De syngende irske busser

Jeg har ikke noget at sige, men trænger til at skrive lidt.
Det er i dag en stille og rolig lørdag, hvor jeg har 2 missioner:
A) Bage kage
B) Male en elefant, der hopper på trampolin (I forbindelse med projekt "Mal ting i forkert sammenhæng)

Projekt A er vel overstået, ikke prøvesmagt endnu, men den ser rigtig ud (især hvis man drysser lidt flourmelis over, så man ikke kan se de sorte kanter).
Jeg havde en lille konflik med bageuret, men vi fandt ud af det på en ordentlig måde. Kagen skulle ud før tid, og da jeg naivt var på vej ud af køkkenet, kunne jeg pludselig skimte ud af øjenkrogen, at uret hang på køleskabet og grinede hånligt af mig - selvfølgelig så stille, at man ikke kunne høre det. For om 10 minutter, når kagen skulle have været færdig, ville det jo begynde at bippe på livet løs, mens jeg sad allerbedst på min bold, med fingrene i malingen.
Selv HA! tænker jeg, vender mig om, siger "Meget morsomt, muaha!" og trykker på stop. Sådan et latterligt bageur skal ikke tage røven på mig. Og i samme øjeblik vælter min roommate ind ad døren... Bum bum bum... Jeg snakker ikke med mig selv. Jeg er fuldstændig normal. Hej! Heh, der kom lige en besked...

Lidt gamle nyheder som en kombination af, at der er kommet spørgsmål til de syngende irske buschauffører og at jeg ikke oplever noget vildt/sjovt/underligt.
Det var dag 3 i Dublin, da Evan, Jennie, Michael og jeg var på vej tilbage fra vores turistdag. Vi hoppede desperate på en af de grønne busser, for at slippe væk fra den ret voldsomme regn, der havde lagt sig over byen. Vi var ikke de eneste, og disse grønne busser er så smarte, at de består af 2 etager, hvor den øverste ikke er overdækket. Så kan man rigtigt se Dublin, når det ikke regner. Og denne dag var der ingen, der ville se Dublin, de ville bare være for neden, hvor det ikke regnede. Det medførte, at vi stod meget meget tæt pakket sammen. Chaufføren begyndte med at undskylde over vejret, hvorefter han sagde, at hvis nogen var i live, skulle de trampe i gulvet. Tramp, tramp, tramp.
Good! Han ville nu give os 2 muligheder. Vi kunne høre lidt historisk om området. Eller! Han kunne synge en sang for os. Hvis I vil høre en sang: Tramp nu! TRAMP, TRAMP, TRAMP! Vi har en vinder! råbte han. History, it is! Haha, no I'm kidding. Okay! In Duuublin's fair cityyy, where girls are so pretty, I first set my eyes on sweet Mollyyy Malooone, as she pushed her wheelbarrow, through streets broad and narrow, crying, "cockles and mussels, alive, alive oooh"! EVERYBODY! Alive, alive oooh! Alive, alive oooh! Crying, "cockles and mussels, alive, alive ooooh"! (Sangen fortsatte, resten kan høres her: http://www.youtube.com/watch?v=vdxLxnhGnvo&feature=related - havde jeg været forberedt, havde jeg selvfølgelig optaget live showet i bussen. If only I could turn back time). Er de ikke skønne?!
Når jeg skal med 244 til Billund på tirsdag, vil jeg foreslå chaufføren lidt fællessang. Det sætter altså stemningen op!