”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp”

Enten befinder jeg mig for meget på gågaden i Århus, eller også er jeg i en udsat periode. Hver gang jeg, med glæde i sindet, bevæger mig forbi de dejlige butikker, får jeg pludselig øjenkontakt med en meget målrettet person, denne gang en pige. Hun kommer gående imod mig, åbner munden og cirka samtidig får jeg øje på det ufejlbare faresignal. Mappen! Den sorte mappe med det lille uskyldige logo på. Desperat kaster jeg øjnene fra side til side for at spore min nærmeste flugtvej. Men der er for mange mennesker. Det er for sent. Det slår mig, hvor travlt jeg har, men samtidig sidder der en lille lyserød engel på skulderen af mig og siger ”Kom nu, du skal jo ikke nå noget. Gi’ hende 5 minutter af din tid. Er du et dårligt menneske?”.
Okay. OKAY! Du vinder… Dydsmønster.
”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp, må jeg stille dig nogle spørgsmål?
Okay. Så er der styr på, hvem hun er. Og egentlig nej, men siden der sidder et eller andet højrøvet lyserødt fjerdyr på min skulder, er der ikke andet for.
”Ja, selvfølgelig…”
”Kender du os og ved du hvad vi står for?”.
Teknisk set, ja. I står på gaden, hvor I, med en løn på 115 kr. i timen, spotter svage mennesker ud og får dem til - for evigt - at betale 50 kr. i måneden til jeres organisation, da I ellers meget målrettet sender et tæskehold i form af flere smilende hjælpeorganisationsarbejdere ud efter mig.
”Jeg kender jeres navn, ja, men ellers ikke”.
”Okay, jamen vi bla bla bla. Bla bla. Bla”.
”Nå okay! Så forstår jeg bedre, jamen det er også rigtigt. Ja, det burde vi da også”.
Mappen kom frem igen. Den mappe, altså… Jeg fik fremstammet noget om, at jeg var lige ved at melde mig ind i Amnesty International, som tidligere på ugen angreb mig på broen og fik mig til at indse, hvor stor en forskel de gør i verden. Og at jeg da virkelig også burde, og hvor gør de det flot, kom lige med et bifald, nu vi er i gang.
”Jamen det er jo noget helt andet!” Udbrød hun. For hende - ja. For mig - nej. Det er stadig et fast beløb, der hver måned forsvinder fra min konto. Men som hun argumenterede, er det jo bare 50 kr. - en pizza mindre - i måneden. Hvor egoistisk er det lige at sige nej til at give 50 ynkelige kroner, for at 22 små børn i Afrika kan få noget at spise? Sultende børn i øvrigt. Ikke sultne. Hvor gammel kan man max være, når man opdager forskellen mellem sultende og sultne uden at være til grin? Er 20 år for gammelt?
Tilbage til det væsentlige: Det er en kæmpe beslutning at tage. Det er store penge, vi snakker om. Jeg lovede at tænke over det og komme tilbage, hvis jeg besluttede mig (Den har hun nok hørt lidt for mange gange). Hun lod mig modvilligt gå og ti minutter senere krydsede jeg broen, som man altid – ALTID (!) - skal undgå. Men ak, jeg er jo blot et menneske. Jeg spottede ham. Jeg kiggede i en anden retning, som om jeg ikke havde set ham og forsøgte via teleparti at sende ham tanker som ”Vær nådig”.
”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp, må jeg bruge 5 minutter af din tid?” Arrgh!
”Nej, nej, jeg kan ikke klare mere dårlig samvittighed i dag” sagde jeg bønfaldende, mens jeg sidelæns kæmpede mig over mod trappen, væk fra den farlige bro fyldt med glubske hjælpeorganisationsarbejdere.
I morgen melder jeg mig ind i samtlige hjælpeorganisationer i Danmark. Aldrig mere dårlig samvittighed!

Kampsport: Seje tøser eller søde piger?

Jeg længes efter en sport, som mine ben kan klare, og jeg tror, det er vigtigt at finde den, før jeg i desperat handling tager løbeskoene på og pådrager mig verdens største og mest uoprettelige sportsskade (lige efter Jason Watt's). Men hvad, men hvad? Lige nu tænker jeg noget i stil med kampsport... Men er det bare mig, eller bliver de piger, der dyrker kampsport lidt psykopatiske? Jeg kan huske en pige fra folkeskolen, der gik til det, som blev ret brutal. Sådan, når kæresten sagde noget drillende fik han lige en lammer på overarmen, så han sad med tårer i øjnene og med en bævrende stemme sagde "Det gjorde ikke ondt!", inden han fik den næste og brød ud i gråd (Det sidste er noget, jeg forestiller mig, men jeg er sikker på, det forekommer, jep jep).
Formentlig tager jeg fejl. Måske får de bare afreageret og kommer i bedre balance med sig selv, ligesom Maise i 2900 Happiness. Findes der noget blidere menneske end hende? Det bliver skønt at se hende i den nye Anja og Victor film OG i 2 gange tv-serie på TV3 (Læg den bombe tilbage og fornem den ironien).

(Udover med den ene af tv-serierne, jeg siger ikke hvilken).

De syngende irske busser

Jeg har ikke noget at sige, men trænger til at skrive lidt.
Det er i dag en stille og rolig lørdag, hvor jeg har 2 missioner:
A) Bage kage
B) Male en elefant, der hopper på trampolin (I forbindelse med projekt "Mal ting i forkert sammenhæng)

Projekt A er vel overstået, ikke prøvesmagt endnu, men den ser rigtig ud (især hvis man drysser lidt flourmelis over, så man ikke kan se de sorte kanter).
Jeg havde en lille konflik med bageuret, men vi fandt ud af det på en ordentlig måde. Kagen skulle ud før tid, og da jeg naivt var på vej ud af køkkenet, kunne jeg pludselig skimte ud af øjenkrogen, at uret hang på køleskabet og grinede hånligt af mig - selvfølgelig så stille, at man ikke kunne høre det. For om 10 minutter, når kagen skulle have været færdig, ville det jo begynde at bippe på livet løs, mens jeg sad allerbedst på min bold, med fingrene i malingen.
Selv HA! tænker jeg, vender mig om, siger "Meget morsomt, muaha!" og trykker på stop. Sådan et latterligt bageur skal ikke tage røven på mig. Og i samme øjeblik vælter min roommate ind ad døren... Bum bum bum... Jeg snakker ikke med mig selv. Jeg er fuldstændig normal. Hej! Heh, der kom lige en besked...

Lidt gamle nyheder som en kombination af, at der er kommet spørgsmål til de syngende irske buschauffører og at jeg ikke oplever noget vildt/sjovt/underligt.
Det var dag 3 i Dublin, da Evan, Jennie, Michael og jeg var på vej tilbage fra vores turistdag. Vi hoppede desperate på en af de grønne busser, for at slippe væk fra den ret voldsomme regn, der havde lagt sig over byen. Vi var ikke de eneste, og disse grønne busser er så smarte, at de består af 2 etager, hvor den øverste ikke er overdækket. Så kan man rigtigt se Dublin, når det ikke regner. Og denne dag var der ingen, der ville se Dublin, de ville bare være for neden, hvor det ikke regnede. Det medførte, at vi stod meget meget tæt pakket sammen. Chaufføren begyndte med at undskylde over vejret, hvorefter han sagde, at hvis nogen var i live, skulle de trampe i gulvet. Tramp, tramp, tramp.
Good! Han ville nu give os 2 muligheder. Vi kunne høre lidt historisk om området. Eller! Han kunne synge en sang for os. Hvis I vil høre en sang: Tramp nu! TRAMP, TRAMP, TRAMP! Vi har en vinder! råbte han. History, it is! Haha, no I'm kidding. Okay! In Duuublin's fair cityyy, where girls are so pretty, I first set my eyes on sweet Mollyyy Malooone, as she pushed her wheelbarrow, through streets broad and narrow, crying, "cockles and mussels, alive, alive oooh"! EVERYBODY! Alive, alive oooh! Alive, alive oooh! Crying, "cockles and mussels, alive, alive ooooh"! (Sangen fortsatte, resten kan høres her: http://www.youtube.com/watch?v=vdxLxnhGnvo&feature=related - havde jeg været forberedt, havde jeg selvfølgelig optaget live showet i bussen. If only I could turn back time). Er de ikke skønne?!
Når jeg skal med 244 til Billund på tirsdag, vil jeg foreslå chaufføren lidt fællessang. Det sætter altså stemningen op!

Hvornår er du hjemme?

Æææj, hvorfor var der ingen, der mindede mig om det med at være "hjemme"??
I Irland mødte jeg en ældre irsk mand, der boede i Dublin. Han rejste meget - var kommet hjem efter et længere arbejdsophold med hjemløse i LA, for at tage videre til Sydafrika 2 dage efter.
Han fortalte, hvor meget han rejste, hvortil jeg spurgte, om det her så var hans hjem.
"I don't think I have a home", svarede han eftertænksomt.
Tænk at rejse så meget, at man aldrig føler sig hjemme. Det må være specielt. Jeg elsker, når jeg har været i udlandet og kommer hjem med fly, at kunne se de danske marker under mig, lyset fra Billund Airport. Eller når jeg har været rundt i landet og kommer til Billund eller visse dele af Århus. Så er jeg hjemme. Hjemme, hvor jeg kan finde rundt, hvor folk kender mig og jeg kender dem. Hjemme, hvor jeg har mine ting. Men mon ireren ikke også havde og kunne det? Finde rundt kunne han. Og han boede sammen med 3 andre, som bestemt kendte ham. Og hans ting var der. Men Dublin var kun et sted, hvor han ladede op for at komme videre ud i verden og bruge sine kræfter. Det er der bestemt også noget smukt i. Hvad er forskellen på at have et tilholdssted og et hjem? Hvad skal der til at man føler sig hjemme?
Jeg har ikke svaret endnu, men tænker meget over det. Hvis I har et bud, vil jeg meget gerne høre det, inden jeg bestiller 14.300 bøger om psykologi, rejser og hjem på biblioteket, får bibliotekspersonalet til at hade mig bitterligt og får hold i ryggen.

Do you speak Danish?

Så er jeg tilbage til det, jeg kalder hjemme (Mind mig lige om det senere...). Jeg holder "After Irland" denne uge. Det inkluderer sortering af billeder med henblik på at få dem fremkaldt, inden min computer hån-griner af mig, mens den sletter alt, der ligger på den. Det inkluderer også gode minder. Og en kæmpe omgang forkølelse. Men det var prisen værd.

I dag har jeg besøg af en koreansk fyr, som jeg har skrevet med nogle måneder. Han er på rejse i Skandinavien. Vi har været på en hyggelig italiensk restaurant ved Åboulevarden, og i nat har jeg tilbudt ham en plads på min ydmyge sofa. Men måske er den ikke så ydmyg endda. Han ankom i går til København. Det første han gjorde var, at hæve nogle penge på sit Visakort. Det næste han gjorde var at bebrejde automaten for ikke at spytte hans kort ud igen. Banken var lukket, men en venlig sjæl hjalp ham hen til politiet, som ikke kunne gøre noget. Men de kunne pege i retningen af et sted for hjemløse, hvor han kunne tilbringe natten for free.
Næste dag gik han tilbage til Danske Bank for at få sit kort - men det kunne de desværre ikke hjælpe ham med. Alle tiders service. Tilfældigvis stødte han ind i en tekniker, som kunne, og han fik sit kort tilbage. Desværre ikke i tide til at komme på sin tur til Struer. Til gengæld fik jeg ham her til Århus lidt tidligere end beregnet, hvilket var ret dejligt. Det er sjovt at møde en, man har skrevet med så længe - og på engelsk.
Han studerer i Boston, USA, så han er flydende i engelsk. Dejligt sprog. Jeg må hellere finde en engelsktalende ven i Århus, så jeg kan blive ved med at øve det mundtlige lidt.
I Irland kunne jeg nogle gange føle mig ekstremt hjælpeløs og ikke gide, at det var så besværligt med engelsk. Ikke fordi det er besværligt. Men visse ord indgår ikke i mit ordforråd. Det er svært at være sjov og tænke hurtigt på engelsk. Og hvor ville det bare være nemmere at kunne snakke på sit eget sprog.
Andre gange var det fedt ikke at snakke det samme som de andre. Især da jeg stødte ind i nordmændene og kunne have en samtale med dem, som kun vi 5 forstod. Alt i alt er jeg vist ret glad for at være fra et lille land med et sprog ikke så mange snakker.
Jeg snakker snart i søvne nu. Tror, jeg siger tak for nu.

Regnvejr og riverdance

Ved I hvad, der er fedt?
Når man går ud fra en teatersal med et kæmpe smil på læberne og en helt enorm trang til at hoppe, danse og synge. Tak for hjælpen, Riverdance!
Det var meningen, jeg ville ind at se Gaelic Football (Fodbold på irsk, hvor man må bruge både hænder og fødder), for at se, at irerne ikke råber tudefjæs efter modstanderne, når de kommer til skade. Men billetterne så ud til at være udsolgt, så jeg gik i stedet ned til det teater, jeg havde set skilte med musicalen Riverdance. Jeg har ikke fortrudt det, og kommer den til Danmark, vil jeg gerne se den igen. Wow, altså.
Jeg fik endda brug for mine solbriller, da jeg gik hjem - men de lå hjemme på sengen, da det regnede fuldstændig uhæmmet, da jeg tog hjemme fra. Så meget, at jeg måtte skifte tøj efter at have gået en tur først på dagen – og så meget, at jeg tog regnbukser på, da jeg skulle ned til teatret.

Det har været en dejlig sidste dag i Dublin. Det er nu lidt vemodigt at skulle væk herfra. Ikke fordi, der er så meget mere, jeg mangler at se. Byen føles bare lidt hjemlig nu, hvor jeg har lært at finde lidt rundt.

I nat skal jeg dele rum med 3 spaniere og 2 franskmænd – alle af hankøn, hvilket er ret fedt. Jeg skal tidligt op i morgen for at komme ud til lufthavnen, inden flyet drager mod øst (Ja, jeg har bestemt at hoppe på det… Jeg savner rugbrød med ost. Og mit klaver. Og den anden mor til min skilsmissebjørn), og intet ondt om mænd fra Frankrig/Spanien. Men mine erfaringer hidtil siger mig, at de ikke står op klokken 7 for at bruge badeværelset. Väldig bra for meg.

Sidste blogindlæg fra Irland. Det har været så godt. Jeg er glad for at have gjort det og glæder mig til at kunne komme af sted igen. Måske inden så længe? Anne, som jeg boede hos i England har skrevet, at der er plads hos hende i oktober. Men der er længe til endnu. Det siges, planlægning er ikke min bedste egenskab.

Søde får, homofår og dræberfår

Back in Dublin! Og ret smertefrit. Jeg nåede den bus, jeg skulle med, selv om det var presset.

Inden var jeg på udlugt i Vestirlands pragtnatur - Connemara. Utroligt, hvor storslående natur kan være. Billederne er rimelig ydmyge i forhold til. Og chaufføren var igen helt fantastisk. Det er de altså bare gode til, de irere. På vejen kørte vi forbi nogle får, han bremsede og holdte stille midt på vejen, selv om den var for smal til, at andre kunne komme forbi.

"Ved nogen hvilken slags får, det her er?" Spurgte han.
Stilhed... Irske får, blev der tøvende gættet på.

"Those are NICE sheep!" Sagde han, med sin irske accent, der lavede "those" om til "doooose".

Lidt efter kom vi til nogle andre får. De havde et blåt spraymærke på ryggen. Og der er jeg selvfølgelig en idiot at tro, at det er for, at bondemanden kan kende sine får fra de andre bondemænds får, når han lader dem gå på fælles græs... Men det blå mærke kendetegner selvfølgelig, at det er BLUE sheep. Drengefår. Der var også pink sheep, pigefår og blå-pink sheep - gay sheep. Og sidst, men ikke mindst: Killer sheep! Galway Tour har efter sigende mistet 2 busser til de voldsomme får, og chaufføren beviste det ved at vise os hjulakslen, der lå i en grøft. "Really??" Sagde nogle amerikanere lidt for alvorligt. Og de skulle i hvert fald ikke ud at tage billeder, mens de sindssyge får gik frit rundt. Hell no!

Nu er der så én dag tilbage i det irske. Naturen er alt for imponerende til at man kan glæde sig til at skulle hjem, men i længden ville det nok ikke være helt udfordrende nok at sidde og glo på den resten af livet. Det bliver både lidt vemodigt og dejligt at vende hjem. Men mon ikke jeg kommer tilbage? Det tror jeg.

Cliffs of Moher

Irland er fantastisk. Jeg forstår godt, de er så gode til at lave musik her. Inspirationen flyder ind med sådanne omgivelser i alle højder og farver. Ville nogen mon lægge mærke til, hvis jeg glemte at hoppe på flyveren på søndag?

At turde er at leve

Selv om man er en indadvendt, stille eksistens, kan man godt være åben og skabe nye kontakter - hvis man vil. Første aften på hotellet stødte jeg ind i Jenny, en stilfuld, jetlagged amerikaner fra New York City (Jenny from the blok). Vi var begge i Irland på egen hånd og besluttede at slå vores håbløse stedsanser sammen dagen efter.
Under morgenmaden mødte jeg Evan, endnu en amerikaner fra New York, men denne gang fra staten, ikke fra byen. Enorm forskel. Ethan er en ung, meget ambisiøs gut, som har tilbragt de seneste 3 måneder i det grønne land, ligesom hans far gjorde.
Vi var nu 3 på tourholdet, og inden vi kom af sted, kom endnu en amerikaner til: Michael. Sjov, hjertelig mand fra North Carolina, men uden den frygtelige dialekt, sådan nogle til tider kan have.

Det var fedt. Vi startede alle hver for sig, og allerede første aften kunne vi ikke forstå, at vi kun havde kendt hinanden siden morgenmaden.
De havde alle noget, de gerne ville se. Vi begyndte på den grønne tourbus, hoppede af ved ølbryggeriet Guinnes, hvor vi var på en længere rundtur og prøvesmagning. Nogen frivillige til at trykke på den røde knap? Ethan, ja, kom du herind.
Derefter videre til Whiskeybryggeriet Jameson. Igen prøvesmagning - er der nogen frivillige til at teste verdens forskellige whiskeies - Evan har en hånd i vejret!
Om aftenen tog vi ind og se Batman - The Dark Knight. Selv om halvpoppet chick litt tøs som jeg, syntes den var rigtig god, så ta' ind og se den! Hvis det regner og du ikke har meget andet at lave.
Endnu senere om aftenen var der bytur på de forskellige pubs. Ret forskelligt fra DK, fordi alle bare snakker sammen. Og der, som tidligere nævnt, næsten ikke er nogen irere.
Inden vi tog afsked med hinanden, var vi en tur på Trinity Collage, der også var meget fint.
Jeg har fået afkræftet (og bekræftet) mange fordomme om amerikanere på de 2 dage. De er ikke intetvidende og dumme, som udvalgte videoer på YouTube kunne hentyde til (http://www.youtube.com/watch?v=HHXbvzlVv14, http://www.youtube.com/watch?v=C6r1IcY1pv0 - kan også anbefales!) I thought Europe WAS a contry! I know they speak French there. Nej nej nej. Sådan var de langt fra. Men spækket af selvtillid, non-stop snakkende den yngste med baseball cap og seriøse ambisioner om, at blive præsident of the United States.

Turen er nu gået videre til vestkysten, Galway, hvor natur dominerer over kultur, hvilket er en fornuftig forskel fra Dublin. Billeder senere på dagen, hvis jeg kan uploade dem.

Hele sommeren har jeg været i tvivl, om jeg kunne rejse alene. Det er jeg ikke mere. Selvfølgelig kan jeg. Det gælder om at turde.

De vildfarende turister

Dublin er et sted, hvor man ikke går tilbage efter sin mobiltelefon, men aldrig kunne finde på at forlade et sted uden at have sin paraply med sig. Det erfarede den vildfarende Kat hurtigt og kom derfor i besiddelse af en yndig lilla paraply til evigt minde om det regnfulde Dublin. Siden er der ikke faldet en dråbe.

Nå ja, måske skulle vi starte fra begyndelsen. Det hele begyndte en nat, hvor jeg manglede luft under vingerne. Selv om klokken var 4 og der var omkring 36 timer til afgang, kom jeg til at trykke ”order” på ryanair’s side. Og bingo, så var der billet tur/retur til Dublin.

Jeg har nu været her 4 dage, hver dag uden at ane, hvad der ville ske (Mon nogen af os i virkeligheden ved det?). På flyveren mødte danske Pan, der bor og arbejder i Dublin, og han tilbød, at jeg kunne låne hans sofa og samtidig tage med ind på hans yndlings/stamrestaurant, der lavede den bedste indiske mad. Pan går meget op i buddhisme og vi fik os nogle dybere spirituelle samtaler undervejs.
Dagen efter gik turen videre til Dublin C. Jeg sprang på en bybus, der altså konsekvent kører i den forkerte side af vejen! Magen til sær opførsel altså…
Så kommer det fantastiske øjeblik, hvor man virkelig føler sig i vejen. Først på grund af en ikke så handy kuffert, men jeg fik den endelig bakset ind og var klar til at få en billet. Til centrum, tak... Vi er i centrum, hahaha. Right… LÆNGERE ind mod centrum så. Hahahaha, 1,5 euro, tak. Ja tak. Vi tager kun mønter… Dammit… Efter en lettere forsinkelse pga. skide turister kunne vi fortsætte vores færd mod City Centre – hvor jeg intet anede om, hvor jeg skulle af. Men det kommet jo nok! Hvor svært kan sådan noget være?
Derfra gik det godt. Jeg farede vild, fandt hostellet og fik chekket ind. Opsporede lidt frokost, helt fantastisk milkshake og en bænk ved floden Liffey (som min gode tyske ven, Lars, har lært mig navnet på - og derudover vidste jeg det selvfølgelig også i forvejen, med min storartede geografiske viden). Hvis jeg lige skal blære mig lidt med min (nyerhvervede) paratviden, er floden sort pga. de sorte alger, der farver vandet. Aha! Og hvis nogen mener noget andet, vil jeg gerne lige vide det, så jeg kan rette det i min hukommelse, inden jeg udsætter mig selv for noget pinligt – at spille smart med min almene viden på min blog f.eks.
Stemningen var dejlig. Lad mig forsøge at beskrive den, med ord, så du næsten har været der. Nærgående duer, der æder alt fra brødkrummer til cigaretskodder, et barn, der skriger ”don’t let go”, mens hans mor læner ham udover brokanten (for sjov, sagsøg hende ikke for at være en dårlig mor). Det så faktisk ret sjovt ud). Et kærestepar, der midt i en meget heftig kyssescene, blev afbrudt af en nobel, ældre herre med stok, som tog en samtale med dem (Gad vide hvilke associationer, det gav ham). Inden han tog afsked med dem, lagde han en hånd på hvert af deres hoveder, hvorefter han klappede. Betyder det at han frelser dem eller at han gifter dem? Hvis han frygtede for sex for ægteskab, kan jeg ikke bebrejde ham, hans bange anelser.

På irsk betyder rødt lys ikke rødt lys. Og det er simpelt, hvis man er født i Dublin, men ikke så meget, hvis man er født et sted, hvor der er 28 rundkørsler, men kun 1 lyskryds.
Den irske hovedstad er også meget international, og under en bytur skal man være heldig, for faktisk at støde ind i en irer. Den eneste måde, man ved, man har øje på en vaskeægte irer er, ved at se dem krydse gaden. Dem der med et ubekymret blik og hænderne i lommerne vader mellem biler, scootere og bybusser er irske! Og så dialekten selvfølgelig, hvis man er så heldig at få lov at høre dem snakke.
Kvinderne er alle sammen mørkhårede på en helt speciel måde. Nærmest sort, men med et rødt skær, der gør det ret specielt.

For at føle sig rigtig touristy og for at lære byen lidt at kende, sprang jeg på en af de famøse tourbusser. Vind i håret er jo altid et hit og derudover var vores chauffør hele turen værd. Lunefuld og morsom. Jeg har tidligere taget sådan en bus i London og Cambridge, men der var en monoton historisk beretning og et par søde høretelefoner, mens den irske chauffør underholdte med indslag og sætninger som ”Shallow of fuckers”, ”you can’t become a horse, but you can become an arse” en yndig irsk sang og nyttige facts som, da Dronning Victoria befalede alle irere at male deres hoveddøre sorte, malede de dem alle andre farver end sort.
Vi er nu kommet til mandag aften, så senere vil der komme et indlæg fra en meget kulturel og sjov dag i går. Over and out..

Skat, hvad sker der for toiletpapiret?

Natten er ung og jeg bladrer lidt i nogle pigeblade og forsøger at falde i søvn. Det er underholdningsniveauet dog lidt for højt til.
Jeg er faldet over en række spørgsmål, der i 2004 blev stillet en flok tilfældige danske mænd, for at vi piger, kan se, hvad de kan lide og ikke kan lide. Know your enemy og det der...
Mange fornuftige svar. Eksempelvist har vi her Mikael fra Esbjerg. Velkommen til ham! Tak for det. Og vi spoler lige frem til det væsentlige.
Hvad hader du mest?
Når kvinder vender toiletpapiret forkert...

(Fornem stilheden...)
Aha!
Interessant svar...
Vi er enige om, at en hvilken som helst skønhedsdronning (undtagen Gracie Lou Freebush) ville finde sit yndigste smil frem, lægge hovedet på skrå og svare "World Peace". Selvfølgelig.
Man kunne også være mere specifik og sige... Ja, for eksempel: Krig, sygdom, folk der morer sig selv på andres bekostning, risengrød, når jeg taber min mobil i toilettet, regnvejr, tømmermænd, folk der tager andres vasketider, at høre piloten sige "shit, hvad skete der med reservemotoren", kort efter at have advaret om motorstop, edderkopper, når EfB taber en fodboldkamp... Mulighederne er tydeligvist mange.
Hvem er jeg at dømme, men jeg undrede mig måske en anelse, da jeg læste, at det mest irritende tidspunkt, han kender til er, når han er på toilettet og en eller anden psyko bitch har vendt det toiletpapir, som han netop skal til at bruge, forkert. Frygtelig verden, vi lever i. Hvor er menneskerettighederne henne?
Pyh, det gav fred i sindet. Nu kan jeg sove roligt.

Næsten Lykkelig

Som bekendt er nordjyderne Danmarks lykkeligste folk, med østjyderne på en snæver andenplads. Jeg har længe undret mig over, hvordan man kunne måle sådan noget, og det er jeg ikke alene om. På TV2 Østjylland var der et interview med en vaskeægte nordjyde (med en vaskeægte nordjysk dialekt, mmm), der gav sit syn på sagen.
For det første kunne han ikke forstå, at københavnerne havde fået en tredjeplads, men var overbevist om, at det var fordi så mange nordjyder drager til hovedstaden, og dermed tager deres lykkelige sind med sig. Så i virkeligheden er det eksilnordjyder, der bringer københavnerne op på en tredjeplads.
Derefter undrede han sig over, at så mange nordjyder havde sagt ja, til at være lykkelige, for det var slet ikke et ord i deres aktive ordforråd. Ligesom elsker. I stedet for at sige "Jeg elsker dig dæleme, skat" siger man jo også "Skat, du laver nu nog'n dejli' fiskefrikadeller".
Det eneste tidspunkt, man kunne finde på at bruge ordet "lykkelig" ville være, hvis man lykkeligt havde glemt noget. Det kalder jeg lykke!

Feriecitater

Midt i weekendens travlhed, må ventetiden lige udnyttes til et blogindlæg!
Jeg har gennem ferien lagt sind til mange smukke, filosofiske og underholdende citater. De 2 bedste har jeg udvalgt som årets feriecitatervindere.

Det første fandt sted for en måneds tid siden. Min veninde, Natasha, og jeg var ude at gå en tur i skoven og tog et ophold, med en tranebærmuffin, på stranden. Mens vi sad der, ved siden af hinanden, udbrød hun det, jeg for nogle år siden tænkte på, om jeg, på et tidspunkt, ville opleve med en ven eller veninde.
"Når man kender hinanden så godt, føles det ikke forkert ikke at sige noget. Det er nok bare at være sammen".
Lige præcis. Stilheden føltes hverken forkert eller akavet. Ingen trang til at råbe "Nå, der gik nok en engel gennem rummet!!". Bare være sammen.

Det andet citat har min lillebror (jeg har lovet ikke at nævne nogen navne, da han er så beskeden) æren for. Han fremsagde det under vores sommerhusophold i Ebeltoft. Vi var begge på badeværelset, han i badet, jeg foran spejlet i gang med hår og make up. Flere detaljer behøver du vist ikke. Ordene taler for sig selv:
"Det er skide irriterende, når jeg er i bad, slukker min røv hele tiden for vandet".
Poetisk såvel som filosofisk. Endnu en klar feriecitatvinder!