De vildfarende turister

Dublin er et sted, hvor man ikke går tilbage efter sin mobiltelefon, men aldrig kunne finde på at forlade et sted uden at have sin paraply med sig. Det erfarede den vildfarende Kat hurtigt og kom derfor i besiddelse af en yndig lilla paraply til evigt minde om det regnfulde Dublin. Siden er der ikke faldet en dråbe.

Nå ja, måske skulle vi starte fra begyndelsen. Det hele begyndte en nat, hvor jeg manglede luft under vingerne. Selv om klokken var 4 og der var omkring 36 timer til afgang, kom jeg til at trykke ”order” på ryanair’s side. Og bingo, så var der billet tur/retur til Dublin.

Jeg har nu været her 4 dage, hver dag uden at ane, hvad der ville ske (Mon nogen af os i virkeligheden ved det?). På flyveren mødte danske Pan, der bor og arbejder i Dublin, og han tilbød, at jeg kunne låne hans sofa og samtidig tage med ind på hans yndlings/stamrestaurant, der lavede den bedste indiske mad. Pan går meget op i buddhisme og vi fik os nogle dybere spirituelle samtaler undervejs.
Dagen efter gik turen videre til Dublin C. Jeg sprang på en bybus, der altså konsekvent kører i den forkerte side af vejen! Magen til sær opførsel altså…
Så kommer det fantastiske øjeblik, hvor man virkelig føler sig i vejen. Først på grund af en ikke så handy kuffert, men jeg fik den endelig bakset ind og var klar til at få en billet. Til centrum, tak... Vi er i centrum, hahaha. Right… LÆNGERE ind mod centrum så. Hahahaha, 1,5 euro, tak. Ja tak. Vi tager kun mønter… Dammit… Efter en lettere forsinkelse pga. skide turister kunne vi fortsætte vores færd mod City Centre – hvor jeg intet anede om, hvor jeg skulle af. Men det kommet jo nok! Hvor svært kan sådan noget være?
Derfra gik det godt. Jeg farede vild, fandt hostellet og fik chekket ind. Opsporede lidt frokost, helt fantastisk milkshake og en bænk ved floden Liffey (som min gode tyske ven, Lars, har lært mig navnet på - og derudover vidste jeg det selvfølgelig også i forvejen, med min storartede geografiske viden). Hvis jeg lige skal blære mig lidt med min (nyerhvervede) paratviden, er floden sort pga. de sorte alger, der farver vandet. Aha! Og hvis nogen mener noget andet, vil jeg gerne lige vide det, så jeg kan rette det i min hukommelse, inden jeg udsætter mig selv for noget pinligt – at spille smart med min almene viden på min blog f.eks.
Stemningen var dejlig. Lad mig forsøge at beskrive den, med ord, så du næsten har været der. Nærgående duer, der æder alt fra brødkrummer til cigaretskodder, et barn, der skriger ”don’t let go”, mens hans mor læner ham udover brokanten (for sjov, sagsøg hende ikke for at være en dårlig mor). Det så faktisk ret sjovt ud). Et kærestepar, der midt i en meget heftig kyssescene, blev afbrudt af en nobel, ældre herre med stok, som tog en samtale med dem (Gad vide hvilke associationer, det gav ham). Inden han tog afsked med dem, lagde han en hånd på hvert af deres hoveder, hvorefter han klappede. Betyder det at han frelser dem eller at han gifter dem? Hvis han frygtede for sex for ægteskab, kan jeg ikke bebrejde ham, hans bange anelser.

På irsk betyder rødt lys ikke rødt lys. Og det er simpelt, hvis man er født i Dublin, men ikke så meget, hvis man er født et sted, hvor der er 28 rundkørsler, men kun 1 lyskryds.
Den irske hovedstad er også meget international, og under en bytur skal man være heldig, for faktisk at støde ind i en irer. Den eneste måde, man ved, man har øje på en vaskeægte irer er, ved at se dem krydse gaden. Dem der med et ubekymret blik og hænderne i lommerne vader mellem biler, scootere og bybusser er irske! Og så dialekten selvfølgelig, hvis man er så heldig at få lov at høre dem snakke.
Kvinderne er alle sammen mørkhårede på en helt speciel måde. Nærmest sort, men med et rødt skær, der gør det ret specielt.

For at føle sig rigtig touristy og for at lære byen lidt at kende, sprang jeg på en af de famøse tourbusser. Vind i håret er jo altid et hit og derudover var vores chauffør hele turen værd. Lunefuld og morsom. Jeg har tidligere taget sådan en bus i London og Cambridge, men der var en monoton historisk beretning og et par søde høretelefoner, mens den irske chauffør underholdte med indslag og sætninger som ”Shallow of fuckers”, ”you can’t become a horse, but you can become an arse” en yndig irsk sang og nyttige facts som, da Dronning Victoria befalede alle irere at male deres hoveddøre sorte, malede de dem alle andre farver end sort.
Vi er nu kommet til mandag aften, så senere vil der komme et indlæg fra en meget kulturel og sjov dag i går. Over and out..