Første semester på nordisk er forbi. To eksamener er overstået, endnu en venter. Jeg har i dag lavet en læseplan, så jeg ikke dagen før eksamen kommer i tanke om, at jeg slet ikke er gået i gang med at læse endnu.
Det bliver hårdt arbejde. Lidt over 2000 svenske og norske sider venter mig i løbet af de næste 30 dage. Heldigvis består disse sider primært af romaner, noveller og digte, som generelt er let fordøjelige.

Den seneste uge har vist mig, hvor glad jeg er for mit studium. Torsdag cyklede jeg smilende af sted, fordi jeg skulle til eksamen i sprog. Ja, der er da virkelig noget at grine af! Måske har min forhenværende fascination af matematik og tysk gjort mig meget regelorienteret. I hvert fald topper dette grammatik-fag som mit yndlingsforetagende.

Fredag cyklede jeg - igen - smilende i skole, fordi vi skulle gennemgå en svensk verdensklassebog. Desværre var det også sidste time i Skandinaviske studier - til stor sorg og bedrøvelse hos en svensker-wannabe, som mig.

Og med hensyn til Gisle-opgaven: Det viste sig hurtigt, at der ingen grund var til at gøre grin med Gisle Surssøn. Det har været et fantastisk forløb, og jeg har stor respekt for de islandske sagaer. De kan sagtens bruges en anden god gang, hvis det skulle blive aktuelt.

Jeg glæder mig til jul og til at læse lidt mindre end normalt. Men jeg glæder mig også til at se, hvad 2. semester byder på, når den tid kommer.

Gisle, min frodige ven

7. december 2009
Kære Blog.

I dag var dagen, hvor de første vintereksamener indledtes. En skriftlig litteraturhistorisk opgave, som blev lagt online i dag, og som skal afleveres om en uge. Jeg havde på grund af min skønne Sverige-rejse misset en enkelt forelæsning, ligesom jeg læste litteraturen til denne forelæsning, mens jeg kørte i tog/fløj/ventede i en lufthavn. Koncentrationsniveauet var derfor ikke til UG, interessen ligeså.
Den onde skæbne ville, at lige netop dette emne, denne bog og denne forelæsning blev den ene af de to eksamensopgaver, jeg kunne vælge imellem.
Og den anden: Gisle Surssøns Saga fra år 960. My love, my life! I det mindste har vi den danske - og ikke den islandske - version at støtte os til. Og i det mindste tog jeg nogle gode noter fra forelæsningen (men kan åbenbart ikke huske noget i hovedet, da jeg mente, at vores forelæser var en kvinde, men "hun" viser sig at hedde Rolf - sært).
Som mine yndlingsbloglæsere skal I være de første til at få et uddrag (snigpræmiere) af min Gisleafhandling. Så glæd jer! Gisle will be back!

Kom jul - kom gaver!

Glædelig december! Dybt beklageligt, at jeg først den 6. december kan give denne vidunderlige meddelelse, men som I ved, er december en travl tid.
Julebag, julefrokost, juleklip, juledekorationer, julerengøring, tømmermænd, julekalender, julebesøg, julemarked og julegaveindkøb... Og jeg har indtil videre kun nået julefrokost og julekalender. Men fra nu af i hvert fald: Glædelig december. Og kryds lige fingre for, at jeg får fire trommer mere i skrabejulekalenderen.

Lørdagen stod på julefrokost for nogle fantastiske ergoterapeutpiger, mens søndagen stod i familiens tegn. Og få trods af ekstrem overbelastning af min følsomme mave siden i går eftermiddag, glæder jeg mig vanvittigt til - endnu en gang - at sætte tænderne i frikadeller, leverpostej og ris a la mande! Kom jul - kom gaver!

Er det dig fra Nephew?!

Torsdagen i den forgangne uge stod på i Nephews tegn. Hvilken event! Henriette og jeg mødtes til spisning, inden vi tog bussen til vores østjyske naboby, Randers, idet billetterne til Århus for længst var rippet, inden vi fik bestilt.
Da vi ankom til destination viste det sig, at vi befandt os et helt andet sted på kortet end forventet. Nå, pyt. Der var halvanden time til koncertens start, så mon ikke vi alligevel skulle finde frem til koncertstedet inden kl. 21?
Jo da! Vi ankom snart til Værket, som var skræmmende tomt. Dog var der et par fjerne menneskestemmer, som vi besluttede var de eneste, der indtil nu var dukket op. Vi grinede hånligt af Randers og påpegede, at det var noget lidt andet end vores Manchester-oplevelse med McFLY for et par år siden. "Hold kææææft, mand - Randers!" nærmere betegnet.
Efter hånlatteren havde lagt sig, blev vi alligevel bekymrede. Vi trippede over til receptionen, hvor Henriette med bedste "Ronald og Bugge"-attitude spurgte: "Hvor er Nephew?!". Nå, forkert bygning, det er hvad, der kan ske! Og så skruer vi lidt ned smartheden.
Da vi nærmede os endebygningen gik det op for os, at det godt nok var Randers og ikke Manchester, men der var dog dukket andre fans op end os. En hel del faktisk. Vi stod i kø en halv time, inden vi fik adgang til Værkets indre organ.
Som altid leverede drengene (må man sige det om nogen over 30?) det optimale, og aftenen var fantastisk.
Nephew, 4evr! <3 (eller sådan noget moderne snak!)

Noget om at vågne

Fredag morgen. Klokken er syv. Jeg kan ikke se det. Men lyden af tre buzzende vækkeure giver mig ideen om, at jeg har ret, at det er tidspunktet, hvor jeg natten før lovede mig selv, at jeg skulle op. "Jeg tror du skal op..." siger Kevin, og lyder mere træt end mig. "Bare lige... 5 minutter mere" mumler jeg og indstiller vækkeuret til 07.05.
Fem minutter senere får jeg - for tredje gang den morgen - verdens mest irriterende lyd lige ind gennem øresneglen. Men hvad forventede jeg? At jeg ville være fuldstændig frisk og udhvilet efter de ekstra fem minutter? At jorden ville gå under i mellemtiden? I hvert fald var jeg mindst lige så træt, da jeg løftede dynen af mig og gik ud til en alt for morgenfrisk kat. Ikke nemt at se, han fik fjernet sine ædlere dele for under to døgn siden.
Og selvfølgelig endte det med, jeg kom et kvarter for sent af sted. Universitetet fungerer sådan, at man har time f.eks. klokken 8, men praktisk set starter undervisningen først 8.15. Det kære akademiske kvarter, der gør, at selv "for sent"-typerne som mig kan nå frem til tiden. Men hvad nytter det, når man så bare kører et kvarter senere af sted?
Resultatet af min morgenlur blev, at jeg kom tre minutter for sent til min norskforelæsning. Som i øvrigt er fuldstændig umulig at forstå. I hvertfald når det er på nynorsk. Og klokken 8 fredag morgen.
Weekend, kom hid. Og jeg står aldrig mere for sent op!

Æggeklage

Er der nogen, der ved, om æggekage med pasta og skinke bare skal se smadret ud og lugte brændt?

Hejsan Uppsala

Sverige, kære Sverige.
Mandag aften vendte jeg hjem fra dette naturskønne elgeprægede land. Missionen var at besøge min savnede Natasha, som sammen med sin kæreste er draget til Uppsala for at studere.
Da der ingen flyafgange er fra Århus, Aalborg eller Billund, tog jeg for første gang til Kastrup lufthavn for at flyve til Stockholm. Meget overskuelig på trods af dens enorme terminaler. Jeg er positivt overrasket over Norwegians check-in. Måske fordi jeg de seneste år har affundet mig med, at det bare skal tage over en time, men på under ti minutter havde jeg checket ind med selvbetjeningen og afleveret min lyserøde kuffert.
Min angst for at flyet skal lette uden mig om bord gjorde, at jeg straks gik til gaten, hvor jeg tilbragte to skønne timer med en pose stjernemix og en svensk bog.
Kort før boarding kiggede jeg op på storskærmen, som havde et BBC-logo i hjørnet. De viste i dette øjeblik nogle portrætter af terroristerne fra 11. september 2001. Jeg nåede knapt at tænke, det ikke var specielt hensigtsmæssigt for dem, der har flyskræk, inden der over højtaleren lød, at flyet til Stockholm desværre var forsinket, da der var tekniske problemer. Nå, men så er der jo ingenting at frygte!

Vi nåede dog til Sverige uden både terrorister og styrt. Jeg skulle fra lufthavnen i Arlanda til Uppsala med toget. Jeg bad om en billet til Uppsala, hvortil damen i billetsalg svarede, at toget ville afgå om 3 minutter fra spor et. Vejen ned ad rulletrapper varede dog fem minutter, og jeg nåede derfor ikke toget. Tyve minutter senere ville der afgå endnu et Uppsala-tåg, så jeg satte mig pænt og ventede. Nitten minutter senere tøffede et pragteksemplar af et tog ind på perronnen. Det var i to etager og lignede noget fra en fremtidsfilm. Alle pladser var optaget, og jeg måtte forsigtigt spørge en svensk blondine, der havde så travlt med at fylde to sæder og lægge make-up, at hun ikke havde set mig komme ind. Absolut! Svarede hun, da jeg spurgte, om jeg kunne få et af hendes sæder.
Billetkontrolløren kom ind. Min frygt for at have glemt noget blev bragt til virkelighed. Hun begyndte først på svensk at forklare, at jeg havde købt den forkerte billet, og at jeg derfor måtte købe en ny af hende. Jeg kiggede uforstående på hende, hvorefter hun slog over i engelsk. Jeg spurgte, om jeg kørte i den forkerte retning, men nej. Det viste sig, at der er to selskaber, som kører mellem Arlanda og Uppsala, og uden at have bedt om det, havde jeg altså fået en billet til det modsatte selskab. Jeg forsøgte at forklare hende situationen på engelsk, og hun godkendte fejltagelsen denne gang. Formentlig har hun prøvet det før.

Det var fantastisk at ankomme til Uppsala og være sammen med min veninde igen. Dagen efter gik vi en dejlig tur ved en stor svensk sø under de skyhøje grantræer.
Om aftenen besøgte vi en nation (na-hroon), som er et af de studerendes tilholdssteder. Her var der vegansk aften, så vi fik lov at smage alt godt fra græsædernes rige.
Søndag drog Natasha og jeg til Stockholm for at udforske den svenske hovedstad. Mere sammenhængende og hyggelig by skal man lede længe efter. Mit antishopping-sind havde jeg tilsyneladende efterladt i Århus, så inden længe havde jeg købt for flere hundrede kroners elg. Elgeservietholder. Elgenøglering. Elgetermometer. Elgepostkort.
Jeg forlod Stockholm med et ønske om snart at komme igen. En flyafgang fra en af de jyske byer ville dog gøre rejsetiden lidt mere overkommelig.
Tiden gik hurtigt, og pludselig stod jeg igen i en lufthavn, klar til en vende hjem til mine to drenge.

Iøvrigt glemte jeg min tandbørste i Uppsala, så siden har jeg børstet tænder med en 0-2 år Postmand Per tandbørste, som tilfældigvis lå uudpakket i skabet.

Nissemænd og nisseøl

Jeg har haft mange legendariske lærere gennem mine efterhånden 15-års skolegang. Af almindelig respekt og frygt for at blive rasende midt i en meget interessant forelæsning om norsk litteratur, vil jeg undlade at nævne de ondeste tilfælde. En enkelt skal I dog lære at kende.
Det drejer sig om en ikke så ung mand, som kalder sig min sproglærer. Dette pseudonym beholder vi. Han ligner en dejlig, sød nissemand, og så snart han træder ind ad døren, bliver jeg (ikke generelt for holdet dog) i godt humør. Hans undervisning er ikke så optimal for min hjerne på grund af en håbløs tavleorden, ja orden generelt. Men faktisk gør det ikke noget.
Første gang jeg så ham, spurgte han, om vi havde fået drukket nogle øl i løbet af rusugen. Og det skulle ikke være sidste gang, vi hørte ham udtale dette meget brugte ord, "øl". Fatisk findes der ikke den grammatikregel, hvor han ikke kan bruge øl som eksempel. Forleden havde vi om kringlede sætninger, som udelukkende bruges i officiel sammenhæng. En ansat hos kommunen kan fint skrive "Den på grunden beliggende bolig", mens en mand aldrig må sige "Jeg nupper lige en af de i køleskabet beliggende øl".
Nå ja, tja. Det har han vel ret i. Da han senere lavede en fejl og blev rettet i det, stirrede han smilende ud over klassen. "Så siger vi, jeg skylder en lufthavnsbajer". Udbrød han og fortsatte undervisningen, som om intet var hændt.
Det kunne have været en tuborg. En elefantøl. En kold fra køleren. En juleøl. Men en lufthavnsbajer?
I øvrigt skylder han hele klassen øl efter, at to af os fik nul fejl i hans prøve på første dag. Men denne yderst interessante fascination af øl, er ikke hans eneste kendetegn.
For nyligt (som den regelmæssige læser vil vide) var jeg til eksamen i netop faget sprog. Ugen efter troppede han op med en bunke rettede prøver til en flok nysgerrige og rystende studerende.
"Tillykke, I er alle sammen bestået" sagde han som det første
En lettelse brød gennem lokalet, folk smilede og kiggede på hinanden.
"Men kun den første del af prøven..." Sagde han så og pakkede sine ting ud.
Morbid humor skal der også være plads til. Og en lille servicemeddelelse: Vi var alle sammen bestået denne første lille prøve på vejen.
God weekend!

Eksamen!

Første eksamen er overstået. Mit yndlingsfag, sprog, også kaldet grammatik, skulle indlede min jomfrurejse i universitetets eksamensræs.
Idet vores lærer ikke havde lagt op til det vilde festfyrværkeri, havde jeg ikke forberedt mig. Karakteren er byttet ud med et bestået/ikke-bestået (som vores lærer hævder kun kan være et bestået, hvis man har fulgt det mindste med i løbet af de første 8 uger). Selve indholdet kunne derfor ikke give mig kriller i maven til morgen. Til gengæld kunne alt andet gøre mig nervøs som en... Et eller andet, der er nervøst.
For det første havde jeg glemt min pung i Kevins bil. Deri lå mit studiekort. Og hvad nu, hvis underviseren ikke ville lade mig gå op til eksamen, hvis jeg ikke kunne vise mit studiekort? Et pas er vel ikke nok? Nå, for sent at ændre på.
På vejen mod uni bliver jeg pludselig i tvivl, om prøven begynder klokken 11 eller 11.15. Han sagde, det ville være som til en normal time - altså 11.15, men hvad hvis han jokede? Eller sagde forkert? Igen - for sent at ændre på.
Da bussen passerede mig ønskede jeg inderligt, at Silver ikke ville punktere, da det så ville betyde, at jeg ikke kunne nå frem i tide. Men hvorfor skulle hun også det?

Det hele gik fint, og prøven var formentlig meget okay. Min orden tillod mig dog først at aflevere ét minut før tid. Først skrev jeg forkert. Og så glemte jeg 7 ord. Og så skrev jeg forkert igen. Og så skrev jeg noget, der slet ikke passede. Og så skrev jeg forkert én gang til, men var nødt til at aflevere version 5 af side 2, som absolut ikke ville blive læsbar uanset hvor umage, jeg gjorde mig.
Generelt er orden ikke min stærke side. Midt i prøven forsvandt 3 ud af mine 4 svarark, men efter at have rodet mine noter igennem to gange og ledt under mapper og ordbøger, dukkede de endelig op. Den omfattende eftersøgning havde imidlertid kostet mig mine spørgeark, hvor teksten og ordene, som jeg var rimelig afhængig af. Tilbage til ledearbejdet, og endelig dukkede en diskret clips op og afslørede arkenes gemmested. Jamen gi' mig da et bord ekstra så. Og jeg havde - i modsætningen til mange andre - ikke engang min computer fremme.
Det er i øvrigt den første eksamen, jeg har deltaget i, hvor der var så åbenlyse muligheder for at snyde. Internet? Ja, endelig da! Faktisk ville det være allerbedst, hvis I sendte svararket til mig på mail! Forklarede underviseren, inden vi gik i gang. Om det er den eneste mail, der er sendt svarark til, skal jeg ikke blande mig i, men herligt med en lidt mere uformel prøve. Håber han deler pebernødder ud til prøven i december.

Elvis

Et nyt medlem er kommet i familien. Lille Elvis på 13 uger, der er ved at erobre verden. Han er en aktiv lille gut, som I måske fornemmer på videoerne. De kæreste ting dukker selvfølgelig op, når kameraet ikke er tændt, men man får da en idé om hans forstand og kærhed, ikke? ;) Først et billede, så tre videoer.