Og så blev det søndag. Det står lidt sløvt til med bloggen for tiden. Håber den søde juletid inspirerer mig snart.

Denne weekend tilbragte jeg i Billunds landsbyidyl og syngende malkekøer.
Min folkeskoleklasse holdt reunion fest. Når jeg, i de seneste uger, har skrevet en dato, har jeg samtidig i hovedet tjekket, hvor mange dage, der var til den 15., til reunion partyet. Da jeg i morges skrev "16/11" overraskede det mig, at der faktisk kom en dag efter 15. november. Festen er vel overstået. Vi hyggede os og er nok blevet mere åbne over for hinanden. Godt fordelt over landet med meget forskellige jobs, uddannelser, drømme...
Hvordan det kan ske, skal jeg ikke kunne sige, men et nyt trick er at drikke snaps med øjnene - især hvis man har vandfast mascara på. Og især ikke, hvis ikke, man har vandfast mascara på. Eller følsomme øjne. Eller øjne i det hele taget.

I den forgangende uge har min kære lillebror været i storbyen. Han er gået fra sætninger som "Jeg hader Århus og alle de dumme forvirrende bybusser. København er MEGET nemmere at finde rundt i (baah!)" til at holde lidt af byen, være glad for den tekniske skole og menneskerne på den, fester i Odder og det livlige caféliv på gågaden og i Bruuns Galleri.
Også tv-produktion har fanget hans interesse efter Kevins rundvisning i Århus Studiet. En ny Paradise Hotel fotograf på vej? Who knows.

Nu er det aften og de 4 timers søvn, det blev til i nat er begyndt at kunne mærkes. Men først: (trommehvirvel) - Sommer!

Med lommerne fulde af regnorme

Fra betagelse af efterårets smukke farver til "vinterdepression". Eller måske i virkeligheden depression over, at der er 21 dage til, jeg må få mit julepynt udleveret (Det er udleveret, men jeg har forbud mod at sætte det op). Sidste år tilbragte jeg hele december i England. Okay, godt nok eksisterer julen også der. Vi pyntede op med små engle og rensdyr, spiste mince pies, holdte ørerne varme med nissehuer…
Men det er alligevel ikke helt det samme, vel? Hvad med pebernødder? Hvad med dagligt afsnit af Nissebanden i Grønland? Hvad med weekendgaver og et juletræ af gran (Og ikke plastik - hvis jeg ville have et juletræ, der ikke dryssede, ville jeg bygge det af lego)?
Jeg må kompensere for sidste års juletab ved at holde dobbeltjul i år, men tilsyneladende er ingen med på den.

Også mit job kan gøre mig lidt sortseende for tiden. Boghandel. “Det’ lige dig!” sagde de alle sammen, da jeg fik det. Jeg var også ret glad, for jeg kan godt lide bøger og overskud på min konto. Men jeg føler mig så ekstremt dårlig, som i ringe, håbløs og uduelig til det. Dårligere end ham drengen, der skulle vogte får, men kom til at tælle græshopper i stedet, eller hvad det var, mens ulven åd alle bondens mææh-dyr. Jeg kan sjældent svare på kundernes spørgsmål (og får dårlig samvittighed over at sige “kunder”, efter et par sæsoner i Legoland, hvor det er en dødssynd at betegne de besøgende som kunder. GÆSTER! For helvede…). Er begyndt at give forkert tilbage (efter at have været der i 2 måneder… Plejer det ikke være begynderproblemer?), kan ikke påtage mig butiksattituden med “På beløbet? Ja tak”, “Ellers andet?”, “Sådan et par der”, “Så skal jeg bede om 65 kroner, tak”. Helt ærligt… Det føles som om, man høfligt tilbyder dem hjælp. Forsøger at gøre det personligt. Og når de så bider på krogen… 3.000 kroner nu!! Betal! NU, blev der sagt!
Og det sidste… Jeg er 21 år, begynder snart på en uddannelse og tror selv, jeg er okay til dansk grammatik. Men jeg kan ikke alfabetet uden at synge det inde i hovedet. A, b, c, d, e, f, g. H, i, j, k “Hey, skal de runde her ligge ovre i hjørnet eller udenfor?” Spassernar! Nu er jeg nødt til at begynde forfra. En eller anden, giv mig et gratis år i første klasse. Steen og Solvej ser en sol. Den er gul. Ole ser en orm. Den er ikke gul.

Jeg besøgte mine forældre i går. På sidste del af busturen dertil sad et af disse fantastiske mennesker, der deler alle detaljer i sit liv med hele bussen. Ikke engang en mp3-afspiller på maxvolumen kunne overdøve hans højtrystede samtale. På et tidspunkt udbryder manden “Jeg er forresten rykket op i forsvaret”. Hele bussens opmærksomhed er rettet mod telefonprattende mand.
“Jeg skal i den kongelige livgarde fra 1. december…”
Samtlige piger foran mig i bussen drejer hovedet for at lure på denne kommende kongelige livgarde. I protest og foragt over mit køn lod jeg være. Men kun fordi de andre pigers mistænksomme synkrome bevægelse gjorde mig opmærksom på ikke at gøre det samme.
Og hvorfor?? Jeg går ikke ind for, at ”mænd i uniformer er bare herre lækre, ikk’os” (Og er blevet skubbet ned fra stol af meget håndværker/uniforms/mandefokuseret kvindemenneske for at sige det højt). Og hvor fedt er det at lege meget ret, frossen bager med bjørnepelshue? Forsvare dronningen, mener jeg.
Bliver det ikke lidt Slaget ved "Dybbøl Mølle"-agtigt?
ATTAAAACK!
Attack Cancelled. Det var bare en løs pizzaæske, der satte alarmen igang.

Da jeg kom hjem spurgte min bedstemor interesseret, om jeg stadig samler regnorme i mine lommer, når jeg er ude at gå tur. Cut!