”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp”

Enten befinder jeg mig for meget på gågaden i Århus, eller også er jeg i en udsat periode. Hver gang jeg, med glæde i sindet, bevæger mig forbi de dejlige butikker, får jeg pludselig øjenkontakt med en meget målrettet person, denne gang en pige. Hun kommer gående imod mig, åbner munden og cirka samtidig får jeg øje på det ufejlbare faresignal. Mappen! Den sorte mappe med det lille uskyldige logo på. Desperat kaster jeg øjnene fra side til side for at spore min nærmeste flugtvej. Men der er for mange mennesker. Det er for sent. Det slår mig, hvor travlt jeg har, men samtidig sidder der en lille lyserød engel på skulderen af mig og siger ”Kom nu, du skal jo ikke nå noget. Gi’ hende 5 minutter af din tid. Er du et dårligt menneske?”.
Okay. OKAY! Du vinder… Dydsmønster.
”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp, må jeg stille dig nogle spørgsmål?
Okay. Så er der styr på, hvem hun er. Og egentlig nej, men siden der sidder et eller andet højrøvet lyserødt fjerdyr på min skulder, er der ikke andet for.
”Ja, selvfølgelig…”
”Kender du os og ved du hvad vi står for?”.
Teknisk set, ja. I står på gaden, hvor I, med en løn på 115 kr. i timen, spotter svage mennesker ud og får dem til - for evigt - at betale 50 kr. i måneden til jeres organisation, da I ellers meget målrettet sender et tæskehold i form af flere smilende hjælpeorganisationsarbejdere ud efter mig.
”Jeg kender jeres navn, ja, men ellers ikke”.
”Okay, jamen vi bla bla bla. Bla bla. Bla”.
”Nå okay! Så forstår jeg bedre, jamen det er også rigtigt. Ja, det burde vi da også”.
Mappen kom frem igen. Den mappe, altså… Jeg fik fremstammet noget om, at jeg var lige ved at melde mig ind i Amnesty International, som tidligere på ugen angreb mig på broen og fik mig til at indse, hvor stor en forskel de gør i verden. Og at jeg da virkelig også burde, og hvor gør de det flot, kom lige med et bifald, nu vi er i gang.
”Jamen det er jo noget helt andet!” Udbrød hun. For hende - ja. For mig - nej. Det er stadig et fast beløb, der hver måned forsvinder fra min konto. Men som hun argumenterede, er det jo bare 50 kr. - en pizza mindre - i måneden. Hvor egoistisk er det lige at sige nej til at give 50 ynkelige kroner, for at 22 små børn i Afrika kan få noget at spise? Sultende børn i øvrigt. Ikke sultne. Hvor gammel kan man max være, når man opdager forskellen mellem sultende og sultne uden at være til grin? Er 20 år for gammelt?
Tilbage til det væsentlige: Det er en kæmpe beslutning at tage. Det er store penge, vi snakker om. Jeg lovede at tænke over det og komme tilbage, hvis jeg besluttede mig (Den har hun nok hørt lidt for mange gange). Hun lod mig modvilligt gå og ti minutter senere krydsede jeg broen, som man altid – ALTID (!) - skal undgå. Men ak, jeg er jo blot et menneske. Jeg spottede ham. Jeg kiggede i en anden retning, som om jeg ikke havde set ham og forsøgte via teleparti at sende ham tanker som ”Vær nådig”.
”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp, må jeg bruge 5 minutter af din tid?” Arrgh!
”Nej, nej, jeg kan ikke klare mere dårlig samvittighed i dag” sagde jeg bønfaldende, mens jeg sidelæns kæmpede mig over mod trappen, væk fra den farlige bro fyldt med glubske hjælpeorganisationsarbejdere.
I morgen melder jeg mig ind i samtlige hjælpeorganisationer i Danmark. Aldrig mere dårlig samvittighed!