Hvad er det dummeste, man på en 2 gange 2½ timers køretur kan glemme, når man er det mest rastløse menneske i verden? Sin bog! Og sin musik... Men den havde jeg, mens bogen lå hjemme på stuebordet.
I stedet fik jeg lejlighed til at kigge lidt ud på naturen, der susede forbi. Det samler mange tanker. Ikke seriøse eller fornuftige, filosofiske tanker. Bare tanker. På hjemvejen lå skyerne lavt på himlen, hvor solen kastede sit røde lys på dem. Det lignede bjerge, der skød op i landskabet, og jeg tænkte på, hvordan det ville være at vågne op og skue ud over et bjergpræget landskab.
Det ville kræve en flytning. Selvom Jylland er besidder nogle af de mest fantastiske bjerge i verden (Himmelbjerget, Mols' Bjerge, Ejer Baunehøj, Gl. Rye, Lindeballe - fornem ironien), er det bare ikke det samme, vel? Det er bakker. Små ynkelige bakker. Ikke at jeg undervurderer dem, når mine lårmuskler, der stadig af præget af deres opvækst i Billund, syrer ved den mindste stigning. Men det er ikke just Tour de France.
De jyske fjelde kan langt fra måle sig med fantasiens bjergidyl.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar