Tilfældighedernes spil

Nogle gange kan man ønske sig noget så meget, at man bliver i tvivl, om det er det man vil. Tilfældighederne kan ændre alt.
Siden december har jeg haft en idé om, at journalistikken var min vej. Jeg har været i praktik, skrevet artikler, undersøgt mulighederne på de 3 journalistuddannelser i Danmark, øvet til optagelsesprøven...Det ville være synd at sige, at den gik godt. Jeg lavede en af de fejl, man kun kan slå sig selv i hovedet for bagefter, men alligevel kom jeg videre til samtale. Forleden fik jeg brevet om, at jeg ikke var optaget. Siden december havde jeg ønsket at undgå dette brev. Men da jeg åbnede det, var jeg mere lettet end skuffet. Dagen inden havde jeg nemlig kastet min kærlighed på noget andet.
Jeg har hele tiden vidst, at jeg var splittet. Skrivningen var én interesse. Biologien var en anden. En del af biologien i hvert fald. Anatomi, fysiologi, hjernen, nervesystemet, immunforsvaret... Men jeg besluttede altså at skrivning som uddannelse og job var det sjoveste. Mest fordi jeg var meget fascineret af journalist-faget, men også fordi jeg ikke kunne opstøve den uddannelse, hvor man fik mine yndlingsemner i biologien på et moderat og ikke for teoretisk niveau. Det kom en veninde til min mor dog med svaret på. Ergoterapi. Hun er selv lige blevet færdiguddannet og gav mig nogle af hendes bøger med hjem. Hver aften sidder jeg og kigger i dem. Jeg er glad for, at jeg får lov til at afprøve, om det er der, min hylde er i stedet. Hvis ikke, kan jeg jo tage optagelsesprøven igen næste år. Men for første gang siden december er blevet i tvivl. Jeg har hele tiden sagt, at journalistuddannelsen var perfekt. At det kun var det jeg ville. Men måske har jeg taget fejl.
Den irske Chick Lit forfatter, Marian Keyes, har skrevet en bog med udpluk fra hendes eget, ikke så glamourøse, liv. Under the Duvet. Jeg fandt den tilfældigt og begyndte at læse den samme aften, som jeg havde gjort mit bekendtskab med ergoterapien. De første linjer lyder sådan:
"Da jeg var enogtyve, kom jeg på den idé, at jeg ville være journalist. Jeg overvejede mulighederne: Jeg kunne købe mig en hat med flad rund puld og en notesblok og rende aviserne på dørene, eller jeg kunne tage en uddannelse. Jeg bestemte mig for uddannelsen, som viste sig at være ekstremt populær, men jeg kom igennem flere af de indledende samtaler, mens antallet af ansøgere blev færre og færre. Jeg klarede imidlertid ikke sidste runde, og jeg var fuldstændig knust - ødelagt! Men set i bakspejlet var det sikkert det bedste, der kunne ske. Jeg ville have været en elendig journalist - alt for tøset til at ringe på hos mistænkte og alt for bange for at fornærme, til at stille de svære spørgsmål. Jeg tror, jeg misforstod mit behov for at arbejde med ord: Jeg ville skrive fiktion, ikke fakta."
Jeg var 20, ikke 21, da jeg fik ideen. Jeg var ikke ødelagt, da jeg fik afslaget. Men ellers er det meget sådan, jeg ser det nu. Jeg er for tøset, for bange, for tilbageholdende. Jeg elsker at skrive, men jeg er elendig til at skrive artikler, mens essays, klummer og fiktion er det, jeg elsker. Så nu er planen at flytte til Dublin, blive førende Chick Lit forfatter og samle på sko! Eller måske bare søge ind på ergoterapeutuddannelsen i Risskov og skrive for sjov. Ikke mindst her! (Til ære for mine 3 årligt besøgende). Og samle på sko...
Det føles rigtigt. Og jeg glæder mig meget til at komme i gang. I mellemtiden kan jeg fornøje mig med en bunke latinske ord, begive mig ud på missionen: At finde muskelmand og skeletmand - og nyde sommeren, der snart må vende tilbage til de århusianske himmelstrøg :)