HAHAHA!! Kat-Verden: 1-0. Det lykkedes! MUAHA! Kom igen, dumme verden (nej, lad være...). Nu er shopping-helvedet brudt for altid. Endelig lykkedes det at tage på shopping, uden at gå hjem med en depression. Men til gengæld 5 poser med tøj. Og mere end 1 stykke i hver. Bifald - stort bifald, tak.
Forestil dig det. Ikke den store optimisme. Missionen var at finde en kjole til et sølvbryllup onsdag. Og hvor smart er det at købe tøj i sidste øjeblik til sådan noget?
Men da jeg stod i prøverummet med en større omgang tøj og stykke efter stykke passede og sad godt, kom den optimistiske attitude tilbage. Ja, hvis ikke det var fordi, jeg ville skåne butikspersonalet var jeg nok brudt ud i sang til Nik & Jay feat. LOC remix, der kørte i radioen. Men hvorfor straffe dem for at have godt tøj?
Det endte med, at jeg fik 2 kjoler med hjem (og en masse andet), så nu er det lige med at vælge hvilken. Sådan et dilemma har jeg vist ikke haft før.
Mulighederne er:
- Lilla kjole, der går til over knæene
- Blå kjole, der går til under knæene, uden stropper
Den sidste er nok mest aktuel, men jeg er lidt betænkelig ved de manglende stropper. Stoffet kunne godt gøre, at det blev varmt undervejs. Men hellere varm kjole og gnavende sko end jakkesæt og lukkede sko (nu snakker vi, hvis ikke jeg var pige). Man kan også bare gå så hårdt til vinen, at man smider både sko og kjole inden desserten. Eneste problem er her, at det er et familiesølvbryllup, ikke en polterabend... Eller et crazy crazy beach party for herre vildt (Nu er jeg snart på bølgelængde med ungdommen nu til dags).
Formentlig bliver det en "sidste sekund"-afgørelse, som sådan noget altid gør. Det är jätte bra. Succesoplevelse. Mere shopping!
tirsdag den 29. juli 2008
tirsdag den 22. juli 2008
De jyske bakketoppe
Hvad er det dummeste, man på en 2 gange 2½ timers køretur kan glemme, når man er det mest rastløse menneske i verden? Sin bog! Og sin musik... Men den havde jeg, mens bogen lå hjemme på stuebordet.
I stedet fik jeg lejlighed til at kigge lidt ud på naturen, der susede forbi. Det samler mange tanker. Ikke seriøse eller fornuftige, filosofiske tanker. Bare tanker. På hjemvejen lå skyerne lavt på himlen, hvor solen kastede sit røde lys på dem. Det lignede bjerge, der skød op i landskabet, og jeg tænkte på, hvordan det ville være at vågne op og skue ud over et bjergpræget landskab.
Det ville kræve en flytning. Selvom Jylland er besidder nogle af de mest fantastiske bjerge i verden (Himmelbjerget, Mols' Bjerge, Ejer Baunehøj, Gl. Rye, Lindeballe - fornem ironien), er det bare ikke det samme, vel? Det er bakker. Små ynkelige bakker. Ikke at jeg undervurderer dem, når mine lårmuskler, der stadig af præget af deres opvækst i Billund, syrer ved den mindste stigning. Men det er ikke just Tour de France.
De jyske fjelde kan langt fra måle sig med fantasiens bjergidyl.
I stedet fik jeg lejlighed til at kigge lidt ud på naturen, der susede forbi. Det samler mange tanker. Ikke seriøse eller fornuftige, filosofiske tanker. Bare tanker. På hjemvejen lå skyerne lavt på himlen, hvor solen kastede sit røde lys på dem. Det lignede bjerge, der skød op i landskabet, og jeg tænkte på, hvordan det ville være at vågne op og skue ud over et bjergpræget landskab.
Det ville kræve en flytning. Selvom Jylland er besidder nogle af de mest fantastiske bjerge i verden (Himmelbjerget, Mols' Bjerge, Ejer Baunehøj, Gl. Rye, Lindeballe - fornem ironien), er det bare ikke det samme, vel? Det er bakker. Små ynkelige bakker. Ikke at jeg undervurderer dem, når mine lårmuskler, der stadig af præget af deres opvækst i Billund, syrer ved den mindste stigning. Men det er ikke just Tour de France.
De jyske fjelde kan langt fra måle sig med fantasiens bjergidyl.
lørdag den 19. juli 2008
Kunsten at pakke en bil
Så ka' jeg huske, hvad familieferie er igen!
Faktisk kunne jeg huske det, det øjeblik, jeg så deres bil, da de skulle hente mig i Århus. Stakkels Opel. Tung bagtil på grund af alt det (forbandede helvedes til lort - citat: min far), som min mor mente, var nødvendigt til turen.
Hvad skal vi bruge alt det til? Tøj, mad, spil, sengetøj, håndklæder, toiletting. Jeg kan godt følge ham. Ae't da nøwendi'?! Det er jo æj jordomrejse vi er på, vel?
Vi har i dag besøg af min moster og onkel, som også havde hver deres mening om, hvor meget man behøver at pakke til de 2 dage, de er hos os.
Konklusion set ud fra en fuldstændig neutral synsvinkel (og overhovedet ikke påvirket af, at mine kønskromosomer er magen til min mor og mosters): Mænd skal lære selv at pakke deres ting. Eller værdsætte deres tålmodige koners pakkemetoder. Det eneste, vi ikke har fået med er minifrikadellerne i fryseren og staniol. Respekt til mødre.
Der går ondsindede rygter om, at vi skal til teltbal med Kandis i aften, men til alles store skuffelse kan jeg ikke komme med. Jeg har en vigtig aftale med Pocahontas. Og der kommer speedway. Så er det afgjort.
Faktisk kunne jeg huske det, det øjeblik, jeg så deres bil, da de skulle hente mig i Århus. Stakkels Opel. Tung bagtil på grund af alt det (forbandede helvedes til lort - citat: min far), som min mor mente, var nødvendigt til turen.
Hvad skal vi bruge alt det til? Tøj, mad, spil, sengetøj, håndklæder, toiletting. Jeg kan godt følge ham. Ae't da nøwendi'?! Det er jo æj jordomrejse vi er på, vel?
Vi har i dag besøg af min moster og onkel, som også havde hver deres mening om, hvor meget man behøver at pakke til de 2 dage, de er hos os.
Konklusion set ud fra en fuldstændig neutral synsvinkel (og overhovedet ikke påvirket af, at mine kønskromosomer er magen til min mor og mosters): Mænd skal lære selv at pakke deres ting. Eller værdsætte deres tålmodige koners pakkemetoder. Det eneste, vi ikke har fået med er minifrikadellerne i fryseren og staniol. Respekt til mødre.
Der går ondsindede rygter om, at vi skal til teltbal med Kandis i aften, men til alles store skuffelse kan jeg ikke komme med. Jeg har en vigtig aftale med Pocahontas. Og der kommer speedway. Så er det afgjort.
fredag den 18. juli 2008
The Last Goodbye
The last goodbye. Om en time (Oprindeligt om 25 minutter, men vi er lige en halv time forsinkede... Hvilken overraskelse!) drager jeg ud på en længere rejse, destination: Ebeltoft.
Efter dette blogindlæg skal jeg tage en tårevældende afsked med mit klaver. Hvor ville jeg ønske, at den dims, der ofte forekommer i tegnefilm, var opfundet. I ved, den, som formindsker de store ting, når man trykker på den røde knap i enden. Og selvfølgelig den anden vej også. Der er ikke så meget sjov i et miniature klaver. Det ville også gøre det nemmere at "pakke let", som man ofte får ordrer om.
I år har jeg lagt vægt på underholdning. Guitar, maling, bøger, lærred, computer, notesbog, flere bøger og musik frem for tøj, make-up, hårprodukter og regntøj. Eller... Regntøj i hvert fald. Jeg er måske lidt naiv. Men faktisk tror jeg, at vejret har tænkt sig at holde tørt. Og ellers kan jeg sidde med guitaren eller et maleri indendøre, mens de andre render rundt med gummistøvler og fiskesnørre i regnen. Måske bage boller og lave varm kakao, som de, med røde kinder og snuder, kommer ind og får, mens melodien fra "Den gamle fabrik" reklamerne kører i baggrunden. Okay, nu tog idyllen overhånd... Hvordan skulle jeg nogensinde kunne bage boller?
Jeg modtog i morges en e-mail fra min bamsefar om, at der er trådsløst net i HELE sommerhuset. I en skov. I Ebeltoft. Right...
Ikke at jeg er skeptisk... Jeg vil hylde Ebeltoft for dens åbne sind, hvis de kan yde noget, hverken Billund C eller Århus N kan levere. Flytte derop måske? Ej, nu går jeg for vidt.
I samme e-mail berettede min far om, at han glædede sig til at være sammen med mig en HEL uge. Det tror jeg, vi skal tjekke op på næste fredag. Jeg svarede i øvrigt, at jeg selvfølgelig også glædede mig til at være sammen med ham en HEL uge. Hvilket vi også fint kan tjekke op på ved samme lejlighed.
Mit mål for ferien er, udover at være sammen med familien, kigge på vandet, få læst et par bøger og spise is, at finde en Tina Dickow cd. En pige, der imponerer mig.
Jeg så et YouTube klip, hvor hun indleder med, hvordan det var for hende at flytte til London. Den første tid sad hun i sin lejlighed midt i London, kendte ikke nogen og havde ikke meget at lave, andet end at sidde og stirre ud ad vinduet. Det var der kommet nogle sange ud af.
Ikke så underligt, når man kommer til et nyt sted. Men tænk, at andre mennesker også oplever det.
The last goodbye til klaver, blomster, dvd'er... Århus... Hvis rygterne holder, skal der nok komme nogle eftertænksomme ferieindlæg på her. Er det ikke, når man er væk fra alt andet, at tankerne sættes i gang?
God weekend!
Efter dette blogindlæg skal jeg tage en tårevældende afsked med mit klaver. Hvor ville jeg ønske, at den dims, der ofte forekommer i tegnefilm, var opfundet. I ved, den, som formindsker de store ting, når man trykker på den røde knap i enden. Og selvfølgelig den anden vej også. Der er ikke så meget sjov i et miniature klaver. Det ville også gøre det nemmere at "pakke let", som man ofte får ordrer om.
I år har jeg lagt vægt på underholdning. Guitar, maling, bøger, lærred, computer, notesbog, flere bøger og musik frem for tøj, make-up, hårprodukter og regntøj. Eller... Regntøj i hvert fald. Jeg er måske lidt naiv. Men faktisk tror jeg, at vejret har tænkt sig at holde tørt. Og ellers kan jeg sidde med guitaren eller et maleri indendøre, mens de andre render rundt med gummistøvler og fiskesnørre i regnen. Måske bage boller og lave varm kakao, som de, med røde kinder og snuder, kommer ind og får, mens melodien fra "Den gamle fabrik" reklamerne kører i baggrunden. Okay, nu tog idyllen overhånd... Hvordan skulle jeg nogensinde kunne bage boller?
Jeg modtog i morges en e-mail fra min bamsefar om, at der er trådsløst net i HELE sommerhuset. I en skov. I Ebeltoft. Right...
Ikke at jeg er skeptisk... Jeg vil hylde Ebeltoft for dens åbne sind, hvis de kan yde noget, hverken Billund C eller Århus N kan levere. Flytte derop måske? Ej, nu går jeg for vidt.
I samme e-mail berettede min far om, at han glædede sig til at være sammen med mig en HEL uge. Det tror jeg, vi skal tjekke op på næste fredag. Jeg svarede i øvrigt, at jeg selvfølgelig også glædede mig til at være sammen med ham en HEL uge. Hvilket vi også fint kan tjekke op på ved samme lejlighed.
Mit mål for ferien er, udover at være sammen med familien, kigge på vandet, få læst et par bøger og spise is, at finde en Tina Dickow cd. En pige, der imponerer mig.
Jeg så et YouTube klip, hvor hun indleder med, hvordan det var for hende at flytte til London. Den første tid sad hun i sin lejlighed midt i London, kendte ikke nogen og havde ikke meget at lave, andet end at sidde og stirre ud ad vinduet. Det var der kommet nogle sange ud af.
Ikke så underligt, når man kommer til et nyt sted. Men tænk, at andre mennesker også oplever det.
The last goodbye til klaver, blomster, dvd'er... Århus... Hvis rygterne holder, skal der nok komme nogle eftertænksomme ferieindlæg på her. Er det ikke, når man er væk fra alt andet, at tankerne sættes i gang?
God weekend!
lørdag den 12. juli 2008
Words of the Waves
Så kom der en ny blog! Det længe eftersøgte navn dukkede op, da jeg sad og stirrede ud i bølgerne. Words of the Waves. Måske er det midlertidigt, men bedre end de tidligere konkurrenter.
Da jeg oprettede den, indgik jeg også et løfte. Bloggen og mig. Mig og bloggen. I medgang og modgang. Derfor: Dagen i dag har ikke været den bedste.
Hvad der er galt, ved jeg ikke. Men jeg ved, hvad der udløste det. En harmløs gang shopping. Den har været udsat gennem de seneste 2 uger. Men i dag måtte det være.
Jeg prøvede at tage det stille og roligt, men det var ikke nok. Ankom fuldstændig skudsikker, spækket af selvtillid. For hver butik jeg gik ud af uden en pose dalede attituden. Efter 6 butikker med cirka 7 stykker prøvet tøj i hver var det nok. Jeg var ked af, negativ og gik på trøsteshopping i Fona. Dvd'er kan man altid regne med. Det endte med Drageløberen og Pocahontas (Er det til en gave? Narj, det er bare til mig selv... Nåh. Jamen det er jo også en god gammel klassiker. Uhu.).
Jeg forstår det ikke. Kan det være så svært og så humøropslidende at shoppe? For andre er det en god ting, noget man gør, når man skal have det sjovt. Men jeg er ikke ret stor fan af det.
Hvad der derefter skete, ved jeg ikke. Det gik i hvert fald ned ad. Så meget, at jeg, da jeg kom hjem, ikke anede, hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Det endte med en tur til stranden. Omkring to timer, sad jeg med vinden i håret og kiggede ud på havet. The Corrs og bølgerne, der slog ind mod de sten, jeg sad på, gjorde det dejlig roligt. Og da jeg gik hjem, kom jeg modet langsomt tilbage. Det er jo ikke så slemt. Så kan jeg ikke finde ud af at shoppe og bliver dybt deprimeret af at se mig selv i et spejl. Og hvad så? Måske er det bedre næste gang. Eller gangen efter det.
Jeg tror, det er tid til lidt aftensmad og en ukompliceret tv-serie. Jeg kan kun tænke på én.
Da jeg oprettede den, indgik jeg også et løfte. Bloggen og mig. Mig og bloggen. I medgang og modgang. Derfor: Dagen i dag har ikke været den bedste.
Hvad der er galt, ved jeg ikke. Men jeg ved, hvad der udløste det. En harmløs gang shopping. Den har været udsat gennem de seneste 2 uger. Men i dag måtte det være.
Jeg prøvede at tage det stille og roligt, men det var ikke nok. Ankom fuldstændig skudsikker, spækket af selvtillid. For hver butik jeg gik ud af uden en pose dalede attituden. Efter 6 butikker med cirka 7 stykker prøvet tøj i hver var det nok. Jeg var ked af, negativ og gik på trøsteshopping i Fona. Dvd'er kan man altid regne med. Det endte med Drageløberen og Pocahontas (Er det til en gave? Narj, det er bare til mig selv... Nåh. Jamen det er jo også en god gammel klassiker. Uhu.).
Jeg forstår det ikke. Kan det være så svært og så humøropslidende at shoppe? For andre er det en god ting, noget man gør, når man skal have det sjovt. Men jeg er ikke ret stor fan af det.
Hvad der derefter skete, ved jeg ikke. Det gik i hvert fald ned ad. Så meget, at jeg, da jeg kom hjem, ikke anede, hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Det endte med en tur til stranden. Omkring to timer, sad jeg med vinden i håret og kiggede ud på havet. The Corrs og bølgerne, der slog ind mod de sten, jeg sad på, gjorde det dejlig roligt. Og da jeg gik hjem, kom jeg modet langsomt tilbage. Det er jo ikke så slemt. Så kan jeg ikke finde ud af at shoppe og bliver dybt deprimeret af at se mig selv i et spejl. Og hvad så? Måske er det bedre næste gang. Eller gangen efter det.
Jeg tror, det er tid til lidt aftensmad og en ukompliceret tv-serie. Jeg kan kun tænke på én.
2. og 3. etape
Måske tager de meget af opmærksomheden i Tour de France, men nu skulle vide, at de ikke er de eneste, der bekæmper bjerge.
Cyklen, Silver, er også kommet ud af cykelstativet. Først var den en tur på hospitalet, og nu er den god som ny (bortset fra de halvflade dæk og suspekte lyde fra forhjulet). Det har jeg i løbet af det sidste døgn fejret. Først i går aftes, hvor jeg tog en tur til Risskov for at tjekke, om jeg heller ikke kan finde rundt i Århus, når det er mørkt (Bingo). I formiddag drog Silver og jeg af sted igen. Vejrudsigten sagde regn fra middag og resten af dagen, så jeg kunne netop nå en tur, inden regnen tog fat. Udmærket udflugt. På et tidspunkt passerede vi et skilt, hvor der stod Hjortshøj, og da himlen cirka samtidig så temmelig dunkel ud, besluttede vi at vende snuderne mod syd. Lettere sagt end gjort dog. Især fordi vi var kørt ud ad kortet, så der var ingen hjælp at hente fra Krak. Men lidt retningssans har man vel altid (høhøhø…). Da himlen noget tid senere gav udtryk for at mene sin regntrussel fra før alvorligt, så omgivelserne igen bekendte ud. Ikea. Skejby sygehus. Randersvej. Stjernepladsen. Jens Baggesens Vej. Ja tak, sådan skal det times! (men tøj, undertøj og mobiltelefon kunne stadig vrides, da jeg nåede hjem.)
Og nu vi er ved de smarte bemærkninger. 2½ uges arbejde hos engodsag.dk er gennemført. To og en halv uge, hvor jeg ikke en eneste morgen er stået så sent op, at jeg ikke er nået frem til tiden. Go’ stil, si’r jeg bare. Jeg føler mig som et nyt, forandret mennesker. Hvilket jeg onsdag aften fejrede med at falde i søvn på sofaen og sove til klokken 11 næste formiddag. Så er vi inde i en god rytme igen.
En lille fundering/tilståelse. Jeg har fået en dårlig vane. Vi snakker hard stuff her. Jeg er faldet for America’s Funniest Home Videos. Så. Nu er det sagt. Det har varet i flere uger. I begyndelsen var det ikke et problem. Det er et program, der varer 30 minutter inklusiv masser af pauser. Det bliver sendt så godt som hele tiden. Og man griner mere eller mindre non-stop. Men det er her, alarmklokkerne skal ringe. Børn, der falder i havnen. Gode mennesker, der nær får hjertestop, da Dracula (nej, ikke den rigtige…) kravler op ad deres container. Mænd der, på uforklarlige måder, får katteklør, hestehoveder, børn og haveredskaber hamret op i det unævnelige sted. (Jeg tror billedet er ved at være der nu). Og mig, der med tårerne ned ad kinderne sidder og griner løs af deres uheldigheder og smerte. Onde menneske. Eller måske nærmere skadefryd.Jeg er nok næppe den eneste. Alene det, at der findes 407 episoder fyldt til randen af videoklip af uheldige amerikanere, ansporer, at mennesker fra naturens side bare har en trang til at grine af hinanden. Så er det jo fint nok. Ingen grund til panik!Inden 13.15-dagens afsnit af skøre hjemmevideoer, sad jeg og hoppede i sofaen, mens Lars Hjortshøj fik vokset sit bryst og sin ryg. En mand, der lider, mens en vipset Hollywood girl fjerner den (ifølge Lars selv) sidste del af hans manddom. Hvis han havde skreget, ville det kunne undskylde morsomheden. Jeg funderer videre til endnu et afsnit af America’s Funnies Home Videos. Man har vel først et problem, når man ikke vil indrømme det.
Cyklen, Silver, er også kommet ud af cykelstativet. Først var den en tur på hospitalet, og nu er den god som ny (bortset fra de halvflade dæk og suspekte lyde fra forhjulet). Det har jeg i løbet af det sidste døgn fejret. Først i går aftes, hvor jeg tog en tur til Risskov for at tjekke, om jeg heller ikke kan finde rundt i Århus, når det er mørkt (Bingo). I formiddag drog Silver og jeg af sted igen. Vejrudsigten sagde regn fra middag og resten af dagen, så jeg kunne netop nå en tur, inden regnen tog fat. Udmærket udflugt. På et tidspunkt passerede vi et skilt, hvor der stod Hjortshøj, og da himlen cirka samtidig så temmelig dunkel ud, besluttede vi at vende snuderne mod syd. Lettere sagt end gjort dog. Især fordi vi var kørt ud ad kortet, så der var ingen hjælp at hente fra Krak. Men lidt retningssans har man vel altid (høhøhø…). Da himlen noget tid senere gav udtryk for at mene sin regntrussel fra før alvorligt, så omgivelserne igen bekendte ud. Ikea. Skejby sygehus. Randersvej. Stjernepladsen. Jens Baggesens Vej. Ja tak, sådan skal det times! (men tøj, undertøj og mobiltelefon kunne stadig vrides, da jeg nåede hjem.)
Og nu vi er ved de smarte bemærkninger. 2½ uges arbejde hos engodsag.dk er gennemført. To og en halv uge, hvor jeg ikke en eneste morgen er stået så sent op, at jeg ikke er nået frem til tiden. Go’ stil, si’r jeg bare. Jeg føler mig som et nyt, forandret mennesker. Hvilket jeg onsdag aften fejrede med at falde i søvn på sofaen og sove til klokken 11 næste formiddag. Så er vi inde i en god rytme igen.
En lille fundering/tilståelse. Jeg har fået en dårlig vane. Vi snakker hard stuff her. Jeg er faldet for America’s Funniest Home Videos. Så. Nu er det sagt. Det har varet i flere uger. I begyndelsen var det ikke et problem. Det er et program, der varer 30 minutter inklusiv masser af pauser. Det bliver sendt så godt som hele tiden. Og man griner mere eller mindre non-stop. Men det er her, alarmklokkerne skal ringe. Børn, der falder i havnen. Gode mennesker, der nær får hjertestop, da Dracula (nej, ikke den rigtige…) kravler op ad deres container. Mænd der, på uforklarlige måder, får katteklør, hestehoveder, børn og haveredskaber hamret op i det unævnelige sted. (Jeg tror billedet er ved at være der nu). Og mig, der med tårerne ned ad kinderne sidder og griner løs af deres uheldigheder og smerte. Onde menneske. Eller måske nærmere skadefryd.Jeg er nok næppe den eneste. Alene det, at der findes 407 episoder fyldt til randen af videoklip af uheldige amerikanere, ansporer, at mennesker fra naturens side bare har en trang til at grine af hinanden. Så er det jo fint nok. Ingen grund til panik!Inden 13.15-dagens afsnit af skøre hjemmevideoer, sad jeg og hoppede i sofaen, mens Lars Hjortshøj fik vokset sit bryst og sin ryg. En mand, der lider, mens en vipset Hollywood girl fjerner den (ifølge Lars selv) sidste del af hans manddom. Hvis han havde skreget, ville det kunne undskylde morsomheden. Jeg funderer videre til endnu et afsnit af America’s Funnies Home Videos. Man har vel først et problem, når man ikke vil indrømme det.
Kaare, den en-ørede skilsmissebamse
Så er jeg rykket udenfor. Sidder i skyggen med den bærbare, en kande vand og Kaare, der får lidt sol på sin vamsede ryg, mens han skygger for min mobil. For dem, der ikke ved, hvem Kaare er, skal vi måske have en lille introduktion. Kaare kom til verden i november 2006. Hans udseende afslører ikke hans nationalitet, men det er jo i grunden også underordnet. Min veninde, Natasha, og jeg stødte på ham, da han lå i en stor kurv fyldt af bjørne, som ham selv, i Tiger, 7100 Vejle. Fra dette øjeblik vidste vi begge, at han ville forandre vores liv for altid. Vi tog ham med og lod ham bo i vores fælles skab på gymnasiet, hvor han gik under navnet ”Skabsbamse”. Senere Kaare. Han havde til at begynde med en lille, rød nissehue på, men da julen var ovre, tog vi den af ham og opdagede til vores store forbløffelse, at han manglede det øre, der var skjult under huen. Selvfølgelig gjorde det ingen forskel. Kaare var jo stadig Kaare, selvom han kun havde ét øre, og vi elsker ham, som den bjørn, han er. (Men til producenterne vil jeg gerne lige tilføje: Skide fedterøve! Hvordan ville I selv have det med kun ét øre?). Da Natasha blev færdig på gymnasiet et år før jeg gjorde, besluttede vi Kaares skæbne. Han skulle være skilsmissebamse. Vi vidste begge, at det ikke er nemt for så ung en bamsesjæl, men selvom vi boede 60 km. fra hinanden, ville det være den bedste løsning. Han boede nu på skift hos mig i Vejle og Natasha i Århus. Det gik godt. Kaares to mødre kom jo stadig godt ud af det med hinanden, og den lille bjørn strålede af glæde, når vi alle 3 var samlet. Ikke mindst, da han en dag i marts 2008 fik beskeden om, at jeg også flyttede til Århus. 289 meter fra Natashas lejlighed. Det har aldrig været bedre. Kaare er med til fester og spis-sammen aftner, på ferie i Billund, på stranden… Og hvad varmer en mors hjerte mere, end at se sin bjørn være lykkelig? Lidt længere intro end jeg havde forestillet mig. Samtidig har jeg glemt, hvad jeg var i gang med at skrive. Lad os springe til næste emne.
Tiden flyver, så bloggen og skrivningen generelt har været lidt forsømt. Derfor er der også sket en dejlig masse. Sidste weekend var jeg f.eks. ude at se min kommende skole i Risskov. Skønt område. Grønt. Ikke så trafikeret. Fuldstændig håbløst at finde rundt i. Hvorfor er det, at man virkelig ikke føler sig godt tilpas, når man cykler på noget, der ligner en motorvej og har et fortov inde i siden, men ikke nogen cykelsti (Vejlby Centervej for de lokalt kendte)? Ind ad en sidegade fik jeg øje på et blåt skilt med en cykel og en pil på og tænkte, at det nok var en parallel cykelsti. Det havde teoretisk set også været meget logisk. Det er nok klart for de fleste, der kender mig, at en GPS ville have været en optimal indflyttergave. Men jeg har i stedet anskaffet mig et lille krakkort, som også er ganske nyttigt, informerende og let at have med i tasken (hvis den er stor nok). Især når man kan finde ud af at læse det. Det tog mig lidt tid at genfinde navigationen. Episoden fandt sted ved en lille sidegade til en større vej i et lyskryds. Ved siden af mig holdt en knallertkører, der var så optaget af mig, der bladrede og vente rundt på mit kort, at han glemte at køre over, da der blev grønt og efterfølgende måtte vente til lyskrydset langt om længe skiftede igen. En lille note kunne her være, at jeg faktisk fandt skolen. Og også kom hjem til det nordlige Århus igen, inden det blev mørkt. Succeshistorie.
Både mine roommates og min veninde og hendes kæreste er taget på 4 ugers sommerferie. Så jeg har Århus helt for mig selv. Nå ja, for resten. Og så lige deres mange planter og blomster (Herunder 60 procent orkideer). Nævnte jeg, at jeg slår alt grønt ihjel? Det er ikke fordi jeg er en morderisk psykopat, der hælder saltsyre i mine blomster, eller bare undlader at vande dem, mens jeg i stedet griner ondt og hånligt, indtil de er triste og visne. Jeg vander dem. Jeg mærker efter, om de skal have meget eller lidt vand. Jeg researcher deres bedste livsvilkår på nettet. Jeg aer dem. Jeg er i tilgift begyndt at pille de visne blade af dem. Og stadig tager de, én efter én, turen til en (for dem) bedre verden. Jeg har dog taget missionen op. Sådan et par spirende, fotosynteseproducerende dimser skal ikke løbe om hjørner med mig. Om en måned når de kommer hjem, vil de enten, til deres store lettelse, se deres elskede blomster i god og grøn stand - og en fuldstændig forandret Kathrine med fornyet selvtillid over sin sejr.Eller også vil de finde et brev om, at jeg er gået under jorden, og at de kan henvende sig til den danske ambassade i Mexico, hvis de vil mig noget vigtigt. Og kun hvis det er noget godt og ikke bebrejdende/truende.
Jeg tror, vi kalder det blog nok for i dag. God weekend til mine trofaste læsere. Håber, jeg før eller siden finder et område, jeg er ekspert på og kan dele ud af mine fornemme viden gennem bloggen, men man skal jo kravle før, man kan gå! Nogle gange i hvert fald… Jeg er i øvrigt ved at lave en ny blog. Men mangler et navn til den. Altså adressen. Ligesom denne her hedder Pumbs (som en eller anden blond næsvis svensker har nuppet for næsen af mig på blogspot). Men jeg er ikke så opfindsom og kreativ, så gode forslag modtages med kyshånd og måske en softice med nødder og chokoladekrymmel en varm sommerdag. Tack så mycket!
Tiden flyver, så bloggen og skrivningen generelt har været lidt forsømt. Derfor er der også sket en dejlig masse. Sidste weekend var jeg f.eks. ude at se min kommende skole i Risskov. Skønt område. Grønt. Ikke så trafikeret. Fuldstændig håbløst at finde rundt i. Hvorfor er det, at man virkelig ikke føler sig godt tilpas, når man cykler på noget, der ligner en motorvej og har et fortov inde i siden, men ikke nogen cykelsti (Vejlby Centervej for de lokalt kendte)? Ind ad en sidegade fik jeg øje på et blåt skilt med en cykel og en pil på og tænkte, at det nok var en parallel cykelsti. Det havde teoretisk set også været meget logisk. Det er nok klart for de fleste, der kender mig, at en GPS ville have været en optimal indflyttergave. Men jeg har i stedet anskaffet mig et lille krakkort, som også er ganske nyttigt, informerende og let at have med i tasken (hvis den er stor nok). Især når man kan finde ud af at læse det. Det tog mig lidt tid at genfinde navigationen. Episoden fandt sted ved en lille sidegade til en større vej i et lyskryds. Ved siden af mig holdt en knallertkører, der var så optaget af mig, der bladrede og vente rundt på mit kort, at han glemte at køre over, da der blev grønt og efterfølgende måtte vente til lyskrydset langt om længe skiftede igen. En lille note kunne her være, at jeg faktisk fandt skolen. Og også kom hjem til det nordlige Århus igen, inden det blev mørkt. Succeshistorie.
Både mine roommates og min veninde og hendes kæreste er taget på 4 ugers sommerferie. Så jeg har Århus helt for mig selv. Nå ja, for resten. Og så lige deres mange planter og blomster (Herunder 60 procent orkideer). Nævnte jeg, at jeg slår alt grønt ihjel? Det er ikke fordi jeg er en morderisk psykopat, der hælder saltsyre i mine blomster, eller bare undlader at vande dem, mens jeg i stedet griner ondt og hånligt, indtil de er triste og visne. Jeg vander dem. Jeg mærker efter, om de skal have meget eller lidt vand. Jeg researcher deres bedste livsvilkår på nettet. Jeg aer dem. Jeg er i tilgift begyndt at pille de visne blade af dem. Og stadig tager de, én efter én, turen til en (for dem) bedre verden. Jeg har dog taget missionen op. Sådan et par spirende, fotosynteseproducerende dimser skal ikke løbe om hjørner med mig. Om en måned når de kommer hjem, vil de enten, til deres store lettelse, se deres elskede blomster i god og grøn stand - og en fuldstændig forandret Kathrine med fornyet selvtillid over sin sejr.Eller også vil de finde et brev om, at jeg er gået under jorden, og at de kan henvende sig til den danske ambassade i Mexico, hvis de vil mig noget vigtigt. Og kun hvis det er noget godt og ikke bebrejdende/truende.
Jeg tror, vi kalder det blog nok for i dag. God weekend til mine trofaste læsere. Håber, jeg før eller siden finder et område, jeg er ekspert på og kan dele ud af mine fornemme viden gennem bloggen, men man skal jo kravle før, man kan gå! Nogle gange i hvert fald… Jeg er i øvrigt ved at lave en ny blog. Men mangler et navn til den. Altså adressen. Ligesom denne her hedder Pumbs (som en eller anden blond næsvis svensker har nuppet for næsen af mig på blogspot). Men jeg er ikke så opfindsom og kreativ, så gode forslag modtages med kyshånd og måske en softice med nødder og chokoladekrymmel en varm sommerdag. Tack så mycket!
En hyldest til den, der opfandt e-mailen
En helt almindelig, meget lidt social weekend, men alligevel ganske underholdende. Der var masser at nå, og jeg vidste fra starten godt, det ikke ville kunne lade sig gøre, men et forsøg skulle det da have. Lørdagen stod på power shopping. Alt det, jeg det seneste år ikke har fået shoppet skulle indhentes, og det skulle Magasin hjælpe mig med. Til min store positive overraskelse havde alle Århus’ skønne butikker åbent, da jeg (endelig) kom ned til midtbyen. Det var primært sko, tøj, solbriller, sommerjakke og make-up, der skulle handles. Jeg nåede måske ikke helt det, jeg havde håbet, men en lille bunke poser blev det alligevel til. Af en eller anden grund er det bare SÅ meget nemmere at købe make-up, bøger og dvd’er end solbriller, sko og tøj. Med hensyn til skoene kan det måske have noget med mine enorme andefødder at gøre.
Magasin var fyldt til renden. Selv ekspedienterne snakkede i deres private telefonsamtaler om, at de aldrig havde set så mange mennesker før. Men udsalg gør vel også noget ganske særligt ved os. Og med "os" mener jeg kvinder. Selv helt almindelige kvinder, der arbejder eller studerer, har under udsalg råd til de lækre mærkevarer, der får dem til at føle sig som Århus' udgave af Carrie Bradshaw. Overalt var der hungrende blikke, undersøgende øjne, lykkelige samtaler og mænd, der himlede med øjnene. Oftest ifølge med deres kone/kæreste/samlever/datter. Men også et par enlige fyre (og med ”et par” mener jeg 2), der ironisk nok kendte hinanden. Deres samtale forløb sådan: ”Hej Andeeers!””Hey hey!” ”Hva så? Det er sgu ikk’ lige her, man forventer at mødes, hva’? hæhæ””Nej, hæhæ””Hæ”Akavet pause. Måske er det ikke skide fedt at støde ind i en af de seje gutter i Magasins kvindeafdeling. Men jeg syntes, de klarede det flot.”Jeg er lige ude for… kæresten, du ved””Ja, ja. Kæresten.. Ja, det er jeg også”Endnu en pause. Begge så ud til at lede efter stewardessen, der siger ”Nødudgangen er – den vej””Nå, men vi ses, egår””Ja, vi gør. Hej do!” De skiltes og forsvandt i kvindemylderet. Østrogenniveauet var på dette tidspunkt så højt, at det er et mirakel, de ikke fik bryster.
Søndag var lige så praktisk som lørdag var piget. Listen for i dag stod på oprydning, rengøring, research på nettet og tøjvask… Ikke så trivielt, som det ser ud. Tag for eksempel tøjvask. Findes der noget mere inspirerende? Jeg mener, egentlig usandsynlig kedelig beskæftigelse. Mit første besøg i vores vaskeri var en katastrofe (på den sjove måde). Vaskerummet befinder sig i opgangens kælder. Min roommate viste mig ned i vaskerummet, hvor hun også låste op for os. Men da jeg skulle tilbage, var jeg alene. Og uden mobiltelefon (første gang nogensinde i øvrigt). Og hvad er mere fantastisk, end at have vasket tøj og opdage, at nøglen, der skal lukke en ud af den klamme vaskekælder, ikke virker. Som i overhovedet ikke virker. Som i efter 8 minutters intense forsøg stadig ikke viser tegn på, at den har lyst til at give efter. Jeg opgav og begyndte at lede efter en anden dør, mens jeg overvejede, hvornår den næste person skulle vaske tøj. Så galt gik det dog ikke. Jeg fandt en dør, som det kun tog 3 minutter at låse op.
Da jeg en time senere kom tilbage for at hente mit tøj, ventede der sig en ubehagelig overraskelse. Tøjvask og ubehagelig overraskelse… Umiddelbart lyder det som klassikeren: At vaske en ny rød sok (evt. fodboldstrømpe, men alle nye røde sokker kan bruges) sammen med det hvide tøj. Dette var imidlertid ikke tilfældet. Desværre. Grufuld og meget ondsindet ”ældre” dame var i gang med at putte sine blondetrusser i en vaskemaskine (eller håndklæder… whatever). Jeg smilede sødt til hende og sagde hej, men hverken hilsnen eller smilet blev gengældt. ”Er det dig der har taget min vaskemaskine?!” sagde hun hårdt. Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg havde taget den frie vaskemaskine, der var. Men jeg kunne ikke mindes, der havde stået ”Tilhører arrig, ældre dame” på den, da jeg puttede mit tøj i. ”Man reserverer sin maskine her. Jeg har boet her i 46 år. Og det er altid unge mennesker, der ikke kan finde ud af at overholde tiderne. Det er da utroligt, synes du ikke?”.Skyldigt listede jeg mig hen til den maskine, hvor mit tøj lå og ventede. ”Har du noget imod at begynde med den anden, så jeg kan få min maskine?”, lød det fra den hjertelige frue. Uden at spille alt for smart, svarede jeg, at det ikke var mit tøj, der var i den, men hun virkede ligeglad og var ret uhyggelig i sine bevægelser, da hun selv tog tøjet (som så ud til at tilhøre en uansvarlig ung person. 1-0 til ungdommen!) ud af maskinen. Min første tøjvask. Tænk at det er så underholdende en beskæftigelse. Og hvilken selvtillid det giver selv at vaske tøj. Hver gang man tager tøjet ud af en maskine og ser, at det ikke har taget skade, er en sejr. Så er man altså blevet voksen!
Og ventetiden er den bedste. 45 minutter, hvor det langt fra kan svare sig at bøvle med en dør i (nu kun) 2 minutter, 6 trin op ad trappen, åbne sin hoveddør og lave noget fornuftigt i 40 minutter, hvorefter man skal gå ud ad hoveddøren, 6 trin ned til kælderen for at hænge sit rene tøj til tørre. Spild af tid, siger jeg bare! Så hellere fornøje sig med mesterforfatteren Marian Keyes’ nye (for mig, ikke for resten af verden) bog. 45 minutters pigelæsning. Bliver livet bedre? Jeg ville sidde ved siden af mit tøj, mens det tørrede, hvis jeg samtidig kunne læse en bog af Marian Keyes (og ikke havde noget øvrigt liv).
Et andet punkt på dagens ”to do”-liste var at leve op til mit fortsæt om at gøre mere ud af venner og families fødselsdage. Nemlig at sende et fødselsdagskort til min dejlige kusine. Jeg fandt et kort, rigtig fødselsdagsagtigt, og gik ivrigt i gang med at skrive. Lidt for ivrigt, da Karina staves K A R I N A og ikke K A R I N E. Det var jo ikke nemt at vide… Men mon ikke en slettelak kan klare det? Dertil findes kun ét svar: NEJ! Nå, nyt kort. Og hvis ikke man har det i sin skuffe, er det da skønt, at der ligger en kiosk lige rundt om hjørnet (kjolleren på hjornet på århusiansk). Et herligt et med katter på. Eller én kat. Men man lyder mere som Grunk fra Krummerne, hvis man udtaler det ”Katter”.Denne gang gik stavningen bedre, så godt at jeg lidt senere kunne putte det i en kuvert. Set i bakspejlet, havde det nok været smart at købe et frimærke, nu jeg var nede i kjolleren. Pyt med det, der er ikke så langt. Jeg det skulle jo i øvrigt også putte det i en postkasse, der ligger i samme retning. Frimærke: No problem. Postkasse: Tømmes kl. 14:30 søndag og helligdage. Og på min mobil stod der 17:05. Jeg forbandede den næsvise postmand, der havde tømt postkassen 2 timer og 35 minutter for tidligt, mens jeg gik hjem for at tjekke Post Danmarks hjemmeside. Der måtte da findes en postkasse i Århus, der blev tømt senere end 14:30 om søndagen. Det gjorde der! Klokken 20:00 ved banegården. Udmærket anledning til at få lidt motion i form af cykeltur. En note hertil må være, at jeg kom sikkert ned til banegården, fik postet kortet og sikkert tilbage (næsten uden brug af bykort). Hvilken succeshistorie! Og længe leve e-mails.
Magasin var fyldt til renden. Selv ekspedienterne snakkede i deres private telefonsamtaler om, at de aldrig havde set så mange mennesker før. Men udsalg gør vel også noget ganske særligt ved os. Og med "os" mener jeg kvinder. Selv helt almindelige kvinder, der arbejder eller studerer, har under udsalg råd til de lækre mærkevarer, der får dem til at føle sig som Århus' udgave af Carrie Bradshaw. Overalt var der hungrende blikke, undersøgende øjne, lykkelige samtaler og mænd, der himlede med øjnene. Oftest ifølge med deres kone/kæreste/samlever/datter. Men også et par enlige fyre (og med ”et par” mener jeg 2), der ironisk nok kendte hinanden. Deres samtale forløb sådan: ”Hej Andeeers!””Hey hey!” ”Hva så? Det er sgu ikk’ lige her, man forventer at mødes, hva’? hæhæ””Nej, hæhæ””Hæ”Akavet pause. Måske er det ikke skide fedt at støde ind i en af de seje gutter i Magasins kvindeafdeling. Men jeg syntes, de klarede det flot.”Jeg er lige ude for… kæresten, du ved””Ja, ja. Kæresten.. Ja, det er jeg også”Endnu en pause. Begge så ud til at lede efter stewardessen, der siger ”Nødudgangen er – den vej””Nå, men vi ses, egår””Ja, vi gør. Hej do!” De skiltes og forsvandt i kvindemylderet. Østrogenniveauet var på dette tidspunkt så højt, at det er et mirakel, de ikke fik bryster.
Søndag var lige så praktisk som lørdag var piget. Listen for i dag stod på oprydning, rengøring, research på nettet og tøjvask… Ikke så trivielt, som det ser ud. Tag for eksempel tøjvask. Findes der noget mere inspirerende? Jeg mener, egentlig usandsynlig kedelig beskæftigelse. Mit første besøg i vores vaskeri var en katastrofe (på den sjove måde). Vaskerummet befinder sig i opgangens kælder. Min roommate viste mig ned i vaskerummet, hvor hun også låste op for os. Men da jeg skulle tilbage, var jeg alene. Og uden mobiltelefon (første gang nogensinde i øvrigt). Og hvad er mere fantastisk, end at have vasket tøj og opdage, at nøglen, der skal lukke en ud af den klamme vaskekælder, ikke virker. Som i overhovedet ikke virker. Som i efter 8 minutters intense forsøg stadig ikke viser tegn på, at den har lyst til at give efter. Jeg opgav og begyndte at lede efter en anden dør, mens jeg overvejede, hvornår den næste person skulle vaske tøj. Så galt gik det dog ikke. Jeg fandt en dør, som det kun tog 3 minutter at låse op.
Da jeg en time senere kom tilbage for at hente mit tøj, ventede der sig en ubehagelig overraskelse. Tøjvask og ubehagelig overraskelse… Umiddelbart lyder det som klassikeren: At vaske en ny rød sok (evt. fodboldstrømpe, men alle nye røde sokker kan bruges) sammen med det hvide tøj. Dette var imidlertid ikke tilfældet. Desværre. Grufuld og meget ondsindet ”ældre” dame var i gang med at putte sine blondetrusser i en vaskemaskine (eller håndklæder… whatever). Jeg smilede sødt til hende og sagde hej, men hverken hilsnen eller smilet blev gengældt. ”Er det dig der har taget min vaskemaskine?!” sagde hun hårdt. Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg havde taget den frie vaskemaskine, der var. Men jeg kunne ikke mindes, der havde stået ”Tilhører arrig, ældre dame” på den, da jeg puttede mit tøj i. ”Man reserverer sin maskine her. Jeg har boet her i 46 år. Og det er altid unge mennesker, der ikke kan finde ud af at overholde tiderne. Det er da utroligt, synes du ikke?”.Skyldigt listede jeg mig hen til den maskine, hvor mit tøj lå og ventede. ”Har du noget imod at begynde med den anden, så jeg kan få min maskine?”, lød det fra den hjertelige frue. Uden at spille alt for smart, svarede jeg, at det ikke var mit tøj, der var i den, men hun virkede ligeglad og var ret uhyggelig i sine bevægelser, da hun selv tog tøjet (som så ud til at tilhøre en uansvarlig ung person. 1-0 til ungdommen!) ud af maskinen. Min første tøjvask. Tænk at det er så underholdende en beskæftigelse. Og hvilken selvtillid det giver selv at vaske tøj. Hver gang man tager tøjet ud af en maskine og ser, at det ikke har taget skade, er en sejr. Så er man altså blevet voksen!
Og ventetiden er den bedste. 45 minutter, hvor det langt fra kan svare sig at bøvle med en dør i (nu kun) 2 minutter, 6 trin op ad trappen, åbne sin hoveddør og lave noget fornuftigt i 40 minutter, hvorefter man skal gå ud ad hoveddøren, 6 trin ned til kælderen for at hænge sit rene tøj til tørre. Spild af tid, siger jeg bare! Så hellere fornøje sig med mesterforfatteren Marian Keyes’ nye (for mig, ikke for resten af verden) bog. 45 minutters pigelæsning. Bliver livet bedre? Jeg ville sidde ved siden af mit tøj, mens det tørrede, hvis jeg samtidig kunne læse en bog af Marian Keyes (og ikke havde noget øvrigt liv).
Et andet punkt på dagens ”to do”-liste var at leve op til mit fortsæt om at gøre mere ud af venner og families fødselsdage. Nemlig at sende et fødselsdagskort til min dejlige kusine. Jeg fandt et kort, rigtig fødselsdagsagtigt, og gik ivrigt i gang med at skrive. Lidt for ivrigt, da Karina staves K A R I N A og ikke K A R I N E. Det var jo ikke nemt at vide… Men mon ikke en slettelak kan klare det? Dertil findes kun ét svar: NEJ! Nå, nyt kort. Og hvis ikke man har det i sin skuffe, er det da skønt, at der ligger en kiosk lige rundt om hjørnet (kjolleren på hjornet på århusiansk). Et herligt et med katter på. Eller én kat. Men man lyder mere som Grunk fra Krummerne, hvis man udtaler det ”Katter”.Denne gang gik stavningen bedre, så godt at jeg lidt senere kunne putte det i en kuvert. Set i bakspejlet, havde det nok været smart at købe et frimærke, nu jeg var nede i kjolleren. Pyt med det, der er ikke så langt. Jeg det skulle jo i øvrigt også putte det i en postkasse, der ligger i samme retning. Frimærke: No problem. Postkasse: Tømmes kl. 14:30 søndag og helligdage. Og på min mobil stod der 17:05. Jeg forbandede den næsvise postmand, der havde tømt postkassen 2 timer og 35 minutter for tidligt, mens jeg gik hjem for at tjekke Post Danmarks hjemmeside. Der måtte da findes en postkasse i Århus, der blev tømt senere end 14:30 om søndagen. Det gjorde der! Klokken 20:00 ved banegården. Udmærket anledning til at få lidt motion i form af cykeltur. En note hertil må være, at jeg kom sikkert ned til banegården, fik postet kortet og sikkert tilbage (næsten uden brug af bykort). Hvilken succeshistorie! Og længe leve e-mails.
Tilfældighedernes spil
Nogle gange kan man ønske sig noget så meget, at man bliver i tvivl, om det er det man vil. Tilfældighederne kan ændre alt.
Siden december har jeg haft en idé om, at journalistikken var min vej. Jeg har været i praktik, skrevet artikler, undersøgt mulighederne på de 3 journalistuddannelser i Danmark, øvet til optagelsesprøven...Det ville være synd at sige, at den gik godt. Jeg lavede en af de fejl, man kun kan slå sig selv i hovedet for bagefter, men alligevel kom jeg videre til samtale. Forleden fik jeg brevet om, at jeg ikke var optaget. Siden december havde jeg ønsket at undgå dette brev. Men da jeg åbnede det, var jeg mere lettet end skuffet. Dagen inden havde jeg nemlig kastet min kærlighed på noget andet.
Jeg har hele tiden vidst, at jeg var splittet. Skrivningen var én interesse. Biologien var en anden. En del af biologien i hvert fald. Anatomi, fysiologi, hjernen, nervesystemet, immunforsvaret... Men jeg besluttede altså at skrivning som uddannelse og job var det sjoveste. Mest fordi jeg var meget fascineret af journalist-faget, men også fordi jeg ikke kunne opstøve den uddannelse, hvor man fik mine yndlingsemner i biologien på et moderat og ikke for teoretisk niveau. Det kom en veninde til min mor dog med svaret på. Ergoterapi. Hun er selv lige blevet færdiguddannet og gav mig nogle af hendes bøger med hjem. Hver aften sidder jeg og kigger i dem. Jeg er glad for, at jeg får lov til at afprøve, om det er der, min hylde er i stedet. Hvis ikke, kan jeg jo tage optagelsesprøven igen næste år. Men for første gang siden december er blevet i tvivl. Jeg har hele tiden sagt, at journalistuddannelsen var perfekt. At det kun var det jeg ville. Men måske har jeg taget fejl.
Den irske Chick Lit forfatter, Marian Keyes, har skrevet en bog med udpluk fra hendes eget, ikke så glamourøse, liv. Under the Duvet. Jeg fandt den tilfældigt og begyndte at læse den samme aften, som jeg havde gjort mit bekendtskab med ergoterapien. De første linjer lyder sådan:
"Da jeg var enogtyve, kom jeg på den idé, at jeg ville være journalist. Jeg overvejede mulighederne: Jeg kunne købe mig en hat med flad rund puld og en notesblok og rende aviserne på dørene, eller jeg kunne tage en uddannelse. Jeg bestemte mig for uddannelsen, som viste sig at være ekstremt populær, men jeg kom igennem flere af de indledende samtaler, mens antallet af ansøgere blev færre og færre. Jeg klarede imidlertid ikke sidste runde, og jeg var fuldstændig knust - ødelagt! Men set i bakspejlet var det sikkert det bedste, der kunne ske. Jeg ville have været en elendig journalist - alt for tøset til at ringe på hos mistænkte og alt for bange for at fornærme, til at stille de svære spørgsmål. Jeg tror, jeg misforstod mit behov for at arbejde med ord: Jeg ville skrive fiktion, ikke fakta."
Jeg var 20, ikke 21, da jeg fik ideen. Jeg var ikke ødelagt, da jeg fik afslaget. Men ellers er det meget sådan, jeg ser det nu. Jeg er for tøset, for bange, for tilbageholdende. Jeg elsker at skrive, men jeg er elendig til at skrive artikler, mens essays, klummer og fiktion er det, jeg elsker. Så nu er planen at flytte til Dublin, blive førende Chick Lit forfatter og samle på sko! Eller måske bare søge ind på ergoterapeutuddannelsen i Risskov og skrive for sjov. Ikke mindst her! (Til ære for mine 3 årligt besøgende). Og samle på sko...
Det føles rigtigt. Og jeg glæder mig meget til at komme i gang. I mellemtiden kan jeg fornøje mig med en bunke latinske ord, begive mig ud på missionen: At finde muskelmand og skeletmand - og nyde sommeren, der snart må vende tilbage til de århusianske himmelstrøg :)
Siden december har jeg haft en idé om, at journalistikken var min vej. Jeg har været i praktik, skrevet artikler, undersøgt mulighederne på de 3 journalistuddannelser i Danmark, øvet til optagelsesprøven...Det ville være synd at sige, at den gik godt. Jeg lavede en af de fejl, man kun kan slå sig selv i hovedet for bagefter, men alligevel kom jeg videre til samtale. Forleden fik jeg brevet om, at jeg ikke var optaget. Siden december havde jeg ønsket at undgå dette brev. Men da jeg åbnede det, var jeg mere lettet end skuffet. Dagen inden havde jeg nemlig kastet min kærlighed på noget andet.
Jeg har hele tiden vidst, at jeg var splittet. Skrivningen var én interesse. Biologien var en anden. En del af biologien i hvert fald. Anatomi, fysiologi, hjernen, nervesystemet, immunforsvaret... Men jeg besluttede altså at skrivning som uddannelse og job var det sjoveste. Mest fordi jeg var meget fascineret af journalist-faget, men også fordi jeg ikke kunne opstøve den uddannelse, hvor man fik mine yndlingsemner i biologien på et moderat og ikke for teoretisk niveau. Det kom en veninde til min mor dog med svaret på. Ergoterapi. Hun er selv lige blevet færdiguddannet og gav mig nogle af hendes bøger med hjem. Hver aften sidder jeg og kigger i dem. Jeg er glad for, at jeg får lov til at afprøve, om det er der, min hylde er i stedet. Hvis ikke, kan jeg jo tage optagelsesprøven igen næste år. Men for første gang siden december er blevet i tvivl. Jeg har hele tiden sagt, at journalistuddannelsen var perfekt. At det kun var det jeg ville. Men måske har jeg taget fejl.
Den irske Chick Lit forfatter, Marian Keyes, har skrevet en bog med udpluk fra hendes eget, ikke så glamourøse, liv. Under the Duvet. Jeg fandt den tilfældigt og begyndte at læse den samme aften, som jeg havde gjort mit bekendtskab med ergoterapien. De første linjer lyder sådan:
"Da jeg var enogtyve, kom jeg på den idé, at jeg ville være journalist. Jeg overvejede mulighederne: Jeg kunne købe mig en hat med flad rund puld og en notesblok og rende aviserne på dørene, eller jeg kunne tage en uddannelse. Jeg bestemte mig for uddannelsen, som viste sig at være ekstremt populær, men jeg kom igennem flere af de indledende samtaler, mens antallet af ansøgere blev færre og færre. Jeg klarede imidlertid ikke sidste runde, og jeg var fuldstændig knust - ødelagt! Men set i bakspejlet var det sikkert det bedste, der kunne ske. Jeg ville have været en elendig journalist - alt for tøset til at ringe på hos mistænkte og alt for bange for at fornærme, til at stille de svære spørgsmål. Jeg tror, jeg misforstod mit behov for at arbejde med ord: Jeg ville skrive fiktion, ikke fakta."
Jeg var 20, ikke 21, da jeg fik ideen. Jeg var ikke ødelagt, da jeg fik afslaget. Men ellers er det meget sådan, jeg ser det nu. Jeg er for tøset, for bange, for tilbageholdende. Jeg elsker at skrive, men jeg er elendig til at skrive artikler, mens essays, klummer og fiktion er det, jeg elsker. Så nu er planen at flytte til Dublin, blive førende Chick Lit forfatter og samle på sko! Eller måske bare søge ind på ergoterapeutuddannelsen i Risskov og skrive for sjov. Ikke mindst her! (Til ære for mine 3 årligt besøgende). Og samle på sko...
Det føles rigtigt. Og jeg glæder mig meget til at komme i gang. I mellemtiden kan jeg fornøje mig med en bunke latinske ord, begive mig ud på missionen: At finde muskelmand og skeletmand - og nyde sommeren, der snart må vende tilbage til de århusianske himmelstrøg :)
21 og still going strong
"Er der andet at sige end: No need to run. And hide. It's a wonderful, wonderful life..." Simon Kvamms stemme strømmende ud af mobiltelefonen, der lå på puden ved siden af mig. Udenfor hamrede håndværkerne som sædvanligt løs. Jeg lukkede øjnene og forestillede mig den dag, de er færdige med pent house lejlighederne, hvor jeg kan sove længe uden at vågne med ondt i hovedet. Jeg lod Simon fortsætte sangen, der tonede over i Movieklip - live fra Roskilde. Ikke den værste måde at vågne på, og af samme grund bruger jeg den som alarmtone i vækkeuret. Jeg kiggede på mobilen for at se, om klokken virkelig var 8.30. "Tumle ringer" stod der. Med ét gik hele verdenssituationen op for mig. Sangen var ikke fra alarmen på mit vækkeur. Det var ringetonen forårsaget af min veninde, Tumle, der forsøgte at komme i kontakt på mig. Og den højrystede buldren var ikke arbejdsomme og halvperverse håndværkere, men nogen, der gerne ville ind. Og var ved at vælte døren.Jeg sprang forvirret op og kom i noget tøj fra aftenen før. Da jeg åbnede døren brød to stemmer ud i "IIIIIIII dag er det Pumbs' fødselsdag. Hurra, hurra, HURRAAAAAAAAAAAA". Verdens dejligste veninde kom hoppende ind og gav mig et knus. Med sig havde hun verdens dejligste venindes verdens dejligste kæreste. Og udover sang og et fantastisk humør havde de rundstykker, gaver og vores fællesbamse, Kaare, med. Første år jeg ikke vågner op hos mor og far på min fødselsdag. Og jeg kunne ikke huske, at jeg nogensinde havde været gladere.
Resten af dagen blev også en succes (bortset fra vejret, der efter 2 ugers pragtfuld solskin slog over i hård blæst og regn... "Det er fordiii du ikk' har været søøød i år!" Hold kæft!!). Min mor, lillebror og moster kom om eftermiddagen, mens Tumle kom tilbage efter sin tennistræning - og var meget behjælpelig med aftensmaden, der ikke er mit stærkeste punkt (Hvis I kender Shake'n'bake, hvor der kun skal tilsættes vand og røres, vil I vide, man virkelig skal være en idiot for ikke at få en kage ud af det. Jeg forstår ikke hvad der gik galt...).
Jeg havde glemt, hvor glad man bliver for alting på sin fødselsdag. For sms'er, e-mails, kram, opkald, beskeder på msn og i gæstebøger, besøg, kort.Og tænkte på, hvor mange af den slags dage jeg selv - på mere eller mindre vis - havde forsømt gennem det seneste år. Det må ændres. Plan 1: Anskaf en fødselsdagskalender til væggen! Plan 2: Kig på den og gør noget ud af dem, der betyder noget for migs (øh, migs?!) fødselsdage (Note: Ingen af delene er sket endnu, men jeg ved, jeg får det gjort inden længe)
Et nyt år er begyndt. Der er meget, jeg gerne vil ændre. Meget jeg ikke vil ændre. Og meget jeg vil nå. Og meget der skal udforskes i min nye by, Århus. Og bedst af alt: Jeg kan nu underholde mig selv - og måske et par andre uskyldige forbipasserende sjæle - gennem denne blog med mere eller mindre ligegyldige tanker og episoder i mit liv. Tak!
Resten af dagen blev også en succes (bortset fra vejret, der efter 2 ugers pragtfuld solskin slog over i hård blæst og regn... "Det er fordiii du ikk' har været søøød i år!" Hold kæft!!). Min mor, lillebror og moster kom om eftermiddagen, mens Tumle kom tilbage efter sin tennistræning - og var meget behjælpelig med aftensmaden, der ikke er mit stærkeste punkt (Hvis I kender Shake'n'bake, hvor der kun skal tilsættes vand og røres, vil I vide, man virkelig skal være en idiot for ikke at få en kage ud af det. Jeg forstår ikke hvad der gik galt...).
Jeg havde glemt, hvor glad man bliver for alting på sin fødselsdag. For sms'er, e-mails, kram, opkald, beskeder på msn og i gæstebøger, besøg, kort.Og tænkte på, hvor mange af den slags dage jeg selv - på mere eller mindre vis - havde forsømt gennem det seneste år. Det må ændres. Plan 1: Anskaf en fødselsdagskalender til væggen! Plan 2: Kig på den og gør noget ud af dem, der betyder noget for migs (øh, migs?!) fødselsdage (Note: Ingen af delene er sket endnu, men jeg ved, jeg får det gjort inden længe)
Et nyt år er begyndt. Der er meget, jeg gerne vil ændre. Meget jeg ikke vil ændre. Og meget jeg vil nå. Og meget der skal udforskes i min nye by, Århus. Og bedst af alt: Jeg kan nu underholde mig selv - og måske et par andre uskyldige forbipasserende sjæle - gennem denne blog med mere eller mindre ligegyldige tanker og episoder i mit liv. Tak!
Abonner på:
Opslag (Atom)
