En hyldest til den, der opfandt e-mailen

En helt almindelig, meget lidt social weekend, men alligevel ganske underholdende. Der var masser at nå, og jeg vidste fra starten godt, det ikke ville kunne lade sig gøre, men et forsøg skulle det da have. Lørdagen stod på power shopping. Alt det, jeg det seneste år ikke har fået shoppet skulle indhentes, og det skulle Magasin hjælpe mig med. Til min store positive overraskelse havde alle Århus’ skønne butikker åbent, da jeg (endelig) kom ned til midtbyen. Det var primært sko, tøj, solbriller, sommerjakke og make-up, der skulle handles. Jeg nåede måske ikke helt det, jeg havde håbet, men en lille bunke poser blev det alligevel til. Af en eller anden grund er det bare SÅ meget nemmere at købe make-up, bøger og dvd’er end solbriller, sko og tøj. Med hensyn til skoene kan det måske have noget med mine enorme andefødder at gøre.
Magasin var fyldt til renden. Selv ekspedienterne snakkede i deres private telefonsamtaler om, at de aldrig havde set så mange mennesker før. Men udsalg gør vel også noget ganske særligt ved os. Og med "os" mener jeg kvinder. Selv helt almindelige kvinder, der arbejder eller studerer, har under udsalg råd til de lækre mærkevarer, der får dem til at føle sig som Århus' udgave af Carrie Bradshaw. Overalt var der hungrende blikke, undersøgende øjne, lykkelige samtaler og mænd, der himlede med øjnene. Oftest ifølge med deres kone/kæreste/samlever/datter. Men også et par enlige fyre (og med ”et par” mener jeg 2), der ironisk nok kendte hinanden. Deres samtale forløb sådan: ”Hej Andeeers!””Hey hey!” ”Hva så? Det er sgu ikk’ lige her, man forventer at mødes, hva’? hæhæ””Nej, hæhæ””Hæ”Akavet pause. Måske er det ikke skide fedt at støde ind i en af de seje gutter i Magasins kvindeafdeling. Men jeg syntes, de klarede det flot.”Jeg er lige ude for… kæresten, du ved””Ja, ja. Kæresten.. Ja, det er jeg også”Endnu en pause. Begge så ud til at lede efter stewardessen, der siger ”Nødudgangen er – den vej””Nå, men vi ses, egår””Ja, vi gør. Hej do!” De skiltes og forsvandt i kvindemylderet. Østrogenniveauet var på dette tidspunkt så højt, at det er et mirakel, de ikke fik bryster.
Søndag var lige så praktisk som lørdag var piget. Listen for i dag stod på oprydning, rengøring, research på nettet og tøjvask… Ikke så trivielt, som det ser ud. Tag for eksempel tøjvask. Findes der noget mere inspirerende? Jeg mener, egentlig usandsynlig kedelig beskæftigelse. Mit første besøg i vores vaskeri var en katastrofe (på den sjove måde). Vaskerummet befinder sig i opgangens kælder. Min roommate viste mig ned i vaskerummet, hvor hun også låste op for os. Men da jeg skulle tilbage, var jeg alene. Og uden mobiltelefon (første gang nogensinde i øvrigt). Og hvad er mere fantastisk, end at have vasket tøj og opdage, at nøglen, der skal lukke en ud af den klamme vaskekælder, ikke virker. Som i overhovedet ikke virker. Som i efter 8 minutters intense forsøg stadig ikke viser tegn på, at den har lyst til at give efter. Jeg opgav og begyndte at lede efter en anden dør, mens jeg overvejede, hvornår den næste person skulle vaske tøj. Så galt gik det dog ikke. Jeg fandt en dør, som det kun tog 3 minutter at låse op.
Da jeg en time senere kom tilbage for at hente mit tøj, ventede der sig en ubehagelig overraskelse. Tøjvask og ubehagelig overraskelse… Umiddelbart lyder det som klassikeren: At vaske en ny rød sok (evt. fodboldstrømpe, men alle nye røde sokker kan bruges) sammen med det hvide tøj. Dette var imidlertid ikke tilfældet. Desværre. Grufuld og meget ondsindet ”ældre” dame var i gang med at putte sine blondetrusser i en vaskemaskine (eller håndklæder… whatever). Jeg smilede sødt til hende og sagde hej, men hverken hilsnen eller smilet blev gengældt. ”Er det dig der har taget min vaskemaskine?!” sagde hun hårdt. Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg havde taget den frie vaskemaskine, der var. Men jeg kunne ikke mindes, der havde stået ”Tilhører arrig, ældre dame” på den, da jeg puttede mit tøj i. ”Man reserverer sin maskine her. Jeg har boet her i 46 år. Og det er altid unge mennesker, der ikke kan finde ud af at overholde tiderne. Det er da utroligt, synes du ikke?”.Skyldigt listede jeg mig hen til den maskine, hvor mit tøj lå og ventede. ”Har du noget imod at begynde med den anden, så jeg kan få min maskine?”, lød det fra den hjertelige frue. Uden at spille alt for smart, svarede jeg, at det ikke var mit tøj, der var i den, men hun virkede ligeglad og var ret uhyggelig i sine bevægelser, da hun selv tog tøjet (som så ud til at tilhøre en uansvarlig ung person. 1-0 til ungdommen!) ud af maskinen. Min første tøjvask. Tænk at det er så underholdende en beskæftigelse. Og hvilken selvtillid det giver selv at vaske tøj. Hver gang man tager tøjet ud af en maskine og ser, at det ikke har taget skade, er en sejr. Så er man altså blevet voksen!
Og ventetiden er den bedste. 45 minutter, hvor det langt fra kan svare sig at bøvle med en dør i (nu kun) 2 minutter, 6 trin op ad trappen, åbne sin hoveddør og lave noget fornuftigt i 40 minutter, hvorefter man skal gå ud ad hoveddøren, 6 trin ned til kælderen for at hænge sit rene tøj til tørre. Spild af tid, siger jeg bare! Så hellere fornøje sig med mesterforfatteren Marian Keyes’ nye (for mig, ikke for resten af verden) bog. 45 minutters pigelæsning. Bliver livet bedre? Jeg ville sidde ved siden af mit tøj, mens det tørrede, hvis jeg samtidig kunne læse en bog af Marian Keyes (og ikke havde noget øvrigt liv).
Et andet punkt på dagens ”to do”-liste var at leve op til mit fortsæt om at gøre mere ud af venner og families fødselsdage. Nemlig at sende et fødselsdagskort til min dejlige kusine. Jeg fandt et kort, rigtig fødselsdagsagtigt, og gik ivrigt i gang med at skrive. Lidt for ivrigt, da Karina staves K A R I N A og ikke K A R I N E. Det var jo ikke nemt at vide… Men mon ikke en slettelak kan klare det? Dertil findes kun ét svar: NEJ! Nå, nyt kort. Og hvis ikke man har det i sin skuffe, er det da skønt, at der ligger en kiosk lige rundt om hjørnet (kjolleren på hjornet på århusiansk). Et herligt et med katter på. Eller én kat. Men man lyder mere som Grunk fra Krummerne, hvis man udtaler det ”Katter”.Denne gang gik stavningen bedre, så godt at jeg lidt senere kunne putte det i en kuvert. Set i bakspejlet, havde det nok været smart at købe et frimærke, nu jeg var nede i kjolleren. Pyt med det, der er ikke så langt. Jeg det skulle jo i øvrigt også putte det i en postkasse, der ligger i samme retning. Frimærke: No problem. Postkasse: Tømmes kl. 14:30 søndag og helligdage. Og på min mobil stod der 17:05. Jeg forbandede den næsvise postmand, der havde tømt postkassen 2 timer og 35 minutter for tidligt, mens jeg gik hjem for at tjekke Post Danmarks hjemmeside. Der måtte da findes en postkasse i Århus, der blev tømt senere end 14:30 om søndagen. Det gjorde der! Klokken 20:00 ved banegården. Udmærket anledning til at få lidt motion i form af cykeltur. En note hertil må være, at jeg kom sikkert ned til banegården, fik postet kortet og sikkert tilbage (næsten uden brug af bykort). Hvilken succeshistorie! Og længe leve e-mails.