Besøg på Skejby sygehus, og hvilken oplevelse. Jeg har - efter at få min blodprocent presset op på 7,9 (skal være mindst 7,8 for at blive godkendt som donor).
Det startede med, at jeg kunne finde derud (!). Parkerede min cykel og gik ind på gangen, hvor der foran mig var to håndværkere, der grinede bøvet, mens de trak et nummer.
Den ene kommer op til den søde, lyshårede sekretær. Hun stiller en række spørgsmål, bl.a. "Føler du dig ellers sund og rask?" "HØH!" lød det fra kammeraten bagved.
"Har du taget smertestillende inden for den seneste uge?" "Nej, der skal sgu mere til for at gøre ham rask, ha ha ha ha" svarede en anden, end den der fik spørgsmålet.
Så blev det mig.
Sekretæren smilede indforstået og bød mig velkommen til afdelingen. Og stillede mig ét spørgsmål. "Er du født eller opvokset i et malariaområde?"
Er jeg hvad? Født eller opvokset... I et malariaområde? Jeg er lige så lyshåret som hende og har besvaret det - sammen med en række mere aktuelle spørgsmål - i det skema de sendte mig. Måske var det bare et random spørgsmål. Og nemt at svare på. Næste!
I venteværelset sad håndværkerne og ventede. I de 5 minutter vi sad sammen, sagde de "fuck" flere gange end Ozzy Osbourne ville kunne nå på en hel dag, men i forskellige variationer.
En sygeplejerske kom ud og sagde navnet på den ene af dem (anonymt for personens sikkerhed), hvortil han på bedste (forældet) Angora-vis svarede "Nem'li' ja!"
De næste 5 minutter var der ro i venteværelset. Der var en væg mellem de to Kåre wannabes, men snart blev den næste navns nævnt (hvortil han med en grødet Henning Primdahl stemme svarede "Så for satan"), og de to angorianske dimser var genforenet. Her kunne de - i hver sin ende af lokalet råbe "Årh, hold da kæft, din spasser, mand", "Jaa, fuck da dig!", "Du er så fucking syg, du er, haha!".
Resten gik godt (Ikke fordi ventetiden ikke gik godt - jeg morede mig), jeg får, inden for et par dage, svar på, om jeg er HIV-positiv, og inden for et par måneder svar på, om min blodprocent er høj nok, og om jeg er A resus negativ, som vores hjemmelavede blodtypetest i biologi påstod for nogle år siden.
Bagefter var jeg ude at ride. Yeehaa! På en gammel traver kaldet Diva, der nu leger dressur/skovturshest. Jävla snäll häst! Jeg skal prøve et par andre hypper i løbet af de kommende uger, inden jeg beslutter mig. Men hun var et udmærket bud til en kommende partshest.
Og så er der Luksusfællen. Fantastisk program, hvor man rimelig uforpligtende kan slå armene op i luften og sige "Jamen for helvede... Kan hun da ikke se, hvor dumt det er at spise på restaurant hver aften og udelukkende gå i Gucci, når hun har en månedentlig løn på 17.000.
Denne gang handler det om en alenemor med teenagedatter, begge med stort forbrug og hang til mærkevarer. Og hest. En dyr hobby, og rådgiverne kiggede længe på hinanden, da de fik fuldmagten fra den stakkels, følsomme mor. Jeg bliver tudedyr number one, hvis de sælger den. Så' de advaret! Skide psykopater... For helvede.
tirsdag den 28. oktober 2008
lørdag den 18. oktober 2008
Killingehop og snydeæg
Der er kommet dyr i huset! Velkommen til Sif, et pragteksemplar af arten Kat. Nogenlunde konstant i bevægelse. Det er fantastisk med så lille og kåd en skabning. Hun går rundt med masser af selvtillid – alle kalder på hende og aer hende, når hun går forbi. Livet er at spise, sove og lege. Og især lege. Hvad som helst, der bevæger sig (også hvis man selv har sat det i bevægelse) skal man snige sig ind på og angribe. Papirkugler, garnnøgler, potteplaneter, legetøj, snørebånd, elastikker, bolde på en meter i diameter…
Hun minder mig om, hvor fantastisk det var at være barn. Hvor meget hele verden kunne styrte sammen udenfor uden, at man behøvede at tænke på det. Hvordan man kunne bruge en hel dag på at lege uden at forsømme pligterne. Og der skal ikke meget til at more et barn.
Er der nogen, der kan huske snydeæg? Altså da man som lille spiste et blødkogt æg, hvorefter man vendte den tomme skal på hovedet og lod æggebægret og det falske æg stå triumferende på bordet. Indtil ens naive (eller måske mere overbærende, efter mange års research) forældre fik øje på det og udbrød ”Naaarj! Et æg. Er det til mig?”
”Jaah, tihihi”
”Mmmm”
De løfter skeen, som man selvfølgelig også har lagt frem for at få fjenden til at gå direkte i fælden.
KLAK!
”Eeeej, du snød mig!”
”HAAAAA HAHAHAHA!!”
Var man godtroende nok, kunne man gentage joken og se, om forældrene ville falde i den to gange på en dag. Og det gjorde de som regel.
Det var tider! Men uden at ødelægge nostalgien er det nu også tider nu. Vi glemmer det bare nogle gange.
Hun minder mig om, hvor fantastisk det var at være barn. Hvor meget hele verden kunne styrte sammen udenfor uden, at man behøvede at tænke på det. Hvordan man kunne bruge en hel dag på at lege uden at forsømme pligterne. Og der skal ikke meget til at more et barn.
Er der nogen, der kan huske snydeæg? Altså da man som lille spiste et blødkogt æg, hvorefter man vendte den tomme skal på hovedet og lod æggebægret og det falske æg stå triumferende på bordet. Indtil ens naive (eller måske mere overbærende, efter mange års research) forældre fik øje på det og udbrød ”Naaarj! Et æg. Er det til mig?”
”Jaah, tihihi”
”Mmmm”
De løfter skeen, som man selvfølgelig også har lagt frem for at få fjenden til at gå direkte i fælden.
KLAK!
”Eeeej, du snød mig!”
”HAAAAA HAHAHAHA!!”
Var man godtroende nok, kunne man gentage joken og se, om forældrene ville falde i den to gange på en dag. Og det gjorde de som regel.
Det var tider! Men uden at ødelægge nostalgien er det nu også tider nu. Vi glemmer det bare nogle gange.
onsdag den 15. oktober 2008
Handle With Care - Stop dyretransporter nu!
I foråret 2008 kom nogle oprørske studerende fra Journalisthøjskolen i Århus på avisernes forsider. De havde slagtet og spist en kat i protest mod, at man bruger tusinde af kroner på sine kæledyr, mens man utvivlsomt vælger det billigste kød i supermarkedet, som ikke kun er dårligere for os selv, men også dyret, det kommer fra, har levet en uværdig tilværelse. De har fat i noget.
Men det er ikke kun herhjemme, den er gal. Ude i verden foregår der så voldsomme mishandlinger og transporter, at dyrene dør undervejs.
Hver eneste uge året rundt transporteres mere end 1 milliard dyr til slagtning. Mange har levet et liv i mørke og under trange vilkår, inden de mases ind i en lastbil for at blive bragt til slagtning. På den op til 32 lange rejse bliver en stor del trådt ihjel eller så stresset at de dør. Resten har stadig det værste foran sig. En slagtning så umenneskelig og afskyelig, at man i sin vildeste fantasi ikke ville kunne forestille sig det.
Det er ikke kun uetisk, men også unødvendigt. Teknologien gør os i stand til at kunne køle eller nedfryse kødet, så det sagtens kan klare den lange rejse. Dyrene kan slagtes lokalt, hvorefter det døde kød begiver sig på en månedslang tur. De behøver ikke lide.
Det tager 36 til 42 timer for en lastbil fyldt med heste at komme fra Spanien til Italien. Der er lavet hvileregler for at undgå, at hestene lider unødvendigt, men bliver hverken overholdt eller håndhævet. Derfor gennemgår hestene en grusom transport og slagtning – kun for at blive solgt som ”traditionelt italiensk hestekød”.
Hver aften lider og dør hundredetusinde af kyllinger, når de transporteres i små bure i en lastbil til Bangkok. 95 % af de overlevende slagtefugle har flere brækkede knogler, når de når frem. Mange dør af de høje temperaturer, som de udsættes for på rejsen. Årligt transporteres mere end 40 milliarder kyllinger verden over. Det er mere end seks gange jordens totale befolkningstal.
Kvæg må rejse 3 uger for at komme fra Brasilien til Libanon, hvor de bliver slagtet. I 4 dage kan dyrene hverken bevæge sig eller lægge sig ned, og de får ingen mad eller vand. Falder de, bliver de trampet ihjel af de andre kvæg.
Hundrede af griser tvinges sammen på et minimalt areal for at komme fra Canada til Hawaii. Det tager 9 dage, inden de sultne, udmattede og transportsyge grise kommer i havn. Mange dør af stress, sygdomme eller af at blive mast undervejs. Grisene går i panik og bider hinanden til blods, uden at kunne slippe væk. På svinekødet står der ”Produceret på øen Hawaii”, og forbrugerne er på den måde uvidende om, hvilken skæbne, deres fødevarer har været udsat for.
I det varme Afrika holder gederne til. De stuves sammen i lastbiler for at køre 2.300 km. fra Namibia til Sydafrika. Det tager 36 timer, hvor gederne lider under de trænge og op til 40 grader varme forhold. De må undvære mad, vand og ly adskillige timer før transporten, og mange dør derfor af dehydrering på turen. De bliver stressede og påfører sig deraf ofte en dødbringende åndedrætssygdom, der giver dem voldsom hoste, inden de til sidst dør.
”Down Under” til de australske får. Millioner af disse eksporteres hvert år til Mellemøsten. En rejse, der tager 32 døgn. Titusinde af disse dør af sult. Andre glider eller falder og mases ihjel af de andre får. Resten bliver bragt til opfedning, før de slagtes under elendige og forrykte betingelser. Se filmen til sidst.
8 ud af 10 slagterier i Australien er halal-certificeret. Supermarkederne i Mellemøsten sælger i forvejen kød, der er importeret og transporteret efter slagtningen på lige fod med kød fra dyr, der først er slagtet, når de kommer til landet. Det er fuldstændig unødvendigt at lade fårene lide på den månedslange tur.
WSPA, Dyrenes Beskyttelse og en række andre dyrevelfærdsorganisationer verden over indsamler i øjeblikket underskrifter mod de lange transporter. EU Kommissionen skal i slutningen af oktober diskutere transporterne, og derfor er hver enkel underskrift med til at lægge pres på og overbevise de mennesker, der reelt har magt til at ændre og stoppe de ringe vilkår for slagtedyrene.
Det er ikke et urealistisk krav. De behøver ikke lide.
Sæt din klov på www.handlewithcare.tv/dk/ nu.
Og se klippet her. Det forklarer alt. http://www.youtube.com/watch?v=Ul_VStFyOFo
Men det er ikke kun herhjemme, den er gal. Ude i verden foregår der så voldsomme mishandlinger og transporter, at dyrene dør undervejs.
Hver eneste uge året rundt transporteres mere end 1 milliard dyr til slagtning. Mange har levet et liv i mørke og under trange vilkår, inden de mases ind i en lastbil for at blive bragt til slagtning. På den op til 32 lange rejse bliver en stor del trådt ihjel eller så stresset at de dør. Resten har stadig det værste foran sig. En slagtning så umenneskelig og afskyelig, at man i sin vildeste fantasi ikke ville kunne forestille sig det.
Det er ikke kun uetisk, men også unødvendigt. Teknologien gør os i stand til at kunne køle eller nedfryse kødet, så det sagtens kan klare den lange rejse. Dyrene kan slagtes lokalt, hvorefter det døde kød begiver sig på en månedslang tur. De behøver ikke lide.
Det tager 36 til 42 timer for en lastbil fyldt med heste at komme fra Spanien til Italien. Der er lavet hvileregler for at undgå, at hestene lider unødvendigt, men bliver hverken overholdt eller håndhævet. Derfor gennemgår hestene en grusom transport og slagtning – kun for at blive solgt som ”traditionelt italiensk hestekød”.
Hver aften lider og dør hundredetusinde af kyllinger, når de transporteres i små bure i en lastbil til Bangkok. 95 % af de overlevende slagtefugle har flere brækkede knogler, når de når frem. Mange dør af de høje temperaturer, som de udsættes for på rejsen. Årligt transporteres mere end 40 milliarder kyllinger verden over. Det er mere end seks gange jordens totale befolkningstal.
Kvæg må rejse 3 uger for at komme fra Brasilien til Libanon, hvor de bliver slagtet. I 4 dage kan dyrene hverken bevæge sig eller lægge sig ned, og de får ingen mad eller vand. Falder de, bliver de trampet ihjel af de andre kvæg.
Hundrede af griser tvinges sammen på et minimalt areal for at komme fra Canada til Hawaii. Det tager 9 dage, inden de sultne, udmattede og transportsyge grise kommer i havn. Mange dør af stress, sygdomme eller af at blive mast undervejs. Grisene går i panik og bider hinanden til blods, uden at kunne slippe væk. På svinekødet står der ”Produceret på øen Hawaii”, og forbrugerne er på den måde uvidende om, hvilken skæbne, deres fødevarer har været udsat for.
I det varme Afrika holder gederne til. De stuves sammen i lastbiler for at køre 2.300 km. fra Namibia til Sydafrika. Det tager 36 timer, hvor gederne lider under de trænge og op til 40 grader varme forhold. De må undvære mad, vand og ly adskillige timer før transporten, og mange dør derfor af dehydrering på turen. De bliver stressede og påfører sig deraf ofte en dødbringende åndedrætssygdom, der giver dem voldsom hoste, inden de til sidst dør.
”Down Under” til de australske får. Millioner af disse eksporteres hvert år til Mellemøsten. En rejse, der tager 32 døgn. Titusinde af disse dør af sult. Andre glider eller falder og mases ihjel af de andre får. Resten bliver bragt til opfedning, før de slagtes under elendige og forrykte betingelser. Se filmen til sidst.
8 ud af 10 slagterier i Australien er halal-certificeret. Supermarkederne i Mellemøsten sælger i forvejen kød, der er importeret og transporteret efter slagtningen på lige fod med kød fra dyr, der først er slagtet, når de kommer til landet. Det er fuldstændig unødvendigt at lade fårene lide på den månedslange tur.
WSPA, Dyrenes Beskyttelse og en række andre dyrevelfærdsorganisationer verden over indsamler i øjeblikket underskrifter mod de lange transporter. EU Kommissionen skal i slutningen af oktober diskutere transporterne, og derfor er hver enkel underskrift med til at lægge pres på og overbevise de mennesker, der reelt har magt til at ændre og stoppe de ringe vilkår for slagtedyrene.
Det er ikke et urealistisk krav. De behøver ikke lide.
Sæt din klov på www.handlewithcare.tv/dk/ nu.
Og se klippet her. Det forklarer alt. http://www.youtube.com/watch?v=Ul_VStFyOFo
søndag den 5. oktober 2008
Pingeling
En weekend i skødet på familien i Billund er forbi.
Dejligt, og fyldt af glædelige overraskelser. Da mine forældre ryddede op i en gammel skuffe fandt de en pakke lego, jeg engang fik. Jeg insisterede på at tage den med hjem. Min mor protesterede, mens min far forsøgte at bakse kassen op af skuffen. Da den endelig kom ud, trillede en megastørrelses slikpose ud fra sit skjul. Forhistorien er selvfølgelig, at min familie er meget glad for slik. Så glad, at hvis det ligger i slikskabet, forsvinder det langsomt til forskellige munde. Men hvis man gemmer det i kagedåser, tøjskabe, på høje hylder eller i tupperwarebeholdere i køleskabet er der chance for, at indholdet er der endnu, når ejeren skal bruge det.
Men nogle gange gemmer man sine ting så godt, at man ikke kan finde dem. Og vupti! Hvilken glæde det er, når de alligevel dukker op.
En anden overraskelse er sproget. I Billund bager man is og spiser kaffe. Men når det kommer til kartofler skal der flere detaljer og mere korrekthed til. "Hvad skal de hedde?" spurgte min mor, da hun skulle bestille kartofler for min moster. "Hvad skal de hedde?" som i "Hvad er barnets navn?"?
Dejligt, og fyldt af glædelige overraskelser. Da mine forældre ryddede op i en gammel skuffe fandt de en pakke lego, jeg engang fik. Jeg insisterede på at tage den med hjem. Min mor protesterede, mens min far forsøgte at bakse kassen op af skuffen. Da den endelig kom ud, trillede en megastørrelses slikpose ud fra sit skjul. Forhistorien er selvfølgelig, at min familie er meget glad for slik. Så glad, at hvis det ligger i slikskabet, forsvinder det langsomt til forskellige munde. Men hvis man gemmer det i kagedåser, tøjskabe, på høje hylder eller i tupperwarebeholdere i køleskabet er der chance for, at indholdet er der endnu, når ejeren skal bruge det.
Men nogle gange gemmer man sine ting så godt, at man ikke kan finde dem. Og vupti! Hvilken glæde det er, når de alligevel dukker op.
En anden overraskelse er sproget. I Billund bager man is og spiser kaffe. Men når det kommer til kartofler skal der flere detaljer og mere korrekthed til. "Hvad skal de hedde?" spurgte min mor, da hun skulle bestille kartofler for min moster. "Hvad skal de hedde?" som i "Hvad er barnets navn?"?
onsdag den 1. oktober 2008
Tudefjæs
Jamen for helvede da... Så sidder man og tuder, da Simone vinder Scenen er din. Helt ærligt. Nu tager jeg mig sammen! Jeg er ikke nogen tudegris. Bare en smule sensitiv. Og syg, døden nær faktisk, af en mildere forkølelse. Det kan godt få øjnene til at løbe lidt.
Og hvem har slukket for varmen? Jeg synes, efterår er yndligt og hyggeligt, men temperaturen må gerne forblive middel, indtil jeg har anskaffet et par tykke luffer og en hue. Så kan den komme an, kan den.
Behøver jeg nævne, at der er 2 måneder til 1. december i dag? Som i vinter. Som i jul. Som i pynt og hygge. Gaver. Julekalendere (Nissernes Ø, Mikkel og guldkortet samt The Julekalender). Røde kinder og brændte mandler på gågaden. Last Christmas. Disneys Juleshow. Små lys over hele byen. Kortskrivning. Sne? Det gjorde ikke min julelængsel mindre. Men jeg ved af erfaring, hvor hurtigt 2 måneder går. Og prøver at holde fast i nuet - så længe det varer. Fra alle mig til alle jer: Glædelig 1. oktober.
Og hvem har slukket for varmen? Jeg synes, efterår er yndligt og hyggeligt, men temperaturen må gerne forblive middel, indtil jeg har anskaffet et par tykke luffer og en hue. Så kan den komme an, kan den.
Behøver jeg nævne, at der er 2 måneder til 1. december i dag? Som i vinter. Som i jul. Som i pynt og hygge. Gaver. Julekalendere (Nissernes Ø, Mikkel og guldkortet samt The Julekalender). Røde kinder og brændte mandler på gågaden. Last Christmas. Disneys Juleshow. Små lys over hele byen. Kortskrivning. Sne? Det gjorde ikke min julelængsel mindre. Men jeg ved af erfaring, hvor hurtigt 2 måneder går. Og prøver at holde fast i nuet - så længe det varer. Fra alle mig til alle jer: Glædelig 1. oktober.
Abonner på:
Opslag (Atom)
