Kaare, den en-ørede skilsmissebamse

Så er jeg rykket udenfor. Sidder i skyggen med den bærbare, en kande vand og Kaare, der får lidt sol på sin vamsede ryg, mens han skygger for min mobil. For dem, der ikke ved, hvem Kaare er, skal vi måske have en lille introduktion. Kaare kom til verden i november 2006. Hans udseende afslører ikke hans nationalitet, men det er jo i grunden også underordnet. Min veninde, Natasha, og jeg stødte på ham, da han lå i en stor kurv fyldt af bjørne, som ham selv, i Tiger, 7100 Vejle. Fra dette øjeblik vidste vi begge, at han ville forandre vores liv for altid. Vi tog ham med og lod ham bo i vores fælles skab på gymnasiet, hvor han gik under navnet ”Skabsbamse”. Senere Kaare. Han havde til at begynde med en lille, rød nissehue på, men da julen var ovre, tog vi den af ham og opdagede til vores store forbløffelse, at han manglede det øre, der var skjult under huen. Selvfølgelig gjorde det ingen forskel. Kaare var jo stadig Kaare, selvom han kun havde ét øre, og vi elsker ham, som den bjørn, han er. (Men til producenterne vil jeg gerne lige tilføje: Skide fedterøve! Hvordan ville I selv have det med kun ét øre?). Da Natasha blev færdig på gymnasiet et år før jeg gjorde, besluttede vi Kaares skæbne. Han skulle være skilsmissebamse. Vi vidste begge, at det ikke er nemt for så ung en bamsesjæl, men selvom vi boede 60 km. fra hinanden, ville det være den bedste løsning. Han boede nu på skift hos mig i Vejle og Natasha i Århus. Det gik godt. Kaares to mødre kom jo stadig godt ud af det med hinanden, og den lille bjørn strålede af glæde, når vi alle 3 var samlet. Ikke mindst, da han en dag i marts 2008 fik beskeden om, at jeg også flyttede til Århus. 289 meter fra Natashas lejlighed. Det har aldrig været bedre. Kaare er med til fester og spis-sammen aftner, på ferie i Billund, på stranden… Og hvad varmer en mors hjerte mere, end at se sin bjørn være lykkelig? Lidt længere intro end jeg havde forestillet mig. Samtidig har jeg glemt, hvad jeg var i gang med at skrive. Lad os springe til næste emne.
Tiden flyver, så bloggen og skrivningen generelt har været lidt forsømt. Derfor er der også sket en dejlig masse. Sidste weekend var jeg f.eks. ude at se min kommende skole i Risskov. Skønt område. Grønt. Ikke så trafikeret. Fuldstændig håbløst at finde rundt i. Hvorfor er det, at man virkelig ikke føler sig godt tilpas, når man cykler på noget, der ligner en motorvej og har et fortov inde i siden, men ikke nogen cykelsti (Vejlby Centervej for de lokalt kendte)? Ind ad en sidegade fik jeg øje på et blåt skilt med en cykel og en pil på og tænkte, at det nok var en parallel cykelsti. Det havde teoretisk set også været meget logisk. Det er nok klart for de fleste, der kender mig, at en GPS ville have været en optimal indflyttergave. Men jeg har i stedet anskaffet mig et lille krakkort, som også er ganske nyttigt, informerende og let at have med i tasken (hvis den er stor nok). Især når man kan finde ud af at læse det. Det tog mig lidt tid at genfinde navigationen. Episoden fandt sted ved en lille sidegade til en større vej i et lyskryds. Ved siden af mig holdt en knallertkører, der var så optaget af mig, der bladrede og vente rundt på mit kort, at han glemte at køre over, da der blev grønt og efterfølgende måtte vente til lyskrydset langt om længe skiftede igen. En lille note kunne her være, at jeg faktisk fandt skolen. Og også kom hjem til det nordlige Århus igen, inden det blev mørkt. Succeshistorie.
Både mine roommates og min veninde og hendes kæreste er taget på 4 ugers sommerferie. Så jeg har Århus helt for mig selv. Nå ja, for resten. Og så lige deres mange planter og blomster (Herunder 60 procent orkideer). Nævnte jeg, at jeg slår alt grønt ihjel? Det er ikke fordi jeg er en morderisk psykopat, der hælder saltsyre i mine blomster, eller bare undlader at vande dem, mens jeg i stedet griner ondt og hånligt, indtil de er triste og visne. Jeg vander dem. Jeg mærker efter, om de skal have meget eller lidt vand. Jeg researcher deres bedste livsvilkår på nettet. Jeg aer dem. Jeg er i tilgift begyndt at pille de visne blade af dem. Og stadig tager de, én efter én, turen til en (for dem) bedre verden. Jeg har dog taget missionen op. Sådan et par spirende, fotosynteseproducerende dimser skal ikke løbe om hjørner med mig. Om en måned når de kommer hjem, vil de enten, til deres store lettelse, se deres elskede blomster i god og grøn stand - og en fuldstændig forandret Kathrine med fornyet selvtillid over sin sejr.Eller også vil de finde et brev om, at jeg er gået under jorden, og at de kan henvende sig til den danske ambassade i Mexico, hvis de vil mig noget vigtigt. Og kun hvis det er noget godt og ikke bebrejdende/truende.
Jeg tror, vi kalder det blog nok for i dag. God weekend til mine trofaste læsere. Håber, jeg før eller siden finder et område, jeg er ekspert på og kan dele ud af mine fornemme viden gennem bloggen, men man skal jo kravle før, man kan gå! Nogle gange i hvert fald… Jeg er i øvrigt ved at lave en ny blog. Men mangler et navn til den. Altså adressen. Ligesom denne her hedder Pumbs (som en eller anden blond næsvis svensker har nuppet for næsen af mig på blogspot). Men jeg er ikke så opfindsom og kreativ, så gode forslag modtages med kyshånd og måske en softice med nødder og chokoladekrymmel en varm sommerdag. Tack så mycket!