Har tænkt "En lille grå missekat leger med en bold... En lille grå missekat leger med en bold. En lille grå missekat leger med en bold..." i 45 minutter nu uden at falde i søvn. Hvad er det? HVAD ER DET? Hvorfor kan jeg ikke sove, når jeg er desperat træt og ikke ligger og spekulerer over noget, som min mor ville spørge.
Anyways, jeg har fundet ud af, hvorfor jeg altid ligger i fosterstilling, når jeg sover alene. Så er der dyne nok til, den kan bøjes op under fusserne, så de ikke fryser. Havde i øvrigt en DEJLIG juleaften... :)
Savner: Varme, kæresten at sove ved siden af (og større seng så!), at stå op til TV3's børne-tv lørdag og søndag morgen, en frisk gåtur i skoven, der er dækket af et nydeligt lag sne (!), Windows XP, maoam og YouTube-video med Snowball the Dancing Cockatoo.
Vil gerne snart kunne se enden på: Chokolade, andesteg, liv i næsten udpakket sportstaske, genudsendelse af "Tror du på Julemanden?", danske westernfilm og langt fra lydløst køkken (må jeg i den forbindelse have lov at sige tak til opvaskemaskine, ur og totalt psykopatisk køleskab, der til tider lyder som om, det er ved at lave en revne i indlandsisen -tak!).
Jeg tager lige endnu en etape "En lille grå missekat leger med en bold". Efter kort gensyn med den dansende Snowball.
torsdag den 25. december 2008
tirsdag den 23. december 2008
Sleepless in Billund
Seriøst. Kan ikke sove. Har prøvet nu. Katten blev utilfreds med sin urolige sovemakker og skred. Har læst halvdelen af Nynnes Dagbog 2, researchet på Julemandens oprindelse på Wikipedia, forberedt takketale ved modtagelse af Nobels Fredspris, spist kold banan. Og hvad så nu? Tælle får og drikke varm mælk? Tror jeg trækker dynen med ind i stuen og ser Friends på dvd. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, vel? Og en eller anden, smid et kanonslag efter mig inden jeg kommer med flere dårlige ordsprog.
Glædelig jul - og hils hjemme!
Så blev det alligevel jul! Og hvorfor skulle det i grunden ikke det?
Første december lovede jeg mig selv at nyde hver eneste dag i denne pragtfulde måned. Og nu er det juleaftensdag. Jeg huskede det, men er samtidig (som altid og som alle andre) i dybt chok over, hvor tiden blev af.
Jeg er nu på juleferie hos mine forældre i Billund. Her vinker man uafbrudt til højre og venstre, når man går gennem byen - for man kender hele tiden nogen. "Hils hjemme" og "glædelig jul" bliver der heller ikke sparet på. Ikke at jeg ikke er vant til det fra Århus, for jeg tror det er en folkesyge, at man altid skal sikre sig, at Sussis tidligere nabo liiige skal huske at hilse hele sin familie, som man ikke kender - men de skal da i hvert fald have en god jul! Og på trods af sin ligegyldighed er det da ret hyggeligt. Især hvis hilsnen faktisk når frem og hvis man kender den, den når frem til.
Jeg har fået soveplads i mit gamle værelse. Oprindeligt skulle jeg sove i min seng, men da det nu åbenbart er kattens seng (som meget nødigt deler!) må jeg igang med luftmadras og pumpe. Jeg valgte vel selv at flytte hjemmefra...
Faktisk føler jeg mig for en gangs skyld klar til jul. Sidste år stormede jeg butikkerne indtil d. 23. om aftenen, hvor jeg måtte indse, at jeg nok skulle have købt julegaver inden jeg på lidt for impulsiv vis tog en måned til England. I år modtog jeg den sidste julegave med posten d. 23. kl. 18.45, så det er i høj grad fremskridt fra de tidligere år.
Og nu gælder det så om at sove. Som om det nogensinde har været nemt natten op til juleaften. Ikke engang min soveven og vagtkat kan lindre angsten for, at Julemanden pludselig står ved min side. Men fra i morgen eftermiddag drager han til England og USA for at dele gaver ud til alle de artige børn i den del af verden, og endelig kan jeg få ro i sindet til at se Babe den kække gris og Disneys Juleshow. Lettelse og tak for denne gang, Julle.
Fra alle mig til alle jer - Glædelig jul!
torsdag den 18. december 2008
Gangstativerne
Mmm... Har næsten sagt ja til en ny lejlighed, spiser melon og is, og på fjerneren er der en livsbekræftende omgang Gangstativerne. Livet er skønt.
De gamle er dejlige. "En musikvideo... Jeg aner ikke hvad det er! Det må være noget med video... Og musik."
I et af de første afsnit sagde en af de gamle damer følgende: "Det er rart at vide, at man stadig kan bruges til noget".
Det rørte mig ret meget. Det er ikke kun unge, umodne piger, der endnu ikke har fundet deres egen identitet, som har lavt selvværd. Selv når man har klaret sig gennem et helt liv med alt, hvad det indebærer, kan man sidde tilbage med følelesen af, at det var det. Nu er man bare i vejen. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget. Men fortsat livsbekræftende og livet er fortsat skønt!
De gamle er dejlige. "En musikvideo... Jeg aner ikke hvad det er! Det må være noget med video... Og musik."
I et af de første afsnit sagde en af de gamle damer følgende: "Det er rart at vide, at man stadig kan bruges til noget".
Det rørte mig ret meget. Det er ikke kun unge, umodne piger, der endnu ikke har fundet deres egen identitet, som har lavt selvværd. Selv når man har klaret sig gennem et helt liv med alt, hvad det indebærer, kan man sidde tilbage med følelesen af, at det var det. Nu er man bare i vejen. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget. Men fortsat livsbekræftende og livet er fortsat skønt!
onsdag den 17. december 2008
Walking on Sunshine
Gosh, det står sløvt til herinde! Det er sødt... MEN DET' FORKEEEERT!!
Jeg mangler noget at skrive om. Og når jeg så gør det kommer der altid en masse alligevel. Tom snak. Men hvad? Tom snak er bedre end ingen snak. Eller cirka det samme i hvert fald.
Kender I det, at man har været ude at handle, og mens man står og roder efter nøglen til døren, går der hul i en af indkøbsposerne. Ud tonser mariekiks, abrikoser, hytteost, pulverkartoffelmos og clementiner. De sidste fortsætter i en pæn række ned ad trappen, hvor overboen i det samme kommer ind med alle sine techno-venner, som kigger skeptisk på én, mens kinderne går fra en frisk lyserød nuance til nissehuefarvet.
Det er mit liv for tiden. Og alligevel føler jeg mig som den heldigste pige i verden. Og det er jul. One week to go (hop, hop, hop!). En uge til julemad og gaver og juletræ og familiebesøg og Disneys juleshow og hygge. Mmmm...
Udover en flok dejlige familiemedlemmer er jeg så heldig at skulle se vores tidligere aflastningsdreng, Henrik, og min gamle ponypige, Sille. Det bliver jätteskønt, si'r jeg bare.
I aften har jeg leget uninørd/fysiker/klog til Tågekammerets (Fest- og foredragsforening på Århus Universitet, der dækker fagene matematik, fysik, datalogi, IT Bachelor, matematik-økonomi og nanoteknologi, red.) årlige julerevy.
Noget af det var rigtig morsomt, mens andet var totalt uforstående for en dødelig som jeg. Men de andre grinede, så jeg er sikker på, det var sjovt.
En af mine yndlingssketches var "Dagens Land" (parodi på Dagens Mand), hvor landet var Finland, der fik fortalt pinlige historier om sig af sin ven Sverige. Der er bare et eller andet ved fulde svenskere, jeg ikke kan stå for. På den hånlige måde.
Og så forsvandt inspirationen igen. For en stund. Måske skulle jeg begynde at skrive digte i stedet. Eller tegne små mangadimser. Vi unge har så mange muligheder i dag.
Jeg mangler noget at skrive om. Og når jeg så gør det kommer der altid en masse alligevel. Tom snak. Men hvad? Tom snak er bedre end ingen snak. Eller cirka det samme i hvert fald.
Kender I det, at man har været ude at handle, og mens man står og roder efter nøglen til døren, går der hul i en af indkøbsposerne. Ud tonser mariekiks, abrikoser, hytteost, pulverkartoffelmos og clementiner. De sidste fortsætter i en pæn række ned ad trappen, hvor overboen i det samme kommer ind med alle sine techno-venner, som kigger skeptisk på én, mens kinderne går fra en frisk lyserød nuance til nissehuefarvet.
Det er mit liv for tiden. Og alligevel føler jeg mig som den heldigste pige i verden. Og det er jul. One week to go (hop, hop, hop!). En uge til julemad og gaver og juletræ og familiebesøg og Disneys juleshow og hygge. Mmmm...
Udover en flok dejlige familiemedlemmer er jeg så heldig at skulle se vores tidligere aflastningsdreng, Henrik, og min gamle ponypige, Sille. Det bliver jätteskønt, si'r jeg bare.
I aften har jeg leget uninørd/fysiker/klog til Tågekammerets (Fest- og foredragsforening på Århus Universitet, der dækker fagene matematik, fysik, datalogi, IT Bachelor, matematik-økonomi og nanoteknologi, red.) årlige julerevy.
Noget af det var rigtig morsomt, mens andet var totalt uforstående for en dødelig som jeg. Men de andre grinede, så jeg er sikker på, det var sjovt.
En af mine yndlingssketches var "Dagens Land" (parodi på Dagens Mand), hvor landet var Finland, der fik fortalt pinlige historier om sig af sin ven Sverige. Der er bare et eller andet ved fulde svenskere, jeg ikke kan stå for. På den hånlige måde.
Og så forsvandt inspirationen igen. For en stund. Måske skulle jeg begynde at skrive digte i stedet. Eller tegne små mangadimser. Vi unge har så mange muligheder i dag.
søndag den 16. november 2008
Og så blev det søndag. Det står lidt sløvt til med bloggen for tiden. Håber den søde juletid inspirerer mig snart.
Denne weekend tilbragte jeg i Billunds landsbyidyl og syngende malkekøer.
Min folkeskoleklasse holdt reunion fest. Når jeg, i de seneste uger, har skrevet en dato, har jeg samtidig i hovedet tjekket, hvor mange dage, der var til den 15., til reunion partyet. Da jeg i morges skrev "16/11" overraskede det mig, at der faktisk kom en dag efter 15. november. Festen er vel overstået. Vi hyggede os og er nok blevet mere åbne over for hinanden. Godt fordelt over landet med meget forskellige jobs, uddannelser, drømme...
Hvordan det kan ske, skal jeg ikke kunne sige, men et nyt trick er at drikke snaps med øjnene - især hvis man har vandfast mascara på. Og især ikke, hvis ikke, man har vandfast mascara på. Eller følsomme øjne. Eller øjne i det hele taget.
I den forgangende uge har min kære lillebror været i storbyen. Han er gået fra sætninger som "Jeg hader Århus og alle de dumme forvirrende bybusser. København er MEGET nemmere at finde rundt i (baah!)" til at holde lidt af byen, være glad for den tekniske skole og menneskerne på den, fester i Odder og det livlige caféliv på gågaden og i Bruuns Galleri.
Også tv-produktion har fanget hans interesse efter Kevins rundvisning i Århus Studiet. En ny Paradise Hotel fotograf på vej? Who knows.
Nu er det aften og de 4 timers søvn, det blev til i nat er begyndt at kunne mærkes. Men først: (trommehvirvel) - Sommer!
Denne weekend tilbragte jeg i Billunds landsbyidyl og syngende malkekøer.
Min folkeskoleklasse holdt reunion fest. Når jeg, i de seneste uger, har skrevet en dato, har jeg samtidig i hovedet tjekket, hvor mange dage, der var til den 15., til reunion partyet. Da jeg i morges skrev "16/11" overraskede det mig, at der faktisk kom en dag efter 15. november. Festen er vel overstået. Vi hyggede os og er nok blevet mere åbne over for hinanden. Godt fordelt over landet med meget forskellige jobs, uddannelser, drømme...
Hvordan det kan ske, skal jeg ikke kunne sige, men et nyt trick er at drikke snaps med øjnene - især hvis man har vandfast mascara på. Og især ikke, hvis ikke, man har vandfast mascara på. Eller følsomme øjne. Eller øjne i det hele taget.
I den forgangende uge har min kære lillebror været i storbyen. Han er gået fra sætninger som "Jeg hader Århus og alle de dumme forvirrende bybusser. København er MEGET nemmere at finde rundt i (baah!)" til at holde lidt af byen, være glad for den tekniske skole og menneskerne på den, fester i Odder og det livlige caféliv på gågaden og i Bruuns Galleri.
Også tv-produktion har fanget hans interesse efter Kevins rundvisning i Århus Studiet. En ny Paradise Hotel fotograf på vej? Who knows.
Nu er det aften og de 4 timers søvn, det blev til i nat er begyndt at kunne mærkes. Men først: (trommehvirvel) - Sommer!
søndag den 9. november 2008
Med lommerne fulde af regnorme
Fra betagelse af efterårets smukke farver til "vinterdepression". Eller måske i virkeligheden depression over, at der er 21 dage til, jeg må få mit julepynt udleveret (Det er udleveret, men jeg har forbud mod at sætte det op). Sidste år tilbragte jeg hele december i England. Okay, godt nok eksisterer julen også der. Vi pyntede op med små engle og rensdyr, spiste mince pies, holdte ørerne varme med nissehuer…
Men det er alligevel ikke helt det samme, vel? Hvad med pebernødder? Hvad med dagligt afsnit af Nissebanden i Grønland? Hvad med weekendgaver og et juletræ af gran (Og ikke plastik - hvis jeg ville have et juletræ, der ikke dryssede, ville jeg bygge det af lego)?
Jeg må kompensere for sidste års juletab ved at holde dobbeltjul i år, men tilsyneladende er ingen med på den.
Også mit job kan gøre mig lidt sortseende for tiden. Boghandel. “Det’ lige dig!” sagde de alle sammen, da jeg fik det. Jeg var også ret glad, for jeg kan godt lide bøger og overskud på min konto. Men jeg føler mig så ekstremt dårlig, som i ringe, håbløs og uduelig til det. Dårligere end ham drengen, der skulle vogte får, men kom til at tælle græshopper i stedet, eller hvad det var, mens ulven åd alle bondens mææh-dyr. Jeg kan sjældent svare på kundernes spørgsmål (og får dårlig samvittighed over at sige “kunder”, efter et par sæsoner i Legoland, hvor det er en dødssynd at betegne de besøgende som kunder. GÆSTER! For helvede…). Er begyndt at give forkert tilbage (efter at have været der i 2 måneder… Plejer det ikke være begynderproblemer?), kan ikke påtage mig butiksattituden med “På beløbet? Ja tak”, “Ellers andet?”, “Sådan et par der”, “Så skal jeg bede om 65 kroner, tak”. Helt ærligt… Det føles som om, man høfligt tilbyder dem hjælp. Forsøger at gøre det personligt. Og når de så bider på krogen… 3.000 kroner nu!! Betal! NU, blev der sagt!
Og det sidste… Jeg er 21 år, begynder snart på en uddannelse og tror selv, jeg er okay til dansk grammatik. Men jeg kan ikke alfabetet uden at synge det inde i hovedet. A, b, c, d, e, f, g. H, i, j, k “Hey, skal de runde her ligge ovre i hjørnet eller udenfor?” Spassernar! Nu er jeg nødt til at begynde forfra. En eller anden, giv mig et gratis år i første klasse. Steen og Solvej ser en sol. Den er gul. Ole ser en orm. Den er ikke gul.
Jeg besøgte mine forældre i går. På sidste del af busturen dertil sad et af disse fantastiske mennesker, der deler alle detaljer i sit liv med hele bussen. Ikke engang en mp3-afspiller på maxvolumen kunne overdøve hans højtrystede samtale. På et tidspunkt udbryder manden “Jeg er forresten rykket op i forsvaret”. Hele bussens opmærksomhed er rettet mod telefonprattende mand.
“Jeg skal i den kongelige livgarde fra 1. december…”
Samtlige piger foran mig i bussen drejer hovedet for at lure på denne kommende kongelige livgarde. I protest og foragt over mit køn lod jeg være. Men kun fordi de andre pigers mistænksomme synkrome bevægelse gjorde mig opmærksom på ikke at gøre det samme.
Og hvorfor?? Jeg går ikke ind for, at ”mænd i uniformer er bare herre lækre, ikk’os” (Og er blevet skubbet ned fra stol af meget håndværker/uniforms/mandefokuseret kvindemenneske for at sige det højt). Og hvor fedt er det at lege meget ret, frossen bager med bjørnepelshue? Forsvare dronningen, mener jeg.
Bliver det ikke lidt Slaget ved "Dybbøl Mølle"-agtigt?
ATTAAAACK!
Attack Cancelled. Det var bare en løs pizzaæske, der satte alarmen igang.
Da jeg kom hjem spurgte min bedstemor interesseret, om jeg stadig samler regnorme i mine lommer, når jeg er ude at gå tur. Cut!
Men det er alligevel ikke helt det samme, vel? Hvad med pebernødder? Hvad med dagligt afsnit af Nissebanden i Grønland? Hvad med weekendgaver og et juletræ af gran (Og ikke plastik - hvis jeg ville have et juletræ, der ikke dryssede, ville jeg bygge det af lego)?
Jeg må kompensere for sidste års juletab ved at holde dobbeltjul i år, men tilsyneladende er ingen med på den.
Også mit job kan gøre mig lidt sortseende for tiden. Boghandel. “Det’ lige dig!” sagde de alle sammen, da jeg fik det. Jeg var også ret glad, for jeg kan godt lide bøger og overskud på min konto. Men jeg føler mig så ekstremt dårlig, som i ringe, håbløs og uduelig til det. Dårligere end ham drengen, der skulle vogte får, men kom til at tælle græshopper i stedet, eller hvad det var, mens ulven åd alle bondens mææh-dyr. Jeg kan sjældent svare på kundernes spørgsmål (og får dårlig samvittighed over at sige “kunder”, efter et par sæsoner i Legoland, hvor det er en dødssynd at betegne de besøgende som kunder. GÆSTER! For helvede…). Er begyndt at give forkert tilbage (efter at have været der i 2 måneder… Plejer det ikke være begynderproblemer?), kan ikke påtage mig butiksattituden med “På beløbet? Ja tak”, “Ellers andet?”, “Sådan et par der”, “Så skal jeg bede om 65 kroner, tak”. Helt ærligt… Det føles som om, man høfligt tilbyder dem hjælp. Forsøger at gøre det personligt. Og når de så bider på krogen… 3.000 kroner nu!! Betal! NU, blev der sagt!
Og det sidste… Jeg er 21 år, begynder snart på en uddannelse og tror selv, jeg er okay til dansk grammatik. Men jeg kan ikke alfabetet uden at synge det inde i hovedet. A, b, c, d, e, f, g. H, i, j, k “Hey, skal de runde her ligge ovre i hjørnet eller udenfor?” Spassernar! Nu er jeg nødt til at begynde forfra. En eller anden, giv mig et gratis år i første klasse. Steen og Solvej ser en sol. Den er gul. Ole ser en orm. Den er ikke gul.
Jeg besøgte mine forældre i går. På sidste del af busturen dertil sad et af disse fantastiske mennesker, der deler alle detaljer i sit liv med hele bussen. Ikke engang en mp3-afspiller på maxvolumen kunne overdøve hans højtrystede samtale. På et tidspunkt udbryder manden “Jeg er forresten rykket op i forsvaret”. Hele bussens opmærksomhed er rettet mod telefonprattende mand.
“Jeg skal i den kongelige livgarde fra 1. december…”
Samtlige piger foran mig i bussen drejer hovedet for at lure på denne kommende kongelige livgarde. I protest og foragt over mit køn lod jeg være. Men kun fordi de andre pigers mistænksomme synkrome bevægelse gjorde mig opmærksom på ikke at gøre det samme.
Og hvorfor?? Jeg går ikke ind for, at ”mænd i uniformer er bare herre lækre, ikk’os” (Og er blevet skubbet ned fra stol af meget håndværker/uniforms/mandefokuseret kvindemenneske for at sige det højt). Og hvor fedt er det at lege meget ret, frossen bager med bjørnepelshue? Forsvare dronningen, mener jeg.
Bliver det ikke lidt Slaget ved "Dybbøl Mølle"-agtigt?
ATTAAAACK!
Attack Cancelled. Det var bare en løs pizzaæske, der satte alarmen igang.
Da jeg kom hjem spurgte min bedstemor interesseret, om jeg stadig samler regnorme i mine lommer, når jeg er ude at gå tur. Cut!
tirsdag den 28. oktober 2008
Angora is Back
Besøg på Skejby sygehus, og hvilken oplevelse. Jeg har - efter at få min blodprocent presset op på 7,9 (skal være mindst 7,8 for at blive godkendt som donor).
Det startede med, at jeg kunne finde derud (!). Parkerede min cykel og gik ind på gangen, hvor der foran mig var to håndværkere, der grinede bøvet, mens de trak et nummer.
Den ene kommer op til den søde, lyshårede sekretær. Hun stiller en række spørgsmål, bl.a. "Føler du dig ellers sund og rask?" "HØH!" lød det fra kammeraten bagved.
"Har du taget smertestillende inden for den seneste uge?" "Nej, der skal sgu mere til for at gøre ham rask, ha ha ha ha" svarede en anden, end den der fik spørgsmålet.
Så blev det mig.
Sekretæren smilede indforstået og bød mig velkommen til afdelingen. Og stillede mig ét spørgsmål. "Er du født eller opvokset i et malariaområde?"
Er jeg hvad? Født eller opvokset... I et malariaområde? Jeg er lige så lyshåret som hende og har besvaret det - sammen med en række mere aktuelle spørgsmål - i det skema de sendte mig. Måske var det bare et random spørgsmål. Og nemt at svare på. Næste!
I venteværelset sad håndværkerne og ventede. I de 5 minutter vi sad sammen, sagde de "fuck" flere gange end Ozzy Osbourne ville kunne nå på en hel dag, men i forskellige variationer.
En sygeplejerske kom ud og sagde navnet på den ene af dem (anonymt for personens sikkerhed), hvortil han på bedste (forældet) Angora-vis svarede "Nem'li' ja!"
De næste 5 minutter var der ro i venteværelset. Der var en væg mellem de to Kåre wannabes, men snart blev den næste navns nævnt (hvortil han med en grødet Henning Primdahl stemme svarede "Så for satan"), og de to angorianske dimser var genforenet. Her kunne de - i hver sin ende af lokalet råbe "Årh, hold da kæft, din spasser, mand", "Jaa, fuck da dig!", "Du er så fucking syg, du er, haha!".
Resten gik godt (Ikke fordi ventetiden ikke gik godt - jeg morede mig), jeg får, inden for et par dage, svar på, om jeg er HIV-positiv, og inden for et par måneder svar på, om min blodprocent er høj nok, og om jeg er A resus negativ, som vores hjemmelavede blodtypetest i biologi påstod for nogle år siden.
Bagefter var jeg ude at ride. Yeehaa! På en gammel traver kaldet Diva, der nu leger dressur/skovturshest. Jävla snäll häst! Jeg skal prøve et par andre hypper i løbet af de kommende uger, inden jeg beslutter mig. Men hun var et udmærket bud til en kommende partshest.
Og så er der Luksusfællen. Fantastisk program, hvor man rimelig uforpligtende kan slå armene op i luften og sige "Jamen for helvede... Kan hun da ikke se, hvor dumt det er at spise på restaurant hver aften og udelukkende gå i Gucci, når hun har en månedentlig løn på 17.000.
Denne gang handler det om en alenemor med teenagedatter, begge med stort forbrug og hang til mærkevarer. Og hest. En dyr hobby, og rådgiverne kiggede længe på hinanden, da de fik fuldmagten fra den stakkels, følsomme mor. Jeg bliver tudedyr number one, hvis de sælger den. Så' de advaret! Skide psykopater... For helvede.
Det startede med, at jeg kunne finde derud (!). Parkerede min cykel og gik ind på gangen, hvor der foran mig var to håndværkere, der grinede bøvet, mens de trak et nummer.
Den ene kommer op til den søde, lyshårede sekretær. Hun stiller en række spørgsmål, bl.a. "Føler du dig ellers sund og rask?" "HØH!" lød det fra kammeraten bagved.
"Har du taget smertestillende inden for den seneste uge?" "Nej, der skal sgu mere til for at gøre ham rask, ha ha ha ha" svarede en anden, end den der fik spørgsmålet.
Så blev det mig.
Sekretæren smilede indforstået og bød mig velkommen til afdelingen. Og stillede mig ét spørgsmål. "Er du født eller opvokset i et malariaområde?"
Er jeg hvad? Født eller opvokset... I et malariaområde? Jeg er lige så lyshåret som hende og har besvaret det - sammen med en række mere aktuelle spørgsmål - i det skema de sendte mig. Måske var det bare et random spørgsmål. Og nemt at svare på. Næste!
I venteværelset sad håndværkerne og ventede. I de 5 minutter vi sad sammen, sagde de "fuck" flere gange end Ozzy Osbourne ville kunne nå på en hel dag, men i forskellige variationer.
En sygeplejerske kom ud og sagde navnet på den ene af dem (anonymt for personens sikkerhed), hvortil han på bedste (forældet) Angora-vis svarede "Nem'li' ja!"
De næste 5 minutter var der ro i venteværelset. Der var en væg mellem de to Kåre wannabes, men snart blev den næste navns nævnt (hvortil han med en grødet Henning Primdahl stemme svarede "Så for satan"), og de to angorianske dimser var genforenet. Her kunne de - i hver sin ende af lokalet råbe "Årh, hold da kæft, din spasser, mand", "Jaa, fuck da dig!", "Du er så fucking syg, du er, haha!".
Resten gik godt (Ikke fordi ventetiden ikke gik godt - jeg morede mig), jeg får, inden for et par dage, svar på, om jeg er HIV-positiv, og inden for et par måneder svar på, om min blodprocent er høj nok, og om jeg er A resus negativ, som vores hjemmelavede blodtypetest i biologi påstod for nogle år siden.
Bagefter var jeg ude at ride. Yeehaa! På en gammel traver kaldet Diva, der nu leger dressur/skovturshest. Jävla snäll häst! Jeg skal prøve et par andre hypper i løbet af de kommende uger, inden jeg beslutter mig. Men hun var et udmærket bud til en kommende partshest.
Og så er der Luksusfællen. Fantastisk program, hvor man rimelig uforpligtende kan slå armene op i luften og sige "Jamen for helvede... Kan hun da ikke se, hvor dumt det er at spise på restaurant hver aften og udelukkende gå i Gucci, når hun har en månedentlig løn på 17.000.
Denne gang handler det om en alenemor med teenagedatter, begge med stort forbrug og hang til mærkevarer. Og hest. En dyr hobby, og rådgiverne kiggede længe på hinanden, da de fik fuldmagten fra den stakkels, følsomme mor. Jeg bliver tudedyr number one, hvis de sælger den. Så' de advaret! Skide psykopater... For helvede.
lørdag den 18. oktober 2008
Killingehop og snydeæg
Der er kommet dyr i huset! Velkommen til Sif, et pragteksemplar af arten Kat. Nogenlunde konstant i bevægelse. Det er fantastisk med så lille og kåd en skabning. Hun går rundt med masser af selvtillid – alle kalder på hende og aer hende, når hun går forbi. Livet er at spise, sove og lege. Og især lege. Hvad som helst, der bevæger sig (også hvis man selv har sat det i bevægelse) skal man snige sig ind på og angribe. Papirkugler, garnnøgler, potteplaneter, legetøj, snørebånd, elastikker, bolde på en meter i diameter…
Hun minder mig om, hvor fantastisk det var at være barn. Hvor meget hele verden kunne styrte sammen udenfor uden, at man behøvede at tænke på det. Hvordan man kunne bruge en hel dag på at lege uden at forsømme pligterne. Og der skal ikke meget til at more et barn.
Er der nogen, der kan huske snydeæg? Altså da man som lille spiste et blødkogt æg, hvorefter man vendte den tomme skal på hovedet og lod æggebægret og det falske æg stå triumferende på bordet. Indtil ens naive (eller måske mere overbærende, efter mange års research) forældre fik øje på det og udbrød ”Naaarj! Et æg. Er det til mig?”
”Jaah, tihihi”
”Mmmm”
De løfter skeen, som man selvfølgelig også har lagt frem for at få fjenden til at gå direkte i fælden.
KLAK!
”Eeeej, du snød mig!”
”HAAAAA HAHAHAHA!!”
Var man godtroende nok, kunne man gentage joken og se, om forældrene ville falde i den to gange på en dag. Og det gjorde de som regel.
Det var tider! Men uden at ødelægge nostalgien er det nu også tider nu. Vi glemmer det bare nogle gange.
Hun minder mig om, hvor fantastisk det var at være barn. Hvor meget hele verden kunne styrte sammen udenfor uden, at man behøvede at tænke på det. Hvordan man kunne bruge en hel dag på at lege uden at forsømme pligterne. Og der skal ikke meget til at more et barn.
Er der nogen, der kan huske snydeæg? Altså da man som lille spiste et blødkogt æg, hvorefter man vendte den tomme skal på hovedet og lod æggebægret og det falske æg stå triumferende på bordet. Indtil ens naive (eller måske mere overbærende, efter mange års research) forældre fik øje på det og udbrød ”Naaarj! Et æg. Er det til mig?”
”Jaah, tihihi”
”Mmmm”
De løfter skeen, som man selvfølgelig også har lagt frem for at få fjenden til at gå direkte i fælden.
KLAK!
”Eeeej, du snød mig!”
”HAAAAA HAHAHAHA!!”
Var man godtroende nok, kunne man gentage joken og se, om forældrene ville falde i den to gange på en dag. Og det gjorde de som regel.
Det var tider! Men uden at ødelægge nostalgien er det nu også tider nu. Vi glemmer det bare nogle gange.
onsdag den 15. oktober 2008
Handle With Care - Stop dyretransporter nu!
I foråret 2008 kom nogle oprørske studerende fra Journalisthøjskolen i Århus på avisernes forsider. De havde slagtet og spist en kat i protest mod, at man bruger tusinde af kroner på sine kæledyr, mens man utvivlsomt vælger det billigste kød i supermarkedet, som ikke kun er dårligere for os selv, men også dyret, det kommer fra, har levet en uværdig tilværelse. De har fat i noget.
Men det er ikke kun herhjemme, den er gal. Ude i verden foregår der så voldsomme mishandlinger og transporter, at dyrene dør undervejs.
Hver eneste uge året rundt transporteres mere end 1 milliard dyr til slagtning. Mange har levet et liv i mørke og under trange vilkår, inden de mases ind i en lastbil for at blive bragt til slagtning. På den op til 32 lange rejse bliver en stor del trådt ihjel eller så stresset at de dør. Resten har stadig det værste foran sig. En slagtning så umenneskelig og afskyelig, at man i sin vildeste fantasi ikke ville kunne forestille sig det.
Det er ikke kun uetisk, men også unødvendigt. Teknologien gør os i stand til at kunne køle eller nedfryse kødet, så det sagtens kan klare den lange rejse. Dyrene kan slagtes lokalt, hvorefter det døde kød begiver sig på en månedslang tur. De behøver ikke lide.
Det tager 36 til 42 timer for en lastbil fyldt med heste at komme fra Spanien til Italien. Der er lavet hvileregler for at undgå, at hestene lider unødvendigt, men bliver hverken overholdt eller håndhævet. Derfor gennemgår hestene en grusom transport og slagtning – kun for at blive solgt som ”traditionelt italiensk hestekød”.
Hver aften lider og dør hundredetusinde af kyllinger, når de transporteres i små bure i en lastbil til Bangkok. 95 % af de overlevende slagtefugle har flere brækkede knogler, når de når frem. Mange dør af de høje temperaturer, som de udsættes for på rejsen. Årligt transporteres mere end 40 milliarder kyllinger verden over. Det er mere end seks gange jordens totale befolkningstal.
Kvæg må rejse 3 uger for at komme fra Brasilien til Libanon, hvor de bliver slagtet. I 4 dage kan dyrene hverken bevæge sig eller lægge sig ned, og de får ingen mad eller vand. Falder de, bliver de trampet ihjel af de andre kvæg.
Hundrede af griser tvinges sammen på et minimalt areal for at komme fra Canada til Hawaii. Det tager 9 dage, inden de sultne, udmattede og transportsyge grise kommer i havn. Mange dør af stress, sygdomme eller af at blive mast undervejs. Grisene går i panik og bider hinanden til blods, uden at kunne slippe væk. På svinekødet står der ”Produceret på øen Hawaii”, og forbrugerne er på den måde uvidende om, hvilken skæbne, deres fødevarer har været udsat for.
I det varme Afrika holder gederne til. De stuves sammen i lastbiler for at køre 2.300 km. fra Namibia til Sydafrika. Det tager 36 timer, hvor gederne lider under de trænge og op til 40 grader varme forhold. De må undvære mad, vand og ly adskillige timer før transporten, og mange dør derfor af dehydrering på turen. De bliver stressede og påfører sig deraf ofte en dødbringende åndedrætssygdom, der giver dem voldsom hoste, inden de til sidst dør.
”Down Under” til de australske får. Millioner af disse eksporteres hvert år til Mellemøsten. En rejse, der tager 32 døgn. Titusinde af disse dør af sult. Andre glider eller falder og mases ihjel af de andre får. Resten bliver bragt til opfedning, før de slagtes under elendige og forrykte betingelser. Se filmen til sidst.
8 ud af 10 slagterier i Australien er halal-certificeret. Supermarkederne i Mellemøsten sælger i forvejen kød, der er importeret og transporteret efter slagtningen på lige fod med kød fra dyr, der først er slagtet, når de kommer til landet. Det er fuldstændig unødvendigt at lade fårene lide på den månedslange tur.
WSPA, Dyrenes Beskyttelse og en række andre dyrevelfærdsorganisationer verden over indsamler i øjeblikket underskrifter mod de lange transporter. EU Kommissionen skal i slutningen af oktober diskutere transporterne, og derfor er hver enkel underskrift med til at lægge pres på og overbevise de mennesker, der reelt har magt til at ændre og stoppe de ringe vilkår for slagtedyrene.
Det er ikke et urealistisk krav. De behøver ikke lide.
Sæt din klov på www.handlewithcare.tv/dk/ nu.
Og se klippet her. Det forklarer alt. http://www.youtube.com/watch?v=Ul_VStFyOFo
Men det er ikke kun herhjemme, den er gal. Ude i verden foregår der så voldsomme mishandlinger og transporter, at dyrene dør undervejs.
Hver eneste uge året rundt transporteres mere end 1 milliard dyr til slagtning. Mange har levet et liv i mørke og under trange vilkår, inden de mases ind i en lastbil for at blive bragt til slagtning. På den op til 32 lange rejse bliver en stor del trådt ihjel eller så stresset at de dør. Resten har stadig det værste foran sig. En slagtning så umenneskelig og afskyelig, at man i sin vildeste fantasi ikke ville kunne forestille sig det.
Det er ikke kun uetisk, men også unødvendigt. Teknologien gør os i stand til at kunne køle eller nedfryse kødet, så det sagtens kan klare den lange rejse. Dyrene kan slagtes lokalt, hvorefter det døde kød begiver sig på en månedslang tur. De behøver ikke lide.
Det tager 36 til 42 timer for en lastbil fyldt med heste at komme fra Spanien til Italien. Der er lavet hvileregler for at undgå, at hestene lider unødvendigt, men bliver hverken overholdt eller håndhævet. Derfor gennemgår hestene en grusom transport og slagtning – kun for at blive solgt som ”traditionelt italiensk hestekød”.
Hver aften lider og dør hundredetusinde af kyllinger, når de transporteres i små bure i en lastbil til Bangkok. 95 % af de overlevende slagtefugle har flere brækkede knogler, når de når frem. Mange dør af de høje temperaturer, som de udsættes for på rejsen. Årligt transporteres mere end 40 milliarder kyllinger verden over. Det er mere end seks gange jordens totale befolkningstal.
Kvæg må rejse 3 uger for at komme fra Brasilien til Libanon, hvor de bliver slagtet. I 4 dage kan dyrene hverken bevæge sig eller lægge sig ned, og de får ingen mad eller vand. Falder de, bliver de trampet ihjel af de andre kvæg.
Hundrede af griser tvinges sammen på et minimalt areal for at komme fra Canada til Hawaii. Det tager 9 dage, inden de sultne, udmattede og transportsyge grise kommer i havn. Mange dør af stress, sygdomme eller af at blive mast undervejs. Grisene går i panik og bider hinanden til blods, uden at kunne slippe væk. På svinekødet står der ”Produceret på øen Hawaii”, og forbrugerne er på den måde uvidende om, hvilken skæbne, deres fødevarer har været udsat for.
I det varme Afrika holder gederne til. De stuves sammen i lastbiler for at køre 2.300 km. fra Namibia til Sydafrika. Det tager 36 timer, hvor gederne lider under de trænge og op til 40 grader varme forhold. De må undvære mad, vand og ly adskillige timer før transporten, og mange dør derfor af dehydrering på turen. De bliver stressede og påfører sig deraf ofte en dødbringende åndedrætssygdom, der giver dem voldsom hoste, inden de til sidst dør.
”Down Under” til de australske får. Millioner af disse eksporteres hvert år til Mellemøsten. En rejse, der tager 32 døgn. Titusinde af disse dør af sult. Andre glider eller falder og mases ihjel af de andre får. Resten bliver bragt til opfedning, før de slagtes under elendige og forrykte betingelser. Se filmen til sidst.
8 ud af 10 slagterier i Australien er halal-certificeret. Supermarkederne i Mellemøsten sælger i forvejen kød, der er importeret og transporteret efter slagtningen på lige fod med kød fra dyr, der først er slagtet, når de kommer til landet. Det er fuldstændig unødvendigt at lade fårene lide på den månedslange tur.
WSPA, Dyrenes Beskyttelse og en række andre dyrevelfærdsorganisationer verden over indsamler i øjeblikket underskrifter mod de lange transporter. EU Kommissionen skal i slutningen af oktober diskutere transporterne, og derfor er hver enkel underskrift med til at lægge pres på og overbevise de mennesker, der reelt har magt til at ændre og stoppe de ringe vilkår for slagtedyrene.
Det er ikke et urealistisk krav. De behøver ikke lide.
Sæt din klov på www.handlewithcare.tv/dk/ nu.
Og se klippet her. Det forklarer alt. http://www.youtube.com/watch?v=Ul_VStFyOFo
søndag den 5. oktober 2008
Pingeling
En weekend i skødet på familien i Billund er forbi.
Dejligt, og fyldt af glædelige overraskelser. Da mine forældre ryddede op i en gammel skuffe fandt de en pakke lego, jeg engang fik. Jeg insisterede på at tage den med hjem. Min mor protesterede, mens min far forsøgte at bakse kassen op af skuffen. Da den endelig kom ud, trillede en megastørrelses slikpose ud fra sit skjul. Forhistorien er selvfølgelig, at min familie er meget glad for slik. Så glad, at hvis det ligger i slikskabet, forsvinder det langsomt til forskellige munde. Men hvis man gemmer det i kagedåser, tøjskabe, på høje hylder eller i tupperwarebeholdere i køleskabet er der chance for, at indholdet er der endnu, når ejeren skal bruge det.
Men nogle gange gemmer man sine ting så godt, at man ikke kan finde dem. Og vupti! Hvilken glæde det er, når de alligevel dukker op.
En anden overraskelse er sproget. I Billund bager man is og spiser kaffe. Men når det kommer til kartofler skal der flere detaljer og mere korrekthed til. "Hvad skal de hedde?" spurgte min mor, da hun skulle bestille kartofler for min moster. "Hvad skal de hedde?" som i "Hvad er barnets navn?"?
Dejligt, og fyldt af glædelige overraskelser. Da mine forældre ryddede op i en gammel skuffe fandt de en pakke lego, jeg engang fik. Jeg insisterede på at tage den med hjem. Min mor protesterede, mens min far forsøgte at bakse kassen op af skuffen. Da den endelig kom ud, trillede en megastørrelses slikpose ud fra sit skjul. Forhistorien er selvfølgelig, at min familie er meget glad for slik. Så glad, at hvis det ligger i slikskabet, forsvinder det langsomt til forskellige munde. Men hvis man gemmer det i kagedåser, tøjskabe, på høje hylder eller i tupperwarebeholdere i køleskabet er der chance for, at indholdet er der endnu, når ejeren skal bruge det.
Men nogle gange gemmer man sine ting så godt, at man ikke kan finde dem. Og vupti! Hvilken glæde det er, når de alligevel dukker op.
En anden overraskelse er sproget. I Billund bager man is og spiser kaffe. Men når det kommer til kartofler skal der flere detaljer og mere korrekthed til. "Hvad skal de hedde?" spurgte min mor, da hun skulle bestille kartofler for min moster. "Hvad skal de hedde?" som i "Hvad er barnets navn?"?
onsdag den 1. oktober 2008
Tudefjæs
Jamen for helvede da... Så sidder man og tuder, da Simone vinder Scenen er din. Helt ærligt. Nu tager jeg mig sammen! Jeg er ikke nogen tudegris. Bare en smule sensitiv. Og syg, døden nær faktisk, af en mildere forkølelse. Det kan godt få øjnene til at løbe lidt.
Og hvem har slukket for varmen? Jeg synes, efterår er yndligt og hyggeligt, men temperaturen må gerne forblive middel, indtil jeg har anskaffet et par tykke luffer og en hue. Så kan den komme an, kan den.
Behøver jeg nævne, at der er 2 måneder til 1. december i dag? Som i vinter. Som i jul. Som i pynt og hygge. Gaver. Julekalendere (Nissernes Ø, Mikkel og guldkortet samt The Julekalender). Røde kinder og brændte mandler på gågaden. Last Christmas. Disneys Juleshow. Små lys over hele byen. Kortskrivning. Sne? Det gjorde ikke min julelængsel mindre. Men jeg ved af erfaring, hvor hurtigt 2 måneder går. Og prøver at holde fast i nuet - så længe det varer. Fra alle mig til alle jer: Glædelig 1. oktober.
Og hvem har slukket for varmen? Jeg synes, efterår er yndligt og hyggeligt, men temperaturen må gerne forblive middel, indtil jeg har anskaffet et par tykke luffer og en hue. Så kan den komme an, kan den.
Behøver jeg nævne, at der er 2 måneder til 1. december i dag? Som i vinter. Som i jul. Som i pynt og hygge. Gaver. Julekalendere (Nissernes Ø, Mikkel og guldkortet samt The Julekalender). Røde kinder og brændte mandler på gågaden. Last Christmas. Disneys Juleshow. Små lys over hele byen. Kortskrivning. Sne? Det gjorde ikke min julelængsel mindre. Men jeg ved af erfaring, hvor hurtigt 2 måneder går. Og prøver at holde fast i nuet - så længe det varer. Fra alle mig til alle jer: Glædelig 1. oktober.
tirsdag den 30. september 2008
Glade grise og spanske moves
Long time, no see. Og jeg ved egentlig ikke, hvad jeg skal skrive, men det kan der vel også komme noget ud af.
Dagene flyver og de virker nemmere og dejligere end nogensinde. Mandag og onsdag siger jeg læspelyde og ruller med tungen sammen med en flok spanskstuderende fjollehoveder.
Morsomt sprog, og trykreglerne er ikke sådan lige at huske. Reglen er: Vokaler, n og s: Tryk på næstsidste stavelse. Resten: Tryk på sidste. Godt. Skulle man tro. Men det er en lille smule svært for os at huske.
Sidst gik det ud over ham, der sidder for enden, som enten hedder Rasmus eller Morten.
Opgaven var at bøje Hablar (at snakke).
Rasmus/Morten: "HabLO, HablAS, hab..."
Lærer (Carmen): "Nej..."
Rasmus/Morten: "Hm. HabLO, Hab..."
Carmen: "Nej!"
Rasmus/Morten: "HaBLOOO, Ha..."
Carmen: "NEJ, for rrrhelvede! HABlo!!"
Hendes danske er udmærket - bedre end mit spanske, men eftersom h ikke udtales på spansk, er ord som han, hun, hej, helvede lidt svære for hende, og hun klarer det bedst ved at lave en hundeknurrelyd foran ordet. Derudover kan hun de danske grammatikregler bedre end nogen af os andre.
Og så er jeg for alvor blevet gammel. Jeg piller de visne blade af mine (mishandlede) blomster. Jeg skriver indkøbsseddel. Jeg siger Hanne Lind i stedet for købe ind, når jeg skal på indkøb. Jeg ser TV2 Charlie. Nu mangler jeg bare at knytte næven og råbe efter dem, der går over en lysregulering, selvom der er rødt.
Uh ja, og lidt reklame. Tjek lige ind på http://www.frigris.nu/ og gi' din ærbødige underskrift. Der gælder grisevelfærd, nærmere betegnet, at søer skal være løse, når de føder og opfostrer deres unger, og underskrifterne bliver afleveret til regeringen d. 10. oktober, så det er last call for at gøre en gris glad. Gracias! Mission completed.
Nå, jeg vil takke af og hygge mig med en kop varm kakao og en kryds og tværs. Lidt dansk top og nogle hjemmesutter måske. Skal vi lige have et par billeder af mine nye, seje venner i Risskov med på bloggen, inden jeg går på pension? Sí sí.
Adiós!
Dagene flyver og de virker nemmere og dejligere end nogensinde. Mandag og onsdag siger jeg læspelyde og ruller med tungen sammen med en flok spanskstuderende fjollehoveder.
Morsomt sprog, og trykreglerne er ikke sådan lige at huske. Reglen er: Vokaler, n og s: Tryk på næstsidste stavelse. Resten: Tryk på sidste. Godt. Skulle man tro. Men det er en lille smule svært for os at huske.
Sidst gik det ud over ham, der sidder for enden, som enten hedder Rasmus eller Morten.
Opgaven var at bøje Hablar (at snakke).
Rasmus/Morten: "HabLO, HablAS, hab..."
Lærer (Carmen): "Nej..."
Rasmus/Morten: "Hm. HabLO, Hab..."
Carmen: "Nej!"
Rasmus/Morten: "HaBLOOO, Ha..."
Carmen: "NEJ, for rrrhelvede! HABlo!!"
Hendes danske er udmærket - bedre end mit spanske, men eftersom h ikke udtales på spansk, er ord som han, hun, hej, helvede lidt svære for hende, og hun klarer det bedst ved at lave en hundeknurrelyd foran ordet. Derudover kan hun de danske grammatikregler bedre end nogen af os andre.
Og så er jeg for alvor blevet gammel. Jeg piller de visne blade af mine (mishandlede) blomster. Jeg skriver indkøbsseddel. Jeg siger Hanne Lind i stedet for købe ind, når jeg skal på indkøb. Jeg ser TV2 Charlie. Nu mangler jeg bare at knytte næven og råbe efter dem, der går over en lysregulering, selvom der er rødt.
Uh ja, og lidt reklame. Tjek lige ind på http://www.frigris.nu/ og gi' din ærbødige underskrift. Der gælder grisevelfærd, nærmere betegnet, at søer skal være løse, når de føder og opfostrer deres unger, og underskrifterne bliver afleveret til regeringen d. 10. oktober, så det er last call for at gøre en gris glad. Gracias! Mission completed.
Nå, jeg vil takke af og hygge mig med en kop varm kakao og en kryds og tværs. Lidt dansk top og nogle hjemmesutter måske. Skal vi lige have et par billeder af mine nye, seje venner i Risskov med på bloggen, inden jeg går på pension? Sí sí.
Adiós!
mandag den 15. september 2008
Soy, eres, es
Silver er hjemme!
Jeg afprøvede hende her til aften, og hun kører som en drøm. Jeg kan nu komme op ad Mount Langelandsgade, uden at folk vender sig om og siger "Hva' satan, så rykker brandbilerne uj, gutter". Men jeg bliver stadig forpustet og får sidestik, så kondi: Stadig katastrofal. Jeg arbejder på det, men ville inderligt ønske, at skumfiduser og 2900 Happiness var vejen til det. Måske er det? Jeg giver det endnu et forsøg, just in case.
Og så lige en ting mere. Hola! Me llamo Kathrine. Soy de Dinamarca, vivo en Århus. Hablo ingles, alemán y danés, y estoy aprendiendo españiol.
Nå nå, hva'? En lektion mere og så er jeg flydende. Jeg havde glemt, hvor nervepirrende, det er at sige noget højt på et andet sprog i en klasse. Især når læreren spørger "Er der nogen, der har haft spansk før?"
Elev 1: Jaa, jeg havde det i gymnasiet
Elev 2: Jaa, jeg har været på et kursus før
Kathrine: Næh...
Elev 3: Jow, jeg har boet i Chile i 4 år.
Elev 4: Jeg har været kæreste med en fra Spanien.
Elev 5: Jeg har været på ferie i Spanien, siden jeg var 7.
Halloooo, begynderkursus, leute. Men det er alligevel stille og roligt. En god mulighed for at lære ikke at være bange for at sige noget. I grunden er det jo ikke så farligt. Det er kun inde i hovedet på mig, at alle andre stiller sig op og griner hånligt, mens loftet falder ned over os alle sammen, hvis jeg siger eres i stedet for es.
Jeg afprøvede hende her til aften, og hun kører som en drøm. Jeg kan nu komme op ad Mount Langelandsgade, uden at folk vender sig om og siger "Hva' satan, så rykker brandbilerne uj, gutter". Men jeg bliver stadig forpustet og får sidestik, så kondi: Stadig katastrofal. Jeg arbejder på det, men ville inderligt ønske, at skumfiduser og 2900 Happiness var vejen til det. Måske er det? Jeg giver det endnu et forsøg, just in case.
Og så lige en ting mere. Hola! Me llamo Kathrine. Soy de Dinamarca, vivo en Århus. Hablo ingles, alemán y danés, y estoy aprendiendo españiol.
Nå nå, hva'? En lektion mere og så er jeg flydende. Jeg havde glemt, hvor nervepirrende, det er at sige noget højt på et andet sprog i en klasse. Især når læreren spørger "Er der nogen, der har haft spansk før?"
Elev 1: Jaa, jeg havde det i gymnasiet
Elev 2: Jaa, jeg har været på et kursus før
Kathrine: Næh...
Elev 3: Jow, jeg har boet i Chile i 4 år.
Elev 4: Jeg har været kæreste med en fra Spanien.
Elev 5: Jeg har været på ferie i Spanien, siden jeg var 7.
Halloooo, begynderkursus, leute. Men det er alligevel stille og roligt. En god mulighed for at lære ikke at være bange for at sige noget. I grunden er det jo ikke så farligt. Det er kun inde i hovedet på mig, at alle andre stiller sig op og griner hånligt, mens loftet falder ned over os alle sammen, hvis jeg siger eres i stedet for es.
torsdag den 11. september 2008
Farven lilla
Min cykel har været så uheldig at miste luften. Jeg føler for den og gør mit bedste for, at den snart er klar igen. Cykelmanden lovede at passe godt på den weekenden over, og mandag sker den rørende genforening af Silver og mig.
Vi har været en del igennem denne sommer, men lad os håbe, at dette tredje besøg kan sætte en stopper for strabadserne. Ved samme lejlighed skulle jeg måske anskaffe en ekstra lås, så vi ikke ender med en evig adskillelse efter alt det her.
Jeg tror, at synderen til overfaldet på fordækket er et af de utallige glasskår, der ligger spredt over stier, gader og stræder i Århus - til stor glæde og jubel for de mange cyklister.
Men nu får hun (Silver, red.) supertykke kvalitetsdæk på, som næsten, altså ikke helt, siger jeg, men næsten er umulige at punktere. To af dem, tak. Og en ekstra cykelkurv, så jeg slipper for at tabe forårsløg, broccoli, skiveskåret Klovborg femten procent, salattern (Plejede det ikke hedde fetaost? Og Salattern? Lyder det ikke mere som salat skåret i tern end ost skåret i tern til salat?) 1,5 procent uden hvidløg og urter, sandwichbrød og avokadoer på vej hjem fra Løvbjerg. Hvor dum har man lov at se ud med en cykel og to overproppede indkøbsposer, der kan eksplodere, hvornår det skulle være, mens man forsøger at fiske sine tabte indkøb op fra vejen, inden der bliver grønt for bilerne?
Og lige et bonusspørgsmål. Hvilke farver skal man blande for at få lilla? Altså pæn lilla. Ikke… Grønlortebrunslilla. Og lella. Ikke liilla. Forsøg at undgå at sige det ord for mange gange efter hinanden. Lillalillalillalillalillalillalillalillalillalilla. Jeg trænger vist til en powernap.
Vi har været en del igennem denne sommer, men lad os håbe, at dette tredje besøg kan sætte en stopper for strabadserne. Ved samme lejlighed skulle jeg måske anskaffe en ekstra lås, så vi ikke ender med en evig adskillelse efter alt det her.
Jeg tror, at synderen til overfaldet på fordækket er et af de utallige glasskår, der ligger spredt over stier, gader og stræder i Århus - til stor glæde og jubel for de mange cyklister.
Men nu får hun (Silver, red.) supertykke kvalitetsdæk på, som næsten, altså ikke helt, siger jeg, men næsten er umulige at punktere. To af dem, tak. Og en ekstra cykelkurv, så jeg slipper for at tabe forårsløg, broccoli, skiveskåret Klovborg femten procent, salattern (Plejede det ikke hedde fetaost? Og Salattern? Lyder det ikke mere som salat skåret i tern end ost skåret i tern til salat?) 1,5 procent uden hvidløg og urter, sandwichbrød og avokadoer på vej hjem fra Løvbjerg. Hvor dum har man lov at se ud med en cykel og to overproppede indkøbsposer, der kan eksplodere, hvornår det skulle være, mens man forsøger at fiske sine tabte indkøb op fra vejen, inden der bliver grønt for bilerne?
Og lige et bonusspørgsmål. Hvilke farver skal man blande for at få lilla? Altså pæn lilla. Ikke… Grønlortebrunslilla. Og lella. Ikke liilla. Forsøg at undgå at sige det ord for mange gange efter hinanden. Lillalillalillalillalillalillalillalillalillalilla. Jeg trænger vist til en powernap.
lørdag den 6. september 2008
Ansøgningernes vilde verden
Min fuldtidsbeskæftigelse for tiden er at skrive ansøgninger. Det er på en måde meget hyggeligt, men man føler sig i høj grad som en egofugl, når man sidder og forklarer, hvor meget man har udrettet, hvilke ord, man vil beskrive sig selv med, "hvis jeg var en børnebog ville jeg være" (Mulvarpen, der ville vide, hvem der havde lagt en lort på dens hoved…), "i min fritid er jeg meget engageret og interesseret i" osv.
Og det gælder om at være anderledes, at skille sig ud. Give dem en grund til at huske (og vælge...) lige netop mig.
Men hvad, hvis man bare er rimelig normal, ikke har læst til dirigent, deltaget i hækkeløb til OL eller rejst jorden rundt sammen med BS?
Det minder lidt om mine pennevenneannoncer i Wendy-bladene i tidernes morgen.
”Heeeeeej med jer! Jeg er bare en super sød og frisk pige på 21 år. Jeg går bare helt vildt kanont op i sumpskildpadder og kanariefugle og derfor håber jeg, at I kan bruge mig i Petworld/Jeg keder mig og søger derfor hesteinteresserede pennevenner fra hele landet, men helst fra Billund, især hvis du har en hest, som jeg kan ride på og passe. Gratis. Men hvis du er fra Kerteminde er det også ok. En million roser til Wendy, Dixie og Joy – og tak for et fantastisk blad!”
Og hvor meget skal man gå i dybden? Er det kun det, der er relevant for jobbet, eller vil de gerne vide hvem man er? At man tegner, spiller violin og laver vinduesmaling i stedet for bare at skrive, at man ser sig selv som kreativ?
Jeg skriver tit kun, at jeg flyttede til Århus i foråret, og det første, jeg bliver spurgt om til jobsamtalen, er, hvor jeg kommer fra. Men heller ikke for meget fortid, vel?
”Som de fleste andre blev jeg født. Og i den forbindelse fik jeg – også som de fleste andre – en mor og en far. Så er det på plads. De opfostrede mig, lærte mig livets vigtigste regler: Du må først gå i vandet en time efter, du har spist – og ikke længere ud end til navlen. Læg aldrig hånden på en varm kogeplade. Gå aldrig med fremmede, heller ikke selv om de tilbyder dig slik eller legetøj. Spis aldrig en rød svamp med hvide prikker på. Pil ikke vingerne af fluer. Børst tænder morgen og aften, ellers kommer Karius og Baktus og smadrer dine tænder med hakker og river. Spis altid det bedste slik på din tallerken først, ellers risikerer du, at det forsvinder til en anden der var hurtigere.
Derefter gav de mig en lillebror, som jeg kunne tyrannisere. Indtil han en dag blev større end mig. Så sluttede vi fred og fik en fælles interesse for Langt fra Las Vegas og pizza.
Derudover gav de mig omsorg. De lærte mig at tro på mig selv. Lige gyldig hvor grim en tegning, jeg lavede, satte de det imponerede smil på og sagde ”Naaaarj, har du lavet den? Hvor ER den flot! Er den til mig?”. Og det gør de i grunden stadig. Må jeg i den forbindelse have lov til at takke min mor. Min far. For altid at have troet på mig. Og min lillebror for at lade mig låne den blå kridtfarve. Hele min familie, min barndomsby, mine klassekammerater, mine buschauffører, der dagligt transporterede mig til Vejle og hjem, mine kæledyr – Musse, you made my day, ekspedienten i ABC, der konsekvent kiggede mig i øjnene og spurgte ”Er der kun 10 frugter i den her pose??”, hvilket fik mig til at rødme, selv om jeg aldrig kunne drømme om at snyde ABC. Og til sidst vil jeg gerne takke samtlige skuespillere i Friends, for at have gjort mine søvnløse nætter til en lang drøm. Jeg kunne aldrig have gjort det her uden jer. Tak for helvede”
Så blev der vist givet rødt kort, hvorefter ansøgningen kom en tur gennem makulatoren.
Man gør eller deltager tit i noget, hvor man får at vide, at "det er godt til CV’et". Men hvorfor er det, at man aldrig kan huske, hvad det var? Var det måske ikke så godt alligevel? Var man fuld, da det skete? Er det i virkeligheden aldrig sket?
Og den er også lidt farlig, for selv om vi er revolutionerende supermennesker, der ikke holder os tilbage, ligger janteloven aldrig mere end et pral væk. Og det kan tit virke som ligegyldigt pral, hvis det ikke har relevans for jobbet.
Og samtidig må man ikke svine sig selv til. Der er ikke noget mere ynkeligt i en ansøgning, og i stedet for at skrive det mellem linjerne, var det nemmere at lave en note på en gul memoseddel og klistre på ydersiden af konvulutten: ”I er sindsyge, hvis I ansætter mig. Jeg er et nul!”. Sender man den på mail, kan det stå i emnelinjen.
Som med alt andet gælder det vel om at finde den gyldne middelvej. Eller se sig tilfreds med at være et helt almindeligt, kedeligt middelmenneske, der også hælder det meste af en liter mælk ud over sin venindes køkkenbord eller tager to forskellige sko på i skole. Men det behøver ikke stå i ansøgningen. De skal nok opdage den hen ad vejen.
Og det gælder om at være anderledes, at skille sig ud. Give dem en grund til at huske (og vælge...) lige netop mig.
Men hvad, hvis man bare er rimelig normal, ikke har læst til dirigent, deltaget i hækkeløb til OL eller rejst jorden rundt sammen med BS?
Det minder lidt om mine pennevenneannoncer i Wendy-bladene i tidernes morgen.
”Heeeeeej med jer! Jeg er bare en super sød og frisk pige på 21 år. Jeg går bare helt vildt kanont op i sumpskildpadder og kanariefugle og derfor håber jeg, at I kan bruge mig i Petworld/Jeg keder mig og søger derfor hesteinteresserede pennevenner fra hele landet, men helst fra Billund, især hvis du har en hest, som jeg kan ride på og passe. Gratis. Men hvis du er fra Kerteminde er det også ok. En million roser til Wendy, Dixie og Joy – og tak for et fantastisk blad!”
Og hvor meget skal man gå i dybden? Er det kun det, der er relevant for jobbet, eller vil de gerne vide hvem man er? At man tegner, spiller violin og laver vinduesmaling i stedet for bare at skrive, at man ser sig selv som kreativ?
Jeg skriver tit kun, at jeg flyttede til Århus i foråret, og det første, jeg bliver spurgt om til jobsamtalen, er, hvor jeg kommer fra. Men heller ikke for meget fortid, vel?
”Som de fleste andre blev jeg født. Og i den forbindelse fik jeg – også som de fleste andre – en mor og en far. Så er det på plads. De opfostrede mig, lærte mig livets vigtigste regler: Du må først gå i vandet en time efter, du har spist – og ikke længere ud end til navlen. Læg aldrig hånden på en varm kogeplade. Gå aldrig med fremmede, heller ikke selv om de tilbyder dig slik eller legetøj. Spis aldrig en rød svamp med hvide prikker på. Pil ikke vingerne af fluer. Børst tænder morgen og aften, ellers kommer Karius og Baktus og smadrer dine tænder med hakker og river. Spis altid det bedste slik på din tallerken først, ellers risikerer du, at det forsvinder til en anden der var hurtigere.
Derefter gav de mig en lillebror, som jeg kunne tyrannisere. Indtil han en dag blev større end mig. Så sluttede vi fred og fik en fælles interesse for Langt fra Las Vegas og pizza.
Derudover gav de mig omsorg. De lærte mig at tro på mig selv. Lige gyldig hvor grim en tegning, jeg lavede, satte de det imponerede smil på og sagde ”Naaaarj, har du lavet den? Hvor ER den flot! Er den til mig?”. Og det gør de i grunden stadig. Må jeg i den forbindelse have lov til at takke min mor. Min far. For altid at have troet på mig. Og min lillebror for at lade mig låne den blå kridtfarve. Hele min familie, min barndomsby, mine klassekammerater, mine buschauffører, der dagligt transporterede mig til Vejle og hjem, mine kæledyr – Musse, you made my day, ekspedienten i ABC, der konsekvent kiggede mig i øjnene og spurgte ”Er der kun 10 frugter i den her pose??”, hvilket fik mig til at rødme, selv om jeg aldrig kunne drømme om at snyde ABC. Og til sidst vil jeg gerne takke samtlige skuespillere i Friends, for at have gjort mine søvnløse nætter til en lang drøm. Jeg kunne aldrig have gjort det her uden jer. Tak for helvede”
Så blev der vist givet rødt kort, hvorefter ansøgningen kom en tur gennem makulatoren.
Man gør eller deltager tit i noget, hvor man får at vide, at "det er godt til CV’et". Men hvorfor er det, at man aldrig kan huske, hvad det var? Var det måske ikke så godt alligevel? Var man fuld, da det skete? Er det i virkeligheden aldrig sket?
Og den er også lidt farlig, for selv om vi er revolutionerende supermennesker, der ikke holder os tilbage, ligger janteloven aldrig mere end et pral væk. Og det kan tit virke som ligegyldigt pral, hvis det ikke har relevans for jobbet.
Og samtidig må man ikke svine sig selv til. Der er ikke noget mere ynkeligt i en ansøgning, og i stedet for at skrive det mellem linjerne, var det nemmere at lave en note på en gul memoseddel og klistre på ydersiden af konvulutten: ”I er sindsyge, hvis I ansætter mig. Jeg er et nul!”. Sender man den på mail, kan det stå i emnelinjen.
Som med alt andet gælder det vel om at finde den gyldne middelvej. Eller se sig tilfreds med at være et helt almindeligt, kedeligt middelmenneske, der også hælder det meste af en liter mælk ud over sin venindes køkkenbord eller tager to forskellige sko på i skole. Men det behøver ikke stå i ansøgningen. De skal nok opdage den hen ad vejen.
tirsdag den 26. august 2008
”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp”
Enten befinder jeg mig for meget på gågaden i Århus, eller også er jeg i en udsat periode. Hver gang jeg, med glæde i sindet, bevæger mig forbi de dejlige butikker, får jeg pludselig øjenkontakt med en meget målrettet person, denne gang en pige. Hun kommer gående imod mig, åbner munden og cirka samtidig får jeg øje på det ufejlbare faresignal. Mappen! Den sorte mappe med det lille uskyldige logo på. Desperat kaster jeg øjnene fra side til side for at spore min nærmeste flugtvej. Men der er for mange mennesker. Det er for sent. Det slår mig, hvor travlt jeg har, men samtidig sidder der en lille lyserød engel på skulderen af mig og siger ”Kom nu, du skal jo ikke nå noget. Gi’ hende 5 minutter af din tid. Er du et dårligt menneske?”.
Okay. OKAY! Du vinder… Dydsmønster.
”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp, må jeg stille dig nogle spørgsmål?
Okay. Så er der styr på, hvem hun er. Og egentlig nej, men siden der sidder et eller andet højrøvet lyserødt fjerdyr på min skulder, er der ikke andet for.
”Ja, selvfølgelig…”
”Kender du os og ved du hvad vi står for?”.
Teknisk set, ja. I står på gaden, hvor I, med en løn på 115 kr. i timen, spotter svage mennesker ud og får dem til - for evigt - at betale 50 kr. i måneden til jeres organisation, da I ellers meget målrettet sender et tæskehold i form af flere smilende hjælpeorganisationsarbejdere ud efter mig.
”Jeg kender jeres navn, ja, men ellers ikke”.
”Okay, jamen vi bla bla bla. Bla bla. Bla”.
”Nå okay! Så forstår jeg bedre, jamen det er også rigtigt. Ja, det burde vi da også”.
Mappen kom frem igen. Den mappe, altså… Jeg fik fremstammet noget om, at jeg var lige ved at melde mig ind i Amnesty International, som tidligere på ugen angreb mig på broen og fik mig til at indse, hvor stor en forskel de gør i verden. Og at jeg da virkelig også burde, og hvor gør de det flot, kom lige med et bifald, nu vi er i gang.
”Jamen det er jo noget helt andet!” Udbrød hun. For hende - ja. For mig - nej. Det er stadig et fast beløb, der hver måned forsvinder fra min konto. Men som hun argumenterede, er det jo bare 50 kr. - en pizza mindre - i måneden. Hvor egoistisk er det lige at sige nej til at give 50 ynkelige kroner, for at 22 små børn i Afrika kan få noget at spise? Sultende børn i øvrigt. Ikke sultne. Hvor gammel kan man max være, når man opdager forskellen mellem sultende og sultne uden at være til grin? Er 20 år for gammelt?
Tilbage til det væsentlige: Det er en kæmpe beslutning at tage. Det er store penge, vi snakker om. Jeg lovede at tænke over det og komme tilbage, hvis jeg besluttede mig (Den har hun nok hørt lidt for mange gange). Hun lod mig modvilligt gå og ti minutter senere krydsede jeg broen, som man altid – ALTID (!) - skal undgå. Men ak, jeg er jo blot et menneske. Jeg spottede ham. Jeg kiggede i en anden retning, som om jeg ikke havde set ham og forsøgte via teleparti at sende ham tanker som ”Vær nådig”.
”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp, må jeg bruge 5 minutter af din tid?” Arrgh!
”Nej, nej, jeg kan ikke klare mere dårlig samvittighed i dag” sagde jeg bønfaldende, mens jeg sidelæns kæmpede mig over mod trappen, væk fra den farlige bro fyldt med glubske hjælpeorganisationsarbejdere.
I morgen melder jeg mig ind i samtlige hjælpeorganisationer i Danmark. Aldrig mere dårlig samvittighed!
Okay. OKAY! Du vinder… Dydsmønster.
”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp, må jeg stille dig nogle spørgsmål?
Okay. Så er der styr på, hvem hun er. Og egentlig nej, men siden der sidder et eller andet højrøvet lyserødt fjerdyr på min skulder, er der ikke andet for.
”Ja, selvfølgelig…”
”Kender du os og ved du hvad vi står for?”.
Teknisk set, ja. I står på gaden, hvor I, med en løn på 115 kr. i timen, spotter svage mennesker ud og får dem til - for evigt - at betale 50 kr. i måneden til jeres organisation, da I ellers meget målrettet sender et tæskehold i form af flere smilende hjælpeorganisationsarbejdere ud efter mig.
”Jeg kender jeres navn, ja, men ellers ikke”.
”Okay, jamen vi bla bla bla. Bla bla. Bla”.
”Nå okay! Så forstår jeg bedre, jamen det er også rigtigt. Ja, det burde vi da også”.
Mappen kom frem igen. Den mappe, altså… Jeg fik fremstammet noget om, at jeg var lige ved at melde mig ind i Amnesty International, som tidligere på ugen angreb mig på broen og fik mig til at indse, hvor stor en forskel de gør i verden. Og at jeg da virkelig også burde, og hvor gør de det flot, kom lige med et bifald, nu vi er i gang.
”Jamen det er jo noget helt andet!” Udbrød hun. For hende - ja. For mig - nej. Det er stadig et fast beløb, der hver måned forsvinder fra min konto. Men som hun argumenterede, er det jo bare 50 kr. - en pizza mindre - i måneden. Hvor egoistisk er det lige at sige nej til at give 50 ynkelige kroner, for at 22 små børn i Afrika kan få noget at spise? Sultende børn i øvrigt. Ikke sultne. Hvor gammel kan man max være, når man opdager forskellen mellem sultende og sultne uden at være til grin? Er 20 år for gammelt?
Tilbage til det væsentlige: Det er en kæmpe beslutning at tage. Det er store penge, vi snakker om. Jeg lovede at tænke over det og komme tilbage, hvis jeg besluttede mig (Den har hun nok hørt lidt for mange gange). Hun lod mig modvilligt gå og ti minutter senere krydsede jeg broen, som man altid – ALTID (!) - skal undgå. Men ak, jeg er jo blot et menneske. Jeg spottede ham. Jeg kiggede i en anden retning, som om jeg ikke havde set ham og forsøgte via teleparti at sende ham tanker som ”Vær nådig”.
”Hej, jeg kommer fra Folkekirkens Nødhjælp, må jeg bruge 5 minutter af din tid?” Arrgh!
”Nej, nej, jeg kan ikke klare mere dårlig samvittighed i dag” sagde jeg bønfaldende, mens jeg sidelæns kæmpede mig over mod trappen, væk fra den farlige bro fyldt med glubske hjælpeorganisationsarbejdere.
I morgen melder jeg mig ind i samtlige hjælpeorganisationer i Danmark. Aldrig mere dårlig samvittighed!
lørdag den 23. august 2008
Kampsport: Seje tøser eller søde piger?
Jeg længes efter en sport, som mine ben kan klare, og jeg tror, det er vigtigt at finde den, før jeg i desperat handling tager løbeskoene på og pådrager mig verdens største og mest uoprettelige sportsskade (lige efter Jason Watt's). Men hvad, men hvad? Lige nu tænker jeg noget i stil med kampsport... Men er det bare mig, eller bliver de piger, der dyrker kampsport lidt psykopatiske? Jeg kan huske en pige fra folkeskolen, der gik til det, som blev ret brutal. Sådan, når kæresten sagde noget drillende fik han lige en lammer på overarmen, så han sad med tårer i øjnene og med en bævrende stemme sagde "Det gjorde ikke ondt!", inden han fik den næste og brød ud i gråd (Det sidste er noget, jeg forestiller mig, men jeg er sikker på, det forekommer, jep jep).
Formentlig tager jeg fejl. Måske får de bare afreageret og kommer i bedre balance med sig selv, ligesom Maise i 2900 Happiness. Findes der noget blidere menneske end hende? Det bliver skønt at se hende i den nye Anja og Victor film OG i 2 gange tv-serie på TV3 (Læg den bombe tilbage og fornem den ironien).
(Udover med den ene af tv-serierne, jeg siger ikke hvilken).
Formentlig tager jeg fejl. Måske får de bare afreageret og kommer i bedre balance med sig selv, ligesom Maise i 2900 Happiness. Findes der noget blidere menneske end hende? Det bliver skønt at se hende i den nye Anja og Victor film OG i 2 gange tv-serie på TV3 (Læg den bombe tilbage og fornem den ironien).
(Udover med den ene af tv-serierne, jeg siger ikke hvilken).
De syngende irske busser
Jeg har ikke noget at sige, men trænger til at skrive lidt.
Det er i dag en stille og rolig lørdag, hvor jeg har 2 missioner:
A) Bage kage
B) Male en elefant, der hopper på trampolin (I forbindelse med projekt "Mal ting i forkert sammenhæng)
Projekt A er vel overstået, ikke prøvesmagt endnu, men den ser rigtig ud (især hvis man drysser lidt flourmelis over, så man ikke kan se de sorte kanter).
Jeg havde en lille konflik med bageuret, men vi fandt ud af det på en ordentlig måde. Kagen skulle ud før tid, og da jeg naivt var på vej ud af køkkenet, kunne jeg pludselig skimte ud af øjenkrogen, at uret hang på køleskabet og grinede hånligt af mig - selvfølgelig så stille, at man ikke kunne høre det. For om 10 minutter, når kagen skulle have været færdig, ville det jo begynde at bippe på livet løs, mens jeg sad allerbedst på min bold, med fingrene i malingen.
Selv HA! tænker jeg, vender mig om, siger "Meget morsomt, muaha!" og trykker på stop. Sådan et latterligt bageur skal ikke tage røven på mig. Og i samme øjeblik vælter min roommate ind ad døren... Bum bum bum... Jeg snakker ikke med mig selv. Jeg er fuldstændig normal. Hej! Heh, der kom lige en besked...
Lidt gamle nyheder som en kombination af, at der er kommet spørgsmål til de syngende irske buschauffører og at jeg ikke oplever noget vildt/sjovt/underligt.
Det var dag 3 i Dublin, da Evan, Jennie, Michael og jeg var på vej tilbage fra vores turistdag. Vi hoppede desperate på en af de grønne busser, for at slippe væk fra den ret voldsomme regn, der havde lagt sig over byen. Vi var ikke de eneste, og disse grønne busser er så smarte, at de består af 2 etager, hvor den øverste ikke er overdækket. Så kan man rigtigt se Dublin, når det ikke regner. Og denne dag var der ingen, der ville se Dublin, de ville bare være for neden, hvor det ikke regnede. Det medførte, at vi stod meget meget tæt pakket sammen. Chaufføren begyndte med at undskylde over vejret, hvorefter han sagde, at hvis nogen var i live, skulle de trampe i gulvet. Tramp, tramp, tramp.
Good! Han ville nu give os 2 muligheder. Vi kunne høre lidt historisk om området. Eller! Han kunne synge en sang for os. Hvis I vil høre en sang: Tramp nu! TRAMP, TRAMP, TRAMP! Vi har en vinder! råbte han. History, it is! Haha, no I'm kidding. Okay! In Duuublin's fair cityyy, where girls are so pretty, I first set my eyes on sweet Mollyyy Malooone, as she pushed her wheelbarrow, through streets broad and narrow, crying, "cockles and mussels, alive, alive oooh"! EVERYBODY! Alive, alive oooh! Alive, alive oooh! Crying, "cockles and mussels, alive, alive ooooh"! (Sangen fortsatte, resten kan høres her: http://www.youtube.com/watch?v=vdxLxnhGnvo&feature=related - havde jeg været forberedt, havde jeg selvfølgelig optaget live showet i bussen. If only I could turn back time). Er de ikke skønne?!
Når jeg skal med 244 til Billund på tirsdag, vil jeg foreslå chaufføren lidt fællessang. Det sætter altså stemningen op!
Det er i dag en stille og rolig lørdag, hvor jeg har 2 missioner:
A) Bage kage
B) Male en elefant, der hopper på trampolin (I forbindelse med projekt "Mal ting i forkert sammenhæng)
Projekt A er vel overstået, ikke prøvesmagt endnu, men den ser rigtig ud (især hvis man drysser lidt flourmelis over, så man ikke kan se de sorte kanter).
Jeg havde en lille konflik med bageuret, men vi fandt ud af det på en ordentlig måde. Kagen skulle ud før tid, og da jeg naivt var på vej ud af køkkenet, kunne jeg pludselig skimte ud af øjenkrogen, at uret hang på køleskabet og grinede hånligt af mig - selvfølgelig så stille, at man ikke kunne høre det. For om 10 minutter, når kagen skulle have været færdig, ville det jo begynde at bippe på livet løs, mens jeg sad allerbedst på min bold, med fingrene i malingen.
Selv HA! tænker jeg, vender mig om, siger "Meget morsomt, muaha!" og trykker på stop. Sådan et latterligt bageur skal ikke tage røven på mig. Og i samme øjeblik vælter min roommate ind ad døren... Bum bum bum... Jeg snakker ikke med mig selv. Jeg er fuldstændig normal. Hej! Heh, der kom lige en besked...
Lidt gamle nyheder som en kombination af, at der er kommet spørgsmål til de syngende irske buschauffører og at jeg ikke oplever noget vildt/sjovt/underligt.
Det var dag 3 i Dublin, da Evan, Jennie, Michael og jeg var på vej tilbage fra vores turistdag. Vi hoppede desperate på en af de grønne busser, for at slippe væk fra den ret voldsomme regn, der havde lagt sig over byen. Vi var ikke de eneste, og disse grønne busser er så smarte, at de består af 2 etager, hvor den øverste ikke er overdækket. Så kan man rigtigt se Dublin, når det ikke regner. Og denne dag var der ingen, der ville se Dublin, de ville bare være for neden, hvor det ikke regnede. Det medførte, at vi stod meget meget tæt pakket sammen. Chaufføren begyndte med at undskylde over vejret, hvorefter han sagde, at hvis nogen var i live, skulle de trampe i gulvet. Tramp, tramp, tramp.
Good! Han ville nu give os 2 muligheder. Vi kunne høre lidt historisk om området. Eller! Han kunne synge en sang for os. Hvis I vil høre en sang: Tramp nu! TRAMP, TRAMP, TRAMP! Vi har en vinder! råbte han. History, it is! Haha, no I'm kidding. Okay! In Duuublin's fair cityyy, where girls are so pretty, I first set my eyes on sweet Mollyyy Malooone, as she pushed her wheelbarrow, through streets broad and narrow, crying, "cockles and mussels, alive, alive oooh"! EVERYBODY! Alive, alive oooh! Alive, alive oooh! Crying, "cockles and mussels, alive, alive ooooh"! (Sangen fortsatte, resten kan høres her: http://www.youtube.com/watch?v=vdxLxnhGnvo&feature=related - havde jeg været forberedt, havde jeg selvfølgelig optaget live showet i bussen. If only I could turn back time). Er de ikke skønne?!
Når jeg skal med 244 til Billund på tirsdag, vil jeg foreslå chaufføren lidt fællessang. Det sætter altså stemningen op!
torsdag den 21. august 2008
Hvornår er du hjemme?
Æææj, hvorfor var der ingen, der mindede mig om det med at være "hjemme"??
I Irland mødte jeg en ældre irsk mand, der boede i Dublin. Han rejste meget - var kommet hjem efter et længere arbejdsophold med hjemløse i LA, for at tage videre til Sydafrika 2 dage efter.
Han fortalte, hvor meget han rejste, hvortil jeg spurgte, om det her så var hans hjem.
"I don't think I have a home", svarede han eftertænksomt.
Tænk at rejse så meget, at man aldrig føler sig hjemme. Det må være specielt. Jeg elsker, når jeg har været i udlandet og kommer hjem med fly, at kunne se de danske marker under mig, lyset fra Billund Airport. Eller når jeg har været rundt i landet og kommer til Billund eller visse dele af Århus. Så er jeg hjemme. Hjemme, hvor jeg kan finde rundt, hvor folk kender mig og jeg kender dem. Hjemme, hvor jeg har mine ting. Men mon ireren ikke også havde og kunne det? Finde rundt kunne han. Og han boede sammen med 3 andre, som bestemt kendte ham. Og hans ting var der. Men Dublin var kun et sted, hvor han ladede op for at komme videre ud i verden og bruge sine kræfter. Det er der bestemt også noget smukt i. Hvad er forskellen på at have et tilholdssted og et hjem? Hvad skal der til at man føler sig hjemme?
Jeg har ikke svaret endnu, men tænker meget over det. Hvis I har et bud, vil jeg meget gerne høre det, inden jeg bestiller 14.300 bøger om psykologi, rejser og hjem på biblioteket, får bibliotekspersonalet til at hade mig bitterligt og får hold i ryggen.
I Irland mødte jeg en ældre irsk mand, der boede i Dublin. Han rejste meget - var kommet hjem efter et længere arbejdsophold med hjemløse i LA, for at tage videre til Sydafrika 2 dage efter.
Han fortalte, hvor meget han rejste, hvortil jeg spurgte, om det her så var hans hjem.
"I don't think I have a home", svarede han eftertænksomt.
Tænk at rejse så meget, at man aldrig føler sig hjemme. Det må være specielt. Jeg elsker, når jeg har været i udlandet og kommer hjem med fly, at kunne se de danske marker under mig, lyset fra Billund Airport. Eller når jeg har været rundt i landet og kommer til Billund eller visse dele af Århus. Så er jeg hjemme. Hjemme, hvor jeg kan finde rundt, hvor folk kender mig og jeg kender dem. Hjemme, hvor jeg har mine ting. Men mon ireren ikke også havde og kunne det? Finde rundt kunne han. Og han boede sammen med 3 andre, som bestemt kendte ham. Og hans ting var der. Men Dublin var kun et sted, hvor han ladede op for at komme videre ud i verden og bruge sine kræfter. Det er der bestemt også noget smukt i. Hvad er forskellen på at have et tilholdssted og et hjem? Hvad skal der til at man føler sig hjemme?
Jeg har ikke svaret endnu, men tænker meget over det. Hvis I har et bud, vil jeg meget gerne høre det, inden jeg bestiller 14.300 bøger om psykologi, rejser og hjem på biblioteket, får bibliotekspersonalet til at hade mig bitterligt og får hold i ryggen.
onsdag den 20. august 2008
Do you speak Danish?
Så er jeg tilbage til det, jeg kalder hjemme (Mind mig lige om det senere...). Jeg holder "After Irland" denne uge. Det inkluderer sortering af billeder med henblik på at få dem fremkaldt, inden min computer hån-griner af mig, mens den sletter alt, der ligger på den. Det inkluderer også gode minder. Og en kæmpe omgang forkølelse. Men det var prisen værd.
I dag har jeg besøg af en koreansk fyr, som jeg har skrevet med nogle måneder. Han er på rejse i Skandinavien. Vi har været på en hyggelig italiensk restaurant ved Åboulevarden, og i nat har jeg tilbudt ham en plads på min ydmyge sofa. Men måske er den ikke så ydmyg endda. Han ankom i går til København. Det første han gjorde var, at hæve nogle penge på sit Visakort. Det næste han gjorde var at bebrejde automaten for ikke at spytte hans kort ud igen. Banken var lukket, men en venlig sjæl hjalp ham hen til politiet, som ikke kunne gøre noget. Men de kunne pege i retningen af et sted for hjemløse, hvor han kunne tilbringe natten for free.
Næste dag gik han tilbage til Danske Bank for at få sit kort - men det kunne de desværre ikke hjælpe ham med. Alle tiders service. Tilfældigvis stødte han ind i en tekniker, som kunne, og han fik sit kort tilbage. Desværre ikke i tide til at komme på sin tur til Struer. Til gengæld fik jeg ham her til Århus lidt tidligere end beregnet, hvilket var ret dejligt. Det er sjovt at møde en, man har skrevet med så længe - og på engelsk.
Han studerer i Boston, USA, så han er flydende i engelsk. Dejligt sprog. Jeg må hellere finde en engelsktalende ven i Århus, så jeg kan blive ved med at øve det mundtlige lidt.
I Irland kunne jeg nogle gange føle mig ekstremt hjælpeløs og ikke gide, at det var så besværligt med engelsk. Ikke fordi det er besværligt. Men visse ord indgår ikke i mit ordforråd. Det er svært at være sjov og tænke hurtigt på engelsk. Og hvor ville det bare være nemmere at kunne snakke på sit eget sprog.
Andre gange var det fedt ikke at snakke det samme som de andre. Især da jeg stødte ind i nordmændene og kunne have en samtale med dem, som kun vi 5 forstod. Alt i alt er jeg vist ret glad for at være fra et lille land med et sprog ikke så mange snakker.
Jeg snakker snart i søvne nu. Tror, jeg siger tak for nu.
I dag har jeg besøg af en koreansk fyr, som jeg har skrevet med nogle måneder. Han er på rejse i Skandinavien. Vi har været på en hyggelig italiensk restaurant ved Åboulevarden, og i nat har jeg tilbudt ham en plads på min ydmyge sofa. Men måske er den ikke så ydmyg endda. Han ankom i går til København. Det første han gjorde var, at hæve nogle penge på sit Visakort. Det næste han gjorde var at bebrejde automaten for ikke at spytte hans kort ud igen. Banken var lukket, men en venlig sjæl hjalp ham hen til politiet, som ikke kunne gøre noget. Men de kunne pege i retningen af et sted for hjemløse, hvor han kunne tilbringe natten for free.
Næste dag gik han tilbage til Danske Bank for at få sit kort - men det kunne de desværre ikke hjælpe ham med. Alle tiders service. Tilfældigvis stødte han ind i en tekniker, som kunne, og han fik sit kort tilbage. Desværre ikke i tide til at komme på sin tur til Struer. Til gengæld fik jeg ham her til Århus lidt tidligere end beregnet, hvilket var ret dejligt. Det er sjovt at møde en, man har skrevet med så længe - og på engelsk.
Han studerer i Boston, USA, så han er flydende i engelsk. Dejligt sprog. Jeg må hellere finde en engelsktalende ven i Århus, så jeg kan blive ved med at øve det mundtlige lidt.
I Irland kunne jeg nogle gange føle mig ekstremt hjælpeløs og ikke gide, at det var så besværligt med engelsk. Ikke fordi det er besværligt. Men visse ord indgår ikke i mit ordforråd. Det er svært at være sjov og tænke hurtigt på engelsk. Og hvor ville det bare være nemmere at kunne snakke på sit eget sprog.
Andre gange var det fedt ikke at snakke det samme som de andre. Især da jeg stødte ind i nordmændene og kunne have en samtale med dem, som kun vi 5 forstod. Alt i alt er jeg vist ret glad for at være fra et lille land med et sprog ikke så mange snakker.
Jeg snakker snart i søvne nu. Tror, jeg siger tak for nu.
lørdag den 16. august 2008
Regnvejr og riverdance
Ved I hvad, der er fedt?
Når man går ud fra en teatersal med et kæmpe smil på læberne og en helt enorm trang til at hoppe, danse og synge. Tak for hjælpen, Riverdance!
Det var meningen, jeg ville ind at se Gaelic Football (Fodbold på irsk, hvor man må bruge både hænder og fødder), for at se, at irerne ikke råber tudefjæs efter modstanderne, når de kommer til skade. Men billetterne så ud til at være udsolgt, så jeg gik i stedet ned til det teater, jeg havde set skilte med musicalen Riverdance. Jeg har ikke fortrudt det, og kommer den til Danmark, vil jeg gerne se den igen. Wow, altså.
Jeg fik endda brug for mine solbriller, da jeg gik hjem - men de lå hjemme på sengen, da det regnede fuldstændig uhæmmet, da jeg tog hjemme fra. Så meget, at jeg måtte skifte tøj efter at have gået en tur først på dagen – og så meget, at jeg tog regnbukser på, da jeg skulle ned til teatret.
Det har været en dejlig sidste dag i Dublin. Det er nu lidt vemodigt at skulle væk herfra. Ikke fordi, der er så meget mere, jeg mangler at se. Byen føles bare lidt hjemlig nu, hvor jeg har lært at finde lidt rundt.
I nat skal jeg dele rum med 3 spaniere og 2 franskmænd – alle af hankøn, hvilket er ret fedt. Jeg skal tidligt op i morgen for at komme ud til lufthavnen, inden flyet drager mod øst (Ja, jeg har bestemt at hoppe på det… Jeg savner rugbrød med ost. Og mit klaver. Og den anden mor til min skilsmissebjørn), og intet ondt om mænd fra Frankrig/Spanien. Men mine erfaringer hidtil siger mig, at de ikke står op klokken 7 for at bruge badeværelset. Väldig bra for meg.
Sidste blogindlæg fra Irland. Det har været så godt. Jeg er glad for at have gjort det og glæder mig til at kunne komme af sted igen. Måske inden så længe? Anne, som jeg boede hos i England har skrevet, at der er plads hos hende i oktober. Men der er længe til endnu. Det siges, planlægning er ikke min bedste egenskab.
Når man går ud fra en teatersal med et kæmpe smil på læberne og en helt enorm trang til at hoppe, danse og synge. Tak for hjælpen, Riverdance!
Det var meningen, jeg ville ind at se Gaelic Football (Fodbold på irsk, hvor man må bruge både hænder og fødder), for at se, at irerne ikke råber tudefjæs efter modstanderne, når de kommer til skade. Men billetterne så ud til at være udsolgt, så jeg gik i stedet ned til det teater, jeg havde set skilte med musicalen Riverdance. Jeg har ikke fortrudt det, og kommer den til Danmark, vil jeg gerne se den igen. Wow, altså.
Jeg fik endda brug for mine solbriller, da jeg gik hjem - men de lå hjemme på sengen, da det regnede fuldstændig uhæmmet, da jeg tog hjemme fra. Så meget, at jeg måtte skifte tøj efter at have gået en tur først på dagen – og så meget, at jeg tog regnbukser på, da jeg skulle ned til teatret.
Det har været en dejlig sidste dag i Dublin. Det er nu lidt vemodigt at skulle væk herfra. Ikke fordi, der er så meget mere, jeg mangler at se. Byen føles bare lidt hjemlig nu, hvor jeg har lært at finde lidt rundt.
I nat skal jeg dele rum med 3 spaniere og 2 franskmænd – alle af hankøn, hvilket er ret fedt. Jeg skal tidligt op i morgen for at komme ud til lufthavnen, inden flyet drager mod øst (Ja, jeg har bestemt at hoppe på det… Jeg savner rugbrød med ost. Og mit klaver. Og den anden mor til min skilsmissebjørn), og intet ondt om mænd fra Frankrig/Spanien. Men mine erfaringer hidtil siger mig, at de ikke står op klokken 7 for at bruge badeværelset. Väldig bra for meg.
Sidste blogindlæg fra Irland. Det har været så godt. Jeg er glad for at have gjort det og glæder mig til at kunne komme af sted igen. Måske inden så længe? Anne, som jeg boede hos i England har skrevet, at der er plads hos hende i oktober. Men der er længe til endnu. Det siges, planlægning er ikke min bedste egenskab.
fredag den 15. august 2008
Søde får, homofår og dræberfår
Back in Dublin! Og ret smertefrit. Jeg nåede den bus, jeg skulle med, selv om det var presset.
Inden var jeg på udlugt i Vestirlands pragtnatur - Connemara. Utroligt, hvor storslående natur kan være. Billederne er rimelig ydmyge i forhold til. Og chaufføren var igen helt fantastisk. Det er de altså bare gode til, de irere. På vejen kørte vi forbi nogle får, han bremsede og holdte stille midt på vejen, selv om den var for smal til, at andre kunne komme forbi.
"Ved nogen hvilken slags får, det her er?" Spurgte han.
Stilhed... Irske får, blev der tøvende gættet på.
Stilhed... Irske får, blev der tøvende gættet på.
"Those are NICE sheep!" Sagde han, med sin irske accent, der lavede "those" om til "doooose".
Lidt efter kom vi til nogle andre får. De havde et blåt spraymærke på ryggen. Og der er jeg selvfølgelig en idiot at tro, at det er for, at bondemanden kan kende sine får fra de andre bondemænds får, når han lader dem gå på fælles græs... Men det blå mærke kendetegner selvfølgelig, at det er BLUE sheep. Drengefår. Der var også pink sheep, pigefår og blå-pink sheep - gay sheep. Og sidst, men ikke mindst: Killer sheep! Galway Tour har efter sigende mistet 2 busser til de voldsomme får, og chaufføren beviste det ved at vise os hjulakslen, der lå i en grøft. "Really??" Sagde nogle amerikanere lidt for alvorligt. Og de skulle i hvert fald ikke ud at tage billeder, mens de sindssyge får gik frit rundt. Hell no!
Nu er der så én dag tilbage i det irske. Naturen er alt for imponerende til at man kan glæde sig til at skulle hjem, men i længden ville det nok ikke være helt udfordrende nok at sidde og glo på den resten af livet. Det bliver både lidt vemodigt og dejligt at vende hjem. Men mon ikke jeg kommer tilbage? Det tror jeg.
torsdag den 14. august 2008
Cliffs of Moher
Irland er fantastisk. Jeg forstår godt, de er så gode til at lave musik her. Inspirationen flyder ind med sådanne omgivelser i alle højder og farver. Ville nogen mon lægge mærke til, hvis jeg glemte at hoppe på flyveren på søndag?
At turde er at leve
Selv om man er en indadvendt, stille eksistens, kan man godt være åben og skabe nye kontakter - hvis man vil. Første aften på hotellet stødte jeg ind i Jenny, en stilfuld, jetlagged amerikaner fra New York City (Jenny from the blok). Vi var begge i Irland på egen hånd og besluttede at slå vores håbløse stedsanser sammen dagen efter.
Under morgenmaden mødte jeg Evan, endnu en amerikaner fra New York, men denne gang fra staten, ikke fra byen. Enorm forskel. Ethan er en ung, meget ambisiøs gut, som har tilbragt de seneste 3 måneder i det grønne land, ligesom hans far gjorde.
Vi var nu 3 på tourholdet, og inden vi kom af sted, kom endnu en amerikaner til: Michael. Sjov, hjertelig mand fra North Carolina, men uden den frygtelige dialekt, sådan nogle til tider kan have.
Det var fedt. Vi startede alle hver for sig, og allerede første aften kunne vi ikke forstå, at vi kun havde kendt hinanden siden morgenmaden.
De havde alle noget, de gerne ville se. Vi begyndte på den grønne tourbus, hoppede af ved ølbryggeriet Guinnes, hvor vi var på en længere rundtur og prøvesmagning. Nogen frivillige til at trykke på den røde knap? Ethan, ja, kom du herind.
Derefter videre til Whiskeybryggeriet Jameson. Igen prøvesmagning - er der nogen frivillige til at teste verdens forskellige whiskeies - Evan har en hånd i vejret!
Om aftenen tog vi ind og se Batman - The Dark Knight. Selv om halvpoppet chick litt tøs som jeg, syntes den var rigtig god, så ta' ind og se den! Hvis det regner og du ikke har meget andet at lave.
Endnu senere om aftenen var der bytur på de forskellige pubs. Ret forskelligt fra DK, fordi alle bare snakker sammen. Og der, som tidligere nævnt, næsten ikke er nogen irere.
Inden vi tog afsked med hinanden, var vi en tur på Trinity Collage, der også var meget fint.
Jeg har fået afkræftet (og bekræftet) mange fordomme om amerikanere på de 2 dage. De er ikke intetvidende og dumme, som udvalgte videoer på YouTube kunne hentyde til (http://www.youtube.com/watch?v=HHXbvzlVv14, http://www.youtube.com/watch?v=C6r1IcY1pv0 - kan også anbefales!) I thought Europe WAS a contry! I know they speak French there. Nej nej nej. Sådan var de langt fra. Men spækket af selvtillid, non-stop snakkende den yngste med baseball cap og seriøse ambisioner om, at blive præsident of the United States.
Turen er nu gået videre til vestkysten, Galway, hvor natur dominerer over kultur, hvilket er en fornuftig forskel fra Dublin. Billeder senere på dagen, hvis jeg kan uploade dem.
Hele sommeren har jeg været i tvivl, om jeg kunne rejse alene. Det er jeg ikke mere. Selvfølgelig kan jeg. Det gælder om at turde.
Under morgenmaden mødte jeg Evan, endnu en amerikaner fra New York, men denne gang fra staten, ikke fra byen. Enorm forskel. Ethan er en ung, meget ambisiøs gut, som har tilbragt de seneste 3 måneder i det grønne land, ligesom hans far gjorde.
Vi var nu 3 på tourholdet, og inden vi kom af sted, kom endnu en amerikaner til: Michael. Sjov, hjertelig mand fra North Carolina, men uden den frygtelige dialekt, sådan nogle til tider kan have.
Det var fedt. Vi startede alle hver for sig, og allerede første aften kunne vi ikke forstå, at vi kun havde kendt hinanden siden morgenmaden.
De havde alle noget, de gerne ville se. Vi begyndte på den grønne tourbus, hoppede af ved ølbryggeriet Guinnes, hvor vi var på en længere rundtur og prøvesmagning. Nogen frivillige til at trykke på den røde knap? Ethan, ja, kom du herind.
Derefter videre til Whiskeybryggeriet Jameson. Igen prøvesmagning - er der nogen frivillige til at teste verdens forskellige whiskeies - Evan har en hånd i vejret!
Om aftenen tog vi ind og se Batman - The Dark Knight. Selv om halvpoppet chick litt tøs som jeg, syntes den var rigtig god, så ta' ind og se den! Hvis det regner og du ikke har meget andet at lave.
Endnu senere om aftenen var der bytur på de forskellige pubs. Ret forskelligt fra DK, fordi alle bare snakker sammen. Og der, som tidligere nævnt, næsten ikke er nogen irere.
Inden vi tog afsked med hinanden, var vi en tur på Trinity Collage, der også var meget fint.
Jeg har fået afkræftet (og bekræftet) mange fordomme om amerikanere på de 2 dage. De er ikke intetvidende og dumme, som udvalgte videoer på YouTube kunne hentyde til (http://www.youtube.com/watch?v=HHXbvzlVv14, http://www.youtube.com/watch?v=C6r1IcY1pv0 - kan også anbefales!) I thought Europe WAS a contry! I know they speak French there. Nej nej nej. Sådan var de langt fra. Men spækket af selvtillid, non-stop snakkende den yngste med baseball cap og seriøse ambisioner om, at blive præsident of the United States.
Turen er nu gået videre til vestkysten, Galway, hvor natur dominerer over kultur, hvilket er en fornuftig forskel fra Dublin. Billeder senere på dagen, hvis jeg kan uploade dem.
Hele sommeren har jeg været i tvivl, om jeg kunne rejse alene. Det er jeg ikke mere. Selvfølgelig kan jeg. Det gælder om at turde.
onsdag den 13. august 2008
De vildfarende turister
Dublin er et sted, hvor man ikke går tilbage efter sin mobiltelefon, men aldrig kunne finde på at forlade et sted uden at have sin paraply med sig. Det erfarede den vildfarende Kat hurtigt og kom derfor i besiddelse af en yndig lilla paraply til evigt minde om det regnfulde Dublin. Siden er der ikke faldet en dråbe.
Nå ja, måske skulle vi starte fra begyndelsen. Det hele begyndte en nat, hvor jeg manglede luft under vingerne. Selv om klokken var 4 og der var omkring 36 timer til afgang, kom jeg til at trykke ”order” på ryanair’s side. Og bingo, så var der billet tur/retur til Dublin.
Jeg har nu været her 4 dage, hver dag uden at ane, hvad der ville ske (Mon nogen af os i virkeligheden ved det?). På flyveren mødte danske Pan, der bor og arbejder i Dublin, og han tilbød, at jeg kunne låne hans sofa og samtidig tage med ind på hans yndlings/stamrestaurant, der lavede den bedste indiske mad. Pan går meget op i buddhisme og vi fik os nogle dybere spirituelle samtaler undervejs.
Dagen efter gik turen videre til Dublin C. Jeg sprang på en bybus, der altså konsekvent kører i den forkerte side af vejen! Magen til sær opførsel altså…
Så kommer det fantastiske øjeblik, hvor man virkelig føler sig i vejen. Først på grund af en ikke så handy kuffert, men jeg fik den endelig bakset ind og var klar til at få en billet. Til centrum, tak... Vi er i centrum, hahaha. Right… LÆNGERE ind mod centrum så. Hahahaha, 1,5 euro, tak. Ja tak. Vi tager kun mønter… Dammit… Efter en lettere forsinkelse pga. skide turister kunne vi fortsætte vores færd mod City Centre – hvor jeg intet anede om, hvor jeg skulle af. Men det kommet jo nok! Hvor svært kan sådan noget være?
Derfra gik det godt. Jeg farede vild, fandt hostellet og fik chekket ind. Opsporede lidt frokost, helt fantastisk milkshake og en bænk ved floden Liffey (som min gode tyske ven, Lars, har lært mig navnet på - og derudover vidste jeg det selvfølgelig også i forvejen, med min storartede geografiske viden). Hvis jeg lige skal blære mig lidt med min (nyerhvervede) paratviden, er floden sort pga. de sorte alger, der farver vandet. Aha! Og hvis nogen mener noget andet, vil jeg gerne lige vide det, så jeg kan rette det i min hukommelse, inden jeg udsætter mig selv for noget pinligt – at spille smart med min almene viden på min blog f.eks.
Stemningen var dejlig. Lad mig forsøge at beskrive den, med ord, så du næsten har været der. Nærgående duer, der æder alt fra brødkrummer til cigaretskodder, et barn, der skriger ”don’t let go”, mens hans mor læner ham udover brokanten (for sjov, sagsøg hende ikke for at være en dårlig mor). Det så faktisk ret sjovt ud). Et kærestepar, der midt i en meget heftig kyssescene, blev afbrudt af en nobel, ældre herre med stok, som tog en samtale med dem (Gad vide hvilke associationer, det gav ham). Inden han tog afsked med dem, lagde han en hånd på hvert af deres hoveder, hvorefter han klappede. Betyder det at han frelser dem eller at han gifter dem? Hvis han frygtede for sex for ægteskab, kan jeg ikke bebrejde ham, hans bange anelser.
På irsk betyder rødt lys ikke rødt lys. Og det er simpelt, hvis man er født i Dublin, men ikke så meget, hvis man er født et sted, hvor der er 28 rundkørsler, men kun 1 lyskryds.
Den irske hovedstad er også meget international, og under en bytur skal man være heldig, for faktisk at støde ind i en irer. Den eneste måde, man ved, man har øje på en vaskeægte irer er, ved at se dem krydse gaden. Dem der med et ubekymret blik og hænderne i lommerne vader mellem biler, scootere og bybusser er irske! Og så dialekten selvfølgelig, hvis man er så heldig at få lov at høre dem snakke.
Kvinderne er alle sammen mørkhårede på en helt speciel måde. Nærmest sort, men med et rødt skær, der gør det ret specielt.
For at føle sig rigtig touristy og for at lære byen lidt at kende, sprang jeg på en af de famøse tourbusser. Vind i håret er jo altid et hit og derudover var vores chauffør hele turen værd. Lunefuld og morsom. Jeg har tidligere taget sådan en bus i London og Cambridge, men der var en monoton historisk beretning og et par søde høretelefoner, mens den irske chauffør underholdte med indslag og sætninger som ”Shallow of fuckers”, ”you can’t become a horse, but you can become an arse” en yndig irsk sang og nyttige facts som, da Dronning Victoria befalede alle irere at male deres hoveddøre sorte, malede de dem alle andre farver end sort.
Vi er nu kommet til mandag aften, så senere vil der komme et indlæg fra en meget kulturel og sjov dag i går. Over and out..
Nå ja, måske skulle vi starte fra begyndelsen. Det hele begyndte en nat, hvor jeg manglede luft under vingerne. Selv om klokken var 4 og der var omkring 36 timer til afgang, kom jeg til at trykke ”order” på ryanair’s side. Og bingo, så var der billet tur/retur til Dublin.
Jeg har nu været her 4 dage, hver dag uden at ane, hvad der ville ske (Mon nogen af os i virkeligheden ved det?). På flyveren mødte danske Pan, der bor og arbejder i Dublin, og han tilbød, at jeg kunne låne hans sofa og samtidig tage med ind på hans yndlings/stamrestaurant, der lavede den bedste indiske mad. Pan går meget op i buddhisme og vi fik os nogle dybere spirituelle samtaler undervejs.
Dagen efter gik turen videre til Dublin C. Jeg sprang på en bybus, der altså konsekvent kører i den forkerte side af vejen! Magen til sær opførsel altså…
Så kommer det fantastiske øjeblik, hvor man virkelig føler sig i vejen. Først på grund af en ikke så handy kuffert, men jeg fik den endelig bakset ind og var klar til at få en billet. Til centrum, tak... Vi er i centrum, hahaha. Right… LÆNGERE ind mod centrum så. Hahahaha, 1,5 euro, tak. Ja tak. Vi tager kun mønter… Dammit… Efter en lettere forsinkelse pga. skide turister kunne vi fortsætte vores færd mod City Centre – hvor jeg intet anede om, hvor jeg skulle af. Men det kommet jo nok! Hvor svært kan sådan noget være?
Derfra gik det godt. Jeg farede vild, fandt hostellet og fik chekket ind. Opsporede lidt frokost, helt fantastisk milkshake og en bænk ved floden Liffey (som min gode tyske ven, Lars, har lært mig navnet på - og derudover vidste jeg det selvfølgelig også i forvejen, med min storartede geografiske viden). Hvis jeg lige skal blære mig lidt med min (nyerhvervede) paratviden, er floden sort pga. de sorte alger, der farver vandet. Aha! Og hvis nogen mener noget andet, vil jeg gerne lige vide det, så jeg kan rette det i min hukommelse, inden jeg udsætter mig selv for noget pinligt – at spille smart med min almene viden på min blog f.eks.
Stemningen var dejlig. Lad mig forsøge at beskrive den, med ord, så du næsten har været der. Nærgående duer, der æder alt fra brødkrummer til cigaretskodder, et barn, der skriger ”don’t let go”, mens hans mor læner ham udover brokanten (for sjov, sagsøg hende ikke for at være en dårlig mor). Det så faktisk ret sjovt ud). Et kærestepar, der midt i en meget heftig kyssescene, blev afbrudt af en nobel, ældre herre med stok, som tog en samtale med dem (Gad vide hvilke associationer, det gav ham). Inden han tog afsked med dem, lagde han en hånd på hvert af deres hoveder, hvorefter han klappede. Betyder det at han frelser dem eller at han gifter dem? Hvis han frygtede for sex for ægteskab, kan jeg ikke bebrejde ham, hans bange anelser.
På irsk betyder rødt lys ikke rødt lys. Og det er simpelt, hvis man er født i Dublin, men ikke så meget, hvis man er født et sted, hvor der er 28 rundkørsler, men kun 1 lyskryds.
Den irske hovedstad er også meget international, og under en bytur skal man være heldig, for faktisk at støde ind i en irer. Den eneste måde, man ved, man har øje på en vaskeægte irer er, ved at se dem krydse gaden. Dem der med et ubekymret blik og hænderne i lommerne vader mellem biler, scootere og bybusser er irske! Og så dialekten selvfølgelig, hvis man er så heldig at få lov at høre dem snakke.
Kvinderne er alle sammen mørkhårede på en helt speciel måde. Nærmest sort, men med et rødt skær, der gør det ret specielt.
For at føle sig rigtig touristy og for at lære byen lidt at kende, sprang jeg på en af de famøse tourbusser. Vind i håret er jo altid et hit og derudover var vores chauffør hele turen værd. Lunefuld og morsom. Jeg har tidligere taget sådan en bus i London og Cambridge, men der var en monoton historisk beretning og et par søde høretelefoner, mens den irske chauffør underholdte med indslag og sætninger som ”Shallow of fuckers”, ”you can’t become a horse, but you can become an arse” en yndig irsk sang og nyttige facts som, da Dronning Victoria befalede alle irere at male deres hoveddøre sorte, malede de dem alle andre farver end sort.
Vi er nu kommet til mandag aften, så senere vil der komme et indlæg fra en meget kulturel og sjov dag i går. Over and out..
torsdag den 7. august 2008
Skat, hvad sker der for toiletpapiret?
Natten er ung og jeg bladrer lidt i nogle pigeblade og forsøger at falde i søvn. Det er underholdningsniveauet dog lidt for højt til.
Jeg er faldet over en række spørgsmål, der i 2004 blev stillet en flok tilfældige danske mænd, for at vi piger, kan se, hvad de kan lide og ikke kan lide. Know your enemy og det der...
Mange fornuftige svar. Eksempelvist har vi her Mikael fra Esbjerg. Velkommen til ham! Tak for det. Og vi spoler lige frem til det væsentlige.
Hvad hader du mest?
Når kvinder vender toiletpapiret forkert...
(Fornem stilheden...)
Aha!
Interessant svar...
Vi er enige om, at en hvilken som helst skønhedsdronning (undtagen Gracie Lou Freebush) ville finde sit yndigste smil frem, lægge hovedet på skrå og svare "World Peace". Selvfølgelig.
Man kunne også være mere specifik og sige... Ja, for eksempel: Krig, sygdom, folk der morer sig selv på andres bekostning, risengrød, når jeg taber min mobil i toilettet, regnvejr, tømmermænd, folk der tager andres vasketider, at høre piloten sige "shit, hvad skete der med reservemotoren", kort efter at have advaret om motorstop, edderkopper, når EfB taber en fodboldkamp... Mulighederne er tydeligvist mange.
Hvem er jeg at dømme, men jeg undrede mig måske en anelse, da jeg læste, at det mest irritende tidspunkt, han kender til er, når han er på toilettet og en eller anden psyko bitch har vendt det toiletpapir, som han netop skal til at bruge, forkert. Frygtelig verden, vi lever i. Hvor er menneskerettighederne henne?
Pyh, det gav fred i sindet. Nu kan jeg sove roligt.
Jeg er faldet over en række spørgsmål, der i 2004 blev stillet en flok tilfældige danske mænd, for at vi piger, kan se, hvad de kan lide og ikke kan lide. Know your enemy og det der...
Mange fornuftige svar. Eksempelvist har vi her Mikael fra Esbjerg. Velkommen til ham! Tak for det. Og vi spoler lige frem til det væsentlige.
Hvad hader du mest?
Når kvinder vender toiletpapiret forkert...
(Fornem stilheden...)
Aha!
Interessant svar...
Vi er enige om, at en hvilken som helst skønhedsdronning (undtagen Gracie Lou Freebush) ville finde sit yndigste smil frem, lægge hovedet på skrå og svare "World Peace". Selvfølgelig.
Man kunne også være mere specifik og sige... Ja, for eksempel: Krig, sygdom, folk der morer sig selv på andres bekostning, risengrød, når jeg taber min mobil i toilettet, regnvejr, tømmermænd, folk der tager andres vasketider, at høre piloten sige "shit, hvad skete der med reservemotoren", kort efter at have advaret om motorstop, edderkopper, når EfB taber en fodboldkamp... Mulighederne er tydeligvist mange.
Hvem er jeg at dømme, men jeg undrede mig måske en anelse, da jeg læste, at det mest irritende tidspunkt, han kender til er, når han er på toilettet og en eller anden psyko bitch har vendt det toiletpapir, som han netop skal til at bruge, forkert. Frygtelig verden, vi lever i. Hvor er menneskerettighederne henne?
Pyh, det gav fred i sindet. Nu kan jeg sove roligt.
onsdag den 6. august 2008
Næsten Lykkelig
Som bekendt er nordjyderne Danmarks lykkeligste folk, med østjyderne på en snæver andenplads. Jeg har længe undret mig over, hvordan man kunne måle sådan noget, og det er jeg ikke alene om. På TV2 Østjylland var der et interview med en vaskeægte nordjyde (med en vaskeægte nordjysk dialekt, mmm), der gav sit syn på sagen.
For det første kunne han ikke forstå, at københavnerne havde fået en tredjeplads, men var overbevist om, at det var fordi så mange nordjyder drager til hovedstaden, og dermed tager deres lykkelige sind med sig. Så i virkeligheden er det eksilnordjyder, der bringer københavnerne op på en tredjeplads.
Derefter undrede han sig over, at så mange nordjyder havde sagt ja, til at være lykkelige, for det var slet ikke et ord i deres aktive ordforråd. Ligesom elsker. I stedet for at sige "Jeg elsker dig dæleme, skat" siger man jo også "Skat, du laver nu nog'n dejli' fiskefrikadeller".
Det eneste tidspunkt, man kunne finde på at bruge ordet "lykkelig" ville være, hvis man lykkeligt havde glemt noget. Det kalder jeg lykke!
For det første kunne han ikke forstå, at københavnerne havde fået en tredjeplads, men var overbevist om, at det var fordi så mange nordjyder drager til hovedstaden, og dermed tager deres lykkelige sind med sig. Så i virkeligheden er det eksilnordjyder, der bringer københavnerne op på en tredjeplads.
Derefter undrede han sig over, at så mange nordjyder havde sagt ja, til at være lykkelige, for det var slet ikke et ord i deres aktive ordforråd. Ligesom elsker. I stedet for at sige "Jeg elsker dig dæleme, skat" siger man jo også "Skat, du laver nu nog'n dejli' fiskefrikadeller".
Det eneste tidspunkt, man kunne finde på at bruge ordet "lykkelig" ville være, hvis man lykkeligt havde glemt noget. Det kalder jeg lykke!
lørdag den 2. august 2008
Feriecitater
Midt i weekendens travlhed, må ventetiden lige udnyttes til et blogindlæg!
Jeg har gennem ferien lagt sind til mange smukke, filosofiske og underholdende citater. De 2 bedste har jeg udvalgt som årets feriecitatervindere.
Det første fandt sted for en måneds tid siden. Min veninde, Natasha, og jeg var ude at gå en tur i skoven og tog et ophold, med en tranebærmuffin, på stranden. Mens vi sad der, ved siden af hinanden, udbrød hun det, jeg for nogle år siden tænkte på, om jeg, på et tidspunkt, ville opleve med en ven eller veninde.
"Når man kender hinanden så godt, føles det ikke forkert ikke at sige noget. Det er nok bare at være sammen".
Lige præcis. Stilheden føltes hverken forkert eller akavet. Ingen trang til at råbe "Nå, der gik nok en engel gennem rummet!!". Bare være sammen.
Det andet citat har min lillebror (jeg har lovet ikke at nævne nogen navne, da han er så beskeden) æren for. Han fremsagde det under vores sommerhusophold i Ebeltoft. Vi var begge på badeværelset, han i badet, jeg foran spejlet i gang med hår og make up. Flere detaljer behøver du vist ikke. Ordene taler for sig selv:
"Det er skide irriterende, når jeg er i bad, slukker min røv hele tiden for vandet".
Poetisk såvel som filosofisk. Endnu en klar feriecitatvinder!
Jeg har gennem ferien lagt sind til mange smukke, filosofiske og underholdende citater. De 2 bedste har jeg udvalgt som årets feriecitatervindere.
Det første fandt sted for en måneds tid siden. Min veninde, Natasha, og jeg var ude at gå en tur i skoven og tog et ophold, med en tranebærmuffin, på stranden. Mens vi sad der, ved siden af hinanden, udbrød hun det, jeg for nogle år siden tænkte på, om jeg, på et tidspunkt, ville opleve med en ven eller veninde.
"Når man kender hinanden så godt, føles det ikke forkert ikke at sige noget. Det er nok bare at være sammen".
Lige præcis. Stilheden føltes hverken forkert eller akavet. Ingen trang til at råbe "Nå, der gik nok en engel gennem rummet!!". Bare være sammen.
Det andet citat har min lillebror (jeg har lovet ikke at nævne nogen navne, da han er så beskeden) æren for. Han fremsagde det under vores sommerhusophold i Ebeltoft. Vi var begge på badeværelset, han i badet, jeg foran spejlet i gang med hår og make up. Flere detaljer behøver du vist ikke. Ordene taler for sig selv:
"Det er skide irriterende, når jeg er i bad, slukker min røv hele tiden for vandet".
Poetisk såvel som filosofisk. Endnu en klar feriecitatvinder!
tirsdag den 29. juli 2008
Enemy Defeated
HAHAHA!! Kat-Verden: 1-0. Det lykkedes! MUAHA! Kom igen, dumme verden (nej, lad være...). Nu er shopping-helvedet brudt for altid. Endelig lykkedes det at tage på shopping, uden at gå hjem med en depression. Men til gengæld 5 poser med tøj. Og mere end 1 stykke i hver. Bifald - stort bifald, tak.
Forestil dig det. Ikke den store optimisme. Missionen var at finde en kjole til et sølvbryllup onsdag. Og hvor smart er det at købe tøj i sidste øjeblik til sådan noget?
Men da jeg stod i prøverummet med en større omgang tøj og stykke efter stykke passede og sad godt, kom den optimistiske attitude tilbage. Ja, hvis ikke det var fordi, jeg ville skåne butikspersonalet var jeg nok brudt ud i sang til Nik & Jay feat. LOC remix, der kørte i radioen. Men hvorfor straffe dem for at have godt tøj?
Det endte med, at jeg fik 2 kjoler med hjem (og en masse andet), så nu er det lige med at vælge hvilken. Sådan et dilemma har jeg vist ikke haft før.
Mulighederne er:
- Lilla kjole, der går til over knæene
- Blå kjole, der går til under knæene, uden stropper
Den sidste er nok mest aktuel, men jeg er lidt betænkelig ved de manglende stropper. Stoffet kunne godt gøre, at det blev varmt undervejs. Men hellere varm kjole og gnavende sko end jakkesæt og lukkede sko (nu snakker vi, hvis ikke jeg var pige). Man kan også bare gå så hårdt til vinen, at man smider både sko og kjole inden desserten. Eneste problem er her, at det er et familiesølvbryllup, ikke en polterabend... Eller et crazy crazy beach party for herre vildt (Nu er jeg snart på bølgelængde med ungdommen nu til dags).
Formentlig bliver det en "sidste sekund"-afgørelse, som sådan noget altid gør. Det är jätte bra. Succesoplevelse. Mere shopping!
Forestil dig det. Ikke den store optimisme. Missionen var at finde en kjole til et sølvbryllup onsdag. Og hvor smart er det at købe tøj i sidste øjeblik til sådan noget?
Men da jeg stod i prøverummet med en større omgang tøj og stykke efter stykke passede og sad godt, kom den optimistiske attitude tilbage. Ja, hvis ikke det var fordi, jeg ville skåne butikspersonalet var jeg nok brudt ud i sang til Nik & Jay feat. LOC remix, der kørte i radioen. Men hvorfor straffe dem for at have godt tøj?
Det endte med, at jeg fik 2 kjoler med hjem (og en masse andet), så nu er det lige med at vælge hvilken. Sådan et dilemma har jeg vist ikke haft før.
Mulighederne er:
- Lilla kjole, der går til over knæene
- Blå kjole, der går til under knæene, uden stropper
Den sidste er nok mest aktuel, men jeg er lidt betænkelig ved de manglende stropper. Stoffet kunne godt gøre, at det blev varmt undervejs. Men hellere varm kjole og gnavende sko end jakkesæt og lukkede sko (nu snakker vi, hvis ikke jeg var pige). Man kan også bare gå så hårdt til vinen, at man smider både sko og kjole inden desserten. Eneste problem er her, at det er et familiesølvbryllup, ikke en polterabend... Eller et crazy crazy beach party for herre vildt (Nu er jeg snart på bølgelængde med ungdommen nu til dags).
Formentlig bliver det en "sidste sekund"-afgørelse, som sådan noget altid gør. Det är jätte bra. Succesoplevelse. Mere shopping!
tirsdag den 22. juli 2008
De jyske bakketoppe
Hvad er det dummeste, man på en 2 gange 2½ timers køretur kan glemme, når man er det mest rastløse menneske i verden? Sin bog! Og sin musik... Men den havde jeg, mens bogen lå hjemme på stuebordet.
I stedet fik jeg lejlighed til at kigge lidt ud på naturen, der susede forbi. Det samler mange tanker. Ikke seriøse eller fornuftige, filosofiske tanker. Bare tanker. På hjemvejen lå skyerne lavt på himlen, hvor solen kastede sit røde lys på dem. Det lignede bjerge, der skød op i landskabet, og jeg tænkte på, hvordan det ville være at vågne op og skue ud over et bjergpræget landskab.
Det ville kræve en flytning. Selvom Jylland er besidder nogle af de mest fantastiske bjerge i verden (Himmelbjerget, Mols' Bjerge, Ejer Baunehøj, Gl. Rye, Lindeballe - fornem ironien), er det bare ikke det samme, vel? Det er bakker. Små ynkelige bakker. Ikke at jeg undervurderer dem, når mine lårmuskler, der stadig af præget af deres opvækst i Billund, syrer ved den mindste stigning. Men det er ikke just Tour de France.
De jyske fjelde kan langt fra måle sig med fantasiens bjergidyl.
I stedet fik jeg lejlighed til at kigge lidt ud på naturen, der susede forbi. Det samler mange tanker. Ikke seriøse eller fornuftige, filosofiske tanker. Bare tanker. På hjemvejen lå skyerne lavt på himlen, hvor solen kastede sit røde lys på dem. Det lignede bjerge, der skød op i landskabet, og jeg tænkte på, hvordan det ville være at vågne op og skue ud over et bjergpræget landskab.
Det ville kræve en flytning. Selvom Jylland er besidder nogle af de mest fantastiske bjerge i verden (Himmelbjerget, Mols' Bjerge, Ejer Baunehøj, Gl. Rye, Lindeballe - fornem ironien), er det bare ikke det samme, vel? Det er bakker. Små ynkelige bakker. Ikke at jeg undervurderer dem, når mine lårmuskler, der stadig af præget af deres opvækst i Billund, syrer ved den mindste stigning. Men det er ikke just Tour de France.
De jyske fjelde kan langt fra måle sig med fantasiens bjergidyl.
lørdag den 19. juli 2008
Kunsten at pakke en bil
Så ka' jeg huske, hvad familieferie er igen!
Faktisk kunne jeg huske det, det øjeblik, jeg så deres bil, da de skulle hente mig i Århus. Stakkels Opel. Tung bagtil på grund af alt det (forbandede helvedes til lort - citat: min far), som min mor mente, var nødvendigt til turen.
Hvad skal vi bruge alt det til? Tøj, mad, spil, sengetøj, håndklæder, toiletting. Jeg kan godt følge ham. Ae't da nøwendi'?! Det er jo æj jordomrejse vi er på, vel?
Vi har i dag besøg af min moster og onkel, som også havde hver deres mening om, hvor meget man behøver at pakke til de 2 dage, de er hos os.
Konklusion set ud fra en fuldstændig neutral synsvinkel (og overhovedet ikke påvirket af, at mine kønskromosomer er magen til min mor og mosters): Mænd skal lære selv at pakke deres ting. Eller værdsætte deres tålmodige koners pakkemetoder. Det eneste, vi ikke har fået med er minifrikadellerne i fryseren og staniol. Respekt til mødre.
Der går ondsindede rygter om, at vi skal til teltbal med Kandis i aften, men til alles store skuffelse kan jeg ikke komme med. Jeg har en vigtig aftale med Pocahontas. Og der kommer speedway. Så er det afgjort.
Faktisk kunne jeg huske det, det øjeblik, jeg så deres bil, da de skulle hente mig i Århus. Stakkels Opel. Tung bagtil på grund af alt det (forbandede helvedes til lort - citat: min far), som min mor mente, var nødvendigt til turen.
Hvad skal vi bruge alt det til? Tøj, mad, spil, sengetøj, håndklæder, toiletting. Jeg kan godt følge ham. Ae't da nøwendi'?! Det er jo æj jordomrejse vi er på, vel?
Vi har i dag besøg af min moster og onkel, som også havde hver deres mening om, hvor meget man behøver at pakke til de 2 dage, de er hos os.
Konklusion set ud fra en fuldstændig neutral synsvinkel (og overhovedet ikke påvirket af, at mine kønskromosomer er magen til min mor og mosters): Mænd skal lære selv at pakke deres ting. Eller værdsætte deres tålmodige koners pakkemetoder. Det eneste, vi ikke har fået med er minifrikadellerne i fryseren og staniol. Respekt til mødre.
Der går ondsindede rygter om, at vi skal til teltbal med Kandis i aften, men til alles store skuffelse kan jeg ikke komme med. Jeg har en vigtig aftale med Pocahontas. Og der kommer speedway. Så er det afgjort.
fredag den 18. juli 2008
The Last Goodbye
The last goodbye. Om en time (Oprindeligt om 25 minutter, men vi er lige en halv time forsinkede... Hvilken overraskelse!) drager jeg ud på en længere rejse, destination: Ebeltoft.
Efter dette blogindlæg skal jeg tage en tårevældende afsked med mit klaver. Hvor ville jeg ønske, at den dims, der ofte forekommer i tegnefilm, var opfundet. I ved, den, som formindsker de store ting, når man trykker på den røde knap i enden. Og selvfølgelig den anden vej også. Der er ikke så meget sjov i et miniature klaver. Det ville også gøre det nemmere at "pakke let", som man ofte får ordrer om.
I år har jeg lagt vægt på underholdning. Guitar, maling, bøger, lærred, computer, notesbog, flere bøger og musik frem for tøj, make-up, hårprodukter og regntøj. Eller... Regntøj i hvert fald. Jeg er måske lidt naiv. Men faktisk tror jeg, at vejret har tænkt sig at holde tørt. Og ellers kan jeg sidde med guitaren eller et maleri indendøre, mens de andre render rundt med gummistøvler og fiskesnørre i regnen. Måske bage boller og lave varm kakao, som de, med røde kinder og snuder, kommer ind og får, mens melodien fra "Den gamle fabrik" reklamerne kører i baggrunden. Okay, nu tog idyllen overhånd... Hvordan skulle jeg nogensinde kunne bage boller?
Jeg modtog i morges en e-mail fra min bamsefar om, at der er trådsløst net i HELE sommerhuset. I en skov. I Ebeltoft. Right...
Ikke at jeg er skeptisk... Jeg vil hylde Ebeltoft for dens åbne sind, hvis de kan yde noget, hverken Billund C eller Århus N kan levere. Flytte derop måske? Ej, nu går jeg for vidt.
I samme e-mail berettede min far om, at han glædede sig til at være sammen med mig en HEL uge. Det tror jeg, vi skal tjekke op på næste fredag. Jeg svarede i øvrigt, at jeg selvfølgelig også glædede mig til at være sammen med ham en HEL uge. Hvilket vi også fint kan tjekke op på ved samme lejlighed.
Mit mål for ferien er, udover at være sammen med familien, kigge på vandet, få læst et par bøger og spise is, at finde en Tina Dickow cd. En pige, der imponerer mig.
Jeg så et YouTube klip, hvor hun indleder med, hvordan det var for hende at flytte til London. Den første tid sad hun i sin lejlighed midt i London, kendte ikke nogen og havde ikke meget at lave, andet end at sidde og stirre ud ad vinduet. Det var der kommet nogle sange ud af.
Ikke så underligt, når man kommer til et nyt sted. Men tænk, at andre mennesker også oplever det.
The last goodbye til klaver, blomster, dvd'er... Århus... Hvis rygterne holder, skal der nok komme nogle eftertænksomme ferieindlæg på her. Er det ikke, når man er væk fra alt andet, at tankerne sættes i gang?
God weekend!
Efter dette blogindlæg skal jeg tage en tårevældende afsked med mit klaver. Hvor ville jeg ønske, at den dims, der ofte forekommer i tegnefilm, var opfundet. I ved, den, som formindsker de store ting, når man trykker på den røde knap i enden. Og selvfølgelig den anden vej også. Der er ikke så meget sjov i et miniature klaver. Det ville også gøre det nemmere at "pakke let", som man ofte får ordrer om.
I år har jeg lagt vægt på underholdning. Guitar, maling, bøger, lærred, computer, notesbog, flere bøger og musik frem for tøj, make-up, hårprodukter og regntøj. Eller... Regntøj i hvert fald. Jeg er måske lidt naiv. Men faktisk tror jeg, at vejret har tænkt sig at holde tørt. Og ellers kan jeg sidde med guitaren eller et maleri indendøre, mens de andre render rundt med gummistøvler og fiskesnørre i regnen. Måske bage boller og lave varm kakao, som de, med røde kinder og snuder, kommer ind og får, mens melodien fra "Den gamle fabrik" reklamerne kører i baggrunden. Okay, nu tog idyllen overhånd... Hvordan skulle jeg nogensinde kunne bage boller?
Jeg modtog i morges en e-mail fra min bamsefar om, at der er trådsløst net i HELE sommerhuset. I en skov. I Ebeltoft. Right...
Ikke at jeg er skeptisk... Jeg vil hylde Ebeltoft for dens åbne sind, hvis de kan yde noget, hverken Billund C eller Århus N kan levere. Flytte derop måske? Ej, nu går jeg for vidt.
I samme e-mail berettede min far om, at han glædede sig til at være sammen med mig en HEL uge. Det tror jeg, vi skal tjekke op på næste fredag. Jeg svarede i øvrigt, at jeg selvfølgelig også glædede mig til at være sammen med ham en HEL uge. Hvilket vi også fint kan tjekke op på ved samme lejlighed.
Mit mål for ferien er, udover at være sammen med familien, kigge på vandet, få læst et par bøger og spise is, at finde en Tina Dickow cd. En pige, der imponerer mig.
Jeg så et YouTube klip, hvor hun indleder med, hvordan det var for hende at flytte til London. Den første tid sad hun i sin lejlighed midt i London, kendte ikke nogen og havde ikke meget at lave, andet end at sidde og stirre ud ad vinduet. Det var der kommet nogle sange ud af.
Ikke så underligt, når man kommer til et nyt sted. Men tænk, at andre mennesker også oplever det.
The last goodbye til klaver, blomster, dvd'er... Århus... Hvis rygterne holder, skal der nok komme nogle eftertænksomme ferieindlæg på her. Er det ikke, når man er væk fra alt andet, at tankerne sættes i gang?
God weekend!
lørdag den 12. juli 2008
Words of the Waves
Så kom der en ny blog! Det længe eftersøgte navn dukkede op, da jeg sad og stirrede ud i bølgerne. Words of the Waves. Måske er det midlertidigt, men bedre end de tidligere konkurrenter.
Da jeg oprettede den, indgik jeg også et løfte. Bloggen og mig. Mig og bloggen. I medgang og modgang. Derfor: Dagen i dag har ikke været den bedste.
Hvad der er galt, ved jeg ikke. Men jeg ved, hvad der udløste det. En harmløs gang shopping. Den har været udsat gennem de seneste 2 uger. Men i dag måtte det være.
Jeg prøvede at tage det stille og roligt, men det var ikke nok. Ankom fuldstændig skudsikker, spækket af selvtillid. For hver butik jeg gik ud af uden en pose dalede attituden. Efter 6 butikker med cirka 7 stykker prøvet tøj i hver var det nok. Jeg var ked af, negativ og gik på trøsteshopping i Fona. Dvd'er kan man altid regne med. Det endte med Drageløberen og Pocahontas (Er det til en gave? Narj, det er bare til mig selv... Nåh. Jamen det er jo også en god gammel klassiker. Uhu.).
Jeg forstår det ikke. Kan det være så svært og så humøropslidende at shoppe? For andre er det en god ting, noget man gør, når man skal have det sjovt. Men jeg er ikke ret stor fan af det.
Hvad der derefter skete, ved jeg ikke. Det gik i hvert fald ned ad. Så meget, at jeg, da jeg kom hjem, ikke anede, hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Det endte med en tur til stranden. Omkring to timer, sad jeg med vinden i håret og kiggede ud på havet. The Corrs og bølgerne, der slog ind mod de sten, jeg sad på, gjorde det dejlig roligt. Og da jeg gik hjem, kom jeg modet langsomt tilbage. Det er jo ikke så slemt. Så kan jeg ikke finde ud af at shoppe og bliver dybt deprimeret af at se mig selv i et spejl. Og hvad så? Måske er det bedre næste gang. Eller gangen efter det.
Jeg tror, det er tid til lidt aftensmad og en ukompliceret tv-serie. Jeg kan kun tænke på én.
Da jeg oprettede den, indgik jeg også et løfte. Bloggen og mig. Mig og bloggen. I medgang og modgang. Derfor: Dagen i dag har ikke været den bedste.
Hvad der er galt, ved jeg ikke. Men jeg ved, hvad der udløste det. En harmløs gang shopping. Den har været udsat gennem de seneste 2 uger. Men i dag måtte det være.
Jeg prøvede at tage det stille og roligt, men det var ikke nok. Ankom fuldstændig skudsikker, spækket af selvtillid. For hver butik jeg gik ud af uden en pose dalede attituden. Efter 6 butikker med cirka 7 stykker prøvet tøj i hver var det nok. Jeg var ked af, negativ og gik på trøsteshopping i Fona. Dvd'er kan man altid regne med. Det endte med Drageløberen og Pocahontas (Er det til en gave? Narj, det er bare til mig selv... Nåh. Jamen det er jo også en god gammel klassiker. Uhu.).
Jeg forstår det ikke. Kan det være så svært og så humøropslidende at shoppe? For andre er det en god ting, noget man gør, når man skal have det sjovt. Men jeg er ikke ret stor fan af det.
Hvad der derefter skete, ved jeg ikke. Det gik i hvert fald ned ad. Så meget, at jeg, da jeg kom hjem, ikke anede, hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Det endte med en tur til stranden. Omkring to timer, sad jeg med vinden i håret og kiggede ud på havet. The Corrs og bølgerne, der slog ind mod de sten, jeg sad på, gjorde det dejlig roligt. Og da jeg gik hjem, kom jeg modet langsomt tilbage. Det er jo ikke så slemt. Så kan jeg ikke finde ud af at shoppe og bliver dybt deprimeret af at se mig selv i et spejl. Og hvad så? Måske er det bedre næste gang. Eller gangen efter det.
Jeg tror, det er tid til lidt aftensmad og en ukompliceret tv-serie. Jeg kan kun tænke på én.
2. og 3. etape
Måske tager de meget af opmærksomheden i Tour de France, men nu skulle vide, at de ikke er de eneste, der bekæmper bjerge.
Cyklen, Silver, er også kommet ud af cykelstativet. Først var den en tur på hospitalet, og nu er den god som ny (bortset fra de halvflade dæk og suspekte lyde fra forhjulet). Det har jeg i løbet af det sidste døgn fejret. Først i går aftes, hvor jeg tog en tur til Risskov for at tjekke, om jeg heller ikke kan finde rundt i Århus, når det er mørkt (Bingo). I formiddag drog Silver og jeg af sted igen. Vejrudsigten sagde regn fra middag og resten af dagen, så jeg kunne netop nå en tur, inden regnen tog fat. Udmærket udflugt. På et tidspunkt passerede vi et skilt, hvor der stod Hjortshøj, og da himlen cirka samtidig så temmelig dunkel ud, besluttede vi at vende snuderne mod syd. Lettere sagt end gjort dog. Især fordi vi var kørt ud ad kortet, så der var ingen hjælp at hente fra Krak. Men lidt retningssans har man vel altid (høhøhø…). Da himlen noget tid senere gav udtryk for at mene sin regntrussel fra før alvorligt, så omgivelserne igen bekendte ud. Ikea. Skejby sygehus. Randersvej. Stjernepladsen. Jens Baggesens Vej. Ja tak, sådan skal det times! (men tøj, undertøj og mobiltelefon kunne stadig vrides, da jeg nåede hjem.)
Og nu vi er ved de smarte bemærkninger. 2½ uges arbejde hos engodsag.dk er gennemført. To og en halv uge, hvor jeg ikke en eneste morgen er stået så sent op, at jeg ikke er nået frem til tiden. Go’ stil, si’r jeg bare. Jeg føler mig som et nyt, forandret mennesker. Hvilket jeg onsdag aften fejrede med at falde i søvn på sofaen og sove til klokken 11 næste formiddag. Så er vi inde i en god rytme igen.
En lille fundering/tilståelse. Jeg har fået en dårlig vane. Vi snakker hard stuff her. Jeg er faldet for America’s Funniest Home Videos. Så. Nu er det sagt. Det har varet i flere uger. I begyndelsen var det ikke et problem. Det er et program, der varer 30 minutter inklusiv masser af pauser. Det bliver sendt så godt som hele tiden. Og man griner mere eller mindre non-stop. Men det er her, alarmklokkerne skal ringe. Børn, der falder i havnen. Gode mennesker, der nær får hjertestop, da Dracula (nej, ikke den rigtige…) kravler op ad deres container. Mænd der, på uforklarlige måder, får katteklør, hestehoveder, børn og haveredskaber hamret op i det unævnelige sted. (Jeg tror billedet er ved at være der nu). Og mig, der med tårerne ned ad kinderne sidder og griner løs af deres uheldigheder og smerte. Onde menneske. Eller måske nærmere skadefryd.Jeg er nok næppe den eneste. Alene det, at der findes 407 episoder fyldt til randen af videoklip af uheldige amerikanere, ansporer, at mennesker fra naturens side bare har en trang til at grine af hinanden. Så er det jo fint nok. Ingen grund til panik!Inden 13.15-dagens afsnit af skøre hjemmevideoer, sad jeg og hoppede i sofaen, mens Lars Hjortshøj fik vokset sit bryst og sin ryg. En mand, der lider, mens en vipset Hollywood girl fjerner den (ifølge Lars selv) sidste del af hans manddom. Hvis han havde skreget, ville det kunne undskylde morsomheden. Jeg funderer videre til endnu et afsnit af America’s Funnies Home Videos. Man har vel først et problem, når man ikke vil indrømme det.
Cyklen, Silver, er også kommet ud af cykelstativet. Først var den en tur på hospitalet, og nu er den god som ny (bortset fra de halvflade dæk og suspekte lyde fra forhjulet). Det har jeg i løbet af det sidste døgn fejret. Først i går aftes, hvor jeg tog en tur til Risskov for at tjekke, om jeg heller ikke kan finde rundt i Århus, når det er mørkt (Bingo). I formiddag drog Silver og jeg af sted igen. Vejrudsigten sagde regn fra middag og resten af dagen, så jeg kunne netop nå en tur, inden regnen tog fat. Udmærket udflugt. På et tidspunkt passerede vi et skilt, hvor der stod Hjortshøj, og da himlen cirka samtidig så temmelig dunkel ud, besluttede vi at vende snuderne mod syd. Lettere sagt end gjort dog. Især fordi vi var kørt ud ad kortet, så der var ingen hjælp at hente fra Krak. Men lidt retningssans har man vel altid (høhøhø…). Da himlen noget tid senere gav udtryk for at mene sin regntrussel fra før alvorligt, så omgivelserne igen bekendte ud. Ikea. Skejby sygehus. Randersvej. Stjernepladsen. Jens Baggesens Vej. Ja tak, sådan skal det times! (men tøj, undertøj og mobiltelefon kunne stadig vrides, da jeg nåede hjem.)
Og nu vi er ved de smarte bemærkninger. 2½ uges arbejde hos engodsag.dk er gennemført. To og en halv uge, hvor jeg ikke en eneste morgen er stået så sent op, at jeg ikke er nået frem til tiden. Go’ stil, si’r jeg bare. Jeg føler mig som et nyt, forandret mennesker. Hvilket jeg onsdag aften fejrede med at falde i søvn på sofaen og sove til klokken 11 næste formiddag. Så er vi inde i en god rytme igen.
En lille fundering/tilståelse. Jeg har fået en dårlig vane. Vi snakker hard stuff her. Jeg er faldet for America’s Funniest Home Videos. Så. Nu er det sagt. Det har varet i flere uger. I begyndelsen var det ikke et problem. Det er et program, der varer 30 minutter inklusiv masser af pauser. Det bliver sendt så godt som hele tiden. Og man griner mere eller mindre non-stop. Men det er her, alarmklokkerne skal ringe. Børn, der falder i havnen. Gode mennesker, der nær får hjertestop, da Dracula (nej, ikke den rigtige…) kravler op ad deres container. Mænd der, på uforklarlige måder, får katteklør, hestehoveder, børn og haveredskaber hamret op i det unævnelige sted. (Jeg tror billedet er ved at være der nu). Og mig, der med tårerne ned ad kinderne sidder og griner løs af deres uheldigheder og smerte. Onde menneske. Eller måske nærmere skadefryd.Jeg er nok næppe den eneste. Alene det, at der findes 407 episoder fyldt til randen af videoklip af uheldige amerikanere, ansporer, at mennesker fra naturens side bare har en trang til at grine af hinanden. Så er det jo fint nok. Ingen grund til panik!Inden 13.15-dagens afsnit af skøre hjemmevideoer, sad jeg og hoppede i sofaen, mens Lars Hjortshøj fik vokset sit bryst og sin ryg. En mand, der lider, mens en vipset Hollywood girl fjerner den (ifølge Lars selv) sidste del af hans manddom. Hvis han havde skreget, ville det kunne undskylde morsomheden. Jeg funderer videre til endnu et afsnit af America’s Funnies Home Videos. Man har vel først et problem, når man ikke vil indrømme det.
Kaare, den en-ørede skilsmissebamse
Så er jeg rykket udenfor. Sidder i skyggen med den bærbare, en kande vand og Kaare, der får lidt sol på sin vamsede ryg, mens han skygger for min mobil. For dem, der ikke ved, hvem Kaare er, skal vi måske have en lille introduktion. Kaare kom til verden i november 2006. Hans udseende afslører ikke hans nationalitet, men det er jo i grunden også underordnet. Min veninde, Natasha, og jeg stødte på ham, da han lå i en stor kurv fyldt af bjørne, som ham selv, i Tiger, 7100 Vejle. Fra dette øjeblik vidste vi begge, at han ville forandre vores liv for altid. Vi tog ham med og lod ham bo i vores fælles skab på gymnasiet, hvor han gik under navnet ”Skabsbamse”. Senere Kaare. Han havde til at begynde med en lille, rød nissehue på, men da julen var ovre, tog vi den af ham og opdagede til vores store forbløffelse, at han manglede det øre, der var skjult under huen. Selvfølgelig gjorde det ingen forskel. Kaare var jo stadig Kaare, selvom han kun havde ét øre, og vi elsker ham, som den bjørn, han er. (Men til producenterne vil jeg gerne lige tilføje: Skide fedterøve! Hvordan ville I selv have det med kun ét øre?). Da Natasha blev færdig på gymnasiet et år før jeg gjorde, besluttede vi Kaares skæbne. Han skulle være skilsmissebamse. Vi vidste begge, at det ikke er nemt for så ung en bamsesjæl, men selvom vi boede 60 km. fra hinanden, ville det være den bedste løsning. Han boede nu på skift hos mig i Vejle og Natasha i Århus. Det gik godt. Kaares to mødre kom jo stadig godt ud af det med hinanden, og den lille bjørn strålede af glæde, når vi alle 3 var samlet. Ikke mindst, da han en dag i marts 2008 fik beskeden om, at jeg også flyttede til Århus. 289 meter fra Natashas lejlighed. Det har aldrig været bedre. Kaare er med til fester og spis-sammen aftner, på ferie i Billund, på stranden… Og hvad varmer en mors hjerte mere, end at se sin bjørn være lykkelig? Lidt længere intro end jeg havde forestillet mig. Samtidig har jeg glemt, hvad jeg var i gang med at skrive. Lad os springe til næste emne.
Tiden flyver, så bloggen og skrivningen generelt har været lidt forsømt. Derfor er der også sket en dejlig masse. Sidste weekend var jeg f.eks. ude at se min kommende skole i Risskov. Skønt område. Grønt. Ikke så trafikeret. Fuldstændig håbløst at finde rundt i. Hvorfor er det, at man virkelig ikke føler sig godt tilpas, når man cykler på noget, der ligner en motorvej og har et fortov inde i siden, men ikke nogen cykelsti (Vejlby Centervej for de lokalt kendte)? Ind ad en sidegade fik jeg øje på et blåt skilt med en cykel og en pil på og tænkte, at det nok var en parallel cykelsti. Det havde teoretisk set også været meget logisk. Det er nok klart for de fleste, der kender mig, at en GPS ville have været en optimal indflyttergave. Men jeg har i stedet anskaffet mig et lille krakkort, som også er ganske nyttigt, informerende og let at have med i tasken (hvis den er stor nok). Især når man kan finde ud af at læse det. Det tog mig lidt tid at genfinde navigationen. Episoden fandt sted ved en lille sidegade til en større vej i et lyskryds. Ved siden af mig holdt en knallertkører, der var så optaget af mig, der bladrede og vente rundt på mit kort, at han glemte at køre over, da der blev grønt og efterfølgende måtte vente til lyskrydset langt om længe skiftede igen. En lille note kunne her være, at jeg faktisk fandt skolen. Og også kom hjem til det nordlige Århus igen, inden det blev mørkt. Succeshistorie.
Både mine roommates og min veninde og hendes kæreste er taget på 4 ugers sommerferie. Så jeg har Århus helt for mig selv. Nå ja, for resten. Og så lige deres mange planter og blomster (Herunder 60 procent orkideer). Nævnte jeg, at jeg slår alt grønt ihjel? Det er ikke fordi jeg er en morderisk psykopat, der hælder saltsyre i mine blomster, eller bare undlader at vande dem, mens jeg i stedet griner ondt og hånligt, indtil de er triste og visne. Jeg vander dem. Jeg mærker efter, om de skal have meget eller lidt vand. Jeg researcher deres bedste livsvilkår på nettet. Jeg aer dem. Jeg er i tilgift begyndt at pille de visne blade af dem. Og stadig tager de, én efter én, turen til en (for dem) bedre verden. Jeg har dog taget missionen op. Sådan et par spirende, fotosynteseproducerende dimser skal ikke løbe om hjørner med mig. Om en måned når de kommer hjem, vil de enten, til deres store lettelse, se deres elskede blomster i god og grøn stand - og en fuldstændig forandret Kathrine med fornyet selvtillid over sin sejr.Eller også vil de finde et brev om, at jeg er gået under jorden, og at de kan henvende sig til den danske ambassade i Mexico, hvis de vil mig noget vigtigt. Og kun hvis det er noget godt og ikke bebrejdende/truende.
Jeg tror, vi kalder det blog nok for i dag. God weekend til mine trofaste læsere. Håber, jeg før eller siden finder et område, jeg er ekspert på og kan dele ud af mine fornemme viden gennem bloggen, men man skal jo kravle før, man kan gå! Nogle gange i hvert fald… Jeg er i øvrigt ved at lave en ny blog. Men mangler et navn til den. Altså adressen. Ligesom denne her hedder Pumbs (som en eller anden blond næsvis svensker har nuppet for næsen af mig på blogspot). Men jeg er ikke så opfindsom og kreativ, så gode forslag modtages med kyshånd og måske en softice med nødder og chokoladekrymmel en varm sommerdag. Tack så mycket!
Tiden flyver, så bloggen og skrivningen generelt har været lidt forsømt. Derfor er der også sket en dejlig masse. Sidste weekend var jeg f.eks. ude at se min kommende skole i Risskov. Skønt område. Grønt. Ikke så trafikeret. Fuldstændig håbløst at finde rundt i. Hvorfor er det, at man virkelig ikke føler sig godt tilpas, når man cykler på noget, der ligner en motorvej og har et fortov inde i siden, men ikke nogen cykelsti (Vejlby Centervej for de lokalt kendte)? Ind ad en sidegade fik jeg øje på et blåt skilt med en cykel og en pil på og tænkte, at det nok var en parallel cykelsti. Det havde teoretisk set også været meget logisk. Det er nok klart for de fleste, der kender mig, at en GPS ville have været en optimal indflyttergave. Men jeg har i stedet anskaffet mig et lille krakkort, som også er ganske nyttigt, informerende og let at have med i tasken (hvis den er stor nok). Især når man kan finde ud af at læse det. Det tog mig lidt tid at genfinde navigationen. Episoden fandt sted ved en lille sidegade til en større vej i et lyskryds. Ved siden af mig holdt en knallertkører, der var så optaget af mig, der bladrede og vente rundt på mit kort, at han glemte at køre over, da der blev grønt og efterfølgende måtte vente til lyskrydset langt om længe skiftede igen. En lille note kunne her være, at jeg faktisk fandt skolen. Og også kom hjem til det nordlige Århus igen, inden det blev mørkt. Succeshistorie.
Både mine roommates og min veninde og hendes kæreste er taget på 4 ugers sommerferie. Så jeg har Århus helt for mig selv. Nå ja, for resten. Og så lige deres mange planter og blomster (Herunder 60 procent orkideer). Nævnte jeg, at jeg slår alt grønt ihjel? Det er ikke fordi jeg er en morderisk psykopat, der hælder saltsyre i mine blomster, eller bare undlader at vande dem, mens jeg i stedet griner ondt og hånligt, indtil de er triste og visne. Jeg vander dem. Jeg mærker efter, om de skal have meget eller lidt vand. Jeg researcher deres bedste livsvilkår på nettet. Jeg aer dem. Jeg er i tilgift begyndt at pille de visne blade af dem. Og stadig tager de, én efter én, turen til en (for dem) bedre verden. Jeg har dog taget missionen op. Sådan et par spirende, fotosynteseproducerende dimser skal ikke løbe om hjørner med mig. Om en måned når de kommer hjem, vil de enten, til deres store lettelse, se deres elskede blomster i god og grøn stand - og en fuldstændig forandret Kathrine med fornyet selvtillid over sin sejr.Eller også vil de finde et brev om, at jeg er gået under jorden, og at de kan henvende sig til den danske ambassade i Mexico, hvis de vil mig noget vigtigt. Og kun hvis det er noget godt og ikke bebrejdende/truende.
Jeg tror, vi kalder det blog nok for i dag. God weekend til mine trofaste læsere. Håber, jeg før eller siden finder et område, jeg er ekspert på og kan dele ud af mine fornemme viden gennem bloggen, men man skal jo kravle før, man kan gå! Nogle gange i hvert fald… Jeg er i øvrigt ved at lave en ny blog. Men mangler et navn til den. Altså adressen. Ligesom denne her hedder Pumbs (som en eller anden blond næsvis svensker har nuppet for næsen af mig på blogspot). Men jeg er ikke så opfindsom og kreativ, så gode forslag modtages med kyshånd og måske en softice med nødder og chokoladekrymmel en varm sommerdag. Tack så mycket!
En hyldest til den, der opfandt e-mailen
En helt almindelig, meget lidt social weekend, men alligevel ganske underholdende. Der var masser at nå, og jeg vidste fra starten godt, det ikke ville kunne lade sig gøre, men et forsøg skulle det da have. Lørdagen stod på power shopping. Alt det, jeg det seneste år ikke har fået shoppet skulle indhentes, og det skulle Magasin hjælpe mig med. Til min store positive overraskelse havde alle Århus’ skønne butikker åbent, da jeg (endelig) kom ned til midtbyen. Det var primært sko, tøj, solbriller, sommerjakke og make-up, der skulle handles. Jeg nåede måske ikke helt det, jeg havde håbet, men en lille bunke poser blev det alligevel til. Af en eller anden grund er det bare SÅ meget nemmere at købe make-up, bøger og dvd’er end solbriller, sko og tøj. Med hensyn til skoene kan det måske have noget med mine enorme andefødder at gøre.
Magasin var fyldt til renden. Selv ekspedienterne snakkede i deres private telefonsamtaler om, at de aldrig havde set så mange mennesker før. Men udsalg gør vel også noget ganske særligt ved os. Og med "os" mener jeg kvinder. Selv helt almindelige kvinder, der arbejder eller studerer, har under udsalg råd til de lækre mærkevarer, der får dem til at føle sig som Århus' udgave af Carrie Bradshaw. Overalt var der hungrende blikke, undersøgende øjne, lykkelige samtaler og mænd, der himlede med øjnene. Oftest ifølge med deres kone/kæreste/samlever/datter. Men også et par enlige fyre (og med ”et par” mener jeg 2), der ironisk nok kendte hinanden. Deres samtale forløb sådan: ”Hej Andeeers!””Hey hey!” ”Hva så? Det er sgu ikk’ lige her, man forventer at mødes, hva’? hæhæ””Nej, hæhæ””Hæ”Akavet pause. Måske er det ikke skide fedt at støde ind i en af de seje gutter i Magasins kvindeafdeling. Men jeg syntes, de klarede det flot.”Jeg er lige ude for… kæresten, du ved””Ja, ja. Kæresten.. Ja, det er jeg også”Endnu en pause. Begge så ud til at lede efter stewardessen, der siger ”Nødudgangen er – den vej””Nå, men vi ses, egår””Ja, vi gør. Hej do!” De skiltes og forsvandt i kvindemylderet. Østrogenniveauet var på dette tidspunkt så højt, at det er et mirakel, de ikke fik bryster.
Søndag var lige så praktisk som lørdag var piget. Listen for i dag stod på oprydning, rengøring, research på nettet og tøjvask… Ikke så trivielt, som det ser ud. Tag for eksempel tøjvask. Findes der noget mere inspirerende? Jeg mener, egentlig usandsynlig kedelig beskæftigelse. Mit første besøg i vores vaskeri var en katastrofe (på den sjove måde). Vaskerummet befinder sig i opgangens kælder. Min roommate viste mig ned i vaskerummet, hvor hun også låste op for os. Men da jeg skulle tilbage, var jeg alene. Og uden mobiltelefon (første gang nogensinde i øvrigt). Og hvad er mere fantastisk, end at have vasket tøj og opdage, at nøglen, der skal lukke en ud af den klamme vaskekælder, ikke virker. Som i overhovedet ikke virker. Som i efter 8 minutters intense forsøg stadig ikke viser tegn på, at den har lyst til at give efter. Jeg opgav og begyndte at lede efter en anden dør, mens jeg overvejede, hvornår den næste person skulle vaske tøj. Så galt gik det dog ikke. Jeg fandt en dør, som det kun tog 3 minutter at låse op.
Da jeg en time senere kom tilbage for at hente mit tøj, ventede der sig en ubehagelig overraskelse. Tøjvask og ubehagelig overraskelse… Umiddelbart lyder det som klassikeren: At vaske en ny rød sok (evt. fodboldstrømpe, men alle nye røde sokker kan bruges) sammen med det hvide tøj. Dette var imidlertid ikke tilfældet. Desværre. Grufuld og meget ondsindet ”ældre” dame var i gang med at putte sine blondetrusser i en vaskemaskine (eller håndklæder… whatever). Jeg smilede sødt til hende og sagde hej, men hverken hilsnen eller smilet blev gengældt. ”Er det dig der har taget min vaskemaskine?!” sagde hun hårdt. Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg havde taget den frie vaskemaskine, der var. Men jeg kunne ikke mindes, der havde stået ”Tilhører arrig, ældre dame” på den, da jeg puttede mit tøj i. ”Man reserverer sin maskine her. Jeg har boet her i 46 år. Og det er altid unge mennesker, der ikke kan finde ud af at overholde tiderne. Det er da utroligt, synes du ikke?”.Skyldigt listede jeg mig hen til den maskine, hvor mit tøj lå og ventede. ”Har du noget imod at begynde med den anden, så jeg kan få min maskine?”, lød det fra den hjertelige frue. Uden at spille alt for smart, svarede jeg, at det ikke var mit tøj, der var i den, men hun virkede ligeglad og var ret uhyggelig i sine bevægelser, da hun selv tog tøjet (som så ud til at tilhøre en uansvarlig ung person. 1-0 til ungdommen!) ud af maskinen. Min første tøjvask. Tænk at det er så underholdende en beskæftigelse. Og hvilken selvtillid det giver selv at vaske tøj. Hver gang man tager tøjet ud af en maskine og ser, at det ikke har taget skade, er en sejr. Så er man altså blevet voksen!
Og ventetiden er den bedste. 45 minutter, hvor det langt fra kan svare sig at bøvle med en dør i (nu kun) 2 minutter, 6 trin op ad trappen, åbne sin hoveddør og lave noget fornuftigt i 40 minutter, hvorefter man skal gå ud ad hoveddøren, 6 trin ned til kælderen for at hænge sit rene tøj til tørre. Spild af tid, siger jeg bare! Så hellere fornøje sig med mesterforfatteren Marian Keyes’ nye (for mig, ikke for resten af verden) bog. 45 minutters pigelæsning. Bliver livet bedre? Jeg ville sidde ved siden af mit tøj, mens det tørrede, hvis jeg samtidig kunne læse en bog af Marian Keyes (og ikke havde noget øvrigt liv).
Et andet punkt på dagens ”to do”-liste var at leve op til mit fortsæt om at gøre mere ud af venner og families fødselsdage. Nemlig at sende et fødselsdagskort til min dejlige kusine. Jeg fandt et kort, rigtig fødselsdagsagtigt, og gik ivrigt i gang med at skrive. Lidt for ivrigt, da Karina staves K A R I N A og ikke K A R I N E. Det var jo ikke nemt at vide… Men mon ikke en slettelak kan klare det? Dertil findes kun ét svar: NEJ! Nå, nyt kort. Og hvis ikke man har det i sin skuffe, er det da skønt, at der ligger en kiosk lige rundt om hjørnet (kjolleren på hjornet på århusiansk). Et herligt et med katter på. Eller én kat. Men man lyder mere som Grunk fra Krummerne, hvis man udtaler det ”Katter”.Denne gang gik stavningen bedre, så godt at jeg lidt senere kunne putte det i en kuvert. Set i bakspejlet, havde det nok været smart at købe et frimærke, nu jeg var nede i kjolleren. Pyt med det, der er ikke så langt. Jeg det skulle jo i øvrigt også putte det i en postkasse, der ligger i samme retning. Frimærke: No problem. Postkasse: Tømmes kl. 14:30 søndag og helligdage. Og på min mobil stod der 17:05. Jeg forbandede den næsvise postmand, der havde tømt postkassen 2 timer og 35 minutter for tidligt, mens jeg gik hjem for at tjekke Post Danmarks hjemmeside. Der måtte da findes en postkasse i Århus, der blev tømt senere end 14:30 om søndagen. Det gjorde der! Klokken 20:00 ved banegården. Udmærket anledning til at få lidt motion i form af cykeltur. En note hertil må være, at jeg kom sikkert ned til banegården, fik postet kortet og sikkert tilbage (næsten uden brug af bykort). Hvilken succeshistorie! Og længe leve e-mails.
Magasin var fyldt til renden. Selv ekspedienterne snakkede i deres private telefonsamtaler om, at de aldrig havde set så mange mennesker før. Men udsalg gør vel også noget ganske særligt ved os. Og med "os" mener jeg kvinder. Selv helt almindelige kvinder, der arbejder eller studerer, har under udsalg råd til de lækre mærkevarer, der får dem til at føle sig som Århus' udgave af Carrie Bradshaw. Overalt var der hungrende blikke, undersøgende øjne, lykkelige samtaler og mænd, der himlede med øjnene. Oftest ifølge med deres kone/kæreste/samlever/datter. Men også et par enlige fyre (og med ”et par” mener jeg 2), der ironisk nok kendte hinanden. Deres samtale forløb sådan: ”Hej Andeeers!””Hey hey!” ”Hva så? Det er sgu ikk’ lige her, man forventer at mødes, hva’? hæhæ””Nej, hæhæ””Hæ”Akavet pause. Måske er det ikke skide fedt at støde ind i en af de seje gutter i Magasins kvindeafdeling. Men jeg syntes, de klarede det flot.”Jeg er lige ude for… kæresten, du ved””Ja, ja. Kæresten.. Ja, det er jeg også”Endnu en pause. Begge så ud til at lede efter stewardessen, der siger ”Nødudgangen er – den vej””Nå, men vi ses, egår””Ja, vi gør. Hej do!” De skiltes og forsvandt i kvindemylderet. Østrogenniveauet var på dette tidspunkt så højt, at det er et mirakel, de ikke fik bryster.
Søndag var lige så praktisk som lørdag var piget. Listen for i dag stod på oprydning, rengøring, research på nettet og tøjvask… Ikke så trivielt, som det ser ud. Tag for eksempel tøjvask. Findes der noget mere inspirerende? Jeg mener, egentlig usandsynlig kedelig beskæftigelse. Mit første besøg i vores vaskeri var en katastrofe (på den sjove måde). Vaskerummet befinder sig i opgangens kælder. Min roommate viste mig ned i vaskerummet, hvor hun også låste op for os. Men da jeg skulle tilbage, var jeg alene. Og uden mobiltelefon (første gang nogensinde i øvrigt). Og hvad er mere fantastisk, end at have vasket tøj og opdage, at nøglen, der skal lukke en ud af den klamme vaskekælder, ikke virker. Som i overhovedet ikke virker. Som i efter 8 minutters intense forsøg stadig ikke viser tegn på, at den har lyst til at give efter. Jeg opgav og begyndte at lede efter en anden dør, mens jeg overvejede, hvornår den næste person skulle vaske tøj. Så galt gik det dog ikke. Jeg fandt en dør, som det kun tog 3 minutter at låse op.
Da jeg en time senere kom tilbage for at hente mit tøj, ventede der sig en ubehagelig overraskelse. Tøjvask og ubehagelig overraskelse… Umiddelbart lyder det som klassikeren: At vaske en ny rød sok (evt. fodboldstrømpe, men alle nye røde sokker kan bruges) sammen med det hvide tøj. Dette var imidlertid ikke tilfældet. Desværre. Grufuld og meget ondsindet ”ældre” dame var i gang med at putte sine blondetrusser i en vaskemaskine (eller håndklæder… whatever). Jeg smilede sødt til hende og sagde hej, men hverken hilsnen eller smilet blev gengældt. ”Er det dig der har taget min vaskemaskine?!” sagde hun hårdt. Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg havde taget den frie vaskemaskine, der var. Men jeg kunne ikke mindes, der havde stået ”Tilhører arrig, ældre dame” på den, da jeg puttede mit tøj i. ”Man reserverer sin maskine her. Jeg har boet her i 46 år. Og det er altid unge mennesker, der ikke kan finde ud af at overholde tiderne. Det er da utroligt, synes du ikke?”.Skyldigt listede jeg mig hen til den maskine, hvor mit tøj lå og ventede. ”Har du noget imod at begynde med den anden, så jeg kan få min maskine?”, lød det fra den hjertelige frue. Uden at spille alt for smart, svarede jeg, at det ikke var mit tøj, der var i den, men hun virkede ligeglad og var ret uhyggelig i sine bevægelser, da hun selv tog tøjet (som så ud til at tilhøre en uansvarlig ung person. 1-0 til ungdommen!) ud af maskinen. Min første tøjvask. Tænk at det er så underholdende en beskæftigelse. Og hvilken selvtillid det giver selv at vaske tøj. Hver gang man tager tøjet ud af en maskine og ser, at det ikke har taget skade, er en sejr. Så er man altså blevet voksen!
Og ventetiden er den bedste. 45 minutter, hvor det langt fra kan svare sig at bøvle med en dør i (nu kun) 2 minutter, 6 trin op ad trappen, åbne sin hoveddør og lave noget fornuftigt i 40 minutter, hvorefter man skal gå ud ad hoveddøren, 6 trin ned til kælderen for at hænge sit rene tøj til tørre. Spild af tid, siger jeg bare! Så hellere fornøje sig med mesterforfatteren Marian Keyes’ nye (for mig, ikke for resten af verden) bog. 45 minutters pigelæsning. Bliver livet bedre? Jeg ville sidde ved siden af mit tøj, mens det tørrede, hvis jeg samtidig kunne læse en bog af Marian Keyes (og ikke havde noget øvrigt liv).
Et andet punkt på dagens ”to do”-liste var at leve op til mit fortsæt om at gøre mere ud af venner og families fødselsdage. Nemlig at sende et fødselsdagskort til min dejlige kusine. Jeg fandt et kort, rigtig fødselsdagsagtigt, og gik ivrigt i gang med at skrive. Lidt for ivrigt, da Karina staves K A R I N A og ikke K A R I N E. Det var jo ikke nemt at vide… Men mon ikke en slettelak kan klare det? Dertil findes kun ét svar: NEJ! Nå, nyt kort. Og hvis ikke man har det i sin skuffe, er det da skønt, at der ligger en kiosk lige rundt om hjørnet (kjolleren på hjornet på århusiansk). Et herligt et med katter på. Eller én kat. Men man lyder mere som Grunk fra Krummerne, hvis man udtaler det ”Katter”.Denne gang gik stavningen bedre, så godt at jeg lidt senere kunne putte det i en kuvert. Set i bakspejlet, havde det nok været smart at købe et frimærke, nu jeg var nede i kjolleren. Pyt med det, der er ikke så langt. Jeg det skulle jo i øvrigt også putte det i en postkasse, der ligger i samme retning. Frimærke: No problem. Postkasse: Tømmes kl. 14:30 søndag og helligdage. Og på min mobil stod der 17:05. Jeg forbandede den næsvise postmand, der havde tømt postkassen 2 timer og 35 minutter for tidligt, mens jeg gik hjem for at tjekke Post Danmarks hjemmeside. Der måtte da findes en postkasse i Århus, der blev tømt senere end 14:30 om søndagen. Det gjorde der! Klokken 20:00 ved banegården. Udmærket anledning til at få lidt motion i form af cykeltur. En note hertil må være, at jeg kom sikkert ned til banegården, fik postet kortet og sikkert tilbage (næsten uden brug af bykort). Hvilken succeshistorie! Og længe leve e-mails.
Tilfældighedernes spil
Nogle gange kan man ønske sig noget så meget, at man bliver i tvivl, om det er det man vil. Tilfældighederne kan ændre alt.
Siden december har jeg haft en idé om, at journalistikken var min vej. Jeg har været i praktik, skrevet artikler, undersøgt mulighederne på de 3 journalistuddannelser i Danmark, øvet til optagelsesprøven...Det ville være synd at sige, at den gik godt. Jeg lavede en af de fejl, man kun kan slå sig selv i hovedet for bagefter, men alligevel kom jeg videre til samtale. Forleden fik jeg brevet om, at jeg ikke var optaget. Siden december havde jeg ønsket at undgå dette brev. Men da jeg åbnede det, var jeg mere lettet end skuffet. Dagen inden havde jeg nemlig kastet min kærlighed på noget andet.
Jeg har hele tiden vidst, at jeg var splittet. Skrivningen var én interesse. Biologien var en anden. En del af biologien i hvert fald. Anatomi, fysiologi, hjernen, nervesystemet, immunforsvaret... Men jeg besluttede altså at skrivning som uddannelse og job var det sjoveste. Mest fordi jeg var meget fascineret af journalist-faget, men også fordi jeg ikke kunne opstøve den uddannelse, hvor man fik mine yndlingsemner i biologien på et moderat og ikke for teoretisk niveau. Det kom en veninde til min mor dog med svaret på. Ergoterapi. Hun er selv lige blevet færdiguddannet og gav mig nogle af hendes bøger med hjem. Hver aften sidder jeg og kigger i dem. Jeg er glad for, at jeg får lov til at afprøve, om det er der, min hylde er i stedet. Hvis ikke, kan jeg jo tage optagelsesprøven igen næste år. Men for første gang siden december er blevet i tvivl. Jeg har hele tiden sagt, at journalistuddannelsen var perfekt. At det kun var det jeg ville. Men måske har jeg taget fejl.
Den irske Chick Lit forfatter, Marian Keyes, har skrevet en bog med udpluk fra hendes eget, ikke så glamourøse, liv. Under the Duvet. Jeg fandt den tilfældigt og begyndte at læse den samme aften, som jeg havde gjort mit bekendtskab med ergoterapien. De første linjer lyder sådan:
"Da jeg var enogtyve, kom jeg på den idé, at jeg ville være journalist. Jeg overvejede mulighederne: Jeg kunne købe mig en hat med flad rund puld og en notesblok og rende aviserne på dørene, eller jeg kunne tage en uddannelse. Jeg bestemte mig for uddannelsen, som viste sig at være ekstremt populær, men jeg kom igennem flere af de indledende samtaler, mens antallet af ansøgere blev færre og færre. Jeg klarede imidlertid ikke sidste runde, og jeg var fuldstændig knust - ødelagt! Men set i bakspejlet var det sikkert det bedste, der kunne ske. Jeg ville have været en elendig journalist - alt for tøset til at ringe på hos mistænkte og alt for bange for at fornærme, til at stille de svære spørgsmål. Jeg tror, jeg misforstod mit behov for at arbejde med ord: Jeg ville skrive fiktion, ikke fakta."
Jeg var 20, ikke 21, da jeg fik ideen. Jeg var ikke ødelagt, da jeg fik afslaget. Men ellers er det meget sådan, jeg ser det nu. Jeg er for tøset, for bange, for tilbageholdende. Jeg elsker at skrive, men jeg er elendig til at skrive artikler, mens essays, klummer og fiktion er det, jeg elsker. Så nu er planen at flytte til Dublin, blive førende Chick Lit forfatter og samle på sko! Eller måske bare søge ind på ergoterapeutuddannelsen i Risskov og skrive for sjov. Ikke mindst her! (Til ære for mine 3 årligt besøgende). Og samle på sko...
Det føles rigtigt. Og jeg glæder mig meget til at komme i gang. I mellemtiden kan jeg fornøje mig med en bunke latinske ord, begive mig ud på missionen: At finde muskelmand og skeletmand - og nyde sommeren, der snart må vende tilbage til de århusianske himmelstrøg :)
Siden december har jeg haft en idé om, at journalistikken var min vej. Jeg har været i praktik, skrevet artikler, undersøgt mulighederne på de 3 journalistuddannelser i Danmark, øvet til optagelsesprøven...Det ville være synd at sige, at den gik godt. Jeg lavede en af de fejl, man kun kan slå sig selv i hovedet for bagefter, men alligevel kom jeg videre til samtale. Forleden fik jeg brevet om, at jeg ikke var optaget. Siden december havde jeg ønsket at undgå dette brev. Men da jeg åbnede det, var jeg mere lettet end skuffet. Dagen inden havde jeg nemlig kastet min kærlighed på noget andet.
Jeg har hele tiden vidst, at jeg var splittet. Skrivningen var én interesse. Biologien var en anden. En del af biologien i hvert fald. Anatomi, fysiologi, hjernen, nervesystemet, immunforsvaret... Men jeg besluttede altså at skrivning som uddannelse og job var det sjoveste. Mest fordi jeg var meget fascineret af journalist-faget, men også fordi jeg ikke kunne opstøve den uddannelse, hvor man fik mine yndlingsemner i biologien på et moderat og ikke for teoretisk niveau. Det kom en veninde til min mor dog med svaret på. Ergoterapi. Hun er selv lige blevet færdiguddannet og gav mig nogle af hendes bøger med hjem. Hver aften sidder jeg og kigger i dem. Jeg er glad for, at jeg får lov til at afprøve, om det er der, min hylde er i stedet. Hvis ikke, kan jeg jo tage optagelsesprøven igen næste år. Men for første gang siden december er blevet i tvivl. Jeg har hele tiden sagt, at journalistuddannelsen var perfekt. At det kun var det jeg ville. Men måske har jeg taget fejl.
Den irske Chick Lit forfatter, Marian Keyes, har skrevet en bog med udpluk fra hendes eget, ikke så glamourøse, liv. Under the Duvet. Jeg fandt den tilfældigt og begyndte at læse den samme aften, som jeg havde gjort mit bekendtskab med ergoterapien. De første linjer lyder sådan:
"Da jeg var enogtyve, kom jeg på den idé, at jeg ville være journalist. Jeg overvejede mulighederne: Jeg kunne købe mig en hat med flad rund puld og en notesblok og rende aviserne på dørene, eller jeg kunne tage en uddannelse. Jeg bestemte mig for uddannelsen, som viste sig at være ekstremt populær, men jeg kom igennem flere af de indledende samtaler, mens antallet af ansøgere blev færre og færre. Jeg klarede imidlertid ikke sidste runde, og jeg var fuldstændig knust - ødelagt! Men set i bakspejlet var det sikkert det bedste, der kunne ske. Jeg ville have været en elendig journalist - alt for tøset til at ringe på hos mistænkte og alt for bange for at fornærme, til at stille de svære spørgsmål. Jeg tror, jeg misforstod mit behov for at arbejde med ord: Jeg ville skrive fiktion, ikke fakta."
Jeg var 20, ikke 21, da jeg fik ideen. Jeg var ikke ødelagt, da jeg fik afslaget. Men ellers er det meget sådan, jeg ser det nu. Jeg er for tøset, for bange, for tilbageholdende. Jeg elsker at skrive, men jeg er elendig til at skrive artikler, mens essays, klummer og fiktion er det, jeg elsker. Så nu er planen at flytte til Dublin, blive førende Chick Lit forfatter og samle på sko! Eller måske bare søge ind på ergoterapeutuddannelsen i Risskov og skrive for sjov. Ikke mindst her! (Til ære for mine 3 årligt besøgende). Og samle på sko...
Det føles rigtigt. Og jeg glæder mig meget til at komme i gang. I mellemtiden kan jeg fornøje mig med en bunke latinske ord, begive mig ud på missionen: At finde muskelmand og skeletmand - og nyde sommeren, der snart må vende tilbage til de århusianske himmelstrøg :)
21 og still going strong
"Er der andet at sige end: No need to run. And hide. It's a wonderful, wonderful life..." Simon Kvamms stemme strømmende ud af mobiltelefonen, der lå på puden ved siden af mig. Udenfor hamrede håndværkerne som sædvanligt løs. Jeg lukkede øjnene og forestillede mig den dag, de er færdige med pent house lejlighederne, hvor jeg kan sove længe uden at vågne med ondt i hovedet. Jeg lod Simon fortsætte sangen, der tonede over i Movieklip - live fra Roskilde. Ikke den værste måde at vågne på, og af samme grund bruger jeg den som alarmtone i vækkeuret. Jeg kiggede på mobilen for at se, om klokken virkelig var 8.30. "Tumle ringer" stod der. Med ét gik hele verdenssituationen op for mig. Sangen var ikke fra alarmen på mit vækkeur. Det var ringetonen forårsaget af min veninde, Tumle, der forsøgte at komme i kontakt på mig. Og den højrystede buldren var ikke arbejdsomme og halvperverse håndværkere, men nogen, der gerne ville ind. Og var ved at vælte døren.Jeg sprang forvirret op og kom i noget tøj fra aftenen før. Da jeg åbnede døren brød to stemmer ud i "IIIIIIII dag er det Pumbs' fødselsdag. Hurra, hurra, HURRAAAAAAAAAAAA". Verdens dejligste veninde kom hoppende ind og gav mig et knus. Med sig havde hun verdens dejligste venindes verdens dejligste kæreste. Og udover sang og et fantastisk humør havde de rundstykker, gaver og vores fællesbamse, Kaare, med. Første år jeg ikke vågner op hos mor og far på min fødselsdag. Og jeg kunne ikke huske, at jeg nogensinde havde været gladere.
Resten af dagen blev også en succes (bortset fra vejret, der efter 2 ugers pragtfuld solskin slog over i hård blæst og regn... "Det er fordiii du ikk' har været søøød i år!" Hold kæft!!). Min mor, lillebror og moster kom om eftermiddagen, mens Tumle kom tilbage efter sin tennistræning - og var meget behjælpelig med aftensmaden, der ikke er mit stærkeste punkt (Hvis I kender Shake'n'bake, hvor der kun skal tilsættes vand og røres, vil I vide, man virkelig skal være en idiot for ikke at få en kage ud af det. Jeg forstår ikke hvad der gik galt...).
Jeg havde glemt, hvor glad man bliver for alting på sin fødselsdag. For sms'er, e-mails, kram, opkald, beskeder på msn og i gæstebøger, besøg, kort.Og tænkte på, hvor mange af den slags dage jeg selv - på mere eller mindre vis - havde forsømt gennem det seneste år. Det må ændres. Plan 1: Anskaf en fødselsdagskalender til væggen! Plan 2: Kig på den og gør noget ud af dem, der betyder noget for migs (øh, migs?!) fødselsdage (Note: Ingen af delene er sket endnu, men jeg ved, jeg får det gjort inden længe)
Et nyt år er begyndt. Der er meget, jeg gerne vil ændre. Meget jeg ikke vil ændre. Og meget jeg vil nå. Og meget der skal udforskes i min nye by, Århus. Og bedst af alt: Jeg kan nu underholde mig selv - og måske et par andre uskyldige forbipasserende sjæle - gennem denne blog med mere eller mindre ligegyldige tanker og episoder i mit liv. Tak!
Resten af dagen blev også en succes (bortset fra vejret, der efter 2 ugers pragtfuld solskin slog over i hård blæst og regn... "Det er fordiii du ikk' har været søøød i år!" Hold kæft!!). Min mor, lillebror og moster kom om eftermiddagen, mens Tumle kom tilbage efter sin tennistræning - og var meget behjælpelig med aftensmaden, der ikke er mit stærkeste punkt (Hvis I kender Shake'n'bake, hvor der kun skal tilsættes vand og røres, vil I vide, man virkelig skal være en idiot for ikke at få en kage ud af det. Jeg forstår ikke hvad der gik galt...).
Jeg havde glemt, hvor glad man bliver for alting på sin fødselsdag. For sms'er, e-mails, kram, opkald, beskeder på msn og i gæstebøger, besøg, kort.Og tænkte på, hvor mange af den slags dage jeg selv - på mere eller mindre vis - havde forsømt gennem det seneste år. Det må ændres. Plan 1: Anskaf en fødselsdagskalender til væggen! Plan 2: Kig på den og gør noget ud af dem, der betyder noget for migs (øh, migs?!) fødselsdage (Note: Ingen af delene er sket endnu, men jeg ved, jeg får det gjort inden længe)
Et nyt år er begyndt. Der er meget, jeg gerne vil ændre. Meget jeg ikke vil ændre. Og meget jeg vil nå. Og meget der skal udforskes i min nye by, Århus. Og bedst af alt: Jeg kan nu underholde mig selv - og måske et par andre uskyldige forbipasserende sjæle - gennem denne blog med mere eller mindre ligegyldige tanker og episoder i mit liv. Tak!
Abonner på:
Opslag (Atom)
