Ansøgningernes vilde verden

Min fuldtidsbeskæftigelse for tiden er at skrive ansøgninger. Det er på en måde meget hyggeligt, men man føler sig i høj grad som en egofugl, når man sidder og forklarer, hvor meget man har udrettet, hvilke ord, man vil beskrive sig selv med, "hvis jeg var en børnebog ville jeg være" (Mulvarpen, der ville vide, hvem der havde lagt en lort på dens hoved…), "i min fritid er jeg meget engageret og interesseret i" osv.
Og det gælder om at være anderledes, at skille sig ud. Give dem en grund til at huske (og vælge...) lige netop mig.
Men hvad, hvis man bare er rimelig normal, ikke har læst til dirigent, deltaget i hækkeløb til OL eller rejst jorden rundt sammen med BS?

Det minder lidt om mine pennevenneannoncer i Wendy-bladene i tidernes morgen.
”Heeeeeej med jer! Jeg er bare en super sød og frisk pige på 21 år. Jeg går bare helt vildt kanont op i sumpskildpadder og kanariefugle og derfor håber jeg, at I kan bruge mig i Petworld/Jeg keder mig og søger derfor hesteinteresserede pennevenner fra hele landet, men helst fra Billund, især hvis du har en hest, som jeg kan ride på og passe. Gratis. Men hvis du er fra Kerteminde er det også ok. En million roser til Wendy, Dixie og Joy – og tak for et fantastisk blad!”
Og hvor meget skal man gå i dybden? Er det kun det, der er relevant for jobbet, eller vil de gerne vide hvem man er? At man tegner, spiller violin og laver vinduesmaling i stedet for bare at skrive, at man ser sig selv som kreativ?

Jeg skriver tit kun, at jeg flyttede til Århus i foråret, og det første, jeg bliver spurgt om til jobsamtalen, er, hvor jeg kommer fra. Men heller ikke for meget fortid, vel?
”Som de fleste andre blev jeg født. Og i den forbindelse fik jeg – også som de fleste andre – en mor og en far. Så er det på plads. De opfostrede mig, lærte mig livets vigtigste regler: Du må først gå i vandet en time efter, du har spist – og ikke længere ud end til navlen. Læg aldrig hånden på en varm kogeplade. Gå aldrig med fremmede, heller ikke selv om de tilbyder dig slik eller legetøj. Spis aldrig en rød svamp med hvide prikker på. Pil ikke vingerne af fluer. Børst tænder morgen og aften, ellers kommer Karius og Baktus og smadrer dine tænder med hakker og river. Spis altid det bedste slik på din tallerken først, ellers risikerer du, at det forsvinder til en anden der var hurtigere.
Derefter gav de mig en lillebror, som jeg kunne tyrannisere. Indtil han en dag blev større end mig. Så sluttede vi fred og fik en fælles interesse for Langt fra Las Vegas og pizza.
Derudover gav de mig omsorg. De lærte mig at tro på mig selv. Lige gyldig hvor grim en tegning, jeg lavede, satte de det imponerede smil på og sagde ”Naaaarj, har du lavet den? Hvor ER den flot! Er den til mig?”. Og det gør de i grunden stadig. Må jeg i den forbindelse have lov til at takke min mor. Min far. For altid at have troet på mig. Og min lillebror for at lade mig låne den blå kridtfarve. Hele min familie, min barndomsby, mine klassekammerater, mine buschauffører, der dagligt transporterede mig til Vejle og hjem, mine kæledyr – Musse, you made my day, ekspedienten i ABC, der konsekvent kiggede mig i øjnene og spurgte ”Er der kun 10 frugter i den her pose??”, hvilket fik mig til at rødme, selv om jeg aldrig kunne drømme om at snyde ABC. Og til sidst vil jeg gerne takke samtlige skuespillere i Friends, for at have gjort mine søvnløse nætter til en lang drøm. Jeg kunne aldrig have gjort det her uden jer. Tak for helvede”
Så blev der vist givet rødt kort, hvorefter ansøgningen kom en tur gennem makulatoren.

Man gør eller deltager tit i noget, hvor man får at vide, at "det er godt til CV’et". Men hvorfor er det, at man aldrig kan huske, hvad det var? Var det måske ikke så godt alligevel? Var man fuld, da det skete? Er det i virkeligheden aldrig sket?
Og den er også lidt farlig, for selv om vi er revolutionerende supermennesker, der ikke holder os tilbage, ligger janteloven aldrig mere end et pral væk. Og det kan tit virke som ligegyldigt pral, hvis det ikke har relevans for jobbet.
Og samtidig må man ikke svine sig selv til. Der er ikke noget mere ynkeligt i en ansøgning, og i stedet for at skrive det mellem linjerne, var det nemmere at lave en note på en gul memoseddel og klistre på ydersiden af konvulutten: ”I er sindsyge, hvis I ansætter mig. Jeg er et nul!”. Sender man den på mail, kan det stå i emnelinjen.
Som med alt andet gælder det vel om at finde den gyldne middelvej. Eller se sig tilfreds med at være et helt almindeligt, kedeligt middelmenneske, der også hælder det meste af en liter mælk ud over sin venindes køkkenbord eller tager to forskellige sko på i skole. Men det behøver ikke stå i ansøgningen. De skal nok opdage den hen ad vejen.