Der er kommet dyr i huset! Velkommen til Sif, et pragteksemplar af arten Kat. Nogenlunde konstant i bevægelse. Det er fantastisk med så lille og kåd en skabning. Hun går rundt med masser af selvtillid – alle kalder på hende og aer hende, når hun går forbi. Livet er at spise, sove og lege. Og især lege. Hvad som helst, der bevæger sig (også hvis man selv har sat det i bevægelse) skal man snige sig ind på og angribe. Papirkugler, garnnøgler, potteplaneter, legetøj, snørebånd, elastikker, bolde på en meter i diameter…
Hun minder mig om, hvor fantastisk det var at være barn. Hvor meget hele verden kunne styrte sammen udenfor uden, at man behøvede at tænke på det. Hvordan man kunne bruge en hel dag på at lege uden at forsømme pligterne. Og der skal ikke meget til at more et barn.
Er der nogen, der kan huske snydeæg? Altså da man som lille spiste et blødkogt æg, hvorefter man vendte den tomme skal på hovedet og lod æggebægret og det falske æg stå triumferende på bordet. Indtil ens naive (eller måske mere overbærende, efter mange års research) forældre fik øje på det og udbrød ”Naaarj! Et æg. Er det til mig?”
”Jaah, tihihi”
”Mmmm”
De løfter skeen, som man selvfølgelig også har lagt frem for at få fjenden til at gå direkte i fælden.
KLAK!
”Eeeej, du snød mig!”
”HAAAAA HAHAHAHA!!”
Var man godtroende nok, kunne man gentage joken og se, om forældrene ville falde i den to gange på en dag. Og det gjorde de som regel.
Det var tider! Men uden at ødelægge nostalgien er det nu også tider nu. Vi glemmer det bare nogle gange.
Hun minder mig om, hvor fantastisk det var at være barn. Hvor meget hele verden kunne styrte sammen udenfor uden, at man behøvede at tænke på det. Hvordan man kunne bruge en hel dag på at lege uden at forsømme pligterne. Og der skal ikke meget til at more et barn.
Er der nogen, der kan huske snydeæg? Altså da man som lille spiste et blødkogt æg, hvorefter man vendte den tomme skal på hovedet og lod æggebægret og det falske æg stå triumferende på bordet. Indtil ens naive (eller måske mere overbærende, efter mange års research) forældre fik øje på det og udbrød ”Naaarj! Et æg. Er det til mig?”
”Jaah, tihihi”
”Mmmm”
De løfter skeen, som man selvfølgelig også har lagt frem for at få fjenden til at gå direkte i fælden.
KLAK!
”Eeeej, du snød mig!”
”HAAAAA HAHAHAHA!!”
Var man godtroende nok, kunne man gentage joken og se, om forældrene ville falde i den to gange på en dag. Og det gjorde de som regel.
Det var tider! Men uden at ødelægge nostalgien er det nu også tider nu. Vi glemmer det bare nogle gange.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar