med en anden uddannelse, jeg var nysgerrig overfor og gerne ville prøve, mens jeg i år står med en uddannelse, der gør, at jeg ikke gider stå op om morgenen. Samme i øvrigt. Sjovt nok. Og det der gjorde virkelig ondt var noget helt andet. Lige meget hvor hård jeg har været imod mig selv, har jeg altid kunne klamre mig til troen på, at jeg var god til at skrive. I det mindste. Når jeg ikke kan finde ud af noget som helst andet. Det afspejlede mine resultater af prøven dog ikke, og når professionelle, der lever af at bedømme skrivning dumper mig, var det som om, at også det håb røg.
Følelsen varede dog kun omkring et døgn. Dagen efter skulle jeg interviewe en ældre dame til min ergoterapeutopgave. Da jeg nåede frem var jeg fuld af selvmedlidenhed og ynk. Damen virkede frisk og tilpas, men det varede ikke længe. Hun startede med at fortælle om alle sine sygdomme. Nervesygdom i benene, dårlig ryg, diabetes 2, pacemaker, nyresygdomme, knude i foden, dårlige knæ, depression. Hun orkede næsten ikke mere, ville helst stoppe med at tage sin medicin (= død) og følge med sin søster på hospice. Nå okay. Men altså... Hvor mange point på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er, at det slet ikke betyder noget for dig, og at 10 er, at det er meget betydningsfuldt for dig, giver du at du selv kan varme din klamme udbringningsmad i ovnen?
Jah... Og så sidder jeg og sukker over, at jeg ikke kan komme ind på den uddannelse, jeg gerne vil - i år i hvert fald. Derudover har jeg omkring 4000 andre muligheder, chance for at komme ind næste år, og jeg er sund, rask og ung. Selv om jeg om 4 dage er et år ældre... Det gav skubbet til de positive tanker. Mon ikke der stadig er håb for mig? Det tror jeg faktisk, der er ;-)
Og nu: Overspringshandling nummer en million tohundrede og ti: Meet the Parents-film!
Abonner på:
Opslag (Atom)
