2. og 3. etape

Måske tager de meget af opmærksomheden i Tour de France, men nu skulle vide, at de ikke er de eneste, der bekæmper bjerge.
Cyklen, Silver, er også kommet ud af cykelstativet. Først var den en tur på hospitalet, og nu er den god som ny (bortset fra de halvflade dæk og suspekte lyde fra forhjulet). Det har jeg i løbet af det sidste døgn fejret. Først i går aftes, hvor jeg tog en tur til Risskov for at tjekke, om jeg heller ikke kan finde rundt i Århus, når det er mørkt (Bingo). I formiddag drog Silver og jeg af sted igen. Vejrudsigten sagde regn fra middag og resten af dagen, så jeg kunne netop nå en tur, inden regnen tog fat. Udmærket udflugt. På et tidspunkt passerede vi et skilt, hvor der stod Hjortshøj, og da himlen cirka samtidig så temmelig dunkel ud, besluttede vi at vende snuderne mod syd. Lettere sagt end gjort dog. Især fordi vi var kørt ud ad kortet, så der var ingen hjælp at hente fra Krak. Men lidt retningssans har man vel altid (høhøhø…). Da himlen noget tid senere gav udtryk for at mene sin regntrussel fra før alvorligt, så omgivelserne igen bekendte ud. Ikea. Skejby sygehus. Randersvej. Stjernepladsen. Jens Baggesens Vej. Ja tak, sådan skal det times! (men tøj, undertøj og mobiltelefon kunne stadig vrides, da jeg nåede hjem.)
Og nu vi er ved de smarte bemærkninger. 2½ uges arbejde hos engodsag.dk er gennemført. To og en halv uge, hvor jeg ikke en eneste morgen er stået så sent op, at jeg ikke er nået frem til tiden. Go’ stil, si’r jeg bare. Jeg føler mig som et nyt, forandret mennesker. Hvilket jeg onsdag aften fejrede med at falde i søvn på sofaen og sove til klokken 11 næste formiddag. Så er vi inde i en god rytme igen.
En lille fundering/tilståelse. Jeg har fået en dårlig vane. Vi snakker hard stuff her. Jeg er faldet for America’s Funniest Home Videos. Så. Nu er det sagt. Det har varet i flere uger. I begyndelsen var det ikke et problem. Det er et program, der varer 30 minutter inklusiv masser af pauser. Det bliver sendt så godt som hele tiden. Og man griner mere eller mindre non-stop. Men det er her, alarmklokkerne skal ringe. Børn, der falder i havnen. Gode mennesker, der nær får hjertestop, da Dracula (nej, ikke den rigtige…) kravler op ad deres container. Mænd der, på uforklarlige måder, får katteklør, hestehoveder, børn og haveredskaber hamret op i det unævnelige sted. (Jeg tror billedet er ved at være der nu). Og mig, der med tårerne ned ad kinderne sidder og griner løs af deres uheldigheder og smerte. Onde menneske. Eller måske nærmere skadefryd.Jeg er nok næppe den eneste. Alene det, at der findes 407 episoder fyldt til randen af videoklip af uheldige amerikanere, ansporer, at mennesker fra naturens side bare har en trang til at grine af hinanden. Så er det jo fint nok. Ingen grund til panik!Inden 13.15-dagens afsnit af skøre hjemmevideoer, sad jeg og hoppede i sofaen, mens Lars Hjortshøj fik vokset sit bryst og sin ryg. En mand, der lider, mens en vipset Hollywood girl fjerner den (ifølge Lars selv) sidste del af hans manddom. Hvis han havde skreget, ville det kunne undskylde morsomheden. Jeg funderer videre til endnu et afsnit af America’s Funnies Home Videos. Man har vel først et problem, når man ikke vil indrømme det.